Dansk lovgivning 1961—63¹

    Blandt de love, der er gennemført i folketingsårene 1961/62 og 1962/63, skal følgende fremhæves:

Lov nr. 150 af 24. april 1963 om inddrivelse af underholdsbidrag
    Udkastet til denne lov er udarbejdet af et udvalg med justitsministeriets kommitterede i lovgivningsspørgsmål Poul Gaarden som formand (udvalgsbetænkning nr. 300/1961).
    Udvalget fandt, at bidragsinddrivelsen i almindelighed skete med en sådan effektivitet, at der næppe var nogen mulighed for ved lovændring at forøge effektiviteten mærkbart. Udvalget foreslog derfor ikke radikale ændringer af den gældende lov (nr. 133 af 7. maj 1937). I forhold til denne betegner udvalgets udkast og den nu gennemførte lov, der i det væsentlige er overensstemmende med udkastet, visse ajourføringer og forenklinger.
    Lovens område er inddrivelse af underholdsbidrag til barn, ægtefælle eller en uden for ægteskab besvangret kvinde, såfremt bidraget tjener til fyldestgørelse af en i dansk lov hjemlet underholdsforpligtelse. Bidrag til fyldestgørelse af underholdsforpligtelse i henhold til udenlandsk lov kan inddrives efter loven, hvis der er indgået overenskomst derom med vedkommende fremmede stat (jfr. herved den nordiske konvention om inddrivelse af underholdsbidrag), eller hvisdet bestemmes af justitsministeren.
    Loven omhandler tre inddrivelsesmidler: udpantning, tilbageholdelse i løn m.v. og afsoning.
    Der er gennemført en mindre udvidelse af adgangen til tilbageholdelse i løn m.v., og der er samtidig indført en vis judiciel kontrol med hensyn til tilbageholdelsen.
    Anvendelse af afsoning er skudt lidt i baggrunden, for så vidt som afsoning nu forudsætter, at bidraget skønnes hverken at kunne inddrives ved udpantning eller tilbageholdelse. Endvidere er der gennem nye afsoningssatser sket en begrænsning af afsoningstiden. Bidragsskyld på 300 kr. og derover afsones med én dag for hver 10 kr., og den del af skylden, der overstiger 300 kr., med én dag for hver 25 kr. Afsoning sker nu efter reglerne om hæfte (tidligere fængsel).

Arvelov nr. 215 af 31. maj 1963
    Loven bygger på en betænkning (nr. 291/1961) afgivet af et udvalg med departementschef Vilhelm Boas som formand. Udvalget har samarbejdet med tilsvarende udvalg i de andre nordiske lande.
    Loven træder i kraft den 1. april 1964 og afløser da arveforordnin-

 

     ¹ Närmast förgående översikt avseende 1960—61, se SvJT 1962 s. 671.

gen af 21. maj 1845 og en række andre bestemmelser om arv, herunder lov nr. 120 af 20. april 1926 om ægtefællers arveret og uskiftet bo.
    Følgende vigtigere ændringer skal nævnes.
    Der sker en begrænsning i den personkreds, som arver efter loven. Denne kreds afgrænses nu således, at onkler og tanter bliver de fjerneste arvinger efter loven, medens fætres og kusiners arveret ophæves.
    Der indføres fuld gensidighed i det arveretlige forhold mellem barn uden for ægteskab og dets fader og fædrene slægt; allerede i 1937 fikbarn uden for ægteskab tillagt arveret efter faderen (og dennes slægt) på lige fod med ægtebørn, men faderens arveret efter barnet er efter 1937-loven begrænset.
    Ægtefællens arveret efter lovens almindelige regel udvides fra en fjerdedel til en trediedel for så vidt angår tilfælde, hvor arveladeren efterlader sig livsarvinger. Med hensyn til tilfælde, hvor arveladeren efterlader sig arvinger af 2. arveklasse (forældre, søskende eller disses efterkommere) udvides ægtefællens arveret fra halvdelen til hele arveladerens formue.
    De gældende regler om ægtefællens ret til at sidde i uskiftet bo med livsarvinger opretholdes i hovedsagen uændret. Efter de hidtidige regler om uskiftet bo er arven i visse henseender betragtet som »faldet» allerede ved den førstafdøde ægtefælles død. Dette ændres nu, således at arvefaldet i alle relationer betragtes som udskudt til det tidspunkt, da det uskiftede bo ophører, typisk med den længstlevende ægtefælles død.
    Begrebet »uskiftet bo med udarvinger» (andre legale arvinger end livsarvinger) bortfalder. Dette er naturligvis en følge af den ovenfor omtalte regel, hvorefter den længstlevende ægtefælle, når den førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger, efter lovens almindelige regel arver hele førstafdødes formue. Hvis den længstlevende ægtefælle ikke ved sin død har indgået nyt ægteskab, ikke efterlader sig livsarvinger, og ikke ved testamente har truffet modstående bestemmelse, deles boet efter ham med halvdelen til hver af ægtefællernes arvinger.
    Der sker en begrænsning af livsarvingernes og ægtefællens samlede tvangsarv, d.v.s. den del af deres legale arv, hvorover arveladeren ikke kan råde ved testamente. Den nævnte samlede tvangsarv nedsættes fra to trediedele til halvdelen af arveladerens formue. Hvor der alene efterlades ægtefælle, udvides tvangsarven derimod fra en trediedel til halvdelen.
    Efter svensk mønster indføres regler om såkaldt forlodsret; herefter kan arveladerens barn, hvis det er nødvendigt for at sikre det passende underhold og uddannelse til dets 21. år, på skiftet forlange forlods at få udlagt et efter forholdene afpasset beløb. Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente og går forud for anden arv.

Lov nr. 170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg (Atomanlæg)
    Udkastet til denne lov er udarbejdet af et udvalg med højesteretsdommer Spleth som formand (betænkning nr. 286/1961). Udvalget har samarbejdet med tilsvarende udvalg i Finland, Norge og Sverige.

    Loven bygger på OEEC-konventionen af 29. juli 1960 om erstatningsansvar over for tredjemand på den nukleare energis område.
    Hovedpunkterne i loven er dels regler om offentligretlig kontrol, dels bestemmelser om erstatning og forsikring.
    I den førstnævnte henseende bestemmes det, at nukleare anlæg kun må bygges og drives med statsministerens (nu undervisningsministerens) godkendelse, og at sådan godkendelse ikke må meddeles, hvor dette skønnes betænkeligt af hensyn til sikkerheden eller andre væsentlige almene interesser. I godkendelsen fastsættes de vilkår som er påkrævet af hensyn til disse interesser. Anlægget er såvel under bygningen som under driften undergivet tilsyn af atomenergikommissionen og sundhedsstyrelsen.
    Med hensyn til erstatning er det bestemt, at anlægsindehaveren er erstatningspligtig efter lovens regler, selv om skaden er hændelig; erstatningsansvaret er således rent objektivt. Er indehaveren herefter ansvarlig, kan skadelidende ikke rejse erstatningskrav mod andre end indehaveren. Er skaden forvoldt af andre end indehaveren, har denne regres modt skadevolderen, men kun hvis denne har handlet forsætligt, eller regres udtrykkeligt er indrømmet ham ved aftale. Har skadelidende forsætligt eller uagtsomt medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde, medmindre han kun har udvist ringe uagtsomhed.
    Loven indeholder en begrænsning af indehaverens erstatningsansvar. Det samlede ansvar for skader, der er en følge af en og samme nukleare ulykke, er begrænset til 70 mill. kr. Men justitsministeren kan i særlige tilfælde fastsætte et andet størstebeløb, dog ikke under 35 mill. kr.
    Erstatningsreglerne suppleres med regler om forsikringspligt for anlægsindehaveren.
    Lovens strafferegler indeholder bestemmelser om objektivt bødeansvar.

Lov nr. 225 af 22. juni 1962 om ændring i aktieselskabsloven
    Loven åbner mulighed for, at et aktieselskabs generalforsamling med en vis kvalificeret majoritet kan træffe bestemmelse om, at der til overdragelse af aktier, til hvilke der er knyttet eller ved notering kan knyttes stemmeret, kræves samtykke af bestyrelsen. Bestemmelsen er navnlig af betydning for spørgsmålet om udenlandsk kapitalinvestering i danske aktieselskaber.
    Loven indeholder endvidere en regel om, at generalforsamlinger med kvalificeret majoritet kan bestemme, at ingen aktionær kan have stemmeret for mere end en nærmere fastsat del af den stemmeberettigede aktiekapital.

Lov nr. 216 af 31. maj 1963 om ændringer i retsplejelovensregler om værneting i ægteskabssager
    Ændringerne angår navnlig reglerne om domstolenes såkaldte internationale kompetence.

 

14—643004. Svensk Juristtidning 1964

    Forslaget til loven er udarbejdet i samarbejde med de øvrige nordiske lande. Loven er i hovedsagen i overensstemmelse med den tilsvarende norske lov af 21. juni 1963.
    Efter de nye bestemmelser kan ægteskabssag anlægges i Danmark: 
»1) Såfremt sagsøgte har bopæl her.
2) Såfremt sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her.
3) Såfremt sagsøgeren er dansk statsborger og det godtgøres, at han på grund av sit statsborgerskab ikke vil anlægge sag i det land, hvor han har bopæl.
4) Såfremt begge ægtefæller er danske statsborgere og sagsøgte ikke modsætter sig sagsanlæg ved dansk domstol.
    Sag angående et ægteskabs beståen eller dets omstødelse kan anlægges her i riget, når ægteskabet er indgået her.»
    Lovens regler kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat, og den nordiske ægteskabskonvention berøres således ikke af lovændringen.

Lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
    Loven er i alt væsentligt overensstemmende med den svenske lov af 22. maj 1963 om samarbete med Danmark, Finland, Island og Norge angående verkställighet av straff m.v. og de tilsvarende love i Finland, Island og Norge.

Lov nr. 105 af 27. marts 1963 om ændringer i kriminallov for Grønland
    Til grund for denne lov ligger en rapport udarbejdet af udvalget for samfundsforskning i Grønland.
    Der er foretaget en række ajourføringer m.v. under hensyn til de ændringer, der efter kriminallovens gennemførelse i 1954 er sket i den almindelige borgerlige straffelov.
    Det mest principielle i kriminalloven — et sanktionssystem omfattende et sæt af forskellige foranstaltninger, der ikke karakteriseres som straf — opretholdes. Men der er dog gennemført ret væsentlige ændringer i sanktionsreglerne, herunder en bestemmelse om, at der kan dømmes til anbringelse i anstalt, når hensynet til retssikkerheden eller den almindelige lovlydighed gør det påkrævet, og ingen anden foranstaltning findes egnet.

Lov nr. 192 af 12. juni 1962 om ændringer i retsplejelovens regler om nævningers og domsmænds udtagelse
    Ved loven er der gennemført en væsentlig forenkling af de nævnte regler for derved at lette og billiggøre deres administration.

Lov nr. 211 af 16. juni 1962 om almindelig omsætningsafgift
    Uanset at skattelovgivningen ikke i almindelighed medtages i denne oversigt, er der grund til at pege på den ovennævnte lov under hensyn til dens principielle skatteretlige og skattepolitiske betydning.

    Loven har bl. a. til formål at muliggøre en omlægning af beskatningen, således at en del af de direkte skatter afløses af skat på forbruget.
    Loven er af generel karakter, men bl.a. levnedsmidler, brændsel og visse driftsmidler, er dog undtaget fra omsætningsafgifter.
    Afgiften skal som hovedregel svares af fremstillings- og grossistvirksomheden.

Lov nr. 81 af 16. marts 1963 om indseende med priser
    Den tidligere prislovgivning og lovgivning om prisaftaler blev i 1955 afløst af loven om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger (lov nr. 102 af 31. marts). Loven blev i 1956 suppleret med en lov om indseende med priser, der nu er afløst af den ovennævnte lov af 1963, der i forhold til 1956-loven betyder en vis skærpelse. Det nye er navnlig, at monopoltilsynet nu har fået hjemmel til ikke blot efter anmodning fra forbruger-, producent- eller handelsorganisationer, men også på eget initiativ at foretage undersøgelser af pris- og avanceforholdene på områder, hvor tilsynet finder, at der er behov for en offentlig redegørelse for prisdannelsen; viser en sådan undersøgelse, at der inden for det pågældende område forekommer urimelige priser, kan tilsynet fastsætte almindelige bestemmelser om priser og avancer, som ikke må overskrides, eller offentliggøre retningsgivende priser.

Lov nr. 63 af 21. februar 1962 om ændringer i lov om byplaner
    Ved denne ændring blev der i byplanloven optaget bestemmelser, der supplerer de i anden lovgivning, herunder navnlig bygningsfredningsloven, indeholdte regler om beskyttelse af ældre bygninger.

Lov nr. 229 af 22. juni 1962 om ændringer i lov omtelekommunikation m.m. ved radio
    Loven fastsætter forbudsbestemmelser vedrørende de såkaldte »piratsendere» på »det åbne hav og i luftrummet derover». Forslaget till oven er udarbejdet i nordisk samarbejde og loven er i væsentlig grad overensstemmende med den svenske lov nr. 278 af 6. juni 1962 med förbud i vissa fall mot rundradioutsändning på öppna havet m. m. og tilsvarende samtidige love i Norge og Finland.

Lov nr. 220 af 31. maj 1963 om landinspektørvirksomhed
    Loven, der bygger på en udvalgsbetænkning (nr. 317/1962), frembyder en vis principiel juridisk interesse bl.a. gennem sine regler om fratagelse og generhvervelse af beskikkelse som landinspektør, herunder regler om judiciel kontrol med hensyn hertil. Ved loven institueres et særligt landinspektørnævn, der udøver disciplinærmyndighed.

Helligdagslov nr. 71 af 13. marts 1963
    Loven, der afløser en lov af 1936, betyder navnlig en begrænsning af de tidligere forbud mod afholdelse af offentlige forlystelser på helligdage. Efter den nye lov må offentlige forlystelser ikke afholdes 1) på langfredag, 1. påskedag eller 1. pinsedag efter kl. 6, på juleaftensdag

efter kl. 16 eller juledag — eller 2) på folkekirkens øvrige helligdage i tiden mellem kl. 6 og kl. 14.
    Oplysninger om de i de andre nordiske lande gældende tilsvarende regler har været af væsentlig betydning ved lovforslagets udarbejdelse.

Lov nr. 183 af 20. maj 1963 om ændringer i loven om udlændinges adgang til landet m.v.
    Ved denne lov er foretaget de ændringer i udlændingeloven, som er påkrævet med henblik på Islands fremtidige tilslutning til overenskomsten af 12. juli 1957 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om ophævelse af paskontrollen ved de fællesnordiske grænser og med henblik på Danmarks ratifikation af Bryssel-konventionen af 10. oktober 1957 om blindpassagerer.

L. Nordskov Nielsen