JAN HELLNER. Köprätt. Kortfattad lärobok. 3 uppl. Sthm 1967. Norstedts. 213 s. Kr. 20,00, inb. 24,00.
1. udgaven af bogen kom i 1961, og at den allerede i 1967 udkommer i et 3. oplag er et særsyn for en juridisk lærebog. Om dette nu skyldes en stærkere stigning i studentertallet end forventet, får stå hen, succesen er under alle omstændigheder fuldt ud fortjent. Som lærebog betragtet — og det er på denne baggrund bogen efter sit oplæg må bedømmes — er den fortrinlig. De studerende får først og fremmest en instruktiv og oversigtsmæssig udmærket indførelse i købsrettens regler, navnlig vedrørende løsørekøbet. Men bogen giver tillige de fleste steder en omtale af de mere kontroversielle problemer, der kan opstå ved købelovens (KBL) fortolkning og udfyldning. Endelig forekommer det mig, at forf. på en pædagogisk godmåde har gjort problemstillingerne levende ved — tilpas kortfattet — at referere en række karakteristiske svenske domme.
Sine steder kan teksten dog måske forekomme noget vel detailrig for en lærebog — i alt fald når den skal leve op til prædikatet »kortfattet». Forf. kunne have rådet bod herpå ved i noget større omfang at have benyttet sig af petit, end tilfældet er. Forøgelsen af sidetallet med 18 til 213 sider i forhold til 1. udgaven er også i vidt omfang sket ved hjælp af petitstykker. At ramme det pædagogisk rigtige forhold mellem tekst og petit i en lærebog volder i øvrigt ofte kvaler, hvad jeg selv tilfulde har erfaret.
Men for øvrigt: En lærebog i købsret bør efter min mening netop ikke være for kortfattet. Thi dels er emnet af så overordentlig stor praktisk betydning, og dels — og det er efter mit skøn det vigtigste — giver emnet de studerende en fortræffelig indførelse i de centrale formueretlige problemer, navnlig misligholdelseslæren. I obligationsretten bør de købsretlige regler både danne tyngdepunktet og udgangspunktet for forståelsen af faget. Det turde være klart, at det ikke er muligt i en lærebog af det foreliggende omfang at give fyldige redegørelser for de kontroversielle problemstillinger, der fra købsretten peger ind mod formuerettens centrale dele, som f.eks. forholdet mellem risikoregler og ansvarsregler, umulighedslæren og misligholdelsesreglerne, ugyldighed contra misligholdelse, erstatningsudmålingen, samspillet mellem erstatningsreglerne i og uden for kontrakt (f.eks. ved skadeforvoldende egenskaber ved salgsgenstanden), forudsætningslæren og dennes forhold til misligholdelse og misligholdelsesbeføjelserne etc. Og her har forf. da også taget forbehold i forordet. Alligevel er det lykkedes ham adskillige steder at komme med mere end antydninger. Eksempelvis kan nævnes ansvarsreglerne ved genuskøb (med den besværlige fortolkning af KBL § 24), og erstatningens beregning ved sælgerens forsinkelse, hvor fremstillingen både er indgående og nyorienterende. Det falder uden for nærværende anmeldelse at diskutere disse og andre emner nærmere. Jeg minder i denne forbindelse om, at Hellner fornylig i selvstændige afhandlingerhar beskæftiget sig særdeles indgående med flere af disse købsretlige pro-
blemer, jfr. f.eks. hans afhandling »Beräkning och begränsning av skadestånd vid köp» i T.f.R. 1966, s. 290—344, som også har ført til en nybearbejdelse af dette emne i lærebogen. Det er vel bl. a. den slags større monografier, forf. hentyder til, når han foran i bogen anfører: »On n'écrit pas les livres qu'on veut». Hellner bør dog ikke føle nogen fortrydelse over sin Köprätt. Og studenterne kan i hvert fald ikke gøre det. Jeg føler mig tillige overbevist om, at også svenske praktikere må kunne få god nytte af bogen. Og jeg ved, at vi i de andre nordiske lande har fået et fortrinligt hjælpemiddel til at orientere os i svensk købsret (Alméns kommentar — denne nordiske rets bibel om KBL — er jo noget tidsrøvende at finde rundt i og for øvrigt ikke uden mærker af tidens tand).
Jeg har ved tidligere lejligheder (f.eks. i min anmeldelse af Rodhe's Obligationsrätt i Juristen 1958, s. 286 f.) udtrykt beklagelse over, at nordiske købsretlige fremstillinger traditionelt er blevet bestemt af den antikverende sondring mellem tinglige og obligatoriske rettigheder, således at de — bortset fra reglerne i KBL §§ 28, 39—41 og af betalingslovens regler — lader de ejendomsretlige (tingsretlige) problemer, som et købs- og salgsforhold giver anledning til, være uomtalte. Det er derfor en tilfredsstillelse at notere, at forf. afslutter bogen med et afsnit om disse spørgsmål. Foruden mere principielle grunde til at opgive den nedarvede tradition, må det nævnes, at det også fra et praktisk synspunkt er af værdi at have et sådant afsnit med i en fremstilling af købsretten. De nordiske lande er efterhånden blevet hinandens meget betydelige handelspartnere, og det fremhæves ofte, hvor betydningsfuldt det er, at vi har en fællesnordisk købelov. (Finland er dog som bekendt endnu ikke med, men arbejder for tiden stærkt herpå, og i denne forbindelse er spørgsmålet om en revision af købeloven taget op til behandling i de nordiske købelovskomiteer.) Men glæden over vor fælles nordiske købelov bør ikke få handelslivets folk til at glemme, at de tingsretlige regler om ejendomsrettens overgang er temmelig forskellige i de nordiske lande; således er de svenske regler om køberens beskyttelse mod sælgerens kreditorer helt forskellige fra de danske regler. Jeg tror derfor også, det har stor betydning, at handelslivet i en købsretlig fremstilling kan få en klar orientering om forskellighederne vedrørende de »tingsretlige» regler. Hvilket regelkompleks der er »det bedste» eller »rigtigste» vil føre til en vidtfavnende diskussion, som ikke skal berøres her. Jeg har blot noteret mig, at Hellner sætter et par mindre spørgsmålstegn ved betimeligheden af den svenske ordning. For så vidt angår sælgerens beskyttelse overfor købersiden, er lighederne mellem svensk og dansk ret større end forskellighederne. Dette skyldes navnlig, at købeloven her har givet visse regler, navnlig om sælgerens standsningsret i §§ 39—41, samt reglerne om samtidighedsgrundsætningen i §§ 14—15. Også svensk rets regler om ejendomsforbehold ligger tæt ved dansk rets regler. Når man som Hellner giver en selvstændig redegørelse for de tingsretlige problemer, bør det nok overvejes, om reglerne i §§ 39—41 ikke burde optages til behandling i denne forbindelse.
A. Vinding Kruse