Procesreformens stilling og vigtigere lovforslag i Norge. Det har vist sig i Norge som i andre land at en almindelig procesreformer en lovgivningsopgave hvis løsning let kommer til at kræve menneskealdre. Hos os blev arbeidet med en reform av straffeprocessen tat op særskilt omkring midten av forrige aarhundrede. Spørsmaalet om indførelse av jurydomstoler blev imidlertid et politisk kampspørsmaal, som stortingets venstreflertal og dekonservative regjeringer ikke kunde komme til enighet om. Først efter indførelsen av det parlamentariske styresæt i 1884 lykkedes det derfor at faa straffeprocesreformen gjennemført. Loven om rettergangsmaaten i straffesaker blev sanktionert 1 juli 1887 og traadte i kraft 1 januar 1890. For straffesaker fik vi da folkedomstoler (meddomsretter og lagmandsretter), mundtlig saksbehandling og umiddelbar bevisførsel, mens vi for civilesaker beholdt den gamle domstolsordning og den skriftlige procesmaate med middelbar bevisførsel. Det var straks klart at dette forhold ikke i længden kunde opretholdes, ogallerede i 1891 blev der nedsat en kommission til at forberede en reform av lovgivningen om den civile retspleie. Kommissionens arbeide blev dog først paa begyndt i 1898 og avsluttet i 1907. Derefter fulgte en departemental revisionskomite. Efterat saa de kongelige propositioner var behandlet av to stortings justiskomiteer, blev reformen ifjor vedtat av stortinget med stort flertal, og uten at politiske parti motsætninger øvet nogen indflydelse paa av gjørelsen. De tre hovedlover, nemlig loven om domstolene, loven om rettergangsmaaten for tvistemaal og loven om tvangsfuldbyrdelse blev sanktionert 13 august 1915.
    Efter disse lover blir der i det væsentlige samme domstolsordning for straffesaker og tvistemaal, dog saaledes at lægdommerne i tvistemaal bare deltar som domsmænd, ikke som lagrettemænd (jury). Rettergangsmaaten blir ogsaa i tvistemaal mundtlig og bevisførselen umidelbar, saa langt dette lar sig gjennemføre. Lovene indeholder imidlertid alle den slutningsbestemmelse, at tiden for deres ikrafttræden fastsættes ved særskilt lov. Før dette kan ske, maa der vedtages endel supplerende lover, træffes administrative forberedelser med hensyntil domstolsordningen og gives bevilgning til en del nye utgiftsposter, likesom det ogsaa er forutsætningen at de nuværende dommerlønninger maa forhøies.
    Utkast til de supplerende lover har allerede tidligere været fremlagt. Men efteråt hovedlovene nu er vedtat, maa de revideres og fremlægges paany. For dette aars storting er der fremsat nye propositioner om fire av disse lover, nemlig en lov om skifte- og konkurssaker, en lov om skjøn, ekspropriationssaker og odelsløsning, en lov om godtgjørelsen til vidner ogsakkyndige og en lov om forandringer i loven om rettergangsmaaten i straffesaker. Endvidere gjenstaar en revision av den

militære straffeproceslov og sportelloven samt utarbeidelsen av nyt utkast til lov om procesreformens ikrafttræden.
    I det utkast til ikrafttrædelseslov som justisdepartementet fremla i 1911, var tiden for procesreformens ikrafttræden sat til 1 januar 1917. Men skjønt det er meningen at søke reformen sat i kraft saa snart som efter omstændigheterne mulig, tør man nu ikke regne med noget tidligere tidspunkt end 1 januar 1920, og det vil i væsentlig grad avhænge av den nuværende europæiske krigs varighet og de financielle krav den stiller til statskassen, hvorlænge gjennemførelsen av reformen maa utstaa.
    Den samlede merutgift ved procesreformen uten forhøielse av dommerlønningerne er av stortingets justiskomite i 1914 anslaat til 130,000 kroner, og det er jo overkommelig. Men værre er det med dommerlønningerne. De fleste dommerlønninger har været uforandret siden 1872, og de vil være ganske util strækkelige, hvis man skal gjøre sig haab om en effektiv og heldig gjennem førelse av den nye procesmaate. Under forberedelsen av de ifjor vedtagne lover har man gaatut fra at der, bare for at bringe dommerlønningerne op tilden samme reelle værdi som de hadde ved fastsættelsen, vilut kræves et tillæg av 25 %. Efter den senere indtraadte almindelige prisstigning er ogsaa dette for litet. Dommerforeningen søkte ifjor om et tillæg av 30 %, hvilket svarer til ca. 270,000 kroner. I anledning herav har justisdepartementet isit sidste budgetforelæg anført at det neppe vil være tilraadelig at la en almindelig forhøielse av dommerlønningerne utstaa i paavente av indførelsen av den nye rettergangsmaate, dels fordi en forhøielse av disse lønninger — selv bortset fra civilprocesreformen — er paakrævet, og dels fordi det av hensyn til den nye rettergangsmaate vil være nødvendig, at dommerembederne allerede ved reformens gjennemførelse er bedst muligbesat. Av budgetmæssige hensyn har dog departementet ikke for tiden fundet at kunne bringe nogen forhøielse i forslag. Men ialfald synes det nu at være den almindelige mening at en gjennemgaaende forhøielse av dommerlønningerne er det første skridt som maa tages, før der for alvor kan bli spørsmaal om at sætte civilprocesreformen ut i livet.
    Reformen har dog allerede sat en enkelt frugt, idet de nyeog mere humane bestemmelser i loven om tvangsfuldbyrdelse kap. 7 om indskrænkning i retten til at søke utlæg for gjælder optat i en særskilt lov om dette emne av 28 april d. a., som vil træ i kraft 1 januar 1917.
    Av vigtigere lovforslag som foreligger for det nu forsamlede storting, maa først og fremst nævnes propositionerne om forandringer i lov av 18 september 1909 om erhvervelse av vandfald, bergverk og anden fast eiendom og om utfærdigelse aven ny lov om vasdragsreguleringer til avløsning av den nu-

 

Svensk Juristtidning 1916. 17

gjældende lov av 4 august 1911. Begge lovforslag, som i det væsentlige er gjentagelser av ikke behandlede propositioner fra forrige stortingsperiode, betegner en videre utvikling av koncessionslovgivningens principer til vern om de nationale og samfundsmæssige interesser i utnyttelsen av vore naturherligheter, særlig vandkraften. Efter forslaget til forandringer i den almindelige koncessionslov vil saaledes selskaper med helt eller delvis utenlandsk kapital kun rent undtagelsesvis kunne faa koncession paa erhvervelse av større vandfald. For at hindre monopolisering foreslaaes ogsaa en grænse for hvad norske statsborgere kan erhverve av vandfald uten koncession. Koncessionstiderne, ved hvis utløp vandfaldet m. v. vederlagsfrit skal tilfalde staten, foreslaaes forkortet og vilkaarene skjærpet i flere henseender, ogsaa for helt norske selskaper, bl. a. gjennem paalæg av avgifter og øket kraftavgivelse til stat og kommuner og gjennem inførelse av ret for staten til indløsning før koncessionstidens utløp. Endvidere foreslaaes indført forkjøpsret for staten og subsidiært for vedkommende kommuner i de tilfælde da koncession er nødvendig til erhvervelsen. Ogsaa for kraftleie og for erhvervelse av bergverk skjærpes koncessionsvilkaarene. Adgangen til uten tilladelse at erhvervefast eiendom, som ikke gaar ind under særlige koncessionsregler, foreslaaes indskrænket for aktieselskaper og andre selskaper med begrænset ansvar. Det skal ikke længer være nok atde har helt norsk styre med sæte i Norge, men det forlanges ogsaa at de har helt norsk grundkapital. Utkastet til ny lovom vasdragsreguleringer fastslaar principielt statens reguleringsret, mens den gjældende lov, som blev istandbragt ved politiske kompromisser, ikke indtar noget helt klart standpunkt. Andre end staten maa efter utkastet ha kongelig tilladelse til utførelseav vasdragsreguleringer. Undtagelse gjøres bare for visse mindre reguleringsanlæg samt gjenopførelse og utbedring av ældre anlæg.Betingelserne for reguleringstilladelse foreslaaes skjærpet i nærtilslutning til propositionen om forandringer i den almindelige koncessionslov.
    I det væsentlige en gjentagelse av en tidligere proposition er ogsaa utkastet til lov om skibsaktieselskaper. Disse blev i sin tid undtat fra bestemmelserne i den almindelige aktielov av 19 juli 1910, da det fra skibsrederhold blev hævdet at lovens regler, særlig om stiftelsen og om oplægning av fond, hverken varpaa krævet eller hensigtmæssige for skibsaktieselskaper. Den proposition som justisdepartementet lot fremlægge i 1914, var bygget paa den almindelige aktielov og sluttet sig i det store oghele nær til denne. Foruten en del avvikelser som ansaaes paakrævet av hensyn til skibsselskapernes særegne forhold, var der dog ogsaa foretat enkelte lempninger for at imøtekomme skibsredernes ønsker. Men utkastet fremkaldte allikevel protester og ændringsforslag fra Rederforbundet m. fl. og blev

ikke tat under behandling av odelstinget. Den nye proposition stemmer i det væsentlige overens med den tidligere, og da den nuværende høikonjunktur for skibsfarten og den dermed sammenhængende spekulation har vist at en lovordning er sterkt paakrævet av hensyn til skibsaktionærernes interesser, tør det være sandsynlig at loven nu vil gaa igjennem. Om stiftelsenav skibsaktieselskaper er der forøvrig allerede git midlertidige regler ved en provisorisk anordning av 7 januar 1916, som paaen særdeles virkningsfuld maate dæmmet op for den mest usunde spekulation.
    Av gjentagne propositioner kan videre nævnes utkastet til forandringer i loven av 31 mai 1900 om løsgjængeri, betleri og drukkenskap. Denne lov blev forberedt av straffelovkommissionen og vedtat 2 aar før den almindelige straffelov, men til trods for de store forventninger man næret til den, blev den ikke sat i kraft før 2½ aar efter straffeloven, nemlig fra 1 juli 1907. Det viste sig snart at loven var litet tilfredsstillende. Dette skyldes ikke bare lovens egen avfatning, men vistnok ogsaa for en væsentlig del at der ikke er sørget for de nødvendige hjælpemidler til en effektiv gjennemførelse av loven. Der hefter saaledes visse mangler ved politiets organisation, den forutsatte arbeidsanvisning har fattigstyrerne ikke vist sig i stand til at gjennemføre, og kuranstalter for alkoholisterer ikke oprettet i den utstrækning som forutsat. Ved den foreslaaede revision er det meningen at gjøre loven lettere at anvende, i det saavel straffebestemmelserne som saksbehandlingen forenkles. Flertallet i forrige stortings justiskomite fandt dogat departementet gik for vidt, bl. a. ved at sløife arbeidsanvisningen som nødvendig betingelse for anvendelse av straf forørkesløshet, og hele komiteen var imot den foreslaaede utvidelse av løsgjængeribestemmelserne til prostituerte som ikke driver sin virksomhet paa strafbar maate. I den nye proposition har justisdepartementet i alt væsentlig fastholdt sit tidligere forslag, saaledes ogsaa i de her nævnte punkter.
    Blandt de helt nye lovforslag for dette aars storting, som ikke er foranlediget ved den europæiske krigssituation, er en proposition om utferdigelse av ny lov om norsk statsborgerret til avløsning av den nugjældende lov av 21 april 1888 med senere ændringslover. Av vigtigere forandringer kan særlig merkes den nye regel at en utlænding hvis forældre er født heri riket, og som selv er født her og uavbrutt har opholdt sig iriket til sit fyldte 22 de aar, uten videre blir norsk statsborger, hvishan ikke avgir en erklæring om ikke at ville være det og godtgjør at ha borgerret i en anden stat. De nugjældende reglerom tap av norsk statsborgerret paa grund av utflytning frariket er ikke optat i utkastet. Efter dette vil baade den som forlater landet for bestandig, og den utflyttedes i utlandet fødte barn beholde sin norske statsborgerret, hvis den ikke tapes

ved erhvervelse av fremmed statsborgerret. Derimot vil barn av norske statsborgere, som er født i utlandet og aldrig har bodd i Norge, tape sin norske statsborgerret naar de blir boende i utlandet indtil sit fyldte 21de aar.
    Paa den administrative rets omraade kan nævnes en proposition til lov om pensionsordning for statens tjenestemænd og en proposition til lov om offentlige tjenestemænd, indeholdende almindelige bestemmelser om ansættelse og avskedigelse av statens og kommunernes tjenestemænd m. v.
    Det i 1910 gjenoptagne skandinaviske samarbeide paa obligationsrettens og familierettens omraader har i Norge endnu ikke ledet til vedtagelse av nogen lov. Der er dog nu fremsat propositioner til lov om kommission, handelsagentur og handelsreisende og til lov om kjöp paa avbetaling i det væsentlige overensstemmende med de delegertes utkast. Og i en nær fremtidvil der antagelig bli fremsat proposition til lov om adoption. Derimot kan der ikke iaar ventes proposition til lov om avtalerog andre retshandler paa formuerettens omraade og heller ikke til lov om egteskaps indgaaelse og opløsning.
    Kristiania, 27 mai 1916.
 

Edvin Alten.