En ny nordisk Retsencyklopædi. Under de nordiske Juristmøders Stjærne var første Udgave født. Den kom som en naturlig, næsten logisk Konsekvens af de Tanker og Overvejelser, der havde bragt Møderne til Verden. I forreste Linie var disse Møders Maal vel at give Impulser til og fremme det legislative Fællesarbejde mellem Nordens Folk, Arbejdet de lege ferenda, og dette Maal kunde vanskelig naas uden et virkeligt Kendskab til den i de skandinaviske Lande gældende positive Ret. Her laa Opgaven for Nordisk Retsencyklopædi. Den maatte derfor gaa forud for Juristmødernes anden litterære Ætling: »Tidsskrift for Retsvidenskab». Planen til Encyklopædien blev lagt paa det første nordiske Juristmøde i København i Aaret 1872 og skyldes den Mand, hvem ogsaa Møderne — faktisk, om ikke juridisk! — kunne fejre som Fader, Datidens ypperste Kender af nordisk Ret og Retsforskning: ANDREAS FREDERIK KRIEGER. Han ejede den faste Tro, den energiske Vilje, den enestaaende Autoritet, der var nødvendig for at bringe Skuden i sikker Havn. Ved hans Side stode saafremragende Repræsentanter for norsk og svensk Retsliv som Professor T. H. ASCHEHOUG og Præsident K. J. BERG, men Hovedæren for Værkets Tilblivelse og Afslutning tilkommer KRIEGER — i den Grad, at ASCHEHOUG selv bruger de stærke Ord, at han næsten skammede sig ved paa Titelbladet at være nævnet sammen med KRIEGER som Udgiver.1) Og det har sikkert været en af KRIEGER'S reneste »skandinaviske» Glæder, at han oplevede at se Arbejdet fremmet saaledes, at der ved hans Død 1893 kun manglede ét Vindue i Bygningen. Rejstes der et juridisk Pantheon et eller andet Sted i Norden, burde der paa Fodstykket af den Mindestøtte, som dog én Gang skuldesættes for KRIEGER, blandt hans fredelige Sejre indridses, foruden »de nordiske Juristmøder», ogsaa »Nordisk Retsencyklopædi».
Den indlededes 1878 med J. H. DEUNTZER'S »Den nordiske Familie- og Arveret», og derefter fulgte indtil 1899 — i mere tilfældig og usystematisk Orden — de øvrige Afsnit, udgørende til-
sammen ialt fem statelige Bind. Som det vistnok vil erindres, omhandler Bind I: Retskilder og Statsretten — »De nordiske Retskilder» (1890) af EBBE HERTZBERG og »Den nordiske Statsret» (1885) af T. H. ASCHEHOUG —, Bind II: Privatretten — foruden Deuntzer's nysnævnte Skrift »Den nordiske Obligationsret» (1888) af G. W. GRAM og HANS H. VOGT og »Den nordiske Tingsret» (1880) af H. MATZEN og N. LASSEN —, Bind III: Strafferetten — »Den nordiske Strafferet. Almindelig Del» (1882) af C. Goos og »Speciel Del» (1899) af samme Forfatter —, Bind IV: Processen »Den danske og norske Proces» (1879) af JOH. IPSEN og »Den svenska processen» (1880) af G. BROOMÉ, W. BERGSTRAND og P. ASSARSSON —, og endelig Bind V: Forvaltningsretten — »Den nordiska förvaltningsrätten» (1887—89) af H. BLOMBERG. Paa sin Vis et enestaaende Værk. Uden Forgængere i nordisk Videnskab og uden Sidestykke i europæisk. Et lykkeligt Greb af Foregangsmændene for den praktiske Skandinavisme, et Forbillede for andre Omraader og Videnskabsgrene. Og man kan sikkert uden Resultat spejde i den efter J. S. PÜTTER'S Tid frodig blomstrende retsencyklopædiske Litteratur uden nogenstedsat opspore en Encyklopædi, der omfatter tre forskellige, om end nærbeslægtede Folks Lov og Ret.
Efter dette Maal var det jo, den sigtede. Baade i Form og Fremstilling maatte Encyklopædien folge den i Landene herskende Retstilstand, paa den ene Side Danmark—Norge, hvor Forskellene allerede paa Grund af den tidligere mellem dem bestaaende politiske Forbindelse og A. S. ØRSTED'S Virksomhed vare mindre, paa den anden Sverige, der var gaaet sine egne Veje. Det fælles-nordiske Lovgivningsarbejde havde med en enkelt Enklave — Møntloven — ved Retsencyklopædiens Genesis endnu ikke rigtig taget Fart. Midt i Halvfjerdserne var Samarbejdet taget op, og da Encyklopædien i 1899 forelaa færdig, var Retsenheden i Skandinavien gaaet et betydningsfuldt Skridt fremad ved en fælles Vexellovgivning, ved Loveom Varemærker, Handelsregistre, Firma og Prokura og — last not least — Checklovene fra 1897 og 1898. Men Forskellene havde dog ikke været større, end at de enkelte Discipliner uden synderlige formelle og reelle Ulæmper, med én Undtagelse alene — Processen —kunde behandles under ét af samme Forfatter. At Forfatternes Tilrettelæggen og Bearbejdelse af Stoffet var behæftet med en dem af Encyklopædiens Fædre paalagt Servitut, var en Omstændighed, der kun kunde bidrage til at gøre Fremstillingen mere egal.
Et objektivt, paalideligt, mere fotografisk end kunstnerisk Billede af jus, quod est, uden individuelle, teoretiske, polemiske Svinkeærinder — det var den litterære Haandfæstning! Morsomt fortæller NIELS LASSEN i sine »Erindringer» om KRIEGER'S Forskrækkelse ved den blotte Mulighed af, at LASSEN i Encyklopædien kunde tænke sig at udvikle sin egen fra NELLEMANN'S noget forskellige Opfattelse af et processuelt Spørgsmaal.1)
I samtlige Retsencyklopædiens fem Bind er Fremstillingen kort, knap, sluttet. De litterære Henvisninger angaa i alt væsentligt de existerende, »levende» Systemværker, sjældnere Monografier og Afhandlinger i Tidsskrifter, sjældnest eller saa godt som aldrig Domspraxis. Den Fortale, hvormed DEUNTZER i 1878 begyndte den af ham overtagne Afdeling, var i Virkeligheden mere end et Forord; den indeholdt et Program, der i det hele og store ogsaa blev fulgt af de senere Forfattere.1) Enkelte Afsnit — Strafferettens almindelige Del f. Ex. — bleve vel benyttede ved Universitetsundervisningen som Surrogat for manglende bredere Fremstillinger, men efter hele sit Anlæg og Tendens var Encyklopædien mere beregnet til praktisk Brug end til Lærebog. Udenfor den praktiske Ramme faldt EBBE HERTZBERG'S — i øvrigt meget værdifulde — Udvikling af Retskilderne med Undtagelse dog af Reglerne om den internationale Privatret. Derimod maatte Søretten og Forsikringsretten, i det hele taget Handelsretten nøjes med de Smuler, der faldt fra Obligationsrettens rige Bord.
Som allerede ovenfor antydet, varede det over 20 Aar, inden »Nordisk Retsencyklopædi» naaede Vejens Ende. Allerede under Udgivelsen og umiddelbart efter dens Slutning lød der Røsterom Ønskeligheden af en ny Udgave. I Lande af større litterær Udstrækning vilde saadanne Ønsker ogsaa forlængst være opfyldte. Men i Norden maa der tages særligt Hensyn til Bogmarkedets Omfang og Købeævne. Det tjener Encyklopædiens Forlægger, Gyldendalske Boghandel, til Ære, at den i sin Tid indlod sig paa et Foretagende, der økonomisk set ikke havde synderlig Udsigt til at svare Renter — af Værkets 13 Hæfter ere til Dato Hæfterne 2—6 udsolgte, medens Restoplaget af de øvrige er forholdsvis lille —, og givet er det, at uden effektiv Støtte fra den nordiske Juristverden vil Tanken om en ny Udgave paa Forhaand være dødfødt. Men Spørgsmaalet er af betydeligere Rækkevidde, indeholder andre Problemer end Boghandlerrisikoen alene. Om Planen nu vil kunne realiseres, beror paaet Sammenspil mellem flere forskellige Omstændigheder. Allerede under Hensyn til 1ste Udgaves nære Forbindelse med de nordiske Juristmøder, vilde en Udtalelse fra det 11te Stævne i Stockholm ikke alene være ønskelig, men snarere paakrævet. Sporene fra lste Udgave skræmme ikke. Den rige Udvikling i Lovgivning og Litteratur kalder paa en ny. Der har ogsaa fundet Drøftelser herom Stedmellem interesserede. Men om disse pourparlers ville faa mere endblot akademisk Betydning, hviler endnu i Gudernes Skød.
Det præliminære Spørgsmaal er aabenbart dette: Er Tidspunktet for en ny Udgaves Tilblivelse nu kommet? Den gamle Udgave er allerede for væsentlige Punkters Vedkommende undergaaet Forkrænkelighedens Lov. Dette gælder særlig Formueretten, Processen og Strafferetten. Den Grøde i det legislative Fællesarbejde, der for førstnævnte Disciplins Vedkommende har manifesteret sig i den nye
betydningsfulde Handels- og Obligationsretslovgivning — Lovene om Køb og Salg af Løsøre fra 1905—1907, om Kommission, Handelsagentur og Handelsrejsende fra 1910—1912, om Afdragshandler og Aftaler fra 1910—1914 — har jo i stærk Grad Bud efter en litterær Nybearbejdelse. Paa Dagsordenen staar, som bekendt, f. Ex. en Fælleslov om Forsikringsaftaler, Revision af Sølovgivningen o. a. I Norge og Danmark har Processen efter menneskelig Beregning forlange Tider, i det mindste i de store Linier, faaet sin endelige Skikkelse, i Sverige og Finland ere Spørgsmaalene endnu sub judice. Det sidste gælder ogsaa de strafferetlige Reformkrav i Sverige, Finland og Danmark. De vigtige person- og familieretlige Reformer ere endnu ikke alle Vegne førte ud i Livet. Det kunde da strax anføres som et Argument mod en forynget Retsencyklopædi, at netop den forhaandenværende Gæring og legislative Uro vilde slaa Foden bortfra den. Man maatte hellere vente, indtil Bølgerne havde lagt sig, og Overfladen atter var klar. Men bortset fra, at den næsten naturnødvendige Bevægelse i Lovgivningen altid vil hindre et absolut Blikstille, vilde hin Indvending formentlig kunne afkræftes ved, at eneventuel ny Udgave i Analogi med sin Forgænger, uden smaalige systematiske Hensyn, rent praktisk og opportunt begyndte Starten med de Afsnit — Handelsretten, Processen f. Ex. —, hvor Muligheden for Ændringer af mere indgribende Art er forholdsvis ringe, og derefter følge efter med de Dele, i hvilke Stabilitet efterhaanden var opnaaet. Og som en positiv Grund for at tage fat nu, da Samarbejdet mellem de nordiske Folk har taget et mægtigt Opsving, og til ikke at skyde Sagen ud i det ubestemte Graa, kunde man netop henvise til, at det for Juristerne gælder, maaske stærkere endnu endi Halvfjerdserne, at have det nøjest mulige Kendskab til de forskellige Landes Ret, ogsaa hvor den er fælles, og navnlig til Domstolenes Afgørelser.
Et andet vigtigt Spørgsmaal er det, om det vil kunne paaregnes, at den fornødne Stab af Forfattere vil overtage det i videnskabelig Henseende ret utaknemmelige, i hvert Fald ikke særlig tillokkende Hverv at ofre en væsentlig Del af deres Tid og Kræfter paa en encyklopædisk Fremstilling af skandinavisk Ret. Antagelig vil Løsningen af dette Spørgsmaal ikke frembyde uovervindelige Vanskeligheder. Forfatterne findes nok, og da Planen og Anlæget af den nye Udgave, bortset fra den jomfruelige Jord, som vil være at opdyrke, ikke slavisk bør følge i den ældres Fodspor, vil der vistnok ikke behøves overvættes megen Resignation til at give sig i Lag med Opgaven, som ogsaa helst skulde ses under en større og bredere Synsvinkel end den litterære og videnskabelige alene.
Fuldstændig at kalkere den paatænkte Publikation over den ældre vilde nemlig ikke være tidssvarende. Det kan saaledes ikke være nødvendigt i Spidsen at sætte en »almindelig Del», filosofisk og historisk, i Smag med HERTZBERG'S, hvor videnskabelig interessant eller ønskelig end en saadan Introduktion maatte findes. Først og fremmest er et saadant Værk dog beregnet for Praktikere, Sagførere,
Dommere og administrative Tjenestemænd. Der kunde oven i Købetblive Tale om en yderligere Beskæring af det behandlede Stof, hvis man vilde indskrænke sig til Privatretten og udelade, hvad man, navnlig i ikke-danske Systemer, med et traditionelt, men ikke helt adækvat Udtryk plejer at kalde »den offentlige Ret». Sligt maatte efter nærværende Forfatters Skøn stemples som lidet heldigt. Atsløjfe Processen og Strafferetten vilde i hvert Fald være en beklagelig capitis deminutio. Derimod kan man sikkert uden væsentlig Skade give Slip paa Statsforfatningsretten — eller dog kun behandle Hovedpunkterne deraf — allerede under Hensyn til det deri indeholdte politiske Element, og til Gengæld lægge større Vægt paa en fyldigere Fremstilling af den langt mere praktiske Statsforvaltningsret. De i de sidste Aar afholdte fællesnordiske administrative Møder, der ikke maa betragtes som en Emancipation fra Juriststævnerne, men tværtimod oprindelig fra mange Sider ønskedes afholdte som et Appendix dertil, ere netop udsprungne af en konkret Trang til et nøjere Kendskab til Broderlandenes Forvaltningsprinciper, til et Studium f. Ex. af Forskellen mellem det svenske Statsraadssystem og den danske Ministerialstyrelse. Ikke mindst under Danmarks Fattigdom paa forvaltningsretlig Litteratur vilde et administrativt Afsnit af Encyklopædien være saare nyttigt. Og henregner man den sociale Lovordning til Forvaltningsretten, vil denne afgive et Æmne af fremragende Betydning. En Udvikling af den internationale Privatret — hvor man nu end i Systemerne vil anbringe denne — vil ikke kunne undværes. At Hovedvægten indenfor Formueretten i videste Betydning maa lægges paa Fremstillingen af Handels- og Selskabsretten, Vexel- og Checklovgivningen, Sø- og Forsikringsretten, vil vistnok ikke møde Modsigelse fra nogen Side. Strafferettens Hjælpediscipliner — Fængselsret, Børneforsorg — behøve formentlig ikke noget selvstandigt Afsnit.
I Retsencyklopædiens første Udgave var Fremstillingsmaaden, med Undtagelse af Processen, komparativ, i det samme Forfatter, som alt oven for nævnt, behandlede alle tre Retsforfatninger, dog regelmæssig med Bistand af sagkyndige fra de to andre Lande. Ideelt set er den sammenlignende Fremstilling vistnok ogsaa at foretrække, men atopstille en ufravigelig Regel i den Retning og saaledes bryde Staven overenhver »Trialisme», vilde af nærliggende Grunde ikke være gørligt. Parallelt løbende Bidrag fra forskellige Skribenter om samme Æmneskabe større Mulighed for en Ujævnhed i Behandlingen. Men heledette Spørgsmaal hører nærmest til Formaliteten. Den egentlige Kærne deri er dog altid Fremstillingens Kvalitet.
Vigtigere og af større reel Betydning er Spørgsmaalet om selve Fremstillingens Art. Uden at skulle filosofere over »Retsencyklopædiens Begreb» kan det vel siges, at den encyklopædiske Fremstilling i sig selv antyder en vis Begrænsning og Sluttethed, og mangt til denne Species hørende Skrift udmærker sig ogsaa ved en fast, kategorisk, næsten lovbudslignende Stil. Det vilde uden Tvivl være et Fremskridt, der vilde skaffe den paatænkte Publikation større virke
ligt Indpas hos det juridiske Folkefærd, ikke blot som Boghyldepynt eller Reolfyld, hvis den i langt højere Grad end første Udgavevar støbt i Kommentarens eller Haandbogens Lignelse, med udtømmende Angivelse af Litteratur, ikke mindst Specialafhandlinger, og Domspraxis. Om man saa skulde forlade den hævdvundne Betegnelse »Retsencyklopædi» og give Barnet et nyt og bedre karakteriserende Navn, er jo et Spørgsmaal af ganske underordnet Rang. Som Følge af de i den nyeste Tid stedfundne Statsdannelser maatte Adjektivet »nordisk» ogsaa undergives en udvidende Fortolkning, hvis der fra Islands og Finlands Side udtaltes Ønske om at slaa Følge med Nordens øvrige Folk.
I det foregaaende er det søgt at fremdrage nogle Betragtninger, der skulde kunne belyse det i Overskriften stille de Spørgsmaal. Det vil rettelig finde sin Afgørelse for Juristmødernes Forum. Men denne burde ogsaa snarlig fældes. Thi hvorledes end Dommens Resultat vil lyde, kan man dog tage fat paa Drøftelse af Sagen »ligesaa godt imorgen som i overmorgen». Skulde Planerne om en fælles nordisk Civillov-Kodifikation fæste Rod, behøvede Encyklopædi-Tanken ikke derved absolut at være skrinlagt. Men den vilde nødvendigvis antage en noget anden Form.
Frantz Dahl.