Ikke=jurister som politifullmektiger. Efter norsk rett må embedsmennene i politietaten — deriblandt da også politifullmektiger — ha juridisk embedseksamen. Dette fölger av en forordning av 10 februar 1736, og er også et naturlig krav sådan som påtale myndigheten er ordnet efter den norske straffeprocesslov. Politiet, d. e. politiembedsmennene, hörer ifölge straffeprocesslovens § 72 til påtalemyndighetens tjenestemenn. Ifölge straffeprocesslov og påtale instruks er det politiembedsmannen som treffer den förste avgjörelse angående straff for begåede forseelser og i flere tilfeller også angående forbrydelser (efter å ha innhentet statsadvokatens ordre). Hovedmassen av forseelsene avgjöres ved vedtagelse av forelegg, utferdiget av en politiembedsmann (politifullmektig) og kun et fåtall av disse saker overgår til rettens avgjörelse. Under sin kontroll med overholdelsen av lovene vil politiets overordnede tjenestemenn til enhver tid ha bruk for sine beföielser som påtalemyndighetens representanter, og til å utföre disse kreves sådan juridisk innsikt i straffeloven, straffeprocessen og lovgivningen forövrig, som kun kan erholdes ved det juridiske embedsstudium.
    De underordnede polititjenestemenn har for flere år tilbake reist krav på, at der må bli oprettet skoler for utdannelse av politimenn med så store utdannelsesfordringer, at det kan kvalificere vedkom-

mende til embeder i politietaten. Spörsmålet om en sådan ordning blev derfor optatt til overveielse av den såkalte polililovkomité. I sin innstilling, som blev avgitt i 1914, delte komiteen sig med hensyn til dette spörsmål i et flertall og et mindretall. Flertallet mente, at der ikke kunde oprettes stillinger i den overordnede politietat, som vesentlig vilde få befatning med ordenspolititjenesten, eller som ikke vilde kreve nogen særlig juridisk utdannelse, og herivar også mindretallet enig. Alle overordnede polititjenestemenn har nemlig efter den nuværende ordning påtalemyndighet, og denne faller inn som et naturlig ledd i hele deres politivirksomhet. Dersom man opretter overordnede politistillinger, som beröves denne kompetance, vilde de lett bli mindre anseede. Heller ikke de underordnede politimenn vil være tjent hermed. Komitéflertallet varvidere av den opfatning, at det ikke vilde være heldig å erstatte juridisk eksamen med en annen og mindre omfattende pröve i rettskunnskap som vilkår for ansettelse i politiembedsverket. Flertallet anså det nemlig meget betenkelig i sin almindelighet sett å gjöre nogen avkortning i de krav som nu stilles til politiets teoretiske utdannelse. Dette vilde let kunne före til en svekkelse av politiet og dets anseelse. Mindretallet anså det derimot ikke nödvendig åkreve, at en politiembedsmann skulde sitte inne med et så inngående kjennskap til den almindelige borgerlige rett, som der forlanges ved juridisk eksamen. Mindretallet foreslog derfor, at dertil overordnede stillinger i politiet foruten personer, som har avlagt juridisk eksamen, også skulde kunne utnevnes underordnede politimenn, som efter en sammenhengende tjeneste i aktiv politistilling av 6 år har underkastet sig en anordnet pröve.
    I anledning av den i de senere år rådende juristnöd og vanskelighetene ved å få ledige politifullmektigembeder besatt blev spörsmålet om ikke-jurister som politiembedsmenn optatt av Stortingets Justiskomité, og Stortinget fattet i 1919 fölgende beslutning: "Regjeringen anmodes om for næste Storting å fremlegge utredning, i tilfelle ledsaget av forslag, angående ansettelse av personer uten juridisk eksamen i overordnede stillinger i politietaten." Justisdepartementet tok derefter spörsmålet op til behandling og innhentet uttalelser fra politimestrene, påtalemyndigheten, fylkesmennene, konsulenten i politisaker, Höiesterett og Det Juridiske Fakultet.
    Uttalelsene fra politimestrene, påtalemyndigheten og fylkesmennenegik i det hele ut på, at det måtte ansees nödvendig, at politifullmektigene som representanter for påtalemyndigheten har juridiskeksamen. Enkelte embedsmenn fremholdt dog, at ikke-jurister undtagelsesvis måtte kunne ansettes i politifullmektigstillinger, f. eks. når arbeidet i de större byer er så opdelt, at vedkommende politifullmektig alene har med ordenstjenesten å gjöre. Også Justisdepartementets konsulent i politisaker fremholdt, at der måtte kunne tenkesen ordning med utskillelse av enkelte arter av saker, behandlet av en politifullmektig med ringere juridisk utdannelse.
    Höiesterett uttalte derimot enstemmig, at retten efter de erfaringer

man hadde gjort, måtte fraråde, at der slåes av på de krav til juridisk utdannelse, som hittil har været stillet til de tjenestemenn, hvem det tilligger å utferdige forelegg, tiltalebeslutninger og erklæringer om anvendelse av retsmidler. Det var Höiesteretts opfatning, at også en betryggende ledelse av efterforskningen i straffesaker erbetinget av, at vedkommende tjenestemann har full juridisk utdannelse.
    Det Juridiske Fakultet har enstemmig i det vesentlige og i resultatet sluttet sig til en lengere utredning av professor i strafferett og process dr. jur. Jon Skeie. I denne utredning fremholdes det, at den undervisning, som i tilfelle skulde trede istedenfor det juridiske studium ved utdannelse av politiembedsmenn, nödvendigvis måtte bli meget omfattende. Det var mulig, at man ved en sådan speciell undervisning kunde reducere studietiden fra det nuværende gjennemsnit 4 ½ år til 3 år. Större forkortelse kunde der imidlertid ialfall ikke bli tale om, selv om man tok hensyn til, at en underordnet polititjenestemann har en værdifull erfaring og i visse henseender en större almindelig modenhet enn den unge student. Med en så lang undervisningstid syntes det imidlertid å være tvilsomt, om de fordele for den enkelte og for samfundet, som kunde opnåes veden sådan ordning, vilde svare til de ofre og de ulemper, som unektelig allikevel blev tilbake. Professoren og Fakultetet mente, at ulempene vilde bli de langt overveiende og konkluderte med åfraråde ordningen.
    Justisdepartementet har i Stortingsmeddelelse nr. 12 for 1920 fremlagt for Stortinget en redegjörelse for de innhentede erklæringer. Som sin egen opfatning har departementet anfört, at Höiesteretts og Det Juridiske Fakultets uttalelser må ansees avgjörende for, at man ikke kan opgi kravet om juridisk eksamen som vilkår for adgang til ansettelse som embedsmann i politietaten.
    Ved behandlingen i Regjeringen var der iövrig dissens, idet den daværende ministerchef, statsminister KNUDSEN, og en av statsrådene mente, at der burde åpnes adgang for ikke-jurister til embeder i politietaten mot å underkaste sig en speciell eksamen, og idet en annen av statsrådene antok, at man burde undersökemuligheten av å treffe en ordning, hvorved enkelte politifullmektig embeder kunde åpnes for ikke-jurister. Justisdepartementets forslag, som fik flertall i Regjeringen, blev hevdet av den daværende justisminister BLEHR.
    Saken er ennu ikke behandlet av Stortingets Justiskomité og Stortinget, men vil antagelig komme frem i löpet av året.

Carl Platou.