Lovgivningsarbejdet i Danmark. Den danske Rigsdag har nu snart været samleti 11 Maaneder; men Udbyttet af Love staar ikkei Forhold til Samlingens Varighed. Bortset fra "Retsreformen", som virkelig blev vedtaget og som stadfæstedes af Kongen d. 11. April 1916, har vi ikke faaet mange Love af større Interesse. Forklaringen ligger for en Del i det ejendommelige Forhold, at vi nu i overet Aar har haft en ny Grundlov, hvis Ikrafttræden stadig er blevet udsat.
Det i 1. Hefte (ovenfor S. 93) omtalte Forslag til Lov om Bidragaf Skibsfarten til Dyrtidsforanstaltninger blev til Lov d. 12. Maj 1916, ganske vist i meget ændret Skikkelse. Efter Loven yder de danske Dampskibsrederier for Aaret 1916 et Bidrag til Landets nødvendigste Tilførsler, dels i Tonnage dels i Penge. Dette sidste Bidrag er ansat til lidt over 11 Mill. Kr., hvilket Beløb Indenrigsministeren kan anvende til Foranstaltninger i Anledning af Dyrtiden efter Overenskomst med Rigsdagens to Finansudvalg.
Den Bolignød, som er opstaaet i Hovedstaden og andre Stederunder Krigen, har affødt to Love. Den vigtigste er Loven af 9 Juni om Fastsættetse af Husleje. Den giver Kommunalbestyrelserne Ret til at nedsætte et eller flere Nævn til at varetage, at Lejen af Beboelseslejligheder ikke forhøjes udover hvad der vilde være en rimelig Leje under normale Forhold med Tillæg for Stigning i Rente- og Driftsudgifter og for Udgiften til Forbedringer ved Lejligheden. Den anden Lov, af 3. Juli, indrømmer Skattelempelser for Nybygninger: Indenrigsministeren kan tillade Kommuner at fritage nye Beboelsesejen domme helt eller delvis for Udredelsen af kommunale Ejendomsskatter for indtil 10 Aar.
Af Love, der ikke er fremgaaet af Krigssituationen, maa nævnesen Lov af 13. April om Valg til Amtsraadene. Da Reglerne omkommunale Valg blev demokratiserede i 1908, havde man ladet lidtaf "den priviligerede Valgret" bestaa ved Valgene til Amtsraadene paa Landet. Denne Rest er det man nu har fjernet.
Af de øvrige Love er der næppe Grund til at nævne andre end Loven af 6. Juli 1916 om Forsikring mod Følger af Ulykkestilfœlde.Den fortjener til Gengæld at omtales nærmere. Loven tager Sigte paa Ulykkestilfælde, der staar i Forbindelse med de forsikredes Erhvervsvirksomhed eller Arbejde. Den betegner en foreløbig Afslutning af Lovgivningen paa dette Omraade. I Løbet af Aarene 1898 — 1908 var der givet en Række Love om Forsikring af Industriens Arbejdere og af Personer, der var beskæftigede ved Fiskeri, Søfart eller Landbrug og dermed beslægtede Virksomheder. Disse Love frembød et ret broget Billede. Den ny Lov har nu samletalle Reglerne og søgt at skabe Harmoni i hele denne Lovgivning. Samtidig har den reformeret paa mange Punkter og udvidet Forsikringen til de mange Virksomheder, der faldt udenfor de tidligere Love. Under Arbejdet paa Loven var den Tanke fremme ogsaa atudvide Forsikringen i en anden Retning, ved at medtage Sygdomme, der fremkaldes ved sundhedsfarligt Arbejde ("Erhvervssygdomme"), men Tanken blev opgivet. Kun den lille Bestemmelse optog man, at Sygdom, der skyldes skadelige Paavirkninger af højst nogle faa Dages Varighed, regnes lige med Ulykkestilfælde.
Ulykkesforsikringen er dels frivillig, dels tvungen. Det sidste erdet hyppigste. Loven opstiller nemlig den Grundsætning, at enhver"Arbejdsgiver" har Pligt til at forsikre sine Arbejdere mod Følgeraf Ulykkestilfælde under Arbejdet: "Enhver, der her i Landet driver Virksomhed, uanset om denne er erhvervsmæssig eller ej, ellersom i sin Tjeneste beskæftiger andre", har Forsikringspligt overforde af ham beskæftigede Personer, selv om de kun er antaget til midlertidigt Arbejde, selv om de ingen Løn faar, og uden Hensyn til Arbejdets Beskaffenhed. — Ogsaa Tyende, Kontor- og Butikspersonale omfattes af Reglen. — Fra denne Grundsætninggøres der kun meget faa Undtagelser. Den vigtigste er, at Lovenikke kommer de mere velstillede "Arbejdere" til Gode: Arbejdsgiveren har ikke Pligt til at forsikre Tilsynshavende, Kontorpersonale o. lign., hvis Vederlag overstiger en vis Grænse (i Almindelighed 3000 Kr. aarlig, noget af vigende i Søfart og Landbrug). Loven knytter altsaa Forsikringspligten til det blotte Faktum, atman beskæftiger andre; det er ganske ligegyldigt, om Beskæftigelsen medfører særlige Farer eller ej.
Ved en Række Regler søger Loven at garantere de forsikrede, at de faar deres Penge. Efter Loven af 1898 havde Arbejdsgiverneikke Pligt til at tegne Forsikring; de kunde overtage Risikoen selv. Den nye Lov forlanger, at Arbejdsgiveren skal overføre sin Risikopaa et anerkendt Forsikringsselskab; Indenrigsministeren kan dog fritage Arbejdsgiveren derfor, mod at han stiller Sikkerhed for Opfyldelsen af sine Forpligtelser. Hvis en Arbejdsgiver har undladtat opfylde sin Forsikringspligt, haves der et priviligeret Krav paa ham; og hvis der ikke faas Dækning hos ham ved Forfaldstid, skal Beløbet udbetales af "Arbejderforsikringsraadet" (se om dette senere),
som aarlig fordeler Udgifterne ved saadanne Udbetalinger paa samtlige anerkendte Forsikringsselskaber.
Forsikringspligten opfyldes i Almindelighed som hidtil ved, at Arbejdsgiveren tegner Forsikring i private Selskaber (gensidige ellermed begrænset Ansvar), der er anerkendt af Indenrigsministeriet. En særlig Ordning er dog truffet med Hensyn til Søfart samt Fiskeriog mindre Skibsfart. Her opretter Loven selv to gensidige "Forsikringsforbund", et for Søfart og et for Fiskeri og mindre Skibsfart, og de forsikringspligtige er i Kraft af Loven Medlemmer af disse Forbund.
Den obligatoriske Forsikring suppleres af frivillig Forsikring fordem, der ikke omfattes af Forsikringspligten. Da denne er udstraktsaa vidt, bliver den frivillige Forsikring hovedsagelig for dem, der arbejder selvstændigt. Lovens Regler herom har mest Interessederved, at Staten yder Tilskud til Forsikringen under visse Betingelser, navnlig at de paagældendes Indtægt ikke overstiger en vis Grænse (1800 Kr. i Hovedstaden, 1500 Kr. i Provinsbyerne, 1200Kr. paa Landet). Statstilskud ydes iøvrigt under lignende Betingelser til tvungne Forsikringer, der tegnes af Arbejdsgivere. Tilskudet udgør i nogle Tilfælde 2/5 af Præmien, i andre ½ af de udbetalte Erstatningsbeløb.
Forsikringskravene, der principielt er ens for alle Arter af Forsikring, er betydeligt højere end før. Dagpenge, der ydes ved midlertidig Forringelse af Erhvervsevnen efter en vis "Karenstid" (i Almindelighed 13 Uger), er sat til ⅔ af Daglønnen, dog mindst 1og højst 3 Kr. Invaliditetserstatning ydes for blivende Forringelse af Erhvervsevnen paa 5 % eller derover. Maximum (ved fuld Invali(ditet) er 12000 Kr. Hvor et Ulykkestilfælde medfører Døden, tillægges der de Efterladte, foruden Begravelseshjælp, en Sum, der er5 Gange Aarslønnen, dog mindst 3000 och højst 6000 Kr.
Lovens Administration foregaar igennem "Arbejderforsikringsraadet", der har 4 Afdelinger for de forskellige Erhvervsgrupper. Hver Afdeling bestaar foruden af Formanden, der er fælles, af to af Kongen udnævnte Medlemmer samt Repræsentanter for de forsikringspligtige og de forsikrede, lige mange for hver Gruppe.
Af de Lovforslag, der for Tiden er under Behandling i Rigsdagen, er det mest interessante vel Forslaget om Fæstegodsets Overgang til Selveje. Regeringens Forslag herom har vakt en hel Del Strid. Hele Spørgsmaalet har iøvrigt ikke saa stor praktisk Betydning, dalangt den største Del af Fæstegodset allerede ved frivillige Salg ergaaet over til Selveje. Da der tilmed ikke er Udsigt til, at Forslaget bliver vedtaget, skal det ikke omtales nærmere.
Fra selve Privatrettens Omraade er der ingen Love eller Lovforslag at nævne. Vore Lovgivere har sjældent Tid til at interessere sig for den Slags Ting. Det maa beklages, at de Udkast, derer udarbejdede af de skandinaviske Kommissioner, endnu ikke erforelagt Rigsdagen. Det vides end ikke, om det vil ske i en nær-
mere Fremtid. Man har snarest ventet, at de obligationsretlige Forslag vilde blive forelagt i en nær Fremtid; men under de politiske Vanskeligheder, som Forhandlingerne om Salget af de vestindiske Øerhar bragt os ind i, er det umuligt at vide, hvad der vil ske.
København, d. 28. August 1916.
Henry Ussing.