Den skandinaviske formueretlige Lovgivning. De tre skandinaviske Lovforslag fra Formuerettens Omraade er nu endelig vedtagne af Rigsdagen i Danmark, stadfæstet af Kongen den 8. Maj og traadt i Kraft den 17. Maj. I de resendelige Form af viger Lovene paa en Del Punkter fra de Udkast, der findes ide skandinaviske Kommissioners Betænkninger; men de fleste af disse Af vigelser var allerede foretaget før Lovforslagenes Forelæggelse i Rigsdagen og skyldtes den danske Kommission, der efter Betænkningernes Afgivelse havde stillet Forslag om en Del Ændringer, hovedsagelig for saa vidt muligt at tage Hensyn til de Ændringer, Udkastene var undergaaet i Sverige og Norge. De fleste af Ændringerne medfører derfor ingen Forskel mellem de svenske og danske Love.
    Under Rigsdagsbehandlingen foretoges der kun rent formelle Ændringer i Lov om Aftaler etc. og Lov om Kommission etc. I Lov om Køb paa Afbetaling indførtes derimod nogle smaa Realitetsændringer, der dog kun var af processuel Art. Man tilføjede navnlig i en ny § 11 en Regel, hvorved Sælgeren, der vil tage Tingen tilbage ved Fogdens Hjælp, faar Midler til at tvinge Køberen til at fremkomme med de Oplysninger, der er fornødne til SælgerensIndsættelse i Besiddelse af Tingen. H. U.

 

    Hvorledes Lovforslag udarbejdes og behandles i Danmark. Om Udarbejdelse af Lovforslag haves ingen faste Regler. Der findes ingen permanent Lovgivningskommission eller lignende til at udarbejde Lovforslag eller til at af give Betænkning over de af andre udarbejdede Forslag. Man bruger heller ikke at indhente Højesterets eller andre Domstoles Udtalelser. Til Udarbejdelse af vigtigere Lovforslag nedsættes derimod ofte særlige Kommissioner, der kun har det begrænsede Hverv at udarbejde et enkelt eller nogle faa sammenhørende Lovforslag. Saadanne Kommissioner er ogsaa de danske Afdelinger af de skandinaviske Kommissioner, men det maa betegnes som en Undtagelse, at en Kommission faar en saa vidtgaaende Bemyndigelse som de skandinaviske Lovgivningskommissioner for Tiden. Undertiden gaar man ogsaa den Vej atoverlade en særlig sagkyndig Institution at udarbejde et Lovforslag enten paa egen Haand eller i Samarbejde med Regeringen.
    De aller fleste Lovforslag udarbejdes imidlertid af Regeringen selv, d. v. s, ved Hjælp af Centraladministrationens Embedsmænd. I Praksis er det Reglen, at et Lovforslag udarbejdes af vedkommende Fagminister, d. v. s. den Minister, under hvis Ministerium det paagældende Anliggende sorterer, med Bistand af Personalet i hans Ministerium, altsaa de højere eller lavere Funktionærer i detpaagældende Ministerium. Hvis et Forslag tillige berører andre Ministeriers Omraade, sendes det disse til Erklæring.
    Lovforslag, der angaar almindelig Civilret, Strafferet og Proces, vil det tilfalde Justitsministeriet at udarbejde; men Love om Landboforhold og Handelsforhold gaar ind under hen holdsvis Landbrugs- og Handelsministeriet, og den moderne Sociallovgivning for Størstedelen under Indenrigsministeriet.
    I Rigsdagen skal Lovforslag underkastes 3 Behandlinger i hvert Ting. Bevillingslove og foreløbige Love skal ifølge Grundloven af 1915 behandles først i Folketinget; ved andre Love kan Regeringen selv bestemme, i hvilket Ting de først skal forelæegges. Regeringsforslag forelægges af Ministeren med en Tale. Mellem Forelæggelsen og første Behandling og mellem hver Behandling hengaarder normalt mindst et Par Dage.

 

Svensk Juristtidning 1917 22

 

    »Første Behandling» er en Generaldebat, som gerne indledes af Partiernes Ordførere, og som hovedsagelig drejer sig om de almindelige Principer. Derstilles ikke Ændringsforslag, men det kan tænkes, at man allerede paa dette Stadium forkaster Lovforslaget ved at nægte dets Overgang til »Anden Behandling». Ved alle Forslag af nogen Betydning plejer Første Behandling at slutte med Nedsættelse af et Udvalg, i Reglen paa 15 Medlemmer, der vælges ved Forholdstalsvalg.
    Udvalgsbehandlingen, der ofte er langvarig, er i Almindelighed det betydningsfuldeste Led af Rigsdagsbehandlingen. Loven gennemgaas i Enkeltheder, Oplysninger indhentes, der forhandles med Ministeren og ikke sjældent tilligemed udenforstaaende Sagkyndige eller Interesserede etc. Udvalget afgiver tilsidst en Betænkning, hvor der eventuelt stilles Ændringsforslag af hele Udvalget, af Flertal eller Mindretal.
    Anden Behandling i Tinget foregaar saa paa Grundlag af Udvalgets Beretning. Den er i Reglen den vigtigste for Forslagets Skæbne og nærmere Formog slutter med Afstemning om de af Udvalget eller enkelte Medlemmer stillede Ændringsforslag og om det hele Lovforslags Overgang til Tredie Behandling.
    Tredie Behandling er i Reglen kort. Man udtrykker sit Syn paa Lovforslaget i dets ændrede Skikkelse, og der foreslaas eventuelt Smaaændringer, navnlig af formel Art. Ændringsforslagene stilles jævnlig af Udvalget eller Ministereneller begge i Forening. Behandlingen slutter med en formel Afstemning om Forslaget i dets endelige Skikkelse.
    I det andet Ting underkastes Forslaget derefter en lignende Behandling. Ændres det her, sendes det tilbage til det første Ting, hvor det underkastesen enkelt Behandling (»eneste Behandling»), efter at eventuelt Udvalgets Erklæring er indhentet. Hvis der atter foretages Ændringer, gaar Forslaget paany til det andet Ting til »eneste Behandling». Saafremt der igen vedtages Ændringer, men det dog ikke opgives at naa Enighed, nedsættes der et »Fællesudvalg», i Reglen bestaaende af 15 Medlemmer af hvert Ting, og om Fællesudvalgets Indstilling stemmes da i hvert Ting for sig. Opnaas der ikke en overensstemmende Vedtagelse, er Lovforslaget bortfaldet. Fællesudvalgs Nedsættelse er navnlig blevet anvendt, hvor der skulde naas Kompromis mellemde to Ting i egentlig politiske Stridsspørsmaal. Naar den ny Grundlov en Gang træder i Kraft, vil saadanne Konflikter mellem de to Ting sikkert blivesjældnere og Fællesudvalg derfor kun blive anvendt lidt. H. U.