EN NORDISK BORGERLIG LOVBOG.

 

AV

JUL. LASSEN.

 

Da, for en Snes Aar siden, Tanken kom frem om en fælles nordisk Lovbog, fandt den ikke Tilslutning. Arbejdet for nordisk Fællesret begrænsedes til "visse Dele af Obligationsretten". De til dette Arbejde nedsatte Kommissioner have, som bekendt, efterhaanden fremlagt Udkast til Love om Køb og Bytte af Løsøre, om Aftaler og andre Retshandler paa Formuerettens Omraade, om Kommission, Handelsagentur og Handelsrejsende og om Køb paa Afbetaling, og alle disse Udkast gæelde nu som nordisk Fællesret. Arbejdet for Fællesret er blevet udvidet til Familierettens Omraade; de hertil nedsatte Kommissioner have afgivet Udkast til en almindelig Ægteskabslovgivning og fortsætte med Arbejde paa Umyndighedslovgivning. (Fra det Arbejde, der iøvrigt foregaar, paa Ændring af den fælles nordiske Sølov og paa Lovgivning om Forsikringsaftaler, bortser jeg her ifølge disse Æmners specielle Natur i Forhold til den almindelige borgerlige Ret.)
    Overfor dette omfattende, men dog kun stykkevise Arbejde rejser sig uvilkaarlig atter Tanken om en nordisk borgerlig Lovbog. Særlig Anledning til att vende tilbage til denne Tanke give interessante Udtalelser i indevæerende Aargang af dette Tidsskrift: Eliel Löfgren, Den skandinaviska lagstiftningen och dess framtidsuppgifter, S. 1 ff., og H. Westring, Om revisionen af vår allmänna lag, S. 77 ff. Og paa Programmet for det forestaaende nordiske Juristmøde i Stockholm staar Æmnet om nordisk Retsfællesskab.

    Om Privatrettens Kodifikation er der sagt meget og lader sig utvivlsomt sige meget pro et contra. Paa almindelige Overvejelseri saa Henseende skal jeg ikke indlade mig her. I Almindelighed ende de med den Konklusion, at en Kodifikation under visse Omstændigheder er fraraadelig, under andre Omstændigheder tilraadelig. Jeg rejser her Spørgsmaalet om en nordisk Lovbog, som Forholdenenu foreligge. Selv om man havde Ret i, at Tankenved Aarhundredets Begyndelse maatte forkastes, er det ikke givet, at den maa forkastes nu. Der er i den forløbne Tid indhøstet Erfaringer, fremkommet Oplysninger, indtraadt Begivenheder, som muligt kunne lægge nye Lod i Vægtskaalen til Fordel for Tankens Gennemførelse. Jeg skal kort i Hovedpunkter sige nogle Ord heromsom et Forhaandsbidrag til Juristmødets Forhandlinger.
    Som indhentet Erfaring noterer jeg først dette, at der i de Kommissioner, som have arbejdet paa Udkast til Fællesret, har vist sig en stadig voksende Tilbøjelighed til Udvidelse af Arbejdets Rammer. I Obligationsretskommissionen udviser allerede Programmet af 1909 en betydelig Tilvækst i Sammenligning med Programmet af 1901. Og navnlig er denne Udvidelsestendens traadt frem i Familieretskommissionen, der paa et ret snævert Grundlag er naaet til Udarbejdelse af Udkast til en almindelig Ægteskabslovgivning. Saa meget mere bemærkningsværdigt er dette sidste, som der herer Tale om et Omraade, man ved Fremkomsten af Tanken om Fællesret ikke dristede sig til at medtage som Genstand for Fælleslovgivning. I Familieretskommissionen er yderligere taget til Ordefor en fælles Arveretslovgivning. Af Obligationsretskommissionens Arbejder skal i denne Forbindelse særlig nævnes Loven om Aftaler. Gennemførelsen af denne Lov og dens Modtagelse i de tre Landeviser paa den ene Side det ubegrundede i Frygten for Lovregler af "ganske almindelig, abstrakt Karakter", som en Kodifikation naturligt i et vist Omfang medfører. Paa den anden Side lider denne Lov i sin Struktur af iøjnefaldende Mangler, som kun en almindelig Kodifikation vilde have magtet at fjerne.
    Medens saaledes Erfaringer have vist, at Betænkeligheder, som oprindelig gjordes gældende, ikke har den Betydning, som blev tillagt dem, træder paa den anden Side under de nuværende Forholdden Fare, som Arbejdets stykkevise Karakter frembyder for Rets-

fællesskabets Bevarelse og Udvidelse, nu skarpere frem end tidligere.
    I sin ovennævnte Artikel oplyser Præsident Westring om, hvor levende en Trang der i Sverige gennem Tider er følt og fremdeles føles til en tidssvarende Affattelse af Sveriges Rikes Lag, navnlig ogsaa af dennes alment vigtigste Afsnit Handelsbalken. Sagen staar i Sverige saaledes, at man der maa finde sig nødsaget til at skride til en for Sverige særlig Lovordning af de Emner, som omfattes eller naturligt burde omfattes af Handelsbalken — d. v. s. en fuldstændig Lovordning af Formueretten i Almindelighed med Undtagelse af Regler for fast Ejendom — forsaavidt de ikke snarligt gøres til Genstand for Arbejde paa Fællesret. Heri ligger aabenbart en ret umiddelbart truende Fare for Retsfællesskabets Bevarelse og Udvidelse. Den Forestilling, at det ikke for Retsfællesskabets Skyld vil være fornødent at, optage til Lovordning de i de tre Lande ulovbestemte Omraader, hvor Retsudviklingen er overladt til Domstolenes Frihed, i det Udviklingen kunde forventes paa det forhaandenværende fælles Retsgrundlag her at blive ensartet, holder ikke Stik.
    Muligvis vil en lignende Fare kunne true fra Forholdene i Danmark. Saasnart Forhaabningen om Sønderjyllands Genforening med Danmark fik Liv, hørtes dernede fra Krav om Tilvejebringelse af en almindelig dansk borgerlig Lov. Man havde dernede vænnetsig til en Lovbog og vilde under Genforeningen med Danmark savne den Oplysning og Sikkerfølelse, som en Lovbog giver. Usandsynligter det ikke, at saadant Krav fra sønderjydsk Side vil bidrage til at bringe Trangen til en tidssvarende almindelig Lovbog til almindelig Bevidsthed hos Lægfolket her i Landet; i hvert Fald maa eventuelle Krav fra den sønderjydske Befolkning tages under velvillig Overvejelse. En ny Sveriges Rikes Lag og maaske en ny Danske Lov staar saaledes som Muligheder, der nu maa mane til Fællesarbejde.
    Et vigtigt Moment berøres endvidere af Statsraad Löfgren, ovf. navnlig S. 7. Verdenskrigens Følger og Erfaringer ville utvivlsomt straks og efterhaanden afføde Krav paa adskillig Nydannelse ogsaa paa den borgerlige Rets Omraade, som kun vil kunne ske ad Lovgivningsvejen. Og hvad enten den er af mere almindelig eller af mere speciel Natur, vil Nydannelsens rette Holdning og Begrænsning vanskeligt kunne hævdes paa anden Maade end i Forbindelse med Lovfæstelse af den borgerlige Rets almindelige Grundsætninger.

    Det forekommer mig altsaa, at Forholdene, som de foreligge, tale for, at Spørgsmaalet om Tilvejebringelse af en fællesnordisk borgerlig Lovbog optages til fornyet Drøftelse, dog ate visse Emner, saaledes vistnok Retsreglerne om fast Ejendom, holdes udenfor.
    Maalet kan jo ikke være en Lovbog af saadan Art som den tyske. Denne og dens Forarbejder med den skarpsindige og grundige Redegørelse for Problemerne vil være en Hjælp af uvurderlig Betydning for vort Arbejde. Men dettes Maal maa ifølge nordisk Retsopfattelse af Lovformens Funktion blive et væsentlig andet end den tyske Lovs. Heller ikke nogen anden Lovbog fra nyere Tid vil kunne afgive et følgeværdigt Forbillede. Vi maa blive i vore egne gamle Spor. Jeg skal derom henvise til de Forelæsninger, som jeg holdt paa det nordiske Studenter-Jurist Stævne i København i September 1918, og som findes i Stævnets trykte Beretning S. 139 ff.
    Endnu et. Trods den Hæmning af universal Folkerets Skabelse, som en lang Stund bliver Verdenskrigens Følge, vil Udviklingen i det lange Løb gaa henimod saadan universal Ret. En Indsats fra nordisk Side i denne Udvikling vil være væsentlig betinget af, at vi formaa at give nordisk Retsopfattelse Lovens Form og gøre dette i Tide. Det turde dog være, at vi have nogle særlige Forudsætninger for at kunne gøre et nyttigt Arbejde ogsaa i Universalrettens Tjeneste.
    København, Juni 1919.