Dansk Lovgivningsarbejde Vinteren 1920—21. Den 10 Sept. 1920 stadfæstede Kongen de „Bestemmelser om Forandringer i Grundloven", som var fremkaldt ved Genforeningen med de sønderjyske Landsdele,1 og det fremhævedes derefter i Trontalen den 5 Oktober, at nu var det „Arbejdets Dag", som var inde efter de mange Krisemaaneder.2
En Mængde nye Love har da ogsaa set Dagens Lys i Tiden, indtil Rigsdagen — for første Gang efter Krigens Udbrud — i Begyndelsen af denne Maaned blev hjemsendt paa den 5 Maaneder lange Ferie, som i „gamle Dage" var den regelmæssige og sikkert meget gavnlige Afbrydelse i Lovgivningsarbejdet.
Men ingen af disse Love sætter Skel mellem gammelt og nyt. En meget stor Del skylder Arbejdet paa den fuldkomne Genforening med de sønderjyske Landsdele sin Tilblivelse, og mange indeholder
blot Ændringer i tidligere Love. Ægteskabslovforslaget er — alle Bebudelser til Trods — ikke paany fremsat for Rigsdagen.
Men alligevel frembyder det nu avsluttede Rigsdagsarbejde betydeligt af Interesse, ikke blöt i politisk, særlig social-politisk, men ogsaa i rent civilretlig Henseende.
Saaledes er Forslaget om „Lige Adgang for Kvinder og Mænd til Tjenestestillinger og Hverv" efter en lang og heftig forgæves Debat i forrige Rigsdagssamling nu blevet Lov (den 4 Marts 1921). Kvinder og Mænd har herefter "lige Adgang til alle ved Lov bestemte Tjenestestillinger og Hverv under Stat og Kommune og lige Pligt til at overtage alle borgerlige Ombud"; dog gøres der Undtagelser for militære Stillinger og Hverv og for Præsteembeder. Loven indeholder altsaa ikke blot en principiel Udtalelse, men afgør straks Spørgsmaalet med Virkning for samtlige Forhold, hvor dette har Betydning.
En i det daglige Livs Kontraktsforhold stærkt indgribende Nydannelse er Lov (af 6 maj 1921) om „Retsforholdet mellem Husbond og Medhjælpere", hvorved Tyendeloven af 10 maj 1854 ophæves. Efter Bogstaven gælder Loven kun for „Medhjælpere", der ved „Fæstemaalets" Indgaaelse er under 18 Aar, men i en af Lovens sidste Paragraffer bestemmes det, at alle Lovens betydningsfulde Bestemmelser kommer till Anvendelse, selvom Medhjælperen er fyldt 18 Aar, hvis „Parterne ikke har vedtaget afvigende Bestemmelser". Men dette betyder, att Lovens Omraade faktisk er udvidet til at omfatte det daglige Livs talløse Arbejdskontrakter.
Loven, der naturligvis har søgt at undgaa Tyendelovens "patriarkalske" Præg, giver detaljerede Regler om Tjenesteforholdets Varighed, Opsigelse, om Kost og Løn og Værelsets Indretning; den fastsætter, at Husbonden, hvis Medhjælperen bliver syg i Tjenestetiden, skal være pligtig til, saa længe Tjenesteforholdet bestaar, at drage Omsorg for hans Pleje, och giver indgaaende Bestemmelser om Parternes Ret til at ophæve Forholdet paa Grund av Misligholdelse — alt i alt Regler, man baade paa Grund af deres direkte Formaal og deres analogiske Anvendelse tør spaa en stor Fremtid i dansk Retspraksis.
Ogsaa for det særlige "Lærlingeforhold" er der givet en ny Lov (6/5 1921) til Afløsning af Loven af 30 Marts 1889.
Af Interesse paa Erstatningsrettens Omraade er to Love af 11 Marts 1921 henholdsvis om „Erstatningsansvar for Skade ved Jernbanedrift„ og om „Foranstaltninger mod Brandfare ved Jernbanedrift". Foruden forskellige Bestemmelser om Erstatning for Skade paa Person, — hvorefter Erstatningspligten indtræder selv om Skadener „ehændelig" og dens Omfang i Tilfælde af Skyld paa begge Siderafgøres „efter Beskaffenheden af de begaaede Fejl" — indeholderden førstnævnte Lov den vigtige Regel, at Jernbanen ved „Gnistskade" skal betale Erstatning, medmindre den skadelidte selv har Skyld eller Medskyld i Skaden, i hvilket Tilfælde den lige nævnte Fordelingsregel kommer till Anvendelse, hvis det godtgøres, at derer Medskyld ogsaa hos Banen.
Loven, der ogsaa i andre Henseender frembyder juridisk Interesse, er nær knyttet til den anden, nys nævnte Lov om Foranstaltninger mod Brandfare ved Jernbanedrift, der giver visse indskrænkende Bestemmelser om Benyttelsen og Bebyggelsen af de til Banen grænsende Arealer, om Anbringelse af Høstakke o. lgn., Anlæg og Opretholdelse af Brandbælter etc.
En Lov (6 Maj 1921) om „Pantelaanervirksomhed og Handel med brugte Genstande forfølger et dobbelt Formaal: dels et kriminalpolitisk: ved forskellige Kontrolbestemmelser at søge at hindre, at de nævnte Virksomheder benyttes til Omsætning av stjaalne Genstande, dels et socialt: ved Fastsættelse af Maksimum for den for Laanet tilladelige Rente at beskytte den, der er nødsaget til at belaane sit Løsøre.
Den almindelige Uvilje mod hensynsløs Automobilkørsel har fundet Udtryk i Loven om "Ændringer i Lov om Motorkøretøjer m. m. af 20 Marts 1918" (6 maj 1921), hvorved bl. a. fastsættes, at „naaren Fører i beruset Tilstand har ført et Motorkøretøj, skal Retten til at være eller blive Fører frakendes ham for bestandig", uden at Skade paa Person eller Gods behøver at være sket — dog med en vis, meget begrænset Dispensationsret for Justitsministeren.
Fra den sociale Politiks Omraade kan nævnes en Lov (af 6 Maj 1921) om "Invalideforsikring", hvorefter enhver Person, som ernydende Medlem af en anerkendt Sygekasse, og som er ubemidlet, indtil det fyldte 62:de Aar er forsikret mod Invaliditet, forudsat at vedkommende har Indfødsret og er bosat her i Riget. Ved Invaliditet forstaar Loven "en Nedsættelse af Erhvervsevnen til en Tredjedel eller derunder" og Ydelsen, der tilfalder den paagældende, bestaar i en Invaliderente paa 800 Kr. aarlig samt — under visse Forhold — „Helbredelsesforanstaltninger".
Invaliderenten udredes af en „Invalideforsikringsfond", hvis Midler tilvejebringes ved Invalidepræmier fra de Forsikrede, Bidrag fra samtlige efter Ulykkesforsikringslovgivningen forsikringspligtige Arbejdsgivere samt Tilskud fra Staten og Kommunerne. Spørgsmaalet, om der foreligger Invaliditet i Lovens Forstand, afgøres af „Invalideforsikringsretten", bestaaende af en juridisk Præsident og 5 andre Medlemmer.
Forslaget om en almindelig "Aldersrente" til Afløsning af Alderdomsunderstøttelse er derimod endnu ikke gennemført, men kan ventes at komme til at spille en vigtig politisk Rolle i den kommende Rigsdagssamling.
Den ved Krigsforholdene fremkaldte Lovgivning er efterhaanden i det væsentlige afviklet. Om en ny „Kornlov" for Høsten 1921 bliver der saaledes ikke Tale. Derimod bestaar Huslejelovgivningen fremdeles og er ved en Lov (av 1 april 1921) om "Boligforholdene" udvidet og befæstet. Lovens Gyldighed er ganske vist begrænset til 1 april 1922, men ingen venter og kun et Faatal ønsker, at Loven til den Tid skulde bortfalde. Denne Lovgivning omfatter nu Huslejeregulering, Pensionatsvirksomhed, Forbud mod Nedrivning af
Bygninger med Beboelseslejligheder etc. Loven er naturligvis et Kompromis mellem de skarpt modstridende Ejer- og Lejerinteresser, og dens mest omstridte Bestemmelse giver i sin endelige Form Ejerne Ret til „uden Nævnets Tilladelse" at forhøje Lejen indtil 30 % over den Leje, der gjaldt den 1 August 1914. Dog skal enhver saadan Forhøjelse af Ejeren anmeldes for Nævnet, og Nævnet kan i visse Tilfælde nedsætte den saaledes beregnede Leje, bl. a. naar Lejligheden — trods Ejerens Vedligeholdelsespligt — er i daarlig Stand. Beskyttelsen for Lejeren selv indenfor disse 30 % er saaledes stadig meget effektiv.
Som en Frugt af Krigstidens Erfaringer kan endelig nævnes den Lov (af 6 maj 1921) om „Udenrigstjenesten", hvorved denne er lagt om paa et mere handelspolitisk Grundlag. Udenrigsministeriets første Afdeling er efter Loven „politisk-handelspolitisk", og der oprettes under selve Ministeriet et Oplysningsbureau for Erhvervene. I øvrigt styrkes Repræsentationen ved Oprettelsen af en Række nye Poster i Udlandet.
Udenfor det egentlige Lovgivningsarbejde har Rigsdagen meddelt sit Samtykke til, at Regeringen ratificerer den af Folkeforbundets Delegeretforsamling i Geneve den 13 December 1920 vedtagne Protokol angaaende en Statut for den faste mellemfolkelige Domstol, samt til Ratifikation af Washington-Konventionerne angaaende Lavalder for Børns Arbejde i industrielle Virksomheder, angaaende unge Menneskers Anvendelse til Natarbejde i Industrien og angaaende Arbejdsløshed.
København d. 29 Maj 1921.
Ø. Ahnfelt-Rønne.