Den nordiska rättsenhetens problem i dag — repliker till Lidbom

 

Med anledning av statsrådet Carl Lidboms artikel om det nordiska lagstiftningssamarbetet i SvJT 1973 s. 273 ff har redaktionen för SvJT bett några personer i Norden att göra några personliga kommentarer till de synpunkter som framförts av Lidbom. Redaktionen har mottagit inlägg av professor Mogens Koktvedgaard, Danmark, justitierådet Curt Olsson, Finland, samt stortingsrepresentanten och formannen i Stortingets Utenriks- og konstitusjonskomite Helge Seip, Norge. Dessa inlägg återges i det följande.

 

Nordisk retsenhed: Principper eller realiteter?
Statsrådet Carl Lidboms artikel om det nordiske retsfællesskabs problemer i SvJT 1973 s. 273 ff bør næppe stå uimodsagt. Der gør sig naturligvis mange opfattelser gældende på dette område — problemet har været drøftet i over hundrede år — og det følgende prætenderer på ingen måde at være en udtømmende gennemgang, end mindre nogen endelig eller almen sandhed. Det er blot et standpunkt vedrørende en del af problemet.
    Lidboms slutsats er, at nordisk retsenhed i betydningen enslydende love ikke længere er et realistisk mål at stræbe imod. Derimod bør man begunstige et samarbejde i mere ubundne former for om muligt at søge at opnå et vist principfællesskab. Denne slutsats nås bl. a. på basis af en argumentation vedrørende samarbejdets sendrægtighed. Det nordiske lovsamarbejde bør ikke forsinke nødvendige eller ønskværdige reformer, og det bør ikke være et dække for de mere konservative kræfter, der vil forhale enhver reform, uanset "folkets" velbegrundede interesser.
    Det må vistnok erkendes af alle, at der er en ikke ringe styrke og også en vis sandhed i argumentationen. Det er da heller ikke første gang, der fremføres sådanne betragtninger. Hvad der kalder mig frem er imidlertid, at konklusionen er blevet for bastant, for unuanceret — og derfor ukorrekt.
    Vort fælles udgangspunkt er, at vi er positivt indstillede overfor det nordiske lovsamarbejde. Det udgør en del — for en jurist: en meget væsentlig del — af det almene nordiske samarbejde. Det kan ikke anskues isoleret, men må betragtes som en del af en større helhed, som vi ønsker at begunstige.
    Mit hovedsynspunkt er nu følgende meget enkle: Hvis det nordiske lovsamarbejde skal være en realitet, have kød og blod og altså være andet og mere end gensidig information og gode fælles måltider — hvilket i sig selv ikke er så ringe endda — må man forstå, at man nødvendigvis må arbejde sig ned i detaljerne. Det er nemlig først hermed, at lovsamarbejdets egentlige fordele træder frem. Disse er bl. a. følgende: Under lovforslagenes tilblivelse er det en meget stor fordel at kunne trække på de nordiske landes forenede expertise og erfaringsgrundlag. Hvert land har kun et beskedent antal experter, ofte med noget énsidige standpunkter. Erfaringsgrundlaget

Nordisk retsenhed: Principper eller realiteter? 399i de enkelte lande kan også være meget spinkelt. Gennem detaildrøftelserne kommer dette tydeligt frem, og da al lovgivning nu en gang består af ord, er det først gennem afstemningen af ordlyden, at man forstår bestemmelsernes rækkevidde og egentlige indhold. Og efter lovens vedtagelse er den fælles text af helt afgørende betydning for lovsamarbejdets reelle interesse. Den fælles text betyder da, at præjudikater fra de andre lande har vægt, og at man med udbytte kan læse hinandens håndbøger og videnskabelige værker. Herved kommer der kød på skelettet. Nordisk lovsamarbejde er da andet og mere end en formel gestus. Det er da et levende samarbejde, hvor man virkelig har interesse i at tale med hinanden om fælles problemer.
    Det er en selvfølge, at prisen herfor er et betydeligt tidsforbrug. Også at man ikke altid får sin vilje i alle dens ord og punkter. Dette er imidlertid ikke nødvendigvis en ulempe. At tænke sig om er ikke altid unødig konservatisme. Omtanke og overvejelser er i princippet apolitiske fænomener. Man må altså afveje fordele og ulemper på mere saglig vis.
    Min opfattelse er, at nordisk retsenhed i form af enslydende love stadigvæk på nogle områder er et ønskværdigt og realistisk mål at stræbe efter, men at man rimeligvis må erkende, gat ikke alt egner sig til denne form for lovsamarbejde. Der må udvises skønsomhed. Lovgivningsforanstaltningerne falder i forskellige grupper. I én gruppe falder de foranstaltninger, der er af uvæsentlig ellerarent lokal interesse, eller hvor særlige forhold gør det klart, at nordisk samarbejde ikke kan være frugtbart. For Danmarks vedkommende gælder dette bl. a. en del af fællesmarkedslovgivningen. I en anden gruppe falder den mere almene, men klart politiske lovgivning, typisk af offentligretlig natur, hvor der i bedste fald kan være tale om principdrøftelser landene imellem. I en tredje gruppe kommer den mere privatretlige lovgivning, hvor der normalt altid bør ske principdrøftelser og hvor man ofte — men ikke altid — bor tilstræbe en vidtgående harmonisering af selve texterne. Afgørende er her normalt den politiske temperatur. I ældre tid var denne sædvanligvis meget lav: Det var juristernes tumleplads. Nu er temperaturen ofte højere: Selv de dele af retssystemet, som alene juristerne har puslet om siden Romerrettens storhedstid, har fået politisk farve og temperatur — på godt og ondt.
    Det reelle problem er herefter i hvilket omfang den centrale privatretlige lovgivning skal politiseres. At den skal det i nogen grad er en selvfølge efter de demokratiske forfatninger. Men hvor langt? Så langt at man ikke har tid til at drøfte den igennem i detaljer med nabolandene? Efter min opfattelse nej. Det store fare for det nordiske retsfællesskab ligger i, at mange politikere — måske af hensyn til deres vælgere, måske af hensyn til sig selv — vil gennemføre så mange reformer, at der skabes et flimrende billede. Dette er iøvrigt ikke blot en fare for det nordiske retsfællesskab, men også for de enkelte retssystemer som sådanne. Et retssystem må have en vis stabilitet for at blive oplevet som ret.
    Det nordiske retsfællesskab har hidtil virket som en stabiliserende faktor på godt og ondt, en stabilitet der ikke bør forvexles med vranten konservatisme. Hvad det gælder om er naturligvis at bevare det gode og begrænse ulemperne. Grænsedragningen er tvivlsom. Men man bør næppe acceptere et så unuanceret standpunkt, som det af statsrådet Lidbom anførte.
 

Mogens Koktvedgaard