Svenske tanker om et nyt straffesystem

 

    Den nye svenske betænkning (Brottsförebyggande rådets rapport om brottsbalkens påföljdssystem, se SvJT 1978 s. 121 ff) vil uden tvivl få en central placering også i danske diskussioner om straffesystemet. En total reform af retsfølgerne står ikke på dagsordenen hos os; det er vel også end nutvivlsomt hvor meget svensk strafferet vil ændre karakter hvis betænkningens grundtanker og forslag følges, — store partier af lovens ordning og domstolenes praxis synes at ville blive stående urørte. Men der er i Danmark væsentlige problemer at tage stilling til, og der er al mulig grund til atkonsultere et så omfattende, idérigt og velartikuleret arbejde som det svenske. Det er så meget mere nærliggende som betænkningen jo på mange måder tilsigter at bringe system i kritiske tanker der har rørt sigblandt kriminologer og andre i alle de nordiske lande, — tanker som på en ejendommelig og undertiden paradoxal måde forbinder ønsker om forskningsmæssig fundering med en nostalgisk drøm om straffen i de gode gamledage. Arbejdsgruppens medlemmer har et åbent øje for de strømpile dertegner sig i forskningsresultater, men de har også det fortrin at de bedre end forskerne er indlevede i det kriminalpolitiske systems daglige problemer.
    Fra dansk synspunkt kan man konstatere at de nye svenske ønsker på nogle punkter svarer til lovændringer der allerede er gennemført hos os. Det gælder navnlig den kritiske holdning til ungdomsfængsel og andre tidsubestemte retsfølger, der blev afskaffet i Danmark ved straffelovsændringer af 1973. De svenske forslag rummer dog ingen plads for den tidsubestemte forvaring der blev opretholdt i Danmark. Jeg vil også mene at vi i Danmark har bedre løsninger end de svenske på spørgsmålet om depsykisk afvigende gruppers stilling. På andre punkter er problemer nu rejsti danske udvalgs betænkninger der har både emner og tendenser til fællesmed den nye svenske betænkning. Det gælder betænkningen "Kriminal

 

Knud Waaben 221forsorg — socialforsorg" (Bet. nr. 752/1975), afgivet af et planlægningsudvalg under kriminalforsorgen, og betænkningen "Alternativer til frihedsstraf — et debatoplæg" (Bet. nr. 806/1977), afgivet af en arbejdsgruppe under justitsministeriet.
    Den svenske arbejdsgruppe tillægger det med rette stor betydning at formulere principielle synspunkter vedrørende straffesystemet. Opgavenføles formentlig særlig nærliggende i Sverige, fordi tiden forud for BrB. svedtagelse var så stærkt præget af programerklæringer. I et land som Danmark har vi mere været vænnet til at betragte sanktionssystemets grundstruktur som hvilende på selvfølgelige forudsætninger, og vi har noknæret en frygt for at mere explicite programmer enten vil fremtræde somlidt for pompøse trivialiteter eller bringe tanken på afveje hvor den misterkontakten med hverdagens krav. Og vi har vel også tænkt at partielt reformarbejde gør det lettere at få fremskridt akcepterede og de suden ladersig gennemføre uden større ideologiske udfoldelser, når blot reformerne erbygget på en begrundet kritik af den hidtidige tilstand og giver rimeligt håb om at sætte noget bedre i stedet. På den måde har vi utvivlsomt forspildt muligheder for at analysere langtidsbevægelser og anlægge helhedssynspunkter. Dog tror jeg stadig at mange aktuelle hovedspørgsmål lader sig behandle hver for sig.
    Til betænkningens grundprincipper hører først og fremmest at den strafferetlige reaktion er straf, at den skal fastsættes efter forbrydelsens grovhed og strafværdighed, at retsfølgerne skal fremtræde i en klar rangorden som tillader en graduering af samfundets misbilligelse, at loven skal styresanktionsvalget så sikkert som muligt, og at indgrebets art og varighed også efter dommen skal være så forudberegneligt som muligt. Gradueringer ogkonkrete valg må ikke bestemmes af hensyn til individuelle behandlingsbehov. I overensstemmelse med sådanne synspunkter bliver generalprævention, ligelighed og samfundsmæssig misbilligelse de bærende faktorer, men indenfor rammerne af den legale klassifikation skal systemet stadigvære indstillet på at yde hjælp. Der skal derfor stadig findes en "vård" iforskellige former.
    Fremstillingen i denne betænkning betoner mere et brud med det tilvante end en kontinuitet i udviklingen. Især opponeres der imod denstærke understregning af individuel prognose og behandlingsbehov som findes i visse dele af BrB.s forarbejder. Der kunne også peges på andre sider afdisse forarbejder, bl. a. departementschefens bemærkninger i propositionen til BrB; her fandt man jo en understregning af almenprævention og proportionalitet. I retspraxis er BrB.s retsfølgesystem vel også af de flesteblevet opfattet som indgreb ordnet i en skala af stigende følelighed og anvendt med stor respekt for proportionalitetsprincipper. I stedet for atgranske betænkningens karakteristik af gældende ret kan man ogsåspørge — og det er jo under alle omstændigheder det vigtigste spørgsmål— hvilke ændringer i den nuværende retstilstand man da skal vente sig. Dette kan langtfra overskues i alle enkeltheder, fordi det ikke har væretopgaven at udforme et straffelovsforslag.
    I een henseende må arbejdsgruppen ligesom så mange andre erkendeat der sættes grænser for visionerne om et nyt straffesystem: det er megetsvært at opfinde nye strafformer. Nogle kritikere af nutidens straffepraxiskunne vel godt tænkes at være mere åbne overfor en experimenter ende-

 

222 Knud Waabenlinie. Arbejdsgruppens mere negative holdning bygger i et vist omfang på en realistisk bedømmelse af de alternativer der for tiden diskuteres, men holdningen hænger også sammen med arbejdsgruppens strenge krav omenkelhed i reaktionssystemet og ligelighed i dets anvendelse.
    Indenfor de kendte retsfølger ligger betænkningen nærmest ved traditionen for så vidt angår skalaens yderpunkter: bøde og frihedsstraf. (Jeg ser her bort fra afgrænsningen af åtalseftergift; her er betænkningen ambivalent, men dog med tendens i retning af en restriktiv og altså for lovovertræderne ugunstig holdning.) At det udbredte og velbegrundede ønskeom mindre brug af frihedsstraf får en stærk støtte i denne betænkning kanikke undre, men om den nordiske debat på dette punkt gælder at denendnu kun ufuldkomment er nået til konkrete anvisninger på færre og kortere straffe. Man bemærker at arbejdsgruppen klart placerer anstaltsophold ved skyddstillsyn som en frihedsstraf; heri ligger vel et reelt og realistisk opgør med BrB.s forudsætninger. Der stilles ikke forslag om at en graduering af straffesystemet skal betjene sig af flere typer af frihedsstraf. Samtidig må det naturligtvis erkendes at praktisk væsentlige spørgsmål om forskelsbehandling vil bero på administrativ beslutning om straffuldbyrdelsen.
    I afsnittet om kriminalvård i frihet støder straffetanker og forsorgstanker sammen så de slår gnister. Sanktionerne i mellemrummet mellem frihedsstraf og bøde skal gradinddeles, idømmes og fuldbyrdes ud fra straffendehensyn, d. v. s. som ubehagelig heder der står i et proportionalitetsforholdtil lovovertrædelserne. De foreslåede retsfølger hedder (foreløbig) villkorlig dom, skyddstillsyn og intensiv övervakning. Mindst problematisk ervillkorlig dom, der som hidtil vil være en advarsel med recidivvirkning ("straffvaming"). Skyddstillsyn og intensivövervakning skal bygges op omkontakt- og kontroltanken (men ikke om behandlingstanken). De størsteproblemer frembyder den nye intensivövervakning. Den skal være fortilfælde med "høj strafværdi", og da retsfølgen skal være egnet til at reducere brugen af frihedsstraf, skal den være følelig og bestå i en meget tætkontakt under retsfølgens løbetid. En betydelig usikker hed om retsfølgenskarakter kommer navnlig frem i overvejelserne om hvorvidt det skal væreen kontakt med politi eller kriminalforsorg. Vanskeligheden følger af atretsfølgen ikke har noget andet klart sigte end at være i høj grad ubehagelig. Den kan, som man er opmærksom på, komme til at virke blot repressiv og meningsløs. Der synes da også at blive rejst spørgsmål om afløsningsordninger der mere eller mindre ændrer retsfølgens pønale karakter. På grundlag af foreløbige oplysninger om de svenske overvejelser har den danske arbejdsgruppe i betænkningen af 1977 udtrykt betydelig skepsis overfor tanken om en intensivövervakning.
    Som allerede nævnt er det en grundtanke i den svenske betænkning atretsfølgerne skal være veldefinerede og ordnes i en trinrække af stigendefølelighed, således at valget kan relateres til forbrydelsernes grovhed. Derer grund til at understrege at de domfældte langtfra altid vil opleve retsfølgernes indhold i overensstemmelse med den tilsigtede trinrække. Bøde kan være meget mere indgribende end betinget dom. På den andenside kan villkorlig dom bevirke strafskærpelse ved recidiv indenfor en periode på ca. 2 år, medens skyddstillsyn kan være noget så lempeligt someen ugentlig kontrol i nogle få måneder. Selv den ubehagelige intensiv

 

Svenske tanker om et nyt straffesystem 223övervakning kan, i den skitserede form, være overstået på en måned med flere kontrolkontakter pr. uge.
    Et radikalt forslag er det som går ud på at afskaffe villkorlig frigivning. Forslaget vil næppe overbevise alle. Arbejdsgruppen er klar over at den totale mængde af frihedsstraf ikke må stige. Afskaffelse af prøveløsladelse forudsætter derfor at de udmålte straffe sættes tilsvarende ned. Betænkningen ser optimistisk — sikkert for optimistisk — på mulighederne for atsænke strafudmålingens niveau gennem lovbestemmelser. Det skal retfærdigvis siges at betænkningen også beskæftiger sig med ændring af prøveløsladelsen for det tilfælde at den bliver opretholdt. Der siges mange væsentlige ting om principgrundlaget for reformer; min skepsis angårn avnlig forslaget om at fjerne enhver minimumsgrænse for den fuldbyrdede straffetid og om at lade prøvetiden være lig med reststraffen. Medglæde mærker man sig betænkningens hensyntagen til de fællesnordiskeovervejelser der foregår netop nu.
    Der stilles ikke forslag om dybtgående ændring af bødestraffens plads i systemet. Dog er der tilslutning til tankerne om at lade bøde afløse noglefrihedsstraffe og at flytte nogle økonomiske retsfølger udenfor strafferettens område. Begge ønsker forekommer rigtige, og det står blot tilbage at finde ud af hvor disse forandringer kan ske. Rigtigt er det efter min mening også at tilstræbe en beløbsgrænse der adskiller de tarifmæssige bøderfra dem der forudsætter en principiel hensyn tagen til lovovertræderensøkonomiske forhold. Betænkningen forestiller sig en grænse omkring 1.000 kr. (i sammenstødstilfælde 2.000 kr.). Derimod kan det efter danske erfaringer stadig ikke virke overbevisende at dagbodssystemet er den bedsteform for økonomisk graduering. Jeg vil også sætte spørgsmålstegn ved den terminologiske ændring som går ud på at kalde bøder under 1.000 kr. (denuværende "penningböter") for "straffavgifter", fordi de ikke må sammenblandes med "bötesstraffet", som i den forbindelse identificeres med dagbodssystemet. Selvom der er tale om forskellige anvendelsesområder ogudmålingsprincipper kan man næppe gøre gældende at bøder under 1.000 kr. fungerer som og opleves som andet end netop "bøder". Et ord som"straffavgift" rummer efter min opfattelse en forflygtigelse af realiteterneog lidt af et misbrug af ordet "avgift".
    Mine bemærkninger i det foregående er ikke noget forsøg på at afvejestærke og svage sider ved betænkningen. Jeg tror ikke at man på dette stadium kan gøre et sådant regnskab op, men det er forhåbentlig i betænkningens egen ånd at der rent foreløbigt gives udtryk for både støtte og kritik i en mere spredt orden. Med kendskab til grundigheden i svensk lovforberedelse kan man ikke nære tvivl om at betænkningens ideer vil blivegenstand for en alsidig belysning.
 

Knud Waaben