Erwin Munch-Petersen død.
Den 26. februar 1956 døde professor, dr. juris Erwin Munch-Petersen efter længere tids sygdom, kun 55 år gammel. Han var søn af professor, dr. juris Hans Munch-Petersen. Efter at have taget embedseksamen i 1924 begyndte han som sagførerfuldmægtig og foretog derefter længere studierejser til udlandet, hvorefter han blev ansat i justitsministeriet i 1931. Allerede i 1935 blev han konstitueret som dommer i Københavns byret, og i 1938 modtog han kongelig udnævnelse.
Det var dog den juridiske videnskab, som Munch-Petersen først og fremmest ønskede at tjene. I 1932 udgav han »Konkurssurrogater. En retssammenlignende Undersøgelse», og nogle år senere »Overdragelser til Fyldestgørelse. Nogle Studier i Spørgsmaalet om Ejendomsrettens Overgang». Disse afhandlinger indbragte ham i 1935 den juridiske doktorgrad, og i 1942 blev han udnævnt til professor.
Munch-Petersens videnskabelige produktion kom navnlig til at omfatte læren om tvangsfuldbyrdelse og skifteretten. Det var emner med nær tilknytning til det praktiske retsliv, og bøgerne vidnede om den omfattende og alsidige uddannelse, som Munch-Petersen havde gennemgået, inden han blev professor.
Mange opgaver blev i tidens løb lagt på hans skuldre. Men danske jurister vil særlig mindes ham som den, der mere end nogen anden kom til at virke for Juristforbundets omdannelse til Danmarks Juristforbund, i virkeligheden stiftelsen af en helt ny organisation med det formål at samle alle landets jurister til varetagelse af fælles tarv. Han blev det nye forbunds første formand, og når det straks lykkedes at skabe en så bred samling om juristforbundet, har han en væsentlig del af æren derfor.
Munch-Petersen var overordentlig afholdt af studenterne og af sine mange venner, også i de andre nordiske lande, for sit åbne og redelige sind og for den trofasthed, der var et væsentligt træk i hans karakter. Uforfærdet, som han var, var han altid rede til at kæmpe for, hvad han anså for sandhed og ret, og løb hans temperament en gang imellem af med ham, var han straks villig til at række sin hånd ud til forsoning.
Vi vil ære hans minde.
Mogens Hvidt