Lovbehandlingen i Norge. Regjeringens lovforslag (odelstingspropositioner) utarbeides i det departement, til hvis forretningskreds lovforslagets gjenstand nærmest henhører. Ved utarbeidelsen tilkaldes undertiden sakkyndig bistand. Men oftere blir de mere betydningsfulde lovforslag forberedt av særskilte kommissioner, opnævnt ved kongelig resolution, eller komitéer, opnævntav vedkommende departement. Naar en kgl. kommission eller en departemental komité har avgit sin indstilling, blir saken videre behandlet av vedkommende departement. I ikke liten utstrækning blir der, før proposition fremsættes, indhentet uttalelser om saken fra amtsting, kommunestyrer, næringsorganisationer, institutioner og embedsmænd hvis virksomhet lovforslaget berører, i kirkelige anliggender ogsaa fra de saakaldte menighetsmøter. De lovpropositioner som ikke utarbeides i Justisdepartementets lovavdeling, har de
andre departementer adgang til at forelægge for Lovavdelingen til uttalelse. Naar departementets utkast til proposition er færdig, blir det sendt Kongen og Regjeringens medlemmer i foreløbige avtryk for at drøftes av Regjeringen i forberedende statsraad før det forelægges til vedtagelse i statsraad hos Kongen.
Enhver lov skal efter grundlovens § 76 først foreslaaes paa Odelstinget1 enten av dets egne medlemmer eller av Regjeringen ved en statsraad. Efteraten kgl. proposition er besluttet fremsat, blir den derfor overbragt Odelstingetved en av statsraaderne. I dette møte foregaar ingen behandling av lovforslaget, idet Odelstinget indskrænker sig til at oversende propositionen til en av Stortingets faste komitéer (utvalg) eller til en specialkomité som opnævnesfor den enkelte sak. Vedkommende komité, hvis medlemmer likesaa vel kan tilhøre Lagtinget som Odelstinget, avgir indstilling til Odelstinget.
Naar indstillingen kommer til behandling i Odelstinget, kan der under denalmindelige debat stilles forslag om forkastelse av lovforslaget (»saken tages ikke under behandling») eller om utsættelse til et senere Odelsting i samme valgperiode (»saken tages ikke under behandling av indeværende aars Odelsting»). Gaar Odelstinget over til specialbehandling av indstillingen, blir de enkelte paragrafer referert av præsidenten — som regel ved oplæsning — og efterhvert gjort til gjenstand for debat og foreløbig votering. Herunder kansaavel statsraaden som tingets medlemmer fremsætte ændringsforslag (saakaldte »bænkeforslag»). Undertiden leder disse til at vedkommende paragraf blir forbigaat, forat komitéen kan faa anledning til at drøfte forslaget. Naar samtlige paragrafer og lovens overskrift er behandlet, blir de foreløbige beslutninger ved samlet votering vedtat som endelige. Derefter voteres om hvorvidt Odelstingets lovbeslutning skal oversendes Lagtinget, og først naar dette er vedtat, er Odelstinget avskaaret fra at henlægge lovforslaget.
Gjenstand for behandling i Lagtinget er kun Odelstingets lovbeslutning. Denne kan Lagtinget enten bifalde eller forkaste. Blir den bifaldt, besluttes den oversendt Kongen med anmodning om sanktion. Blir den forkastet, skalden sendes tilbake til Odelstinget med de anmerkninger Lagtinget vedtar ententil lovbeslutningen i det hele (f. ek s. henstilling til Odelstinget om at henlægge saken) eller — i tilfælde subsidiært — til dens enkelte paragrafer. Lagtinget kan ikke selv henlægge lovforslaget, og det er i sine anmerkninger begrænse ttil odelstingsbeslutningens gjenstand.
Blir saken sendt tilbake til Odelstinget, er dettes anden behandling begrænset ved Lagtingets anmerkninger, saaledes at det ikke kan vedta andre forandringer i sin tidligere lovbeslutning end saadanne som er foranlediget vedanmerkningerne. Lovbeslutningen sendes derefter med eller uten forandring for anden gang til Lagtinget. Odelstinget kan dog ogsaa paa dette trinbeslutte at henlægge saken. I saa fald kan efter forretningsordenen nyt forslag ikke fremsættes før i en senere stortingssamling.
Har Odelstinget vedtat alle Lagtingets anmerkninger, sender Lagtinget lovbeslutningen til sanktion. Ellers avgjør det ved en eneste votering om Odelstingets lovbeslutning, som den foreligger efter anden gangs behandling, skalantages eller forkastes.
Blir lovbeslutningen forkastet ved anden gangs behandling i Lagtinget, noget som sjelden hænder, sendes den atter tilbake til Odelstinget og av dette uten ny behandling til det samlede Storting. Dette avgjør da under ett, om Odelstingets lovbeslutning, saaledes som denne sidste gang har været Laegtingetforelagt, skal antages eller forkastes. Til vedtagelse i plenum kræves to tredjedels flertal.
Mellem hver behandling maa der mindst hengaa tre dage, hvilket dog ikke gjælder anden gangs behandling i Lagtinget, naar dettes anmerkninger er vedtat av Odelstinget.
En indstilling som ikke kommer under endelig avgjørelse inden stortingssamlingens slutning, blir efter forretningsordenen hvilende til foretagelse i den følgende samling i samme valgperiode uten at gjennemgaa ny komitébehandling. Videre er det i overensstemmelse med forretningsordenen ved en kgl. resolution av 30 april 1898 bestemt, at lovpropositioner, som ikke maatte bli avgjort av det Storting for hvilket de er fremsat, skal ansees som hvilende tilbehandling av et følgende Storting i samme valgperiode.
Private lovforslag blir sjelden gjort til gjenstand for realitets indstilling fravedkommende stortingskomité. Som regel blir de besluttet oversendt Regjeringen.
Grundlovsforslag er ikke gjenstand for behandling i Odelsting og Lagting, men kun i samlet Storting overensstemmende med de nærmere regler i grundlovens § 112. Bevilgningssaker og skattepaalæg m. v. behandles likeledes i samlet Storting, idet den ovenfor beskrevne avdelingsbehandling er begrænset til de egentlige lovsaker. E. A.