Gensidig Eksigibilitet af Domme. Under Behandlingen af dette Emne paa det sidste nordiske Juristmøde — for hvis sjældent vellykkede Forløb jeg herved benytter Lejligheden til at bringe Mødetssvenske Arrangører de danske Deltageres Tak — tillod den begrænsede Tid mig ikke at fremkomme med nogle Bemærkninger, og skønt jeg egentlig ikke finder disse betydelige nok til at staa paa egne Ben, har jeg dog ikke ment at burde sige nej til en venlig Opfordring fra Juristtidningens Redaktion til at fremsætte dem paa dette Sted.
    Jeg vilde da i første Række udtale min fulde Tilslutning til Indlederen, Professor NILS ALEXANDERSON. For saa vidt angaar egentlige Domme (med Hensyn til Voldgiftskendelser, "skiljedomar", er jeg ganske enig med ham i, at der gør sig visse Vanskeligheder gældende), vilde jeg end ogsaa være tilbøjelig til at gaa videre end han, i det jeg navnlig er i Tvivl, om der mellem de nordiske Lande er Grund til at gøre nogen Begrænsning med Hensyn til Værnetinget. Min Hovedbetragtning er den samme, som Indlederen bygger paa, nemlig at vi allerede ved den saakaldte "Mellemrigslov" af 1861 er gaaet saa vidt, idet denne hjemler den gensidige Eksigibilitet af dansk-svenske Domme praktisk talt uden nogensomhelst Begrænsning. Naar nemlig Indlederen i sin Afhandling S. 35 taler om en "Restriktion" med Hensyn til Opholdsstedets Værneting, synes dette, i hvert Fald for dansk Rets Vedkommende, lidt misvisende, idet der efter den da gældende Ret snarere var Tale om Udvidelse af Værnetingsreglerne, hvorefter der blev Mulighed for at søge Svenske ved dansk Domstol i Tilfælde (efter 8 Ugers Ophold), hvor der ikke var Adgang til at sagsøge en Dansk. Ved denne Ordning har der, saa vidt vides, ikke vist sig nogensomhelst praktiske Ulemper, og det forekommer mig da nu næsten to Menneskealdre efter, hvor i Mellemtiden den enorme Udvikling af det materielle Retsfælleskab mellem de nordiske Lande har fundet Sted, ikke just betimeligt at tænke paa at gaa tilbage vedat opstille Begrænsninger, som man hidtil har anset for ufornødne. En anden Sag er, at man maaske kunde benytte Lejligheden — men vel at mærke, da ikke blot for dette Spørgsmaals Vedkommende men i al Almindelighed — til at forsøge i højere Grad at skabe fælles Regler angaaende Værneting, Stævning og lign., hvorom man jo ogsaa allerede i den almindelige internationale Ret er begyndt at opbygge en Fællesordning. Dermed kunde der da passende gøres en Begyndelse paa det skandinaviske Fælleskab ogsaa indenfor Retsplejen, som selvfølgelig maa være Maalet for Fremtidens Bestræbelser.
    Med Hensyn til det foreliggende Spørgsmaal, den gensidige Anerkendelse af hinandens Domme, finder jeg imidlertid, at alle i Prin-

368 AKTUELLA SPÖRSMÅL.cippet maa være enige, og at Drøftelsen af Sagens Enkeltheder vil være for speciel til med Udbytte at kunne foregaa paa et almindeligt Juristmøde. Hvis jeg havde faa et Ordet paa Mødet, vilde jeg da have henstillet til det at vedtage en saa lydende Resolution:
    Juristmødet udtaler sig for Ønskeligheden af, at Retsafgørelser ide nordiske Lande i videst muligt Omfang erklæres umiddelbart eksigible i Forholdet mellem Landene indbyrdes, og henstiller til disses Regeringer snarest muligt at nedsætte Komitéer til Udarbejdelse af Forslag herom.
    Et saadant Forslag til Resolution fik jeg imidlertid ikke Lejlighed til at stille, og om hvilken Skæbne det vilde have faaet, kan jeg naturligvis intet vide med Sikkerehed. Men ganske bortset fra saadanne formelle Vedtagelser, er det min Overbevisning, at Sagen har en saa stor indre Styrke, en saadan næsten Selvfølgelighedens Karakter, at dens Gennemførelse ikke vil kunne lade vente længe paa sig. — Fiat!
    København, den 7 September 1919.


H. Munch-Petersen.