AXEL H. PEDERSEN. C. B. Henriques, en Rettens Tjener. Kbhvn 1956. 315 s. Dkr. 30,00.

    Kun siden 1919 har Danmark haft mundtlig retspleje. Indtil da lød det talte ord kun i højesteret og Københavns sø- og handelsret, i højesteret endda — som også nu — begrænset til plaidoyers. På knap 40 år skabes ingen tradition, og med det hos os lidet faste processkema til omgærdelse af retshandlingen savnes betingelserne for udvikling af en formelt skolet advokatur. Med vor frie bevisbedømmelse har vi i Norden heldigt undgået at opstille kunstige hurdler for retfærdigheden, men også mistet kauteler — og berøvet advokaturen dens mest krævende felt, hvor den overlegne dygtighed vilde kunne opelskes. Da tillige alt for stor veltalenhed eller blot overlegen beherskelse af formen i vort kølige klima mødes med mistænksomhed (og skabende fantasi med afsky), begrænses også i denne betydning muligheden for udvikling af en advokaturens kunst.
    Så meget større bliver den stille virkning af personlighedens magt. Og måske er det kun godt, at det under vore former er fra den og ikke fra nogen slags virtuositet proceduren skal have sin vægt. For den narrer nok mindre. Men at nægte dens betydning og tro, at styrken alene ligger i argumentationens egen værdi, vilde være en illusion.
    Som en advokat af personlighed har den danske højesteretssagfører C. B. HENRIQUES gennem et langt livs virksomhed vundet navn og prestige i retsvæsenets tjeneste, og som en naturlig hyldest er han på værdig måde hædret med denne bog på 50års dagen for sin indtræden i højesterets skranke, et jubilæum så sjældent at der kun er påvist 3 fortilfælde i den danske højesterets historie. Sjældne er også advokatbiografier i nordisk retsliteratur. Af gode grunde, for man vil altid savne skelettet, hvorover de skulde bygges op: de stenografiske (eller båndoptagne) referater, hvorpå bestemmelsen af advokatens stil og vurderingen af hans kunst skulde bygge. Det er derfor ikke en biografi efter angelsachsisk mønster, vi har fået skænket med denne bog. Men forfatteren — der selv er advokat og for værdifulde bidrag til den juridiske literatur, navnlig på tidligere uopdyrkede felter omkring byggeri og entreprise, af Århus universitet er hædret med den juridiske doktorgrad honoris causa — har ved at nærme sig modellen ad flere veje formået at tegne et portræt, hvortil han med båndoptagers hjælp har forstået at lade jubilaren selv levere karakteristiske træk. Iøvrigt veksler citater og aftryk af C. B. Henriques' egne taler og artikler med forfatterens fortællende og refererende afsnit, hvori han ved historiske tilbageblik på de berørte emner skaber det nødvendige perspektiv. Kan metoden ikke frembringe det homogene værk, kaster bogen dog i tilknytning til den skildrede løbebane værdifulde strejflys over emner som den danske retsplejereforms tilblivelse, sagførervæsenets udvikling og arbejdet i Den faste Voldgiftsret, hvori siden 1910 et helt nyt retsområde er udformet, altsammen felter, hvor C. B. Henriques med sin altid vågne og levende interesse for retsvæsenet har gjort sig fortjent ved aktiv indsats.
    Med sine menneskelige egenskaber er han en uvurderlig rådgiver for klienter og en ypperlig forhandler. Men sine laurbær vandt han i

 

retten og sin autoritet i kraft af selve sin personlighed. Uforfærdet rankhed og en altid sikker og vågen retsfølelse er træk, der altid vil give advokaten en fornem plads i skranken. Men når C. B. Henriques har vundet både dommeres og fagfællers respekt og hengivenhed, og en veneration der når langt udenfor juristers kreds, beror det på en usædvanlig harmonisk forening af disse træk med en varm menneskelighed og omfattende sympati, der har præget al hans gerning og fundet udtryk også i det lune og den humor, der bevarer for falske proportioner i indstillingen af selvet til omverdenen. Som advokat står han derfor som repræsentant mere for det naturgivne talent end for det med kunst oparbejdede mesterskab, og for noget studium i taktik og teknik eller kunstfærdig veltalenhed vilde hans procedure næppe afgive materiale. Han var tilfreds med det væsentlige, at finde det rammende ord for sin tanke, og hans styrke i skranken beroede på, at han altid føltes overbevisende opriktig, fordi han aldrig skruede sig op i et kunstigt plan. Til yngre kaldsfæller lyder hans råd: vær aldrig ensidig. Det vigtigste for sagen er, at advokaten vinder rettens tillid. Den havde han altid selv. Men han vandt den ikke ved leflen. »Den som har ret, behøver ikke at stå ret» er en af hans maximer.
    Noget oprørsk skal dog ikke indlægges i en sådan sætning, vendt mod autoritetsmisbrug, som han altid har bekæmpet. Det nærmeste, C. B. Henriques har været en oppositionel holding, var indsigelsen mod de former, retsopgøret efter besættelsen var ved at antage i Danmark. Og det var en indsigelse i retsordenens navn. Sit største øjeblik må man tro han havde, da han hjemvendt fra landflygtigheden og Sveriges gæstevenskab — som så at sige det levende symbol på tilbagevendt retsorden — i højesteret tolkede alles følelser ved mørketidens afslutning. Ingen havde større adkomst og autoritet dertil end han.
    Hans landsmænd vil tro, at han også i Sverige har vundet venner, der i denne bog vil finde træk, de har lært at holde af.

 

Th. Thorsteinsson