ÅKE HASSLER: Förberedande undersökning i brottmål med särskild hänsyn till frågan om vilka myndigheter däri böramedverka. Kristiania 1922.
    Naar man følger Forholdene i Sverige for Tiden, mærker man den store Interesse, der knytter sig til Processkommissionens Arbejde. Ved Rigsdagens Forhandlinger, gennem mange Afhandlinger og Artikler diskuteres de mangeforskellige straffeprocessuelle Problemer indgaaende. Som et vægtigt og interessant Bidrag i denne Diskussion fremtræder Docenten Hasslers Afhandling om den forberedende Undersøgelse i Straffesager, skrevet som Forhandlingsæmne til det 12. nord. Juristmøde.
    Efter at have givet en Oversigt over forskellige Landes Ordningaf dette Spørgsmaal1 og efter indgaaende at have belyst de forskel-

 

1 Naar Fort. under Omtalen af dansk Ret bemærker, at »Aflæsningssager» er Landsretssager uden Anvendelse af Jury, er dette ikke rigtigt, men Fejltagelsen er let forstaaelig. Ved Aflæsningssager, der ikke er noget legalt Udtryk, forstaas Sager, hvor Sigtede har aflagt fuld Tilstaaelse og begærer Sagen paadømt under Forundersøgelsen og uden Anklageskrift (Retsplejelovens § 925).

326 V. TOPSØE-JENSEN.lige Synspunkter, der kommer i Betragtning, naar Forf. til det Resultat, at Forundersøgelsen helt og holdent bør lægges i Anklagemyndighedens Haand, saaledes at hver Sag ledes af Anklageren personlig fra dens Begyndelse og af ham forelægges ved Domsforhandlingen; for at hans Undersøgelse skal være effektiv, kan han udøve de straffeprocessuelle Tvangsmidler, navnlig fængsle den Mistænkte, afhøre Vidner o. s. v.; Kriminalpolitiet er til Hjælp for ham; Domstolene kontrollerer efter Mistænktes Begæring hans Virksomhed, men deltager ikke selvstændig i Undersøgelsen.
    Det hele synes ganske lige til og naturligt, og med en saadan Ordning vil man sikkert ogsaa opnaa, at Sagerne tilendebringes betydelig hurtigere end tidligere. Navnlig er det klart, at man ved at lægge Ansvaret paa en enkelt Myndighed i Stedet for baade paa Anklager og Dommer opnaar den Fordel, at et muligt Fejlgreb paa langt tydeligere Maade faar sin rette Adresse, end hvor der skal tvistes om, hvem af flere Myndigheder der har begaaet Fejlen. Det bidrager selvfølgelig ogsaa i højeste Grad til Hurtighed, Enkelhed og Enhed, at den Anklager, der har med Sagen at gøre, personlig leder den fra Begyndelse til Ende, frem for at Sagen paa et sent Stadium sendes af Politiet eller Undersøgelsesdommeren til Anklageren, der saa uden personligt Kendskab til Sigtede og Vidner skal fatte Beslutning om Tiltale og udføre den.
    Det er med Rette, at Forf. saa stærkt fremhæver, hvor vigtigt det er, at Retsplejen gøres hurtig og enkel og fri for unødig Papirsomsvøb, og den foreslaaede Maade, at lade samme Embedsmand lede Sagen fra først til sidst, vil sikkert bidrage hertil. En saadan Ordning vilde kræve en dertil uddannet Stab af Anklagere, og dette gaar Forf.s Forslag ogsaa ud paa. De skal være Specialister i Faget. Men hvorledes vil det være muligt at skaffe saamange Personer, der har de dertil særlige Kvalifikationer — rent bortset fra de Omkostninger, en saadan Ordning vil medføre. Undersøgelseslederen skal baade være Politimand og Advokat, føre Sagen frem med Kraft og Fasthed samtidig med, at han skal have Hjertet paa rette Sted og vise Mildhed og For staaelse af de Omstændigheder, der kan tale til Gunst forden paagældende. Saadanne Personer voxer sandelig ikke paa Træerne, og selv om en saadan Ordning lod sig praktisere i de større Stæder, vilde det være vanskeligt at faa kvalificerede Personer til den øvrige Del af Landet, hvor større Forbrydelser ikke er daglig Kost.
    Men selv om Tanken lod sig praktisere, vil der være principielle Betænkeligheder ved at lægge hele Forundersøgelsen i Anklagerens Haand. For at den kan være effektiv nok og være af virkelig Betydning, giver Forf. Anklageren Magt og Myndighed til paa egen Haand at anvende de straffeprocessuelle Tvangsmidler baade overfor Sigtede og Vidner. Disse sidste kan under Tvang indkaldes for Anklageren og skal besvare hans Spørgsmaal sandfærdigt, ellers bliver de straffede. Men herved udviskes jo ganske Forskellen mellem Anklagere og Dommere. Kun den løgnagtige Vidneforklaring for Retten straffes nu, kun for Dommeren har man Pligt at tale Sandhed,

ANM. AV HASSLER: FÖRBEREDANDE UNDERSÖKNING I BROTTMÅL. 327og nu udvides dette til ogsaa at gælde overfor Politi og Anklagere. Og hvorledes bliver de Forklaringer, Vidnerne afgiver overfor Anklageren i hans Forhørslokale, hvorfra Offentligheden er udelukket, og hvor end ikke altid den Sigtede selv eller hans Forsvarer har Ret til at være til Stede? Mon man ikke kan tænke Tilfælde, hvor Anklagerens Syn paa Sagen — maaske ham ubevidst — kan have paavirket Vidnets Opfattelse og Forklaring, og selv om disse Forklaringer ikke har nogen Gyldighed ved Domsforhandlingen, kan det saa ikke tænkes, at den en Gang afgivne Forklaring fastholdes af Vidnet, der efter gentagne Gange at have forklaret misvisende, nu selv tilsidst tror, at Forklaringen er rigtig?
    Og nu set fra den Sigtedes Standpunkt. Man overlader ham fuldstændig i Anklagerens Vold. Hvilke Beskyldninger for urigtig og hensynsløs Behandling af den Sigtede kan ikke fremføres, og hvilken Mistanke om Misbrug kan ikke vækkes — alt med den Virkning, at Tilliden til Anklageren nedbrydes, selv i Tilfælde hvor intet med Rette kan bebrejdes ham.
    Og hvilke Garantier giver man den Sigtede? Partsoffentlighed, Defensor og Domstolskontrol. Ja det første kan jo ikke ubetinget gælde, da det under Forundersøgelsen kan hænde, at Oplysninger mod den Sigtede ikke strax kan meddeles ham eller hans Defensor. Og nogen reel Garanti er det jo slet ikke.
    Og Defensoren! ja han møder ofte ikke personlig, men ved en Fuldmægtig, undertiden først ved selve Domsforhandlingen, og selv om han møder, findes der Defensorer, som enten ikke kan eller nødigt vil træde i altfor stærk Opposition til Forhørslederen, saa deres Medvirkning undertiden kan være mindre betydelig. Og hvilken Myndighed har han overfor Modstand fra Anklagerens Side? Forf. mener, at dette er Kærnepunktet, men viser Erfaringen, at Defensorerne er tilbøjelige til at anvende mange Timer og Dage under Forundersøgelsen? Og hvis de virkelig skal det, hvor kostbar maa en saadan Ordning da ikke blive.
    Men saa er der endelig den Kontrol, Dommeren kan udøve efter Sigtedes Begæring. Men den kommer altid post festum, naar Vidnerne er udspurgte, naar Sigtede er blevet presset til dog at sige Sandheden, og hvorledes skal Dommeren — uden nogetsomhelst Kendskab til Sagen — hurtigt kunne sætte sig ind i den med nogen virkelig Udsigt til at trænge ind i det foreliggende Forhold. Og skal Undersøgelsen saa stoppe, mens Dommeren gennemgaar Sagen?
    Forslaget om at tillægge Anklageren Myndighed til at anvende de straffeprocessuelle Tvangsmidler overfor den Sigtede er i Strid med dansk nedarvet Opfattelse. Den danske Grundlov af 1849 gav en Række Bestemmelser om Borgernes personlige Rettigheder og Beskyttelse, og ikke mindst vigtig var dens Bestemmelse om, at enhver, der anholdes, inden 24 Timer skal stilles for en Dommer, og at Dommeren, hvis den anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, ved en af Grunde ledsaget Kendelse, der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage, afgør, om han skal fængsles eller løslades mod Sikker-

328 V. TOPSØE-JENSEN.hed. Denne "Habeas-Corpus Akt" kan ingen dansk tænke sig at opgive. Det maa være en Dommer og kun en Dommer, der træffer den saa indgribende Afgørelse, om en Person skal fængsles som sigtet for en Forbrydelse. I Tyskland, hvor kun Dommeren kan bestemme Fængsling, diskuterer man, om ikke det rette vilde være, at Fængsling kun kan finde Sted efter en kontradiktorisk Retsforhandling, hvor Sigtede ved en dertil beskikket Forsvarer har Lejlighed til at fremføre alt det for Dommeren, der kan tale til hans Fordel, forinden Dommeren træffer sin Bestemmelse. — Disse Betænkeligheder har selvfølgelig mindre Værd i Sverige, hvor Politiet har Myndighed ikke blot til at anholde, men ogsaa til at fængsle Mistænkte, og forsaavidt falder Forf.'s Forslag sammen med gældende svensk Ret. Men alle ønsker, at der ydes den Sigtede en retfærdig, upartisk Behandling og at skabe Tillid til, at dette ogsaa sker, men hvorledes kan man saa lægge denne Myndighed i dens Haand, der ex officio skal udfinde alle Beviser imod den Sigtede? Og hvad hjælper saa Domstolens Kontrol. Skaden er jo uoprettelig. Den Nedværdigelse og Forurettelse, en Fængsling betyder for en Uskyldig, er jo sket, og der er altid ondsindede Personer, der vil tro, at Manden dog var skyldig.
    Paa dette Punkt, Afskaffelsen af den retslige Forundersøgelse, kan jeg ikke være enig med Forf. For at betrygge og befæste Tilliden til Straffeprocesordningen bør Dommeren være til Stede som kontrollerende og bestemmende Myndighed under Forundersøgelsen, naar der bliver Spørgsmaal om en afgørende Forklaring af en Person som Vidne mod den Sigtede, om Anvendelse af Tvangsmidler mod den Sigtede, og mulig ogsaa naar Anklageren ønsker Sigtede selv afhørt. Men jeg er enig i, at det er Anklageren, der skal føre Sagen frem, har Ledelsen i sin Haand og Ansvaret for, at der gøres, hvad der skal gøres. Dommeren bliver Retfærdighedens ophøjede Vogter, der kun træder frem, hvor der bliver Spørgsmaal om vigtige Bestemmelser vedrørende den Sigtedes Person; maaske vil man finde hans Stilling for passiv, desmere betydningsfuld skulde den være.
    København Juli 1922.

V. Topsøe-Jensen.