FREDRIK STANG: Skade voldt av flere. Kristiania 1918. Aschehoug. X + 347 S. Kr. 11.25. (Fra spredte Retsfelter II).
    En Bog af Professor STANG er paa Forhaand sikker paa at blive modtaget med Interesse i Sverige og Danmark. Stangs sidste Boghar man særlig Grund til at vente sig Udbytte af, da det er enudførlig Monografi og dens Emne er i høj Grad internationalt. Norge har ganske vist Lovbestemmelser om de vigtigste af de Spørgsmaal, Stang behandler, men Stang undersøger paa alle vigtigere Punkter, hvilken Løsning der stemmer med rigtige Retsgrundsætninger. Deter denne Side af Stangs Monografi, der først og fremmest skal omtales her.
    Stangs Emne er et Udsnit af Skadeserstatningsretten. Skade voldtav flere 1 foreligger dels hvor to eller flere har voldt Skade paa Trediemands Retsgoder, dels hvor Skadelidende selv har medvirket til den Skade, som en anden har tilføjet ham. Naar Stang sammenstiller disse to Tilfælde, er Grunden, at de to Tilfælde i vigtige Henseender bør undergives samme retlige Behandling. Stangs Hovedformaal er netop at paavise dette og ved Udnyttelsen heraf at bringe Undersøgelsen af de to Tilfælde videre frem.
    I Indledningen gør Stang Rede for sin Opfattelse af Aarsagslærenog formulerer den i to Sætninger (S. 8 og 12): "Aarsak til en begivenhet er en kjendsgjerning, hvis begivenheten ikke var indtraadt, om kjendsgjerningen hadde været borte" . . . "Kan vistnok hverenkelt av to kjendsgjerninger tænkes borte, uten at begivenheten derved udeblir, men kan ikke begge tænkes borte, er begge aarsaki begivenheten". Fremstillingen er iøvrigt ordnet saaledes, at Kap. II (s. 19 — 147) omhandler Skade paa Trediemands Retsgoder, Kap. III Skadelidendes Medvirkning. Kap. II falder atter i to Hoveddele: Skadevoldernes Forhold overfor Trediemand (s. 19 — 99) og indbyrdes (s. 99-147).
    Naar flere er ansvarlige for en Skade, er det almindelig anerkendt, at de hæfter solidarisk. Stang paaviser imidlertid i § 3 medslaaende Klarhed Grundlaget for denne Regel. Det følger af Aarsagslæren, at enhver Virkning har en Uendelighed af Aarsager, og omvendt, at "hver enkelt aarsak har fremkaldt hele virkningen". — l

 

1 "Voldt" betyder bevirket, foraarsaget, altsaa ingenlunde det samme, som ligger i det svenske Ord "vållande", der svarer till dansk-norsk "Skyld". Stangs Titel svarer derfor ganske til hvad WINROTH kalder "Skadas uppkomst genomsamverkan". 

276 LITTERATUR.denne sidste Sætning (S. 9) har Stang fundet et malende Udtryk forden Konsekvens af Aarsagslæren, han har Brug for. — Hvor Skadeer voldt af flere, har derfor hver enkelt Skadevolder voldt hele Skaden. Naar dette staar fast, følger Resten saa at sige af sig selv. Det er en simpel Konsekvens af Reglerne om Skade voldt af een, at hver enkelt Skadevolder er ansvarlig for hele Skaden, forudsat at den er en adækvat Følge af hans Handling og at de øvrige Ansvarsbetingelser foreligger for hans Vedkommende. Paa den anden Side er det klart, at Skadelidende kun skal have Erstatning een Gang. Disse to Sætninger tilsammen giver det solidariske Ansvar.
    Bortset fra den selvfølgelige Regel, at Erstatning kun skal betaleseen Gang, anvender man helt igennem Reglerne om Skade voldt afeen paa hver enkelt Skadevolder — Særregler er der ikke Brugfor. Dette paaviser Stang nærmere og imødegaar de Teorier, derikke vil gennemføre det almindelige Princip ved psykisk Foraarsagelse (S. 14 flg., 22), og navnlig dem, der vil paalægge solidarisk Ansvar, naar der er Tvivl, om en Skade er foraarsaget af A eller B, som begge opfylder de øvrige Ansvarsbetingelser (se § 6). Denne Teori forkaster Stang, fordi den anvender strengere Erstatningsregler, naar der er Tale om at gøre flere ansvarlige, end man anvender, naar Ansvar kun paalægges een; dette anser han nemlig for irrationelt. Heri har han vistnok i Hovedsagen Ret; men de Resultater, Stang ud fra dette Grundlag kommer til, kan næppe alle billiges.
    Om det indbyrdes Forhold mellem de flere Skadevoldere (Regresspørgsmaalet) opstiller Stang den Hovedgrundsætning, at Regresreglerne i det væsentlige maa svare til Reglerne om Skadelidendes egen Medvirkning. Om begge Tilfælde er der i Norge givet Regler i Lovom Straffelovens Ikrafttræden af 22 Maj 1902. § 25 giver en klar Regel om Skadelidendes Medvirkning: Er denne forsætlig, kan ingen Erstatning kræves; er den uagtsom, "bliver Sporgsmaalet, om og i Tilfælde i hvilket Omfang Erstatning skal ydes, at afgøre af Rettenunder Hensyn til Beskaffenheden af de fra hver Side begaaede Fejlog disses Indflydelse paa Skaden". Reglen om Regres i § 26 II (citeret S. 124) lyder helt anderledes, men Stang fortolker den saaledes, at den ligesom § 25 hjemler, at Skaden af Retten skal fordeles 1 mellem Skadevolderne under Hensyn til de enkeltes Skyldog "Adeækvansen" (S. 123 — 41). Denne Fortolkning er meget dristig— den gør stærkt Vold paa Ordene —; hvad der interesserer os, er imidlertid ikke saa meget, om Fortolkningen er rigtig, som at Stang de lege ferenda forsvarer den fri Fordelingsregel.
    Stangs Forsvar bestaar imidlertid for en stor Del kun i en Henvisning til Reglerne om egen Skyld; det eneste han virkelig begrunder direkte er, at der bør findes Regler om Opgørelse af Skadevoldernes indbyrdes Forhold (S. 107 flg.) og at Reglerne bør omfattealle Tilfælde, ogsaa dem, hvor flere handler forsætligt eller endog strafbart (S. 111 flg.). — Det sidste vil den almindelige Retsopfattelse

 

1 Dette Udtryk skal ikke udelukke, at hele Skaden lægges paa en enkelt.

 

LITTERATUR. 277
i Danmark næppe give ham Ret i. — Mærkelig nok anser Stang det for tvivlsomt, om Regresreglen kunde anerkendes uden Lovhjemmel; hvis det virkelig er den bedste Regel, vilde danske Jurister i Nutiden næppe nære Betænkelighed ved at hævde Reglen uden Lovhjemmel.
    Behandlingen af "den skadelidendes Medvirkning" fylder den sidste og største Del af Bogen (S. 148 — 347). Stangs Begrundelse af at Systemet med fri Fordeling efter Skyld og Adækvans de lege ferendaer det bedste er næppe fyldestgørende. Bedst er Paavisningen af at Skadelidende i Tilfælde af egen Skyld ialtfald ikke bør kunne kræve fuld Erstatning (S. 152 flg., 245 flg.). Langt svagere er Begrundelsen af at "Fordelingssystemet" er bedst; de Grunde, Stang (S. 211) anfører mod de to gamle Systemer compensatio culpæ og "Halveringssystemet", gør sig for en stor Del kun gældende, hvorder sker eller dog kunde ske Skade paa begge Sider. Der savnes ogsaa en Paavisning af, hvorledes de to Fordelingshensyn, Skyld og Adækvans, kan anvendes samtidig.
    Interessant er Stangs Udvikling om Begrebet "egen Skyld" (eget vållande), et Emne, der hidtil kun er behandlet lidt i nordisk Litteratur. Egen Skyld foreligger ifølge Stang, naar Skadelidendes Medvirkning er dadelværdig og forsætlig eller uagtsom (S. 220). Naar Skyld som Ansvarsbetingelse bestemmes som et Forhold, der er retstridigt og forsætligt eller uagtsomt, ser man straks baade Lighedenog Forskellen.
    Egen Skyld indeholder et objektivt og et subjektivt Moment. Det objektive Moment er Dadelværdigheden. — Undersøgelsen herom er splittet lovlig meget, se navnlig S. 166 flg., 240 — 248, 328 — 338jfr S. 260 — 265. Stang paaviser, at Skadelidendes Handling ikkeer retstridig, men at den dog skal være dadelværdig. Hvad det erfor en Slags Dadelværdighed, siger Stang ikke ligefrem. Han fremhæver kun, at det, der gør Handlingen dadelværdig, først og fremmest er Samfundets Interesse (S. 245 flg.); han forkaster derfor den Lære, der søger Dadelværdigheden i at den Skadelidende ikke varetager sin egen Interesse. Paa dette Punkt har Stang kun delvis Ret. Det er rigtigt, at en væsentlig Grund til Reglen er at søge i Samfundshensyn, men hvis man skal angive, hvad egen Skyld er, maa man sige, at det er et Forhold, hvis Dadelværdighed beror paa at det er i Strid med Skadelidendes egen Interesse. Det er dette, der skiller egen Skyld fra Skyld overfor andre; og denne Bestemmelsekan godt anvendes, selv om man iøvrigt er enig med Stang; thi Samfundets Interesse i denne Henseende varetages tilstrækkeligt vedat Individets egen Interesse varetages.
    Afgørelsen af, om Handlingen er dadelværdig, sker iøvrigt, ganske som Afgørelsen af Retstridighedsspørgsmaalet, ved en Afvejelse af Handlingens Nytte og Fare. Dette volder ingen Vanskelighed fornordiske Jurister, der hylder det af Goos og GETZ udviklede Retstridighedsbegreb; den nmærmere Gennemførelse af disse Synspunkterved "egen Skyld" giver Stang S. 244 f. Maalestokken for Dadel

 

278 LITTERATUR.værdighed søger Stang i en "samfundsmæssig Vurdering" (S. 244), hvilket vel er det samme som at det afgørende er den almindelige fornuftige Opfattelse. Vil man angive det klarere endnu, kan manvistnok sige, at det afgørende er den almindelige moralske Opfattelse;der er næppe Grund til at danne et særligt juridisk Begreb her. Det er ganske vist nærliggende at sige, at det afgørende er, om Skadelidende har handlet paa en Maade, der vilde være retstridig, hvis det var andres Goder, der blev udsat for Fare ved hans Handling 1; men denne Sætning er urigtig, idet der snart kræves mindre, snart mere. Paa den ene Side er Undladelser langt hyppigere "egen Skyld" end retstridige, i det egen Skyld foreligger, naar den Skadelidende undlader at træffe rimelige Foranstaltninger til at afværgeeller begrænse Skaden; jfr Stang S. 227 flg. Dette fremgaar i Grunden af Stangs egen Udvikling S. 260 flg. — Paa den anden Side kræves der mere til egen Skyld ved positive Handlinger. Saa snart en Handling frembringer en vis større Fare for Trediemand, er den normalt retstridig, hvis der ikke foreligger et Nødstilfælde, og det selv om Handlingen maa antages at ville vinde større Værdierend den ofrer; overalt hvor dette er Tilfældet, maa derimod egen Skyld være udelukket. Egne Goder kan det derfor selv udenfor Nødstilfælde være forsvarligt at udsætte for stor Fare eller endogat gore Indgreb i.
    Med Hensyn til det subjektive Moment i Begrebet egen Skyld antager Stang (S. 248 — 260), att man i eet og alt maa kræve det samme som til Skyld som Ansvarsbetingelse og at man altsaa maa anvendeen delvis "objektiv" Maalestok, ikke anlægge en rent individuel Bedømmelse, som mange mener.
    Hvor Skadevolderen har Ansvar uden Retsbrud antager Stang, at Skadefordeling maa ske, ikke blot hvor der foreligger egen Skyld (S. 215 — 217), men ogsaa hvor der fra Skadelidendes Side foreliggeret Forhold, der for en Skadevolder vilde have begrundet Ansvaruden Retsbrud (S. 339 — 341), samt hvor Skadelidende frivillig og iegen Interesse har undergivet sig Faren (S. 341 flg.). Det sidste Tilfælde bør formentlig ikke stilles ganske paa Linie med de andre. Her maa det paa den ene Side formentlig antages, at Ansvaret falder helt bort, ikke blot nedsættes; paa den anden Side bør den frivillige Udsættelse for Fare kun have Betydning, hvor der er Tale om Ansvar uden Retsbrud i snævrere Forstand, d. v. s. uden Retsbrud fra nogen Person, derimod ikke, hvor det drejer sig om Ansvar forandres Retsbrud, f. Eks. Husbondens Ansvar for hans Tjeners Retsbrud, hvilket Stang indbefatter under Ansvar uden Retsbrud; jfr f.Eks. S. 215. Alle tre Regler trænger i øvrigt til nærmere Bestemmelse.
    I §§ 22 — 23 undersøger Stang den saakaldte Identifikationsteori, der gaar ud paa at man med Hensyn til Skadevolderens Erstatningspligt skal betragte Medvirkning af visse Trediemand som om det

 

1 Saaledes Anm. selv i "Skyld og Skade" S. 174, og ganske tilsvarende Stang S. 218 og JUL. LASSEN i Haandbogens 3. Udg. S. 289. 

LITTERATUR. 279var Skadelidende selv, der havde medvirket. I et vist Omfanganerkendes dette overalt. Saaledes maa i Tilfælde af en Persons Død de efterladte finde sig i at Erstatningen nedsættes eller bortfalder, hvis den omkomne selv var Skyld i sin Død. For saadanne Tilfælde er "Identifikationen" positivt hjemlet i norsk Ret. Stangvil imidlertid udstrække Identifikationen til enhver Trediemand, der har Pligt til at værne Skadelidende paa Grund af særligt Retsforhold, f. Eks. ifølge Kontrakt, som Værge, Fader eller Moder, Ægtefælleeller Barn (S. 301 flg.). Her gaar Stang dog vistnok for vidt.
    Det Tilfælde, at der sker Skade paa begge Sider, behandler Stangindgaa ende i § 20 særlig med Henblik paa Skibssammenstød, men han indskrænker sig ikke til at fortolke Sølovens § 220. Han paaviser, at Retsforholdet maa opfattes saaledes, at der opstaar to Erstatningskrav, et for hver Part, hvoraf han udleder, at man maagennemføre en "Bruttoberegning".
    Der er mange andre Spørgsmaal, som der kunde være Grund tilat omtale, thi Bogen indeholder en Række interessante Detailundersøgelser; men vi maa nøjes med til sidst at sige lidt om Stangs Hovedsynspunkt, at der er en naturlig Parallelisme mellem Reglerneom egen Skyld og Regresreglerne. Dette er sikkert rigtigt. Denne Anskuelse er da ogsaa antaget af mange Forfattere, og den vindermere og mere Terræn i positiv Ret. I Tyskland har den for etsærligt Tilfælde positiv Hjemmel i Automobillov af 3 Maj 1909 § 17; men den maa vistnok ogsaa siges at være antaget af Reichsgericht for Civilretten i al Almindelighed; se Udviklingen om § 426 i PLANCKS Kommentar (4. Udg.) og i den Kommentar, der er udgivet af Medlemmer af Reichsgericht 1.
    Spørgsmaalet er imidlertid, hvor langt man skal gennemføre "Parallelismen", og her er det Stang søger at gøre en Indsats. Hananerkender, at den ikke kan fordres gennemført fuldt ud; men han hævder, at den ialtfald maa gennemføres i een Retning: "Har A og B gjort skade paa et retsgode, kan af legislative grunde A ikke blibehandlet strengere, om retsgodet tilhørte B, end han vilde blit behandlet, om retsgodet hadde tilhørt X." Denne Sæetning har dog næppe en saa ubetinget Gyldighed, som Stang tillægger den. Vistnokvil mange ikke finde det saa stødende, at Skadevolderen behandles mildere, hvor Skadelidende medvirker, men Forklaringen herpaa ervistnok den, at man saa længe har været vant til Reglen om compensatio culpæ. Der er i Virkeligheden næppe nogen Forskel paa Grundenes Vægt, naar man tænker paa de almindelige Tilfaælde 2,og i særlige Tilfælde kan de stærkeste Grunde meget vel findes paaden modsatte Side. Hvis A og B uagtsomt volder Skade paa Person,

 

1 Reichsgericht slutter sig i den af Stang S. 122—123 citerede Dom til OERTMANNS Fortolkning, der iøvrigt klart bygger paa samme Hovedsynspunktsom Stangs.

2 Det eneste tankemæssige Argument Stang anfører for sin Hovedsætning (S. 165 f. n.) synes egentlig at bevise det modsatte af hvad Stang siger, i det Stang synes at have forvekslet Bogstaverne A og B i sin Konklusion. 

280 LITTERATUR.er det mindre betænkeligt at give B Krav paa fuld Erstatning, hvis han er Skadelidende, end at give B fuld Regres mod A, hvis Skadelidende er en Trediemand. Og flere af de Grunde, der efter manges Mening taler for at nægte Regres i visse Tilfælde, gør sig slet ikkegældende overfor Skadelidende.
    Den omtalte Hovedsætning benytter Stang som Hovedgrundlag forsine Udviklinger om begge Bogens Emner. Følgen heraf er, at Udviklingen om hvert enkelt Emne for en stor Del bygges paa Slutninger fra det andet Emne. Denne Metode er ikke uden Betænkeligheder. For hvor enkelt Problem burde det være prøvet, om Retshensynene virkelig tilsiger en ensartet Løsning; hvis det saaviste sig, at de gjorde dette i alle enkelte Tilfælde, vilde det være fortræffeligt at opstille den almindelige Regel. At udlede Detailreglerne af det almindelige Princip, som Stang til Dels gør, er derimod farligt.
    I det hele maa det vistnok siges, at Stang er tilbøjelig til i lidtfor høj Grad at bygge paa Betragtninger af væsentlig logisk Art. Derfor er Bogen stærkest i de Partier, hvor Resultaterne virkelig beror paa saadanne Betragtninger. Undersøgelserne om de praktiske Retshensyn er noget svagere, men adskillige af dem giver dog værdifulde Bidrag til Problemernes Løsning. En god Hjælp hertil giver og saa de talrige Oplysninger om tidligere Teorier og om fremmed Ret. Alt i alt maa Stangs Bog siges at være en virkelig værdifuld Forøgelse af den juridiske Litteratur, og svenske Læsere vil sikkertogsaa — ligesom Anmelderen selv — have stort Udbytte af at stifte Bekendtskab med den. Læsningen af Bogen gaar som en Leg, takket være Stangs ualmindelige Evne til at give en frisk, klar og letlæselig Fremstilling.

 

Henry Ussing.