Udviklingen indenfor islandsk erstatningsret i de sidste årtier

 

Af fhv. hæstaréttardomari, dr. jur. THORDUR EYJOLFSSON

 

 

 

I. Forord
A. I de forlöbne 30—40 år har islandsk erstatningsret undergået store forandringer. Forskellige nye vigtige regler er blevet indfört, dels ved lovgivning og dels gennem domspraksis.
    Helt frem i indeværende århundrede var de islandske erhvervsgrene meget primitive, på den ene side landbruget med dets århundredgamle driftsformer og på den anden side fiskeriet fra robåde og sejlskibe. Kort efter århundredsskiftet måtte de gamle fiskeskibe dog vige pladsen for motorfiskebåde og trawlere. Indenfor industrien dukkede de förste fabrikker op, men disse var dog i de förste årtier meget små. I handelens og samfærdslens interesse fik islændingene efterhånden fragtskibe, biler og flyvemaskiner og i de senere år er der sket en meget betydelig mekanisering indenfor landbruget. Desudenhar erhvervslivet taget store, produktive maskiner af forskellig art i brug. Denne tekniske udvikling har medfört stærkt foröget forsikringsvirksomhed.
    Den omtalte udvikling af erhvervsgrenene fra et middelaldersystem til nutidsmetoder har medfört en omfattende ændring på erstatningsrettens område, som nu har tilpasset sig de ændrede tider. Sammenhængen bliver endnu tydeligere på grund af at forandringen er sket i löbet af meget kort tid. Ved optagelsen af nye regler, både ifölge lovgivning og domspraksis, har man taget anden skandinavisk erstatningsret, især den danske, til forbillede.
    Her vil der kun blive gjort rede for de vigtigste punkter der angår erstatning udenfor kontraktsforhold i privatretten. Med hensyn til domspraksis vil der blive henvist til den islandske landsoverrets domme 1875—1919, forkortet LD, og til Islands Höjesterets domme fra og med 1920, forkortet HD.
    B. I det 19. århundrede og de förste årtier af dette århundrede var culpareglen næsten enerådende i islandsk erstatningsret. Man anså at uden culpa blev der kun tale om erstatningsansvar når der forelå særlig hjemmel.
    Islandsk lovgivning indeholder ikke samlede regler om erstatningsansvar, men i forskellige love findes der spredte bestemmelser, som

 

angår erstatningsret på særlige områder. Som nærmere oversigt og på grund af senere henvisninger skal her först nævnes de vigtigste bestemmelser indenfor privatretten, som angår erstatningsforhold og som havde gyldighed året 1930, men senere vil der hovedsagelig blive nævnt de forandringer, som siden har fundet sted.
    1. I lovbogen Jónsbók fra 1281 findes der endnu gældende bestemmelser om at den, der holder et dyr, bærer objektivt ansvar forden skade, som dyret forvolder.
    2. I samme lovbog er der bestemmelser, hvoraf man har draget den konklusion at sindssyge personer bærer ansvaret for den skade, som deres opförsel kan forvolde. Denne regel gælder ligeledes stadig.
    3. NL (Norske lov af 15de april 1687) 1-19-21 blev indfört som lov i Island. Deri bestemmes, at hvis en arrest har vist sig ulovlig skal rekvirenten »oprette den arresterede hans spot og skade».
    4. I den almindelige straffelov af 25. juni 1869 var der i §§ 302—305 bestemmelser om erstatning både for ökonomisk og ikke-ökonomisk skade. Disse bestemmelser vil senere blive nærmere omtalt.
    5. I lov om forfatterret og trykningsret af 20. okt. 1905 er der i §§ 18—20 specielle bestemmelser om erstatning.
    6. Året 1913 blev der indfört en sölov som for det meste var enslydende med dansk sölov af 1. april 1892. Loven blev genudgivet som sölov af 30. nov. 1914. Her er især grund til at henvise til bestemmelser i 11. kapitel, jfr. § 13, om rederens begrænsede ansvar for skibsförerens og mandskabets culpöse handlinger og ligeledes til § 225 om skade ved skibssammenstöd.
    7. Den förste billov i Island er af 2. nov. 1914. Loven indeholder bl. a. regler om det særlige ejeransvar og om den omvendte bevisbyrde, når der opstår skade ved brug af motorköretöjer. Loven blev revideret og genudgivet, först som lov af 14. nov. 1917 og senere som lov af 15. juni 1926, uden at nogen ændring blev gjort i erstatningsreglerne. Ved lovens senere revision er erstatningsreglerne blevet ændret, hvilket vil blive nærmere omtalt senere.
    8. I ægteskabsloven af 27. juni 1921 er der bestemmelser om erstatning på grund af hævet forlovelse. Indholdsmæssigt svarer disse til bestemmelserne i dansk ægteskabslov af 30. juni 1922, §§ 1—5.
    9. I lov af 7. maj 1928 er det bestemt at erstatning til erhvervsvirksomheder for uretmæssige trykte udtalelser skal svare til det ökonomiske tab, som erhvervsvirksomheden kan bevise at udtalelserne har forvoldt.
    10. I luftfartslov af 14. juni 1929 var der i §§ 31—34 bestemmelser om ansvarspligt. Ejeren af et luftfartöj skal bære objektivt ansvar for forskellig skade, som benyttelsen af dette kan medföre. Der

 

er også hjemmel for nedsættelse af erstatningen på grund af den skadelidendes egen skyld.

 

 

II. Culpareglen og dens anvendelse
A. Culpareglen har aldrig været direkte indfört ved lov som almindelig regel i islandsk ret, men den er forudsat i adskillige lovbestemmelser fra ældre og nyere tid.
    Hvad angår börns erstatningsansvar så var det i straffeloven af 1869, § 302, bestemt at enhver, der har gjort sig skyldig i en forbrydelse, er pligtig at tilsvare den skadelidende erstatning. Denne regeler ikke taget med i den nu gældende straffelov af 12. februar 1940. Derimod er der en ny regel i myndighedsloven af 5. juni 1947, § 21, der siger at hvis en umyndig har gjort sig skyldig i en strafbar lovovertrædelse ved en aftales indgåelse eller udförelse, skal han udrede erstatning. Da den kriminelle lavalder ifölge straffeloven nu er 15 år, kan heraf sluttes, at almindelig erstatningspligt påhviler personer derer 15 år og ældre. Om börn under 15 år fortolkes culpareglen således, at hvis et barn forvolder skade, skal man beregne erstatningspligten efter hvorvidt et normalt udviklet barn i den alder kan göre sig handlingens farlighed klart og den skade, som kan forvoldes deraf. Heraf fölger at börn i deres förste leveår ikke kan blive erstatningspligtige. Der er ikke faldet domme der viser, hvor undergrænsen skal sættes. Domsbestemmelser om egen skyld hos börn, som har lidt skade ved ulykker, giver ikke tilstrækkelige oplysninger om börns erstatningspligt overfor tredjemand. I HD 1948.72 ansås der ikke grund til at dele skaden på grund af et 4 års barns egen skyld. Derimod måtte en 7 års dreng selv bære en del af skaden på grund afuforsigtighed, som han udviste i trafikken, HD 1953.217. Ifölge HD 1954.678 var der ved anlæggelsen af en flyveplads efterladt en patron på et ubevogtet sted. En 11 års dreng som fandt patronen, hamrede på den med en kniv hvorved patronen eksploderede i hænderne på ham. I en efterfölgende erstatningssag blev drengen dömt til at bære 1/3 af skaden selv, fordi »en dreng i hans alder må have noget kendskab til den fare, som er forbundet med at omgås sprængstof».
    B. I myndighedsloven af 1947, § 21, er der hjemmel til nedsættelse af erstatningsbeløbet: Hvis en umyndig gör sig skyldig i svigagtig adfærd ved en aftales indgåelse eller udförelse, skal han udrede erstatning, men erstatningen kan dog nedsættes under passende hensyn tagen til den udviste skyld, skadens störrelse, den umyndiges formuesforhold og omstændighederne i övrigt. Ifölge analogi anses der at

 

man kan benytte samme slags nedsættelsesregel når en umyndig gör sig skyldig i retsbrud udenfor kontraktsforhold.
    Lignende særbestemmelser om lempelse af erstatningsbelöbet, hvor bl. a. hensyn kan tages til skadevolderens udviste skyld, findes i sömandsloven af 31. dec. 1963, § 51 (tidligere lov af 19. maj 1930,§ 50), og i luftfartsloven af 21. maj 1964, § 136. Endvidere er der lempelseshjemmel i lov om forsikringsaftaler af 8. marts 1954, § 25, som er enslydende med § 25 i dansk lov om forsikringsaftaler af 15.april 1930.
    C. Ved culpareglens anvendelse har man i visse forbindelser gået bort fra den almindelige målestok om den påpasselighed som maner forpligtet til at udvise. Man har enten skærpet eller lempet kravene til påpasselighed.
    1. Udvidet culparegel gælder især når der opstår skade i en bedrift og årsagen dertil skyldes fejl eller mangel ved materiellet eller utilfredsstillende indretning af arbejdspladsen. Og jo farligere bedriften er, desto mere udvidet bliver culpareglen. Naturligvis pådrager arbejdsgiveren sig ofte ansvar ved ikke at efterkomme offentlige regler om indretning på arbejdspladsen eller om sikkerhedsudstyr på maskiner eller andre redskaber, når man kan henföre en opstået skade til forsömmelighed heraf. Men selv om sådanne regler ikke direkte er blevet overtrådt, stilles der dog ifölge domspraksis meget strenge krav til at arbejdsgiveren har sikkerhedsudstyr og redskaber i fuldstændig orden. Hvis dette er forsömt, pålægger man sædvanligvis arbejdsgiveren ansvaret uden at undersöge nærmere om han har videt eller burdet vide om den brist eller fejl, som har forårsaget ulykken. Dog regner man med at frifindelse bör finde sted, hvis arbejdsgiveren kanbevise at hverken han eller hans personale er skyldige i de fejl, som har bevirket ulykken. Man kan derfor ikke sige at der her er tale om et fuldstændig objektivt ansvar.
    Af et stort antal domme som angår dette emne, skal her kun omtales HD 1953.617. Det forholdt sig således at et tankskib, som tidligere havde transporteret benzin i sine tanker, lå ved en brygge for at laste hvalolie. Der skete pludselig en eksplosion i en af tankene med det resultat at tre mænd blev dræbt. Skibets ejer blev sagsögt om erstatning. Det blev ikke oplyst at noget bestemt besætningsmedlem havde været skyld i ulykken og ikke heller at der havde været fejl ved skibet eller dets tanke. I höjesteretsdommen hedder det: »Man må regne med at ulykken er sket ved at en gnist er opstået i benzindampene og derved har forårsaget en eksplosion. Man kan derfor henföre eksplosionens udspring til en eller anden teknisk fejl eller til uagtsomhed, skönt det dog ikke kan bevises at besætningen

 

har været skyld deri. Med hensyntagen til disse omstændigheder ogligeledes til den opgaves almindelige farlighed, hvormed besætningen var beskæftiget, må det anses for naturligt at pålægge hovedappellanten (skibets ejer) erstatningsansvaret for ulykken.»
    2. Lempelse af agtpågivenhedskravene har fundet sted enten når unge mennesker har forvoldt tredjemand skade eller når man har vurderet egen skyld i forbindelse med den skade de selv har lidt. Dette forekommer især, hvis unge mennesker bliver sat til et arbejde som må anses for at være farligt med hensyntagen til deres alder,som. f. eks. ved fabriksmaskiner. Det kan ligeledes komme i betragtning hvorvidt de da har fået rigtig og tilfredsstillende arbejdsinstruktion. Angående dette emne kan henvises til HD 1953.427, 1958.493, 1961.186, 1962.74, 1965.74 og 566.

 

III. Ansvar uden culpa
1. I islandsk lovgivning har der ikke været nogen almindelig regel om arbejdsgiverens ansvar for skade som forvoldes af hans personale udenfor kontraktsforhold. NL 3-21-2 (DL 3-19-2) blev ikke indfört som lov i Island. Som tidligere omtalt var ansvar for egen handling ifölge culpareglen forudsat mange steder i lovgivningen, hvorimod der ingen tilsvarende forudsætning kunne anföres angående almindeligt ansvar for ansatte eller medhjælpere. Der dannedes heller ikkenogen sædvane i denne retning, og frem til 1930erne var der ikke tale om nogen domspraksis på dette område. Man har påpeget¹ at et sådant ansvar muligvis var forudsat i præmisserne i to landsoverretsdomme af 20. nov. 1899 og 18. juni 1900 (LD VI.87 og 202). Ifölge den förstnævnte dom var sagsögerens erstatningskrav baseret på grunde som gælder om ansvar indenfor kontraktsforhold (se LD VI.89), og ifölge den sidstnævnte dom blev den indstævnte frifundet »allerede af den grund» at skadevolderen ikke havde været i den indstævntes tjeneste. Der er derfor ikke tale om nogen klar forudsætning i disse domme. Og man kan under ingen omstændigheder antage at med disse domme har dannelsen af en ny og bindende retsregel fundet sted.
    Med söloven 1913 (1914) blev der for förste gang indfört en regel i islandsk lovgivning om arbejdsgiveres ansvar for deres ansattes skadegörende handlinger udenfor kontraktsforhold. Denne regel (om begrænset rederansvar) gjaldt naturligvis kun indenfor sölovens område. Da man har hævdet² at der för sölovens ikrafttræden var dan-

 

¹ Ólafur Lárusson i Festskrift til professor, dr. juris Henry Ussing 5. maj 1951, 295—299. Lög og saga 41—46.

² S. st.

 

net domspraksis angående rederes ansvar for skibsförerens og besætningens culpöse handlinger og at man dér tilmed kan finde grundlaget for den almindelige regel om principalansvar, skal her omtales nogle ældre domme, som er blevet citeret angående dette emne.
    I en landsoverretsdom af 6. august 1906 (LD VII.270) omtales det tilfælde hvor A's skib, som lå i vinterleje på Reykjavíks red, revsig löst, stödte på et andet skib og sænkede det. Man kan ikke se hvorvidt A, som var bosat i Reykjavík, eller skibsföreren havde sörget for skibets fortöjning. I erstatningssagen blev A frifundet med den begrundelse at ulykken ikke var forårsaget af »den indstævntes (A's) forsömmelighed». Her er der derfor ingen forudsætning om rederens ansvar for skibsförerens eller besætningens skadevoldende handlinger.
    Med landsoverretsdomme af 22. juni, 6. og 27. juli 1908 og 9. sept. 1912 (LD VIII.36, 41, 63 og 751) blev skibsrederne dömt til at udrede erstatning på grund af sammenstöd som deres skibe havde haft med andre skibe. Alle de indstævnte redere havde deres hjemsted udenlands, hvor de bar ansvaret for skibsförerens og besætningens skadegörende handlinger ifölge deres hjemlands love. Under sagernes procedure for landsoverretten blev det ikke bestridt at ansvaret hvilede på de indstævnte, hvis skaden kunne henföres til skibsförernes eller besætningernes forsömmelighed.
    Således som disse domssager og proceduren af sagerne forelå kan det ikke antages at dommene har haft nogen præjudikatsvirkning angående rederes omtalte ansvar. Og end mindre kan disse domme citeres angående arbejdsgiveres almindelige ansvar for deres ansatte.
    Foruden sölovens ansvarsregler blev der lovfæstet bestemmelser om principalansvar på to andre særlige områder, dvs. med billoven 1914 og luftfartsloven 1929, som för omtalt under I.B.7 og 10.
    Den 18. juni 1934 faldt der en höjesteretsdom i en erstatningssag, som ejeren af skibet S förte mod aktieselskabet K (HD 1934.862). Sagens anledning var den at ved losning af kul var en kulkran, som var K's ejendom, löbet af sporet på grund af kraftig vind og havde forvoldt skade på skibet. Om K's ansvar hedder det i dommen: ». . . de, som arbejdede ved kulkranen på appellantens (K's) vegne, burde vide om den betydelige fare som var forbundet dermed i et sådant stormvejr, som var til stede kl. 19.45, og risikoen ved denne fremgangsmåde må efter omstændighederne påhvile appellanten. »Ifölge dette blev K dömt til at udrede erstatning til ejeren af S. Dette er den förste dom, der er faldet i Island, hvor man har pålagt arbejdsgiveren et almindeligt principalansvar.
    I HD 1935.85 blev H, som ejer af en sildeoliefabrik, dömt til at

 

10—693005. Svensk Juristtidning 1969

 

betale J erstatning på grund af legemlig skade, som J pådrog sig ved i mörke at falde i en åben sildebeholder, som var i H's eje. Da ulykken fandt sted var H's værkförer ved at tage mod sild fra etskib, men undlod at have lys på arbejdsstedet, og denne forsömmelse blev anset for at være årsagen til ulykken, som H måtte bære ansvaret for.
    Efter 1935 er der faldet et stort antal domme hvormed almindeligt principalansvar har været pålagt arbejdsgiverne. Denne domspraksis, som begyndte med den omtalte dom af 18. juni 1934, er nu forlængst blevet så fast, at domstolene har samme pligt til at benytte omtalte ansvarsregel som om den var blevet indfört i lovgivningen. Reglen er nu forudsat i lov om forsikringsaftaler af 8. marts 1954, § 25.
    Det har altid været en betingelse at den ansatte udförer arbejdet under arbejdsgiverens eller hans værkförers direkte ledelse og tilsyn. Arbejdsgiveren er derfor ikke ansvarlig for selvstændige entreprenörer eller deres ansatte, jfr. HD 1952.577. Ligeledes må den skadevoldende handling være i tilstrækkelig nær forbindelse med arbejdet. I HD 1962.74 var to af personalet kommet i håndgemæng på grund af arbejdsmateriellet, hvorved den ene af dem pådrog sig legemlig skade. Her blev arbejdsgiveren frifundet for erstatningskrav fordi de ansattes opförsel ikke kunne sættes i forbindelse med deres arbejdspligt. Det er ligeledes en betingelse at man kan göre den ansatte ansvarlig for den skadevoldende handling ifölge culpareglen. Det bör påpeges at en arbejdsgiver idömmes til at erstatte den skade, som en ansat i hans tjeneste forvolder sin arbejdsfælle og det endog selv om arbejdsgiveren med lovpligtig ulykkesforsikring har forsikretden skadelidte. Erstatningskravet bliver i et sådant tilfælde nedsat med det belöb, som den skadelidte får fra ulykkesforsikringen, se HD 1942.199, 1946.397 m. fl.
    2. Objektivt ansvar for skade, forvoldt af dyr, sindssyge personers ansvar for deres skadevoldende handlinger samt rekvirentens objektive ansvar for ulovlig arrest er omtalt oven for i I.B.1—3.
    3. Ifölge bestemmelser i billoven som gjaldt indtil året 1958, hvilede ansvar for skade forvoldt ved bilens benyttelse på dens ejer, medmindre det blev oplyst at skaden ikke kunne være afværget, selv om der ingen fejl var ved köretöjet og föreren havde udvist fornöden agtpågivenhed. Ansvaret for köretöjet var derfor culpaansvar med omvendt bevisbyrde (den regel kom först i billoven af 7. maj 1940), medens ansvaret for körslen var objektivt og betinget af förerens culpa, hvor der ligeledes blev anvendt omvendt bevisbyrde.
    Med færdselsloven af 2. maj 1958, §§ 67 og 69, blev bilejerens ansvar gjort fuldstændig objektivt. Der pålægges ham erstatnings-

 

pligt »selv om ulykken eller den forvoldte skade ikke kan henföres til beskadigelse eller fejl ved köretöjet eller förerens uforsigtighed». Denne regel er uforandret i den nugældende færdselslov af 23. april 1968.
    4. I luftfartsloven af 21. maj 1964, § 133, er der lagt objektivt ansvar på ejeren af et luftfartöj, hvis der opstår skade ved dets anvendelse på personer eller genstande, som er udenfor luftfartöjet. Denne regel gælder dog ikke om skade der opstår indenfor området af en anerkendt flyveplads, § 134.
    5. Der er ingen bestemmelser i islandsk lovgivning om berigelsesreglen. I HD 1962.545 var sagens beskaffenhed den, at i et arvefæsteland tilhörende H, som var sognefoged i K-kommune, var der ubevogtede og forfaldne barakker, som en udenlandsk hær havde efterladt, da den forsvandt ud af landet året 1945. År 1951 havde A transporteret to gamle jernbeholdere ind i H's arvefæsteland uden hans viden og efterladt dem dér udenfor barakkerne sammen med andre lignende genstande. Året 1955 tillod H, i den hensigt at rense landet, hvemsomhelst som ville at rive barakkerne ned og flytte dem bort, uden betaling. Han tillod ligeledes B at flytte de omtalte genstande bort uden betaling, idet både han og B anså dem for at være blandt de ting som hæren havde efterladt. Da A opdagede at genstandene var blevet fjernet, anlagde han sag mod B og krævede fuld erstatning. I dommen blev der lagt til grund, at B havde taget de omtalte genstande i den gode tro at de ikke havde nogen ejermand og at denne tro var blevet bestyrket ved genstandenes beliggenhed og tilstand og ligeledes ved H's tilladelse, som dog ikke kunne sidestilles med overdragelsesadkomst. B blev dömt til at betale A erlæggelse i forhold til den fortjeneste, som man måtte regne med at B havde haft ved genstandenes udnyttelse.

 

IV. Egen skyld
Hvis nogen havde medvirket til en forvoldt skade medens der samtidig var tale om egen skyld hos den skadelidte, fulgte man i ældre domme den regel at man enten dömte fuld erstatning eller ingen (hovedskyldsprincippet), se f. eks. HD 1935.85 hvor sagsögeren fik tildömt fuld erstatning fordi han »ikke blev anset for at have udvisten sådan uforsigtighed at han burde beröves retten til erstatning for ulykken». Se ligeledes HD 1937.288.
    I söloven af 1914, § 225, var der den regel om skibssammenstöd, at hvis der var skyld på begge sider skulle erstatning beregnes efterforholdet mellem de på hver side begåede fejls beskaffenhed. En lignende regel forefandtes i luftfartsloven af 1929, § 31. I billoven af

 

15. juni 1926 fandtes der ikke nogen regel om fordeling av tabet, men i en dom, som faldt efter denne lov, HD 1933.192, blev tabet ved et bilsammenstöd fordelt ifölge analogi med de omtalte bestemmelser i söloven og luftfartsloven. Denne dom viser tydeligt, at den gang blev en almindelig fordelingsregel ikke anset for foreliggende. Derefter blev det i sager om bilulykker som regel vurderet til nedsættelse af erstatningsbelöbet, hvis der var tale om egen skyld hos den skadelidte jævnsides med ejerens eller förerens ansvar. Bestemmelse om nedsættelse af erstatningen på grund af egen skyld blev siden indfört i billoven af 7. maj 1940, § 34.
    I HD 1945.79 blev der dömt i en sag hvor en cyklist havde forvoldt legemlig skade på en fodgænger. Tabet blev fordelt efter bestemt forhold. Og med HD 1946.397 blev en arbejdsgiver dömt til at udrede erstatning for en skade, som en af hans ansatte var skyld i, men erstatningsbelöbet blev nedsat på grund af den skadelidtes egen skyld. Herefter har den almindelige regel om fordeling af tabet altid været benyttet hvor man har fundet grund dertil. Forholdstallene har varieret fra 1/2:1/2—1/5:4/5.
    Selv om en bilejers ansvar som för omtalt er blevet gjort objektivt, bliver skaden dog fordelt hvis der er tale om egen skyld, se færdselslov 1968, § 67, stk. 3.
    Når der bliver idömt erstatning for tab af forsörger, fordeles tabet hvis den afdöde har haft egen skyld deri, HD 1936.280, 1952.577 m. fl.
    I HD 1962.438 havde forældre sendt en 3 års og 10 måneders gammel dreng for at köbe mælk i en forretning nærved deres bopæl. Langs med den gade, hvor drengen gik, var der blevet gravet en gröft, som var dårligt indhegnet. Drengen faldt i gröften, hvorved han pådrog sig legemlig skade. I en erstatningssag mod vedkommende kommune, som lod grave gröften, blev der fremsat krav om frifindelse eller nedsættelse af erstatningskravet med den begrundelse at det havde været uforsvarligt af forældrene at sende drengen i et sådant ærinde. Om dette hedder det i dommen: »Det kan ganske vist ikke anses for tilstrækkelig forsigtigt af forældrene at lade drengen gå ærinde langs med denne gröft, men dette bör dog ikke formindske drengens egen ret til erstatning.» Drengen fik derfor fuld erstatning.

 

V. Erstatningsretligt beskyttede goder
I de sidste årtiers lovgivning og domspraksis er erstatningsrettens område blevet betydeligt udvidet hvad angår beskyttede goder og de personer, som nyder godt af erstatningsreglerne.

 

    1. Erstatninger for integritetskrænkelser er de mest hyppige, men på det område har erstatningsreglerne, hvad angår ökonomisk skade, ikke undergået nogen större forandringer. Ved personskade erstattes direkte udgifter, som f. eks. lægeomkostninger, samt arbejdstab og forringelse af erhvervsevne. Ved tingsskade erstattes værditab eller værdiforringelse samt afsavn, og ejeren eller andre som udöver rådighed over tingen (som f. eks. lejeren af et skib, HD 1936.174), får erstatning for tabt fortjeneste.
    2. Ifölge straffeloven af 1869, § 304, kunne den, som på en strafbar måde³ havde forvoldt en andens död, tilpligtes at give den afdödes ægtefælle eller börn erstatning for tabet af deres forsörger. I HD 1933.457 så man bort fra strafbarhedsbetingelsen, idet föreren af en bil, som var ansvarlig for en mands död efter reglerne om omvendt bevisbyrde, blev dömt til at betale den afdödes enke erstatning for tab af forsörger. Og til trods for strafbarhedsbetingelsen og betingelsen om »ægtefælle eller börn» blev en bilejer, som var ansvarlig for en ulykke, dömt til at betale til en afdöd mands moder erstatning for tab af forsörger, se HD 1939.385.
    Med § 264 i den nugældende straffelov af 1940 blev erstatningsreglerne i straffeloven af 1869, §§ 303—305, betydeligt udvidet. I § 264, stk. 2, hedder det bl. a.: »Den, som efter loven er ansvarlig for en andens död, kan dömmes til at give den, som derved har mistet en forsörger, erstatning for det tab, han antages derigennem at lide.» Her har det ingen betydning på hvilken måde ansvaret er opstået, og retten til erstatning er ikke længere begrænset til den afdödes ægtefælle og börn.
    Ifölge islandsk lov har man pligt til at forsörge sin ægtefælle, börn under 16 år, ældre börn, hvis disse ikke er i stand til at forsörge sig selv, og forældre. Det er först og fremmest disse personer, som bliver tildömt erstatning efter § 264, stk. 2. Men ligeledes personer, som faktisk har været forsörget af den afdöde, er blevet tildömt erstatning, skönt der ikke ifölge loven har foreligget forsörgerpligt. I HD 1949.214 og 1957.158 blev kvinder, som havde levet sammen med mænd og avlet börn med dem udenfor ægteskab, tildömt erstatning på grund af deres medleveres död, og med HD 1955.437 fiken 19 års gammel gymnasiast, en sön af den afdöde, tildömt erstatning.
    Erstatningskrav bliver altid nedsat med de belöb, som de efterlevende får udbetalt fra den lovbefalede ulykkesforsikring. Pensionsret er omtalt i HD 1939.385. En enke efter en politibetjent, som blev

 

³ Se lovens danske text, som her er klarere end den islandske, men har densamme gyldighed. 

dræbt ved en bilulykke, havde ret til en årlig pension fra kommunen. Den kapitaliserede pensionsret blev trukket fra hendes erstatningskrav til bilens ejer.
    Foruden erstatning for tab af forsörger tildömmes der begravelsesomkostninger. I HD 1955.437 blev et hegn omkring et gravsted regnet til begravelsesomkostninger, hvorimod man frifandt for et krav om omkostningerne ved en mindetavle. Den, som er ansvarlig for et barns död, bliver dömt til at betale begravelsesomkostninger, skönt der ikke her er tale om erstatning for tab af forsörger, se HD 1936.243.
    3. Der er faldet nogle domme om erstatning for ökonomisk skade på grund af uretmæssige trykte udtalelser.
    I HD 1922.377 blev en bank tildömt erstatning på grund af et dagblads udtalelser om bankens ökonomiske forhold og virksomhed. I sagen blev det sandsynliggjort at udtalelserne, som fandtes uretmæssige, havde forvoldt banken et ökonomisk tab. En tilsvarende dom og med de samme motiver faldt i en grosserers sag mod redaktören af et ugeblad, HD 1926.439. Derimod faldt der frifindelsesdomme i lignende sager, HD 1925.108 og 1926.305. De omtalte domme blev anledningen til vedtagelse af lov 7. maj 1928, som er nævnt ovenfor under I.B.9.
    Efter vedtagelse af lov 7. jan. 1935 om organisation af mælkesalg opfordrede foreningen H offentligt befolkningen til at begrænse sit mælkeköb. To dagblades redaktörer offentliggjorde opfordringen og stöttede den med egne udtalelser. Mælkecentralen M, som påstod atudtalelserne havde været skadeforvoldende, anlagde en erstatningssag imod H og redaktörerne. De indstævnte ansås skyldige i ulovlig boykotning af M. Det blev påvist at efter offentliggörelsen af opfordringen faldt mælkesalget hos M. Foreningen H og redaktörerne blev dömt in solidum til at betale erstatning til M, HD 1939.10.
    4. Om domme angående erstatning for overtrædelse af ophavsrettigheder, se HD 1950.353, 1952.457 og 1953.130.
    5. Til sidst skal omtales nogle domme, som angår nævnte emne, men på forskellig vis.
    a. I HD 1934.836 blev ejeren af et skib, som havde sænket en fiskerbåd, idömt til at betale bådens besætning erstatning for tab afarbejdsindtægter. Besætningens lönningsvilkår var fast lön og præmie af fangsten, som begge dele blev lagt til grund ved fastsættelsen aferstatningsbelöbet. Derimod blev personer, der var ansatte til at forarbejde fangsten i land, ikke tildömt erstatning, da deres tab ikke kunne anses adækvate fölger af uheldet. Samme slags erstatning blev en fiskerbåds besætning tildömt med HD 1936.174.
    b. Et postbud (A) blev kvæstet ved en bilulykke og var arbejds-

 

udygtig i 6 måneder. Postdirektoratet (P) betalte A lön for denne periode, men ansatte en anden i hans sted og betalte ham ligeledes lön. Bilens ejer blev i erstatningssagen dömt til at betale P den sum, som det havde betalt A, medens erstatningen til A blev nedsat medsamme belöb, HD 1949.326.
    c. Fire udenlandske soldater overfaldt et ægtepar, M og K, som var ude at spadsere i et ubeboet område. De greb M og holdt ham fast, medens de, den ene efter den anden, voldtog K. M pådrog sig et chok, som gjorde ham arbejdsudygtig i lang tid. Han blev tildömt erstatning, både for ökonomisk og ikke-ökonomisk skade, HD 1946.578. M's chok stammede ikke hovedsagelig fra den vold, som han var blevet udsat for, men derimod fra den forbrydelse, som var blevet begået mod K i hans nærværelse.

 

 

VI. Ideel skade
Man regner i almindelighed med at godtgörelse for ideel skade kun bliver tildömt, hvis der er særlig hjemmel dertil i loven eller fuldkommen analogi.
    A. Hovedbestemmelserne om godtgörelse for ideel skade var tidligere i straffeloven af 1869, §§ 303 og 305. Ifölge § 303 kunne den, som forsætligt eller uagtsomt havde tilföjet en anden en legemsbeskadigelse, dömmes til at betale den skadelidte godtgörelse for lidelse, ulempe, lyde og vansir. Og ifölge § 305 kunne den, som havde gjort sig skyldig i ærekrænkelse eller i visse sædelighedsforbrydelser, dömmes til at betale en passende godtgörelse til den fornærmede for den derved bevirkede ödelæggelse eller forstyrrelse af dennes stilling og forhold.
    Medens straffeloven af 1869 havde gyldighed (indtil 1940), faldt der nogle domme om godtgörelse for lidelser og lyde på grund af legemsbeskadigelse. Trods de subjektive betingelser i § 303 blev en bilejer, som var ansvarlig for förerens körsel, dömt til at godtgöre ideel skade, HD 1937.303, og det samme var tilfældet med föreren af en bil, som var ansvarlig for en skade efter reglen om omvendt bevisbyrde, HD 1938.277 m. fl.
    I straffelovens af 1869 gyldighedstid blev der aldrig tildömt godtgörelse på grund af ærekrænkelser eller andre forseelser ifölge § 305. I ovenanförte domme om uretmæssige udtalelser, HD 1922.377 og 1926.439, blev der udelukkende dömt erstatning for ökonomisk skade.
    I stedet for §§ 303 og 305 er der nu kommet bestemmelser i § 264, stk. 1, i straffeloven af 1940, som lyder således:
    »Den, som efter loven er ansvarlig for krænkelse af en andens

 

legeme eller frihed, samt den, der findes skyldig i strafbar krænkelse af en andens person, hans fred eller ære, eller en anden krænkelse, der kan anses begået af skadelyst, kan dömmes til at betale den forurettede, foruden eventuel erstatning for ökonomisk skade, godtgörelse for lidelse, tort, ulempe, lyde og vansir samt for forstyrrelse af stilling og forhold.»
    Der er ligeledes ifölge § 264, stk. 2, hjemmel til at tildömme den, der har lidt tab af forsörger, foruden erstatning for ökonomisk skade, godtgörelse for forstyrrelse af stilling og forhold. Der er her tale om en ny bestemmelse, som ikke havde sit sidestykke i straffeloven af 1869.
    För 1940 havde godtgörelse for ideel skade meget lille betydning i islandsk erstatningsret. Med § 264 indtraf der en stor forandring heri således, at nu udgör sådanne godtgörelser en omtalelsesværdig andel i erstatningsretten. De tildömmes i de fleste erstatningssager på grund af legemsbeskadigelse, tab af forsörger og sædelighedsforbrydelser og ligeledes i injuriesager.
    I de senere år tildömmes godtgörelse for ideel skade som oftest adskilt fra det ökonomiske tab. Angående anvendelsen af § 264 skal fölgende iövrigt nævnes:

 

1. Godtgörelse for lidelse, tort, ulempe, lyde og vansir, § 264, stk. 1

a. Legemsbeskadigelse. Der falder årligt en del domme hvori personer, foruden erstatning for ökonomisk skade, også bliver tildömt godtgörelse for lidelser, enten særskilt eller i forbindelse med lyde og vansir. Der ydes godtgörelse såvel for fysisk som for sjælelig smerte, se f. eks. HD 1959.662 og 1960.128.

    b. Frihedsberövelse. Med HD 1946.578, som er tidligere nævnt under V.5.c, blev M tildömt godtgörelse for ideel skade foruden erstatning for tab af arbejdsindtægter.
    I HD 1965.855 omtales det tilfælde at A körte bil på en gade i Reykjavík da en snebold blev kastet mod bilen. A stod ud af bilen, greb en 8 års dreng, som han mistænkte for at have kastet snebolden, förte ham med magt ind i bilen og bragte ham til sit kontor hvor han beholdt ham i næsten én time. A blev i en straffesag dömt til at betale drengen godtgörelse for ideel skade.
    c. Freds- og ærekrænkelser. Her omtales lovovertrædelser ifölge straffeloven af 1940, XXV. kapitel. I straffeloven af 1869, § 305, varder i ærekrænkelsessager hjemmel til at tildömme godtgörelse forforstyrrelse af stilling og forhold. Denne regel var så snæver, at trods et stort antal ærekrænkelsessager blev sådanne godtgörelser aldrig tildömt. Nu er der ifölge § 264, stk. 1, ligeledes hjemmel til at idöm-

 

me godtgörelse for »tort». Dette har medfört at i de senere år har krav om godtgörelse for ideel skade i voksende grad været stillet i ærekrænkelsessager, og som oftest er den blevet tildömt. Den förste dom om en sådan godtgörelse findes i HD 1958.477.
    I HD 31. jan. 1968 blev den indstævnte idömt straf for ærekrænkende udtalelser mod en afdöd, men frifundet for krav om godtgörelse for ideel skade, da dette ikke fandtes berettiget i § 264.
    d. Strafbar krænkelse av en andens person. Sådanne godtgörelserer hidtil kun blevet tildömt for voldtægt, forsög på voldtægt eller andre sædelighedsforbrydelser. Den förste dom desangående er HD 1946.578, men siden er der faldet nogle domme af samme art.
    e. Krænkelse, der kan anses begået af skadelyst. Denne bestemmelse angår bl. a. beskadigelse eller ödelæggelse af værdier, som har særlig affektionsværdi for ejeren. Der er ikke faldet nogen dom om godtgörelse ifölge denne bestemmelse.

 

2. Godtgörelse for forstyrrelse af stilling og forhold, § 264, stk. 1og 2
Disse godtgörelser tildömmes ofte uadskilt tilligemed anden erstatning for ökonomisk og ikke-ökonomisk skade. Af domme, hvor man har benyttet § 264, stk. 1, kan nævnes HD 1947.106. Her blev en student, hvis universitetsstudier blev forsinkede, tildömt godtgörelsefor forstyrrelse af stilling og forhold. Ligeledes blev i HD 1948.145 en 9 års dreng, som blev forsinket i et år i barneskoleundervisningen, tildömt lignende godtgörelse.
    I mange domme er der blevet tildömt godtgörelse for forstyrrelse af stilling og forhold ifölge § 264, stk. 2., tilligemed erstatning for tab af forsörger, og da især til den afdödes ægtefælle og börn. I HD 1958.711 blev en afdöd mands 17-årige kæreste, som havde fået et barn med ham, tildömt godtgörelse for forstyrrelse af stilling og forhold, men nægtet erstatning for tab af forsörger.
    B. Tidligere var nævnt bestemmelsen i NL 1-19-21 om godtgörelse for »spot og skade» på grund af ulovlig arrest. Fornyede bestemmelser af samme art findes nu i lov om arrest og forbud af 22. marts 1949, §§ 24 og 28. Om domspraksis se LD 1898, V. 504, og HD 1967.138.
    Med to höjesteretsdomme, HD 1941.285 og 1942.208, blev personer, som ulovligt var blevet båret ud af lejet logi, tildömt godtgörelse for ideel skade fra den, som lod foretage udsættelsen. Der eringen direkte hjemmel for en sådan godtgörelse, men muligvis har man her stöttet sig til grundprincippet i den dagældende NL 1-19-21.
    C. Ligeledes blev der för nævnt bestemmelsen om godtgörelse for

 

ideel skade i ægteskabsloven af 27. juni 1921. I HD 1931.186 blev en mand, som havde gjort sin kæreste frugtsommelig under deres forlovelse, dömt til at betale hende godtgörelse ifölge nævnte lovs § 3.

 

VII. Forsikring
1. Lovpligtig ulykkesforsikring. Generelle ulykkesforsikringer for arbejdsgivernes regning blev först påbudt med lov af 27. juni 1925, som dog ikke omfattede alle lönmodtagere. Tidligere havde der i lovgivningen været bestemmelser om lovpligtige forsikringer af söfolk, men disse var meget ufuldkomne.
    År 1936 blev Islands Rigsforsikringsanstalt stiftet og samtidig indförte man forskellige former for socialforsikring. Ifölge nugældende lov om forsikringsanstalten af 30. april 1963 er arbejdsgivere pligtige til, for egen regning, at forsikre hos denne alle lönmodtagere mod ulykker. Desuden er bestemte grupper af arbejdsgivere, især indenfor landbruget, givet lejlighed til at forsikre sig selv. Ulykkesforsikringerne dækker sygehjælp, dagpenge, invaliditetserstatning og forsörgererstatning. Ret til erstatning for tab af forsörger har efterlevende ægtefælle, börn yngre end 16 år, ældre börn, hvis disse blev forsörget af den afdöde, og forældre. Forsikringen dækker alle arbejdsulykker uden hensyn til, hvorvidt tredjemand var ansvarlig for skaden eller ikke.
    2. Særlige lovpligtige ansvarsforsikringer. Med billoven af 15. juni 1926 blev bilejere gjort pligtige til at tegne en generel ansvarsforsikring hos et statsautoriseret forsikringsselskab til dækning af erstatning til tredjemand, som brugen af bilen kunne medföre. Nu findes der tilsvarende bestemmelser i færdselsloven af 23. april 1968. Med lov af 2. maj 1958 fik den skadelidte ret til at kræve erstatningsbetaling direkte fra forsikringsselskaberne.
    Med luftfartsloven af 1929 blev ejeren af et luftfartøj gjort pligtigtil at tegne ansvarsforsikring for skade, som benyttelsen af dette kunne medföre. I den nugældende luftfartslov af 21. maj 1964 er dermere udförlige bestemmelser om disse forsikringer.
    3. Frie ansvarsforsikringer. Disse forekom först i forbindelse med söfart, og ligeledes havde bilejere undertiden tegnet privat ansvarsforsikring förend forsikringspligten blev indfört året 1926. I andre erhvervsgrene blev ansvarsforsikringer meget lidt benyttet indtil efter 1934, da domspraksis om almindeligt principalansvar blev dannet. Dette medförte at arbejdsgiverne begyndte at tegne ansvarsforsikringer, hvilket nu er blevet en fast regel hos alle större arbejdsgivere.

 

Indenfor landbruget er dette mindre benyttet, men dog i voksende grad. Disse ögede forsikringer har så tilsyneladende medfört at domstolene nu gör en del strengere krav til påpasselighed ved arbejdsdriften end tidligere.
    4. Forsikringsselskabernes regresret. I loven om forsikringsaftaler af 8. marts 1954, § 25, findes der almindelige bestemmelser om forsikringsselskabers regresret overfor den, som er ansvarlig for erstatningsbetalingen. Domstolene har hjemmel til lempelse eller udeladelse af regreskravet, hvis tredjemand har forvoldt skaden af uagtsomhed, som ikke kan regnes for grov, eller hvis ansvar udelukkende bygges på reglen om arbejdsgiverens ansvar for hans personales culpöse handlinger.
    Ifölge loven om Rigsforsikringsanstalten har denne regresret overfor den person eller det foretagende, som bærer ansvar for skaden på grund af forsæt, uagtsomhed eller ifölge færdselslovens ansvarsregler. Her er ingen bestemmelser om hjemmel til nedsættelse af erstatningsbelöbet.
    I færdselsloven af 1968, § 73, findes den særbestemmelse om forsikringsselskaber, som påtager sig at forsikre motordrevne köretöjer ifölge lovens § 70, at de kun har regresret overfor personer, som harforvoldt skade med forsæt eller ved grov uagtsomhed. Men selv om disse betingelser foreligger, er der alligevel hjemmel til at nedsætte regreskravet med hensyn til skadevolderens skyld, hans formuesforhold, skadens omfang og andre omstændigheder.