NORSK LITTERATUR 1919—1920.
Den litteratur som disse 2 år kan opvise, har helt forskjellige fysiognomier. 1919: få men viktige verker, skrevet av ældre og ansette forfattere med emner fra retsordnens mest centrale felter. 1920: monografienes år. Mens det i den senere tid har været litt av en sjeldenhet at yngre forfattere har git bidrag av betydning til vor juridiske litteratur, betegner dette år en glædelig forandring heri. Ikke mindre end 3 avhandlinger av begyndende forfattere har i 1920 set dagens lys, og de emner som behandles er hentet fra de forskjelligste retsfelter.
Også et andet sjeldent fænomen kan dette år by på: Retsfilosofien, som jo desværre ikke har hat mange dyrkere i Norge, er av en yngre jurist og filosof gjort til gjenstand for behandling i et monografisk verk.
Av litteraturen fra 1919 skal först nævnes minister FRANCIS HAGERUPS 3:dje utgave av sin civilproces, omarbeidet på grundlag av civilprocesreformen. Dette arbeide som blev HAGERUPS sisste, forelå i 1919 fuldt avsluttet fra hans hånd, utgit under medvirkning av höiesteretsassessor, nuværende riksmæglingsmand P. I. PAULSEN (Aschehoug & C:o). Udgivelsen blev påbegyndt i 1917, og verket er forelöbig omtalt i Svensk Juristtidning for 1919 s. 273.1
Det er et meget omfangsrikt arbeide, som her foreligger avsluttet: 1,333 sider, fordelt på 3 deler. Förste del, som blev færdig i 1918, omhandler almindelige grundsætninger i civilprocessen, historie og kilder, processobjekterne, civilprocessens gjenstand og et par mindre avsnit av de civilprocessuelle handlinger. I anden del, som likeledes forelå i 1918, fortsætter forfatteren de processuelle handlinger med bevislæren, processens gang, særlige rettergangsmåter og voldgift. Og endelig behandler forfatteren i den i 1919 avsluttede 3:djedel processens fuldbyrdelsesstadium: tvangsfuldbyrdelsen samt omkostningerne og ansvar i anledning av rettergang og tvangsfuldbyrdelse.
Av de 11 love med c:a 1,500 paragrafer, som er grundlaget for den nye rettergangsordning eller står i forbindelse med den, kom de tre love av 14 august 1919 om utdrag av ankesaker i Höiesteret, om offentlige auktioner og licitationer og om rettergangsordningens ikrafttræden först efterat anden del av minister HAGERUPS værk var avsluttet. Disse love er derfor dels citeret efter forarbeiderne, dels sökt indarbeidet i teksten i de 2 förste dele ved henvisninger under "rettelser og tilföielser". Av de övrige love ligger loven av 14 december 1917 om forandringer i lov om rettergangsmåten i straffesaker helt utenfor dette verks plan, og loven av 21 juli 1916 om
skifte- og konkurssaker, som naturlig vilde være at behandle i nye utgaver av minister HAGERUP'S Skifte og arvebehandling og Konkurs og akkordforhandling, er i det nu foreliggende verk ikke gjort tilgjenstand for nogen samlet fremstilling. De love, som gjennemgås i de 3 deler av Civilprocessen er imidlertid hovedlovene: loven om domstolene, loven om rettergangsmåten for tvistemål, loven om tvangsfuldbyrdelsen og loven om skjön, ekspropriationssaker og odelslösning — i alt et lovverk på over 1,000 paragrafer.
Det foreliggende skrift tilsikter at gi en fuldstændig systematisk fremstilling av den norske civilprocesret på grundlag av de nye civilproceslove. Det har formodentlig været forfatterens hensikt — likesåvel som med de tidligere utgaver av verket — at gi de juridiske studerende en lærebok og de praktiserende jurister en håndbok. En sådan kombination er altid vanskelig, og end vanskeligere blir det, når boken må bygges op på et så vidtlöftig lovverk, som endnu ikke er trått i kraft. Uten at gå den fremragende forfatters minde for nær, kan man visstnok si, at det ikke overalt har lykkesham at overvinde disse vanskeligheter. Minister HAGERUPS årelange befatning med civilproces som universitetsprofessor såvelsom hans arbeide i civilproceslovkommissionen fra 1891 til 1903 — de tosisste år som kommissionens formand — har imidlertid git hamsærlige betingelser for at skrive en systematisk fremstilling av civilprocesretten på grundlag av de nye love, og de norske jurister har al grund til at være taknemlig for, at værket har kunnet foreligge avsluttet fra den fremragende forfatters hånd i så rummelig tid för iverksættelsen av civilprocesreformen.
Et andet omfattende verk, som i 1919 blev brakt frem til avslutning, er FREDRIK STANGS: Erstatningsansvar (Aschehoug). Også dette arbeide er forelöbig omtalt i dette tidsskrift på det ovenfor citerte sted.
Meget og forhåbentlig fruktbart arbeide har professor STANG nedlagt i denne bok. Den er betydelig av omfang, let og behagelig i sin fremstilling, fordomsfri og realistisk i sin behandling av problemene. Som forfatteren selv sier i sit forord er boken ikke uten tendens: "Jeg ser med stor sympati på utviklingen av den såkaldte objektive erstatningsplikt, og har gjort det jeg kan for at fremme den". Forfatteren ser nemlig erstatningsretten meget bestemt som et retsinstitut, som har til hovedopgave at flytte eller utjevne en skade, og skyter erstatningspliktens præventive betydning i bakgrunden så sterkt som mulig. Det ældgamle skyldkrav bör derfor efter hans mening spille liten rolle i erstatningslæren, og han avviser alle "pönalehensyn" som bl. a. vil la erstatningens störrelse avhænge av skyldensgrad. Slike tanker strider mot erstatningens hovedopgave: at utbedre en skade. Så sterkt accentueres dette synspunkt, at når nogen egentlig skadeutbedring ikke kan finde sted, f. eks. ved immateriel skade, vil STANG ikke indrömme at erstatningsinstitutet bör få anvendelse.
Et objektivt grundlag for erstatningslæren er det STANG söker, og
et slikt finder han særlig i den farlige handling; under dette synspunkt söker han at samle de fleste av de tilfælder, hvor ansvar uten skyld anerkjendes av vor ret. Han reiser endog det spörsmål, om ikke skyldkravet helt kan opgis i erstatningslæren og kravet til retsstrid og adækvans sættes i stedet. Da igjen retsstriden i mangetilfælder indeslutter adækvans-kravet i sig — en handling er retsstridig når den indebærer en adækvat fare for et retsgode — blir adækvansbegrepet efter forfatterens mening det centrale begrep i erstatningslæren. Helt frem til at statuere erstatningsplikt for al adækvat skadetilföielse går han dog ikke. — STANG erkjender selv at avsluttende resultater har han ikke nådd; men hans arbeide vil ialfald beholde sit værd som et dristig forsök på nyorientering, hvis fölger i praktisk henseende ikke endnu kan overses.
Professor GJELSVIKS forelæsninger over tingsretten, holdt ved Universitetet i årene 1917 — 1919, er i sistnævnte år blit trykt som manuskript efter en tilhörers optegnelse. Först om et par år vil GJELSVIK få sit verk færdig til trykning, men for at böte på mangelen av en lærebok har han git tilladelse til denne forelöbige utgivelse. Da således verket ikke foreligger i sin endelige form, skal jeg indskrænke mig til at fremhæve at boken, både hvad formen og inholdet angår, er en fortrinlig lærebok. Forfatterens rike kjendskap til og intuitive forståelse av norske bönders retsopfatning måtte jo også netop i et verk om tingsretten sætte de smukkeste frukter.
I 1920 har byråchef i Justisdepartementet PER AUGDAHL på Cappelens forlag utgit en avhandling om Nödverge; avhandlingen har skaffet sin forfatter den juridiske doktorgrad ved vort Universitet. Den er ikke stor (110 sider) og virker i opbygning og hele fremstillingsmåle mere som en utvidet lærebok end som en monografi. Uten at by på synderlige overraskelser, leder forfatteren læseren sikkert og kyndig gjennem de fleste av de spörsmål vedrörende nödverge, som har optat og fremdeles vil opta ikke bare den videnskapelige diskussion men også almenhetens. Efter en liten skizze av filosofiens opfatning av nödvergeproblemet, fremhæver forfatteren sterkt den fundamentale forskjel mellem nödstilstand, hvor iflg. forfatteren, "ret står mot ret" og nödverge, hvor "ret står mot uret". Sit syn på nödverge utelukkende som reaktion mot uretten accentuerer forf. overmåde stærkt, og drar kraftig tilfelts mot ethvert forsök på retslig at begrænse individets adgang til at slå uretten ned. Lar man nödvergehandlingens tilladelighet være avhængig av en viss interessevurdering i det konkrete tilfælde, miskjender man efter forf. nödvergerettens ideelle betydning, som reaktion mot uretten. Dette sit grundsyn på nödvergeretten fastholder forf. energisk under dröftelsen av de specielle spörsmål, betingelserne for nödverge, for angrep og forsvar, fölgerne av overskridelse av nödverge, og endelig spörsmålet om skadeserstatning på grund av nödverge.
Fhv. byråchef i Justisdepartementet HELGE KLÆSTAD, som også tidligere har utgit et arbeide av sjöretslig indhold, har fra samme
retsfelt hentet emne til en omfangsrik monografi: Rederansvaret (Cappelens forlag).1 Det er det begrænsede ansvar, som fra gammeltid har været skibsrederens privilegium, som forf. analyserer, utvikler og vurderer. Han fremstiller de forskjellige retssystemers ordning av dette begrænsede ansvar, og gir en utförlig kritik av vor sjölovsregler herom. Også positive forslag til reform av retsreglerne om rederansvaret fremsætter forf., liksom han fremhæver betydningen av at de sjöfarende lands ret på dette punkt bringes i en viss harmoni med hinanden og håber at det i alle land vil arbeides mot dette mål.
Av statsretslig indhold er universitetsstipendiat FREDE CASTBERGS avhandling: Grundlovens forbud mot å gi lover tilbakevirkende kraft (Cappelens forlag). Dette grundlovsbud — vor grundlovs § 97 — ha jo ikke mindst i de krigs- og krisetider vi har gjennemlevet, hat stor aktualitet. Snart sagt hver gang krigstiden nödvendiggjorde uvante indgrep i individernes retssfære, blev denne paragraf — gjerne alternativt eller kumulativt med grundlovens § 105, som forbyr ekspropriation uten erstatning — påberopt fra individernes side som en skranke for lovgivningsmakten. At ha rækkvidden av denne paragraf klart på det rene, har derfor været og er fremdeles av stor betydning. Allerede tidligere forelå en meget utförlig og meget fortjenstfuld undersökelse av emnet i Aschehougs fremstilling av Norges statsforfatningsret. Den var bygget op på en rik specialbehandling av konkrete spörsmål, og tok sikte på at belyse princippet i dets konkrete anvendelser. CASTBERGS avhandling söker imotsættning hertil först og fremst "at bygge op en teori", at opstille en række generelle sætninger om rækkevidden av budet i grl. § 97. Disse generelle sætninger söker han at gruppere omkring de 2 hovedtanker som ligger indesluttet i forbudet mot at gi lover tilbakevirkning: först forbudet mot at gripe ind i allerede erhvervete rettigheter, dernæst forbudet mot at en lov knytter nye byrder til handlinger ældre end loven. Med al anerkjendelse av at et slikt forsök overhodet er gjort, og med speciel fremhæven av det værdifulde som forfatteren yder under sit forsök på at sammenarbeide resultater som retspraksis har antat, til generelle regler, kan det imidlertid ikke nektes at forsöket ikke altid har faldt heldig ut. Ikke sjelden falder forfatteren i den snare, som altid truer dem som söker atsmelte enkeltregler sammen til store almensætninger: faren for at bygge på ufuldstændig induktion.
Fra romerrettens område foreligger M. INGSTAD: Den romerske obligationsrets almindelige del. Delvis under sammenligning med norsk ret. Utgit efter forfatterens död av höiessteretsassessor Edvard Hambro. (Aschehoug.) Verket er anmeldt av Hagerup i Tidsskrift for Retsvidenskab 1920 s. 386 og av Henry Ussing i Ugeskrift for Retsvæsen 1921 s. 138. Nogen trykt fremstilling av romerretten forelå ikke tidligere i vor retslitteratur. Professor Ingstad, som i flere årtier foredrog dette fag ved vort universitet, hadde ved sin död ikke utgit sine forelæs-
ninger. Blandt andet for at skaffe de romerretstuderende læreböker, er man nu begyndt at utgi forelæsningerne, som tidligere forelå i kontratryk, i bokform, og begyndelsen er gjort med obligationsrettens almindelige del. Det er en klar og instruktiv fremstilling av stoffet som författeren gir, vel skikket til at tjene som lærebok. Det er imidlertid ikke bare den romerske obligationsret, som gjöres til gjenstand for behandling. Den stadige sammenligning med vor egen ret, som ikke mindst gjorde professor Ingstads forelæsninger så interessante, og som utdypet tilhörerens forståelse både av romeretten og den norske ret, er også gjennemfört i den trykte fremstilling. Både i behandlingen av den romerske og den norske ret gjör forfatterens juridiske talent og sunde judicium sig på dens mukkeste måte gjældende.
Et stort filosofisk og retsfilosofisk arbeide har dr HERMAN HARRIS AALL bragt til avslutning i 1920: "Interessen som normativ idé" (Videnskabsselskabets skrifter). I tre bind har forfatteren analysert sit emne ut fra forskjellige synspunkter. Förste bind: "Interessen som psykologisk fænomen" (1913) og andet bind: "Absoluthetsforestillingens psykogenese" (1913) var av rent filosofisk indhold; det tredje bind er viet retsfilosofien og behandler interessen som normskapende faktor i retsordnen. At gi et skizzemaæssig referat av indholdet av dette verk er ikke mulig. Grundtanken i verket er forskjellen mellem det psykiske og det mekaniske årsaksprincip. Mens retsvidenskapen i almindelighet går ut fra det sisste, også når det gjælder de menneskelige handlingers årsaksevne, hævder forfatteren at her bare det psykiske årsaksbegrep kommer i betraktning. Kun de virkninger av en handling, som enten positivt eller negativt var handlingsmandens herredömme undergit, trær handlingen i forhold til som psykisk årsak. I dette årsaksbegrep finder forf. retsordnens mål: retten må kjæmpe for at gjöre individernes psykiske årsaksevne störst mulig. Og dette princip anvendes som målstok for retsordnens vurdering av interesserne, som igjen ligger til grund for retsreglerne. Ut fra dette synspunkt fremstiller forfatteren en række av de viktigste retsbegreper og principer, og söker også at påvise at den positive ret — ialfald delvis — er gjennemtrængt av de tanker han anser for rettens værdimåler og for dens ledestjerne.
Ragnar Knoph.