Dommerfuldmægtig nøden i Norge. Ved saagodtsom samtlige underdommerembeder i Norge er der forutsat ansat dommerfuldmægtiger — de saakaldte edsvorne fuldmægtiger — 1 eller helt undtagelsesvis 2 ved hvert embede. Der er ialt organisert 109 fuldmægtigstillinger. Av disse staar for tiden c:a 50 ledige av mangel paa ansøkere. Ledighetsprocenten er meget forskjellig i de forskjellige dele av landet. Mens i det østlige og sydlige Norge de aller fleste fuldmægtigstillinger er besat, er dette kun undtagelsesvis tilfæeldet medstillingerne i landets 3 nordligste fylker. Fuldmægtignøden er endnu forholdsvis ny herhjemme. Endnu saa sent som i 1912 — 1913 var det alt overveiende antal stillinger besat. Men i de senere aar er det stadig blit værre med arbeidshjælp paa dette som paa en flerhet av andre omraader. Der kan muligens nu spores nogen bedring i saa henseende; men noget sikkert om utsigterne kan endnu ikke sies.
    Skal man kunne gjøre sig op en mening om betydningen av denne mangel paa juridisk hjælp ved underdommerembederne, om aarsakerne og midlerne til at avhjælpe nøden, vil det være nødvendig i korthet at redegjøre for stillingernes organisation og fuldmægtigernes kompetance.
    Dommerfuldmægtiginstitutionen i Norge har fremdeles — indtil de nye civilprocesslove træder ikraft — sin eneste lovhjemmel i en forordning av 19. august 1735. Iøvrig er imidlertid institutionen

ordnet ved ett par kongelige resolutioner av 1845, 1889, 1901 og 1908 samt ved nogen rundskrivelser fra Justisdepartementet.
    Grundlaget for den hele institution er, at underdommeren selv altid er ansvarlig for sit embede. Han kan av Justisdepartementet faa tilladelse til at benytte juridisk fuldmægtig som medhjælp ved embedets bestyrelse, og denne tilladelse er helt kurant ved alle de embeder, hvor saadan medhjælp organisationsmæssig er forutsat. Men fuldmægtigen handler altid paa underdommerens ansvar. Skulde deri det enkelte tilfælde undtagelsesvis bestemmes noget andet og saaledes i virkeligheten ansættes 2 selvstændige dommere inden en jurisdiktion, vilde der maatte utvirkes kgl. resolution herfor. Og dommerfuldmægtig vilde vedkommende ikke længer være.
    Det system, som man saaledes har i Norge, staar igjen i nøie forbindelse med, at dommerfuldmægtigstillingerne altid anses som naturlige lærestillinger for juridiske kandidater. Der kræves ingen øvelse for at bli dommerfuldmægtig — alene bestaaet embedseksamen med bedste eller næst bedste karakter. Stillingerne tilsigter fra denne side seet at skaffe de juridiske kandidater praktisk indsigt i tillæg til deres teoretiske kundskaper.
    Naar en dommer har faat Justisdepartementets tilladelse til at benytte edsvoren fuldmægtig til hjælp ved embedets bestyrelse, blir det i første række hans egen sak ved bekjendtgjørelse at faa stillingen besat. Blandt de mulige ansøkere indstiller dommeren den, han maatte foretrække, fylkesmanden prøver indstillingen og utfærdiger autorisation, og denne indsendes til Justisdepartementet til approbation. Som forholdene nu er, kan man gaa ut fra, at den indstillede blir autorisert, og at autorisationen blir godkjendt av departementet. Men endnu saa sent som i 1910 var konkurrancen om dommerfuldmægtigstillingerne saa sterk, at der forekom tilfælder, hvor fylkesmand og departement gik utenfor embedsmandens indstilling.
    Dommerfuldmægtigstillingernes karakter av lærestillinger har sat sit præg saavel paa stillingernes lønsforhold som paa varigheten av de enkelte fuldmægtigers tjenestetid. Nogen bestemt tjenestetid er intetsteds foreskrevet. Det almindelige var tidligere, at fuldmægtigene forblev i stillingerne i 2 aar, og det hændte ikke sjelden, at de fandt sig tjent med at bli længer. Nu kan man sagtens sætte c:a 1 aar som fuldmægtigernes gjennemsnitlige tjenestetid. Lønningerne var endnu til for forholdsvis faa aar siden overordentlig lave: Fra 1,200 til 1,600 kroner efter bostedet. Efter forskjelligelønsforbedringer er lønningerne for tiden kr. 2,400 (i de 3 nordligste fylker kr. 2,600) med et tillæg paa kr. 200 efter 1 aars tjeneste (for et par stillinger kr. 2,800 stigende til kr. 3,200), hvortil kommer dyrtidstillægget for statstjenestemænd, som for tiden for de edsvorne fuldmægtiger utgjør c:a kr. 2,000. Ved den forestaaende lønsreguleringtør der forutsættes yderligere nogen forhøielse av disse lønninger, omend stillingernes karakter av lærestillinger herunder sikkerlig vil komme til at spille ind.

    Naar en juridisk kandidat saaledes er færdig med sin læretid som dommerfuldmægtig, vil han regelmæssig være 24 à 25 aar gammel. Saafremt han ønsker at fortsætte på den juridiske løpebane, vil det almindelige da være, at han enten gaar ind i et regjeringsdepartement eller gaar over i sakførervirksomheten. Saadan som tilgangen nu er til politietaten, vil sagtens ogsaa en dygtig mand kunne paaregne at bli utnævnt til politifuldmægtig. Derimot er alderen for dommere ved deres utnævnelse adskillig høiere, og der vil kræves længere tids praksis for at man skal kunne konkurrere om saadane embeder. At en juridisk kandidat har arbeidet som dommerfuldmægtig saa længe, at han har kunnet gaa direkte over i et dommerembede, har hittil neppe forekommet. Ved konkurrance om dommerembeder vil imidlertid tidligere fuldmægtigtjeneste naturlig bli tillagt vegt. Men man har eksempler paa, at der har været utnævnte dommere, som aldrig har gjort tjeneste som dommerfulmægtiger, saa nogen nødvendig betingelse for at opnaa et dommerembede er fuldmægtigtjenesten ikke.
    Ogsaa dommerfuldmægtigernes kompetance hviler paa den grundsætning, at de er dommernes medhjælpere ved embedernes bestyrelse og i enhver henseende handler paa disses ansvar. Vor nuværende lovgivning gjør overhodet ingen indskrænkning i kompetancen. Fuldmægtigerne kan uten hinder av loven bestyre alle de retsmøter og utføre alle de forretninger, som er paalagt underdommerne.
    Paa enkelte omraader er imidlertid fuldmægtigernes kompetance dels i autorisationen, dels av en av de nævnte resolutioner gjort avhængig av, att dommeren selv er hindret fra at bestyre vedkommende forretning, og at fuldmægtigen faar speciel bemyndigelse fra fylkesmanden til at bestyre denne. Dette er saaledes tilfældet med administrationen av de almindelige ting, av meddomsretten i straffesaker, av værgemaalsretten samt deltagelse i værgeraadsmøter. Ved avgjørelsen av, om en dommerfuldmægtig i det enkelte tilfælde skal gis saadan bemyndigelse, vil fylkesmanden ta væsentlig hensyn til fuldmægtigens praksis og dygtighet. Tidligere var det visstnok inden enkelte fylker almindelig, at dommerfuldmægtigen først efter et halvtaars øvelse kunde opnaa fylkesmandens bemyndigelse til under dommernes forfald at bestyre f. eks. meddomsretten i straffesaker. Nogen instruks for fylkesmændene i saa henseende foreligger imidlertid ikke, og man tør visstnok gaa ut fra, at kravene under de senere tiders fuldmægtignød er slappet.
    Endvidere har Justisdepartementet i en række foran nævnte rundskrivelser paalagt underdommerne, at endel specielle forretninger ikke maa overlates de edsvorne fuldmægtiger, før disse efter nogen tidsansættelse og navnlig ved tjenestegjøren som protokolførere har erhvervet praktisk kjendskap til vedkommende forretningsgren. Dette er saaledes tilfældet med administrationen av forhørsretterne i straffesaker, bestyrelsen av og domsavsigelse i de saakaldte farskapssaker efter den nye lov av 1915 og administrationen av sjøforklaringer. Bestemte regler om, hvorlænge vedkommende fuldmægtig maa ha

tjenestegjort for at kunne overlates disse saker, er imidlertid ikke opstillet. Det hele er overlatt dommernes skjøn, og de vil herunder kunne ta tilbørlig hensyn til vedkommende fuldmægtigers dygtighet.
    De edsvorne fuldmægtiger kan saaledes ikke uten særskilt bemyndigelse bestyre de almindelige ting, meddomsretssaker, værgemaalssaker og værgeraad, og først efter nogen tids øvelse overlates bestyrelsen av forhørsretter, farskapssaker og sjøforklaringer. Tilbake blir da en række ekstraretter (aastedssaker, vekselsaker, o. s. v.), domsavsigelse i civile saker samt skiftevæsenet og tinglysningsvæsenet. At de edsvorne fuldmægtiger avsier domme i civile saker, erimidlertid ikke almindelig. I en række jurisdiktioner benytter visstnok dommerne sine fuldmægtiger til at utarbeide utkast til domme i civile saker; men det sædvanlige er, at dommerne selv gjennemgaar utkastet og avsier dommen.
    Naar en dommer ikke har fuldmægtigstillingen ved sit embede besat, vil han først og fremst være nødt til selv at bestyre ogsa aalle de retsmøter, som han ellers vilde ha kunnet overlate til fuldmægtigen. Dette gjør dommerembedet betydelig mere besværlig for indehaveren, ikke mindst paa grund av de mange reiser i de ofte store dommerdistrikter. Men i regelen vil det være mulig for dommeren at greie denne del av sit virke, omend de enkelte retsmøter undertiden maa utsættes længer end ønskelig kunde være. Ved enkelte underdommerembeder gjælder det imidlertid, at antallet av retsmøter og dage, som medgaar til reise til og fra retsstederne, er saa betydelig, at en enkelt embedsmand har meget vanskelig for at greie denne del av arbeidet. Og ved en flerhet av embeder vil dommerens stadige fravær paa forretningsreiser i distriktet og det sterke beslag, som retsadministrationen lægger paa hans tid, bevirke, at det blir overmaade vanskelig og tildels ganske umulig for ham vedsiden derav at række alt det øvrige dommerarbeide ved embedskontoret. Det vil da være domsavsigelse i civile saker, skiftevæsenet og tinglysningsvæsenet, som fuldmægtigmangelen i første række gaar utover.
    For at motvirke de uheldige følger av fuldmægtigmangelen har administrationen grepet til forskjellige utveie. For det første stilles overalt den ledige fuldmægtiggage til disposition for embedsmanden til anvendelse til ekstrahjælp. Gagen benyttes da dels til øket kontorhjælp, hvad der ved en række av embeder, hvor selve det juridiske arbeide ikke er særlig overvældende, har vist sig at være tilstrækkelig. Dels anvendes de ledige gager til godtgjørelse til sakførere, som undertiden bemyndiges til paa dommerens ansvar at bestyre enkelte specielle forretninger — og særlig da saadanne som medfører reisefravær — og undertiden beskjæftiges med opgjør av boer, ekspedition av tinglysningsdokumenter eller koncipering av domsutkast i civile saker. I denne forbindelse skal ogsaa oplyses, at administrationen har samtykket i, at dommeren anvender det nødvendige beløp av fuldmægtiggagen til at skaffe sig en stedfortræder i embedet under ferier eller sygdomsforfald, idet man har fundet det ubillig,

at han selv skal bære disse utgifter, som mangelen paa fuldmægtig paadrar ham. Endelig skal jeg nævne, at man enkelte steder, hvorder i samme by bor 2 dommere, en for byen og en for landjurisdiktionen, har hjulpet sig paa den maate, at de 2 dommere deler fuldmægtig. Denne betales da gjerne med 1½ fuldmægtiggage, idet dommerne i saa fald anvender resten av de 2 gager til forskjellig ekstrahjælp.
    Ved enkelte jurisdiktioner strækker imidlertid disse nødsforanstaltninger ikke til. Det juridiske arbeide er for stort til, at dommeren selv kan række det, og der er i vedkommende distrikt ikke juridisk hjælp at faa fra distriktets sakførere. Justisdepartementet, som gjennem aarlige opgaver fra hvert enkelt underdommerembede over restancer paa de forskjellige forretningsomraader holder sig ajour med, hvorledes forholdene ligger an, har for disse tilfælder grepet til den utvei at ansætte nogen ekstraordinære hjælpedommere, som i regelen lønnes med samme gage som for Byrettens yngste assessorer bestemt, — for tiden med dyrtidstillæg kr. 9,100. Til saadanne hjælpedommere antas altid jurister med længere tids øvelse. De arbeider paa eget ansvar, idet de beskikkes ved kgl. resolution. Dels knyttes de til det enkelte embede, saaledes at de fratræder, naar restancerne i det væsentlige er oparbeidet, dels antas de forlængere tid og flyttes av departementet fra det ene embede til det andet. I saa fald faar de skyds- og kostgodtgjørelse under sine flytninger, og, hvis de har familie, ogsaa flytningsomkostningerne for denne dækket. Der har været optil 4 hjælpedommere i arbeide paa en gang. Stillingerne har gjerne været søkt av ældre jurister, som har önsket at opnaa utnævnelse i dommerembeder, og som derfor dels har villet fornye og forøke sit kjendskap til dommerembedernes gjøremaal, og dels har ment ved sin hjælpedommertjeneste at kunne skaffe sig et fortrin i konkurrancen om dommerembederne. Av de benyttede hjælpedommere er da ogsaa 2 senere blit utnævnt til dommere.
    Bortseet fra de tilfælder, hvor selve det juridiske arbeide er saa litet omfattende, at vedkommende dommer har mere bruk for almindelig kontorhjælp end juridisk hjælp, og hvor derfor den juridiske fuldmægtigstilling likesaa godt organisationsmæssig kunde bortfalde, er de utveie, som man saaledes har grepet til for at avvendede skadelige følger av fuldmægtigmangelen, ikke særlig tilfredsstillende. De maa karakteriseres som nødutveie. Det kan ikke ansees heldig, at en sakfører i distriktet benyttes til bestyrelse av enkelte forretninger paa embedsmandens ansvar eller til at hjælpe hammed skiftevæsenet m. v., selv om det selvsagt omhyggelig paasees, at sakføreren intetsomhelst faar med de forhold at gjøre, hvori han tidligere har handlet som sakfører. Og selv mot den bedste av de utveie, man har grepet til, — ansættelse av flytbare hjælpedommere — kan det med føie rettes vegtige indvendinger: Hvor dygtige end disse hjælpedommere er, vil den mangel paa kjendskap til forholdene i vedkommende distrikt, som staar i nødvendig for-

bindelse med deres ambulerende tilværelse, være uheldig for deres utøvelse av dommergjerningen. Idet det ogsaa har været hævdet, at de trufne skridt ikke er tilstrækkelige, har det været fremme i diskussionen forskjellige andre utveie, som skulde hitføre en mere effektiv bedring i forholdene.
    Jeg nævner her først og fremst en utvei, som var oppe til drøftelse for nogen aar siden: At paalægge alle, som tar juridisk embedseksamen, at tjenestegjøre som dommerfuldmægtig i en viss tid ved det embede, som maatte bli bestemt av departementet, eller i alle fald at gjøre tilladelsen til at praktisere som sakfører avhængig av nogen tids tjeneste som dommerfuldmægtig. Naar tanken ogsaa i dennes sidste form er blit forlatt, skyldes dette visstnok væsentlig at en saadan bestemmelse — dog ikke av hensyn til dommerfuldmægtignøden, men av hensyn til sakførernes utdannelse — har været paa bane under utarbeidelsen av de nye civilproceslove, uten at dette imidlertid dengang vandt bifald hos statsmyndigheterne.
    Endvidere skal jeg nævne, at der er fremkommet forslag om, hvad man kan kalde rationering av dommerfuldmægtiger. Det har været foreslaat, at de juridiske kandidater, som maatte ønske ansættelse som dommerfuldmægtiger skulde melde sig til Justisdepartementet og være forpligtet til at motta ansættelse der, hvor departementet maatte bestemme. Departementet skulde derefter fordele fuldmægtigerne eftert ur, saaledes at de underdommere, som i længst tid hadde været uten fuldmægtig skulde være fortrinsberettiget. I denne form vilde en rationering sikkerlig ikke være heldig — den vilde likestille embeder, som har meget litet behov for fuldmægtig, med embeder, som i høi grad trænger saadan. Skulde der rationeres, maatte der heller være tale om en ordning, hvorved de underdommere, som hadde forholdsvis mindst behov for fuldmægtighjælp, midlertidig blev berøvet sin ret til at benytte fuldmægtig ved bestyrelsen av sit embede. En saadan klassificering av dommerembederne er imidlertid meget vanskelig og vilde av den enkelte dommer bli følt som et altfor sterkt indgrep fra administrationens side. Det synes derfor naturlig, at administrationen i det længste har kviet sig ved at benytte denne utvei og har søkt at holde det gaaende med mindre vidtrækkende forføininger i haabet om, at forholdene av sig selv skulde bedres.
    Blandt andre forføininger, som har været bragt i forslag, skal jeg nævne, at der — i fornødent fald ved lovændring — skulde aapnes adgang til at overdrage endel av underdommernes arbeide til deres ueksaminerte betjente. Endvidere har det været foreslaat en mer vidtgaaende anvendelse av hjælpedommerinstitutionen.
    Til opnaaelse av en varigere bedring av forholdene har endvidere været foreslaat i større utstrækning at dele dommerembeder, saaledes at disse ikke blir større, end at dommerfuldmægtig kunde undværes. Fuldmægtigonøden har da ogsaa i de senere aar været en medvirkende aarsak til forskjellige embedsdelinger. Da det hittil kun har gjældt embeder, hvor en deling allikevel har været paakrævet, kan man imidlertid ikke av de trufne forføininger slutte, at

administrationen har slaat ind paa denne utvei til fjernelse av fuldmægtignødens skadelige følger.
    Endelig skal jeg nævne, at der har været foreslaat en omorganisation av fuldmægtigstillingerne, saaledes at disse fra at være lærestillinger skulde gaa over til at bli virkelige livsstillinger. Til opnaaelse herav skulde fuldmægtigstillingerne avlønnes saa godt, at en mand med familie kunde leve derav, — altsaa en passende begynder gage stigende med flere alderstillæg, indtil lønnen nærmet sig den, som er normert for dommerembederne. Fuldmægtigerne skulde være embedsmænd og utnævnes av Kongen og skulde gis fortrinet ved besættelsen av dommerembeder.
    Enkelte av de nævnte forføininger tilsigter, som det vil sees, at motvirke fuldmægtigernes korte tjenestetid. Men iøvrig er det fælles for dem alle, at de ikke angriper ondet ved dels rot. Fuldmægtignøden skyldes nemlig ikke, at de juridiske kandidater ikke i tilstrækkelig grad søker stillinger som dommerfuldmægtig. En gjennemgaaelse av de uteksaminerte kandidaters navn viser, at de aller fleste benytter sig av den praktiske utdannelse, som fuldmægtigstillingerne kan gi dem. Feilen er, at der overhodet ved Universitetet i de senere aar har været uteksaminert alt for faa juridiske kandidater i forhold til behovet. Mens tilgangen av juridiske kandidater i 5-aaret 1901 — 05 og 1908 — 10 var henholdsvis 491 og 502, eller gjennemsnitlig 100 pr. aar, var antallet av kandidater i 5- aaret 1911 — 15 sunket til 261, eller gjennemsnitlig 52 pr aar. I 1916 gik antallet ned til 36, i 1917 til 37 for atter i 1918 at stige til 49. Det er denne underproduktion av juridiske kandidater gjennem flere aar, som er den egentlige aarsak til fuldmægtignøden. Og det er den tendens til stigning, som har vist sig i det aller sidste, som gir haab om atter at kunne komme over i mere normale forhold.
    Skal der gjøres noget effektivt for at motvirke fuldmægtignøden gjælder det derfor at stimulere tilgangen av unge jurister. Til opnaaelse herav har det været nævnt, at man burde slaa noget av paa de store krav, som efter vor nuværende ordning stilles ved juridisk embedseksamen. Den vei vil imidlertid ganske sikkert ikke bli betraadt. Derimot er der under overveielse at foreslaa bevilget stipendier av statskassen til juridiske studenter, idet det da skulde være, om ikke en betingelse saa i alle fald en forutsætning, at de, som under sin studietid oppebar saadanne stipendier, i nogen tid skulde tjenestegjøre som dommerfuldmægtiger. Men først og sidst maa blandt foranstaltninger til at øke tilgangen til det juridiske studium nævnes det arbeide, som i Norge paagaar for at hæve den juridiske etats økonomiske nivaa og derigjennem ogsaa styrke dens sociale stilling. Under arbeidet for at bedre bl. a. dommerstandens lønsvilkaar, har dette argument stadig været i forgrunden.

Carl Platou.