Abortlovgivningsreformer i Danmark
Som bekendt har spørgsmålet om en liberalisering af adgangen til svangerskabsafbrydelse i de senere år trængt sig på i mange lande.
    Det kan sådan set forekomme ejendommeligt, at dette er sket netop samtidig med, at de antikonceptionelle metoder er udviklet til en hidtil ukendt grad af sikkerhed. Men sideløbende med denne udvikling er der jo sket en gradvis ændring af mange traditionelle moralnormer, og set i et mere globalt perspektiv er både antikonceptionen og aborten midler til begræns-

ning af den befolkningseksplosion, hvis følger for det fremtidige liv på jorden fremhæves i disse år med stadig større alvor.
    Hvor hurtigt udviklingen kan gå i retning af fri abort, illustreres af de reforimer af abortlovgivningen, som vi i Danmark har set i de seneste år.
    Indtil 1. april 1970 var en kvindes adgang til at opnå abort reguleret af en i 1956 gennemført lovgivning, hvis materielle betingelser for abort i det væsentlige svarede til dem, der havde været gældende siden 1937. Denne lovgivning omtales nedenfor under A.
    Ved lov nr. 120 af 24. marts 1970 om svangerskabsafbrydelse, der trådte i kraft den 1. april s. å., skete der en væsentlig udvidelse af adgangen til at opnå abort. Denne lov omtales nedenfor under B.
    Endelig er der nu af justitsministeren fremsat forslag til en ny lov om svangerskabsafbrydelse, der giver enhver kvinde med bopæl i Danmark ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Dette lovforslag omtales nedenfor under C.

 

A. Lovgivningen fra 1956
1. Betingelserne for abort. Betingelserne — de såkaldte "indikationer" — var de klassiske: a) den medicinske indikation, d. v. s. når afbrydelsen af svangerskabet var nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, b) den etiske indikation, d. v. s. når besvangrelsen var sket ved strafbart forhold, fx. blodskam, voldtægt eller samleje med barn under 15 år, c) den eugeniske indikation, d. v. s. når der var nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg, beskadigelser eller sygdom ville blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed m. v. eller alvorlig og uhelbredelig abnormitet eller legemlig sygdom, og d) den såkaldte defekt-indikation, d. v. s. ganske specielle tilfælde, hvor alvorlige fysiske eller psykiske defekter eller andre lægeligt begrundede forhold medførte, at kvinden ikke skønnedes egnet til at tage vare på sit barn.
    Den praktisk mest betydningsfulde indikation var den medicinske (over 80 % af tilladelserne), også kaldet den "medicinsk-sociale", fordi det i loven var fremhævet, at der ved bedømmelsen af, om abort var nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, skulle ske en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, og på dette grundlag tages hensyn ikke alene til fysisk eller psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande. Det må imidlertid understreges, at bestemmelsen uanset sin fremhævelse af de sociale forholds betydning ikke gav mulighed for at tillade abort på grundlag af rent sociale eller personlige vanskeligheder, hvor belastende disse end måtte være, medmindre kvindens helbred efter en lægelig vurdering var alvorligt truet.
    Bortset fra svangerskabsafbrydelse på medicinsk indikation måtte indgrebet normalt ikke foretages efter udløbet af den 16. svangerskabsuge.
2. Tilladelsesproceduren. Afgørelsen af, om svangerskabsafbrydelse kunne ske, lå som hovedregel hos nogle i tilknytning til mødrehjælpsinstitutionerne oprettede kollegiale organer, de såkaldte "samråd", ialt 21, hvert bestående af 3 medlemmer: vedkommende mødrehjælpsinstitutions leder eller anden ansat med tilsvarende social uddannelse og 2 læger, hvoraf den ene skal være gynækolog eller kirurg og den anden psykiater. Tilladelse til abort forudsatte enstemmighed.

    Abort på medicinsk indikation kunne foretages uden samrådstilladelse, hvis faren for kvindens liv eller helbred var begrundet i en på et sygehus konstateret sygdom.
    Til brug for samrådenes behandling af sager om tilladelse til abort blev der foretaget såvel sociale undersøgelser, omfattende bl. a. kvindens levnedsløb og aktuelle ægteskabelige, boligmæssige og økonomiske situation og samtaler med ægtefælle, forældre og andre pårørende, som læglige undersøgelser, omfattende gynækologisk og almen-klinisk undersøgelse og som oftest også psykiatrisk undersøgelse.
3. Praksis. Statistiske oplysninger om den praktiske administration af lovgivningen er optaget i den betænkning (nr. 522/1969) om adgang til svangerskabsafbrydelse, der lå til grund for loven af 1970.
    Det fremgår heraf, at det antal kvinder, som årligt har søgt om tilladelse til abort, i en del år udgjorde mellem 7 000 og 10 000, samt at tilladelsesprocenten fra ca. 41 i 1957—58 steg til ca. 66 i 1967—68. Nogle senere tilvejebragte oplysninger viser, at tilladelsesprocenten i det sidste år forud for loven af 1970 var steget til 86.
    Ifølge en i betænkningen optaget foreløbig oversigt for 1967—68 var tilladelsesprocenten i det nævnte år ca. 92 for kvinder, som var 38 år eller derover, samt for kvinder, som havde 4 eller flere tidligere fødsler.

 

B. Loven af 1970
1. Betingelserne for abort. Et flertal på 8 af de 9 medlemmer i det udvalg, hvis betænkning lå til grund for loven, havde ikke kunnet anbefale gennemforelse af fri abort, men havde foreslået en væsentlig udvidelse af adgangen til at opnå tilladelse til svangerskabsafbrydelse.
    I overensstemmelse med udvalgets forslag blev der ved loven givet adgang til foretagelse af svangerskabsafbrydelse uden tilladelse for kvinder med bopæl i Danmark, som enten er fyldt eller vil fylde 38 år inden udløbet af 12. svangerskabsuge, eller som har født mindst 4 børn, som bor hos hende og er under 18 år. Disse bestemmelser, hvis skarpe talmæssige betingelser kan forekomme tilfældigt valgte, var begrundet i den betragtning, at tilladelsesprocenten for disse grupper af kvinder i forvejen var så høj， jfr. ovenfor, at det måtte være hensigtsmæssigt at opgive kravet om særlig tilladelse og derved dels skåne de pågældende for at skulle gennemgå sociale og lægelige undersøgelser i mødrehjælpsinstitutionerne,dels aflaste disse.
    Herudover skete der ved loven en udvidelse af indikationerne for svangerskabsafbrydelse. Således blev der skabt hjemmel til at tillade svangerskabsafbrydelse, "når kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde", og der blev endvidere gennemført den såkaldte "sociale indikation" af følgende indhold: "Når svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages der hensyn til kvindens alder, hendes arbejdsbyrde og hendes personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold."
    Endelig blev det i loven fastsat, at svangerskabsafbrydelse uden for de

tilfælde, hvor indgrebet var nødvendigt af lægelige grunde, kun med særlig tilladelse fra samrådet måtte foretages efter udløbet af den 12. svangerskabsuge.
2. Tilladelsesproceduren. Den tidligere gældende samråds-ordning opretholdtes. For at sikre en yderst påkrævet større ensartethed i de forskellige samråds praksis blev der imidlertid oprettet et særligt ankenævn, der dels skulle virke som klageinstans, dels føre tilsyn til samrådene.
3. Praksis. Som ventet medførte den nye lov et stigende antal legale aborter. Antallet, der i det sidste år før lovens ikrafttræden udgjorde 7 474, steg således i 1970—71 til 10 072 og i 1971—72 til 11 496, d. v. s. at stigningen har udgjort ialt 54 %. Stigningen har været kraftigst for de legale aborter, der kan foretages uden tilladelse. For kvinder på 38 år og derover har stigningen nok været noget større end ventet, nemlig 73 %, medens stigningen for kvinder under 38 år kun udgjorde 49 %. Også antallet af ansøgninger om tilladelse til abort er steget. Dette gælder for alle aldersgrupper, men mest udtalt for de 25—29 årige. Tilladelsesprocenten, der som nævnt udgjorde 86 i 1969—70, var i 1971—72 steget til 91.

 

C. Det nye lovforslag
Efter dette lovforslag er adgangen til abort gjort fri. Det er alene en betingelse, at kvinden har bopæl i Danmark, og at indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge.
    Er denne frist overskredet, kan svangerskabsafbrydelse dog foretages uden tilladelse, hvis det af lægelige grunde er nødvendigt for at afværge fare for kvindens liv eller helbred.
    I øvrigt kan indgrebet efter 12-ugers fristens udløb kun foretages med særlig tilladelse, der kan gives under betingelser, der nøje svarer til de hidtil gældende indikationer for tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Dog kan tilladelsen kun meddeles, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu medfører.
    Hvor tilladelse herefter er nødvendig, ligger afgørelsen som hidtil hos de til mødrehjælpsinstitutionerne knyttede samråd under rekurs til det særlige ankenævn.
    Er kvinden under 18 år eller personligt umyndiggjort, skal forældremyndighedens indehaver, henholdsvis værgen samtykke i hendes anmodning om svangerskabsafbrydelse. Hvis omstændighederne taler derfor, kan samrådet dog tillade, at der ikke indhentes et sådant samtykke, og samrådet kan også tillade svangerskabsafbrydelse, selv om samtykke er nægtet.
    Endelig kan samrådet tillade svangerskabsafbrydelse, selv om kvinden ikke har bopæl i Danmark, såfremt hun har en særlig tilknytning hertil, fx. dansk indfødsret.
    Anmodning av svangerskabsafbrydelse skal fremsættes over for en læge eller en mødrehjælpsinstitution, hvorfra kvinden så, hvis betingelserne for abort uden tilladelse findes opfyldt, henvises til et sygehus. Kvinden skal gøres bekendt med, at hun, hvis hun ønsker det, kan få vejledning om mulighederne for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel.
    Medens udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse efter de gældende regler skal afholdes af kvinden selv og kun, hvis hun ikke er i stand

hertil, af statskassen, skal udgifterne efter lovforslaget afholdes efter de almindelige regler om sygebehandling, d. v. s. som altovervejende hovedregel af det offentlige.

 

D. Om de illegale aborter
Et væsentligt led i begrundelsen for den gradvise liberalisering af abortlovgivningen har været ønsket om at nedbringe det store antal illegale aborter.
    I en undersøgelse, som for nylig er offentliggjort i Ugeskrift for læger, har Vagn Sele og Magna Nørgaard foretaget en beregning af antallet af illegale aborter i perioden 1960—61 — 1971—72.
    Det fremgår heraf, at antallet af legale aborter i Danmark først fra omkring 1966—67 har oversteget antallet af illegale aborter.
    Undersøgelsen viser endvidere, at i det beregnede totale antal konceptioner er antallet af legale aborter pr. 100 konceptioner steget fra 4,1 i 1960—61 till 11,8 i 1971—72, medens antallet af illegale aborter i samme periode er faldet fra 6,4 til 2,3 pr. 100 konceptioner. Antallet af illegale aborter i 1960—61 skønnes at have været ca. 6 000 (maksimum ca. 8 000, minimum ca. 4 200), medens antallet af illegale aborter i 1971—72 er anslået til ca. 2 300 (maksimum 4 200, minimum 300).
 

Ole Unmack Larsen