Ny dansk adoptionslov
    I december 1955 fremsatte justitsminister Hækkerup for folketinget et forslag til en ny dansk adoptionslov. Forud for forslagets fremsættelse var gået en kommissionsbehandling i samarbejde med Finland, Norge og Sverige, og efter at kommissionernes i hovedsagen ensartede lovudkast havde været forelagt de enkelte landes interesserede myndigheder og institutioner, blev der optaget kontakt mellem de fire landes justitsministerier til drøftelse af de forslag og indvendinger, som var fremkommet under behandlingen af kommissionernes udkast. Der var mellem ministerierne enighed om ved det videre arbejde at lægge kommissionernes udkast til grund, men med enkelte ændringer, navnlig vedrørende spørgsmålet om hvilke retsvirkninger der skal tillægges en adoption.
    Det fremsatte lovforslag indebar en række ændringer i forhold til den gældende danske adoptionslov fra 1923, deraf de betydeligste indenfor spørgsmålet om adoptionens retsvirkninger. Adoptionsloven af 1923 tilsigtede vel principielt at skabe et retsforhold mellem adoptivbarn og adoptant svarende til retsforholdet mellem barn og forældre, men loven indeholdt betydelige afvigelser fra dette princip, og der skabtes ikke ved adoptionen nogen retslig forbindelse mellem adoptivbarnet og adoptantens slægt. Stillingen har hidtil været sådan, at adoptanten ved adoptionen fik pligt til at forsørge adoptivbarnet, men drejede det sig om et barn uden for ægteskab, havde adoptanten ret til fortsat at indkræve underholdsbidrag hos faderen eller hos bidragspligtige. Adoptivbarnet arvede vel adoptanten, som om det var hans eget barn, men der kunne i bevillingen tages forbehold om, at adoptionen ikke skulle medføre nogen indskrænkning i adoptantens testationsret, og et sådant forbehold blev i praksis taget i en meget stor del af adoptionsbevillingerne. Såfremt adoptanten foruden adoptivbarnet efterlod sig egne børn eller børns afkom, arvede adoptivbarnet ikke på lige fod med disse, men var henvist til at tage arv af den del af boet, som adoptanten kunne råde over ved testamente. Adoptanten arvede ikke adoptivbarnet, som forældre arver børn, men havde kun arveret i ganske specielle tilfælde. Adoptivbarnet arvede ikke adoptantens slægt og slægten ikke adoptivbarnet, og adoptivsøskende havde ingen indbyrdes arveret. På den anden side bevirkede adoptionen ingen ændring i det arveretlige forhold mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt.
    Efter det fremsatte lovforslag skulle disse afgivelser fra retsstillingen forældre-barn ophæves. Adoptantens ret til at indkræve underholdsbidrag skulle således bortfalde, og i arveretlig henseende skulle indføres den enkle regel, at adoptivbarnet og dets livsarvinger skulle arve og arves af adoptanten og dennes slægt, som om det var hans eget barn, og det arveretlige forhold mellem adoptivbarnet og dets virkelige slægt bortfalde.
    I kommissionsbetænkningen var man gået ind for at skabe adgang

til en sådan adoptionsform, men der stilledes tillige forslag om, at der skulle være adgang til en anden form for adoption, hvorefter adoptanten skulle kunne indkræve underholdsbidrag til barnet fra dets forældre, og hvorefter det arveretlige forhold mellem adoptivbarn og den virkelige slægt skulle bevares, medens den arveretlige forbindelse mellem adoptivbarn og adoptanten og dennes slægt skulle indskrænkes.
    I folketinget gav forslaget anledning til indgående drøftelser og overvejelser. Det var den overvejende mening, at det fremsalte forslag om een form for adoption, en form, der gav et adoptivbarn samme stilling som adoptantens eget barn, almindeligvis var at foretrække, men på et punkt nærede man betænkeligheder. Det blev gjort stærkt gældende, at der ville være tilfælde, hvor det ville virke urimeligt, om adoptivbarnets arveret efter den virkelige slægt skulle falde bort ved adoptionen. Resultatet blev, at folketinget accepterede forslagets bestemmelser om, at retsstillingen mellem adoptivbarnet og dets efterkommere på den ene side og adoptanten og hans slægt på den anden side bliver, som om adoptivbarnet var adoptantens eget barn, at den virkelige slægts arveret efter adoptivbarnet bortfalder ved adoptionen, og at barnets arveret efter den virkelige slægt normalt bortfalder ved adoptionen, men som ny regel blev indføjet en adgang til i adoptionsbevillingen at bestemme, at barnets arveret efter den virkelige slægt skal bevares. Det fremgår af folketingets forhandlinger, at denne særbestemmelse tænkes anvendt i tilfælde, hvor adoptanten og forældrene — og barnet, hvis dets samtykke til adoptionen kræves — fremsætter ønske herom, og hvor det er sandsynligt, at der også efter adoptionen vil bestå en nær forbindelse mellem barnet og det virkelige forældre, hvilket navnlig kan tænkes i tilfælde, hvor barnet adopteres af en nær slægtning til en af forældrene eller undertiden, hvor barnet adopteres af stedfaderen, uden at forbindelsen med faderen ønskes afbrudt.
    I den skikkelse blev forslaget enstemmigt vedtaget og senere stadfæstet den 25. maj 1956. Loven træder i kraft den 1. januar 1957.
    De erfaringer, man har gjort i Norge, hvor der siden 1935 har været adgang til en adoptionsform med »stærke retsvirkninger» og en anden form med »svage retsvirkninger», og hvor den sidstnævnte i praksis kun anvendes i ubetydeligt omfang, har spillet en betydelig rolle ved overvejelserne forud for indførelsen af de nye danske bestemmelser, der bringer lovens regler i samklang med den opfattelse af forholdet, som de fleste ikke-lovkyndige havde i forvejen.
    Udover ændringerne af retsvirkningerne bringer loven enkelte nye bestemmelser om betingelserne for adoption og om betingelserne for og retsvirkningerne af ophævelse af adoptionen. Som et af de punkter, hvor der næppe for tiden er mulighed for at opnå nordisk retsenhed, kan nævnes spørgsmålet om adgang til at adoptere sit eget barn. Efter hidtidig ret har faderen til et barn uden for ægteskab haft mulighed for at adoptere barnet, medens moderen har været afskåret herfra. Efter den nye lov kan ingen adoptere sit eget barn. Baggrunden herfor har været, at der ikke ved adoptionen opnås nye retsvirkninger mellem forældrene og barnet, og at adoptionen derfor kun vil tjene det formål at camouflere forældre-barn-forholdet, et formål, som man

 

har fundet for stærkt afvigende fra adoptionens normale formål: at skaffe et barn et nyt hjem.
    Med hensyn til reglerne om betingelserne for ophævelse af adoptivforhold indføres der som ny regel i Danmark en adgang til at ophæve adoptivforholdet, når det viser sig, at barnet lider af sindssygdom eller åndssvaghed, en adgang, der er mere begrænset end de gældende norske og svenske regler om ophævelse på grund af sygdom hos barnet. Med hensyn til retsvirkningerne af ophævelse indføres der adgang til i de fleste ophævelsestilfælde ved ophævelsen at bestemme, om retsforholdet til den virkelige slægt skal genopstå.
 

 

Poul Gaarden