Bertil Sjöström: Om tredskodom enligt finsk och svensk civilprocessrätt. Helsingfors 1916. 245 s.

    Forfatteren af denne Afhandling, hvormed han i 1916 erhvervede den juridiske Doktorgrad, indtager allerede en fremtrædende Stilling mellem sit Lands Jurister; det er saaledes overdraget ham sammen med Præsident Söderholm og Justitieråd Granfelt at udarbejde nye Forslag — paa Grundlag af de for en halv Snes Aar siden fremsatte — til en finsk Procesreform, der er tænkt at skulle være ligesaa omfattende som den, som nu her i Danmark staar paa Tærskelen til at træde i Kraft.
    Det foreliggende Skrift maa sikkert have bidraget sit til at henlede Opmærksomheden paa Forfatteren, da man skulde udvælge Mændene til hint betydningsfulde Arbejde. Ganske vist tør en fremmed Jurist, der ikke kan kalde sig mere end Praktiker, til Dels ikke have nogen selvstændig Mening om Skriftet; thi dets Hovedformaal er — hvad ogsaa Titlen angiver — at give en Fremstilling af de i finsk-svensk Civilprocesret gældende Regler om Sagsøgtes Udeblivelse, og da Lovgrundlaget er af ærværdig Ælde og overbroderet af hundredaarig Praksis, bliver Fremstillingen i den Grad nøje knyttet til en specifikt national og historisk Ret, at den fremmede ikke — jeg i hvert Fald ikke — kan bedømme Resultaterne, hvortil der naas. Derimod kan enhver Læser værdsætte og blive beriget ved den omfattende Række Problemer, Forfatteren giver sig i Kast med, og der er i øvrigt ogsaa i Værket flere Afsnit, som i deres Helhed har umiddelbar Interesse for den fremmede.
    Det gælder saaledes baade den Fremstilling af den historiske Udvikling saavel paa det hjemlige Retsomraade som i romersk, tysk og fransk Ret, der danner Værkets Indledning, og de Oversigter,der gives over den nugældende Lovordning i forskellige fremmede Stater. Det er særdeles læseværdige Fremstillinger, m. H. t. hvilke jeg blot kunde have ønsket, at Forfatteren ogsaa havde undt Læseren et lille Indblik i engelsk Ret; saaledes vilde i det historiske Afsnit en Omtale af Retsudviklingen i England paa interessant Maade have udfyldt Billedet af det Besvær, det gennemgaaende synes at have kostet at naa til den Ordning, der for os Nutidsmennesker staar som saa grumme simpel og lige til: at lade en vis Præklusion indtræde for den, der, skønt lovlig stævnet, undlader at møde.

Heller ikke gammel engelsk Retspraksis formaaede at slaa en Streg over Processens til Forudsætningen om begge Parters Nærværelse knyttede Formforskrifter, men søgte ved særlige eksekutive Skridt (distress infinite, gentagne Udlæg i Sagsøgtes Formue, eller endog undertiden personlig Hæftelse, igennem den særlige Klage capias ad respondendum) at fremtvinge Møde.
    Efter den historiske Oversigt følger et Afsnit, i hvilket behandles Forudsætningerne for Erhvervelse af Udeblivelsesdom; efter finsksvensk Ret kan der, som naturligt er i en paa Skriftlighed opbygget Proces, kun blive Tale om Udeblivelsesdom, naar Sagsøgte helt udebliver, medens den er udelukket, naar han først engang har indladt sig paa Processen. Der gøres her Rede for en Række Tilfælde, i hvilke Tvivl kan rejses om, hvorvidt Udeblivelse foreligger, og de særlige Spørgsmaal undersøges, der rejser sig i Tilfælde af Procesfællesskab — hvorunder henregnes det ved Hovedintervention opstaaede Procesforhold. Med Hensyn til Biintervention stiller Forf. sig vel ret afvisende over for Muligheden af, at Udeblivelsesdom derigennem skulde kunne afværges, men vil dog ikke principielt benægte det. Det tror jeg dog, man bør gøre; Sagsøgtes Stilling er jo afgjort ringere over for en fældende Dom i en kontradiktorisk behandlet Sag end over for en Udeblivelsesdom, og det synes mig ganske unaturligt, at en Tredjemand, som ikke kan eller ihvert Fald ikke in casu indlader sig paa at nedlægge selvstændig Paastand i Sagen, skulde kunne paaføre Sagsøgte denne ringere Stilling.
    Det næste Hovedafsnit, Fremstillingen af Proceduren i Udeblivelsessager, er vel det, der for den fremmede Læser har mest umiddelbar Interesse; da de forskellige Retsforfatninger i Hovedsagen er naaet til nogenlunde ensartede Regler for, i hvilket Omfang Sagsøgerens Fremstilling skal lægges til Grund for Dommen, har Forfatterens Undersøgelser heraf almen Gyldighed, og i sin eksempelrige Fremstilling citerer han da ogsaa saa at sige i Flæng hjemlige og fremmede, navnlig danske og norske Forfattere. Paases maa det dog, at Forskelligheder i den materielle Ret nødvendigvis maa medføre ulige Resultater, der ikke kan indregistreres som processuelle Forskelligheder; naar saaledes Forf. hævder, at der ikke i Tilfælde af Sagsøgtes Udeblivelse tages Hensyn til en Forældelse, som fremgaar af Sagsøgerens Sagsfremstilling, og herved bemærker, at Munch-Petersen er af en anden Mening (sc. for dansk Ret), da erder hertil at bemærke, at hvad Munch-Petersen lærer, er rigtigt, simpelt hen fordi dansk Ret utvivlsomt indtager det Standpunkt, at den forældede Fordring er eo ipso død og magtesløs og ikke blot anfægtelig. Og har Forf. Ret, naar han lærer, at den udeblivende Sagsøgte i dette Tilfælde skal dømmes, maa det være fordi svensk Rets Opfattelse af den forældede Fordring er en anden end dansk Rets.

    I Værkets sidste Afsnit behandler Forf. det særlige Retsmiddel Genoptagelse (återvinning), som hjemles over for Udeblivelsesdomme, og hvorigennem der — i Lighed med Ordningen i fremmede Retsforfatninger — gives den udeblevne Sagsøgte Adgang til en fornyet Foretagelse av Sagen ved samme Ret. Herunder omhandles bl. a. Genoptagelsesinstitutets Forhold til Appel.
    Skulde jeg tillade mig en Indvending mod Bogen, er det den, at Forf. ganske har givet Afkald paa en legislativ Vurdering af den gældende Ret, og dette er saa meget mere paafaldende, som en Procesreform jo staar paa Dagsordenen i hans Land, og han i de nylig emanerede danske og norske Proceslove havde haft et nærliggende Materiale ved en saadan Vurdering. Bl. a. er Forf. derved slet ikke kommen ind paa flere Spørgsmaal, som det var naturligt at omtale i en monografisk Fremstilling af Emnet, og som det vilde have været interessant ogsaa for os uden forstaaende at høre hans Mening om. Det gælder saaledes Spørgsmaalet om, hvorvidt Institutet bør begrænses til at gælde den udeblivende Sagsøgte, eller om det ogsaa bør finde Anvendelse over for Sagsøgeren, naar han udebliver — et Spørgsmaal, der vel maa staa og falde med Spørgsmaalet om, hvorvidt Sagsøgte i det Tilfælde kan forlange frifindende Realitetsdom. Denne Vej er som bekendt den norske Proceslov gaaet i sine §§ 344 og 346, medens den danske Lov er gaaet den modsatte Vej (se dens §§ 341, 373 och 375) — vistnok med Rette; det forekommer mig, at den norske Ordning indeholder en Miskendelse af, at en Dom, afsagt uden at begge Parter er hørt, i og for sig er et Onde, der medfører nærliggende Fare for, at Retten ikke sker Fyldest, og kun har sin Eksistensberettigelse, fordi der maa gives Midler til at faa Dom over enhver Sagsøgt. — Ej heller kommer Forf. paa Grund af den Begrænsning, han har givet sit Emne, ind paa en Undersøgelse af, hvorvidt Udeblivelsesdom alene bør kunne gives mod den, der slet ikke er mødt eller slet ikke har svaret, eller om den ogsaa bør kunne omfatte den, som paa et senere Trin i Sagen bliver borte; eller paa Spørgsmaalet om, hvorvidt dette særlige Institut bør forbeholdes den, der undskyldelig bliver borte. Baade den danske og norske Lov tilsteder Udeblivelsesdoms Afsigelse paa ethvert Trin af Sagen, hvor Partens Udeblivelse i det hele har processuel Betydning, og hjemler baade den undskyldelig borteblevne og den, der udebliver uden at have nogen Undskyldning, Ret til at forlange Genoptagelse, men den danske Lov lader dog denne sidste Ret alene tilkomme den Sagsøgte, som overhovedet ikke har afgivet nogot Svar i Sagen. Denne forskellige Behandling af Sagsøgte, eftersom han udebliver straks eller senere, har man iøvrigt kritiseret, og vistnok med Føje. Det vil iøvrigt bemærkes, at den fører til, at efter dansk Ret kan en Udeblivelsesdom ikke uden videre defineres som en Dom, over for hvilken der haves Adgang til at fordre Genoptagelse.

    Det vilde som sagt have forhøjet Skriftets Værd, hvis Forf. var kommen ind paa disse og mulig andre Spørgsmaal, men en Begrænsning skulde naturligvis sættes. Han har ikke sat sig videre Maal end at give en eksegetisk Fremstilling af gældende Ret, men denne Opgave har han ogsaa fuldud løst.

Knud Jarner.