De senesteÆndringer iden danske Retsplejelov. Den 1ste Oktober 1922 traadte Lov Nr. 300 af 30' Juni 1922 om Ændringer i og Tilføjelser til Lov om Rettens Pleje af 11' April 1916 i Kraft. Denne Lov, som er den 7de og mest omfattende Tillægslov (87 Paragrafer) til Retsplejeloven, indeholder paa en Række Punkter ikke uvæsentlige Ændringer i dennes Regler, foruden at den søger at afhjælpe forskellige mindre Mangler ved Retsplejeloven, som allerede nu havde gjort sig gældende.
    Forslaget til Loven fremsattes i Rigsdagssamlingen 1920 — 21,

 

1 Sedan ovanstående blivit uppsatt i korrektur, har förslaget till lag om förmynderskap remitterats till lagrådet. Bestämmelsen i 1 kap. 4 § att omyndighetsförklaring är utan verkan mot godtroende, innan kungörelse ägt rum, har därvid uteslutits. Omyndighetsförklaringen skall sålunda enligt det remitterade förslaget liksom enligt gällande rätt allt ifrån avkunnandet gälla mot envar. Med en principståndpunkt, som i så hög grad skjuter den omyndiges intressen i förgrunden, lära undantag sådana som de av advokaten Tauvon ifrågasatta än mindre vara förenliga.

400 L. N. HVIDT.men naaede — bortset fra nogle enkelte Paragrafer (se Notits i Sv. J. T. 1921 S. 239) — ikke at blive endelig vedtaget som Lov inden Rigsdagssamlingens Slutning, hvorfor det atter fremsattes i Rigsdagssamlingen 1921—22 dog i betydelig udvidet Skikkelse.
    Den første Bestemmelse af mere almindelig Betydning findes i Lovens § 3, hvorefter det — i Lighed med, hvad der er bestemt i § 129 i den norske Lov om Domstolene af 13' August 1915 — saavel i Straffesager som i borgerlige Sager ubetinget overlades til Rettens Afgørelse, hvem der har Ret til at overvære Retsmøder for lukkede Døre. Dette var allerede efter Retsplejelovens § 31 Reglen for borgerlige Sagers Vedkommende, hvorimod efter denne Paragraf i Straffesager Dommere, Øvrighedspersoner, Sagførere m. fl. uden særlig Tilladelse havde Adgang til at overvære Retsforhandlingerne, selvom de ikke havde noget med Sagen at gøre. Ændringen skyldes ikke blot Hensynet til Tiltalte og Vidner, men ogsaa den rent praktiske Omstændighed, at det hyppigt vil være vanskeligt for Retten at konstatere, om andre end de fornævnte Personer forbliver i Retslokalet, efter at den har besluttet, at Dørene skal lukkes, og man kan ikke — saaledes som det var stærkt fremme under Rigsdagsforhandlingerne — sige, at der ved denne Ændring er sket en virkelig Indskrænkning i Retsmødernes Offentlighed. En saadan Indskrænkning var enstemmigt foreslaaet af "Den danske Dommerforening" i det allerede i ovennævnte Notits i Sv. J. T. omtalte Andragende, men dette Andragende blev ikke taget til Følge hverken af Regeringen eller Rigsdagen.
    Ved Lovens § 14 er til Dels imødekommet et ligeledes i ovennævnte Notits omtalt Andragende fra "Foreningen af yngre Jurister" om Ændring i Reglerne om den for at erholde Beskikkelse som Landsretssagfører foreskrevne Prøve. Andragendet skyldtes særlig Utilfredshed med Bestemmelsen i Retsplejelovens § 129, hvorved autoriserede Sagførerfuldmægtige udelukkedes fra at møde til mundtlig Domsforhandling i Sager for Landsretterne og derved hindredes i at erhverve den til Prøveproceduren fornødne Øvelse, en Øvelse der vanskelig vil kunne faas gennem Proceduren for Underretterne, saaledes som denne i Almindelighed former sig. Andragendet er imødekommet i denne Henseende ved Lovens § 14, hvorefter den, der i mindst 2 Aar paa nærmere angiven Maade har virket som autoriseret Fuldmægtig hos en Landsretssagfører, af Justitsministeriet kan faa Tilladelse til at give Møde ved mundtlig Domsforhandling for Landsret, dog at Tilladelsen — for ikke at gøre Bestemmelsen om Prøveprocedure illusorisk — kun gælder i to Aar. Derimod blev Andragernes Ønske om, at Prøveproceduren foruden ved en Landsret ogsaa skulde kunne ske ved Sø- og Handelsretten i København, ikke taget til Følge.
    Lovens § 18 ændrer Retsplejelovens § 186 derhen, at Vidneforklaringer, selvom nogen af Parterne forlanger det, kun bliver at bekræfte med Ed (eventuelt den i § 187 omhandlede højtidelige Forsikring), saafremt Retten finder det paakrævet, og i Følge § 19

DE SENESTE ÆNDRINGER I DEN DANSKE RETSPLEJELOV. 401bortfalder den Forældelsesregel, der er fastsat for de i Retsplejelovens § 187 omhandlede Erklæringer om Afgivelse af en højtidelig Forsikring i Stedet for Vidneed. Et fra samtlige Landets Biskopper til Justitsministeriet indsendt Andragende om Muligheden af helt at give Afkald paa Anvendelsen af den religiøse Ed i Retsplejen blev i Overensstemmelse med Domstolenes Stilling dertil ikke yderligere imødekommet.
    Ændringen i Lovens § 25 gaar ud paa — i Overensstemmelse med fremmed Ret — at udvide Bestemmelsen i Retsplejelovens § 248, 2det Stykke, om ekstraordinær Adgang til under visse nærmere angivne Betingelser at sagsøge Udlændinge i Danmark, til ikke blot at komme Indlændinge, men ogsaa Udlændinge til Gode, og skyldes særlig Hensynet til Søfartskredse, i hvilke saadan Beskyttelse for Udlændinge navnlig ikke kan undværes.
    Ved §§ 26—28, 38 og 40—42 er foretaget en Del Ændringer, der staar i Forbindelse med Loven om Umyndighed og Værgemaal af 30' Juni 1922 og Loven om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning af samme Dato. Af disse Bestemmelser fremhæves særlig § 38, der indeholder en ny Affattelse af Retsplejelovens Kap. 42 om Ægteskabssager m. v., en Affattelse der dog ikke i Realiteten afviger væsentlig fra den tidligere.
    I Følge Retsplejeloven er Forholdet det, at Domme, ved hvilke Sagens Udfald gøres afhængig af en af Parternes Ed (Edsdomme) affattes som foreløbige, alternative Domme, der ikke kan appelleres og fuldbyrdes, idet Ankefrist og Fuldbyrdelsesfrist først regnes fra den endelige Dom, der afsiges, naar det har vist sig, om den edspligtige Part aflægger Eden eller ikke. Denne Ordning lider af den meget væsentlige Mangel, at den ikke blot — i Modsætning til hidtil gældende Ret — aabner Adgang til Anke, efter at Eden er aflagt, hvad der i og for sig er betænkeligt nok (Muligheden af Ed mod Ed), men ligefrem ganske afskærer Muligheden af Anke, forinden Eden er aflagt. Medens der ikke fandtes Grund til at søge Retsplejelovens Regler ændrede, forsaavidt de gaar ud paa, at Edsdommen kun er foreløbig og ikke eksigibel, eller til at vende tilbage til den ældre Rets Regel om, at Edens Aflæggelse afskærer Anke, er der ved Tillægslovens §§ 30—32 og 35 gennemført den Ændring, at selve Edsdommen gøres paaankelig, hvorved der menes at være raadet Bod paa de mest stødende Konsekvenser af Retsplejelovens Ordning paa dette Punkt.
    Ved Lovens § 47 er der aabnet Adgang for Købstadskommunerne til at foretage Skatteudpantninger ved deres egne Funktionærer (Skatteoppebørselsbetjente) i Stedet for ved Fogden (Dommeren), imod at til Gengæld Retsafgifterne for disse Udpantninger tilfalder vedkommende Kommunes Kasse. Denne Nyordning skyldes Ønsket om paa den ene Side at faa en mere effektiv Udpantning for Skatter og paa den anden Side at lette Dommerkontorerne for det med disse Udpantninger forbundne Arbejde, der i de sidste Aar i mange Byer er blevet saa stort, at det ikke kan udføres paa forsvarlig Maade.

402 L. N. HVIDT.    Endvidere kan som en Ændring af mere principiel Betydning nævnes Bestemmelserne i Lovens §§ 50 — 59, hvorved man vender tilbage til den for Retsplejeloven gældende Ordning, at Afgørelser af Tvistigheder angaaende Krav, der fremsættes under Skiftebehandling, skal ske ved Skifteretten selv og ikke, saaledes som i Retsplejeloven bestemt, henvises til sædvanlig Rettergang ved vedkommende Underret eller Landsret, alt efter Sagsgenstandens Størrelse (under eller over 800 Kr.). Den ved Retsplejeloven indførte Forandring er nemlig fra alle Sider erkendt at være et Tilbageskridt, idet det er langt naturligere at lade den Dommer, der iøvrigt har med Boets Behandling at gøre (Skifteretten), ogsaa afgøre mulig opstaaende Retsstridigheder.
    Den vigtigste Ændring indenfor Strafferetsplejen findes i Lovens § 61 angaaende en Udvidelse af Underretternes ved Retsplejelovens § 687 nærmere bestemte Kompetence til at behandle og paakende Straffesager i 1ste Instans. Ønsket om denne Udvidelse af Underretternes Kompetence skyldes, at det allerede nu er blevet klart, at Proceduren for Landsretterne i de Straffesager, i hvilke Nævninger ikke medvirker, er ganske utilfredsstillende særlig ved dens Langsomhed og Mangel paa Bevisumiddelbarhed. Medens der imidlertid ikke allerede paa det daværende Tidspunkt fandtes at burde fremsættes Forslag til en Reform af selve Procesmaaden i disse Landsretssager, næredes der ingen Betænkelighed ved at foreslaa Underretternes Kompetence udvidet noget udover, hvad der var hjemlet i Retsplejeloven, for derigennem at formindske Antallet af Landsretssager og saaledes ogsaa til en vis Grad Ulemperne ved Landsretsbehandlingen. Hertil kom endvidere Ønsket om at lette Landsretterne og Højesteret, der er overbebyrdede med Sager, for en Del af deres Arbejde. Formuleringen af § 61 er foreslaaet af det Udvalg, som i Sommeren 1921 blev nedsat af Justitsministeriet med den Opgave at fremkomme med Forslag til en Simplificering af Strafferetsplejen (se Notits i Sv. J. T. 1921 S. 317). Ved Affattelsen, der forøvrigt paa enkelte Punkter ikke er ganske klar, er lagt Vægt paa ikke saa meget, om den paasigtede Forbrydelse vil medføre større eller mindre Straf, som om Sagens Oplysninger gør dens Afgørelse utvivlsom, eller om Sigtedes Person paa Forhaand bestyrker Mistanken imod ham, fordi han maa anses som professionel Forbryder. De Sager, som ved § 61 er henlagt til Underretterne, er Sager, hvor Nævninger ikke skal medvirke, og hvor Straffen enten ikke kan overstige Fængsel eller Tvangsarbejde eller vel kan overstige saadan Straf, men Sigtede har aflagt Tilstaaelse, eller selv ønsker Paakendelse ved Underret, eller Sigtelsen angaar Vold, Sædelighedsforbrydelse eller Berigelsesforbrydelse, og Sigtede tidligere har været dømt til Strafarbejde eller mindst 2 Gange for samme Forbrydelse.
    Ved Lovens §§ 75 og 79 m. fl. er Adgangen til Anke i Straffesager, særlig Adgangen til Anke i Politisager og til Modanke, udvidet, og endelig forlænger Lovens § 86 det saakaldte Retsraads Bestaaen med 2 Aar indtil Udgangen af 1924. Dette Raad, der i Følge Rets-

DE SENESTE ÆNDRINGER I DEN DANSKE RETSPLEJELOV. 403plejelovens § 1023, sidste Stykke, bestaar af 5 valgte Medlemmer, f. T. Rigsadvokaten, to Dommere og to Sagførere, og som sammentræder mindst 1 Gang om Maaneden, har til Opgave mundtlig eller skriftlig at yde Dommere, Sagførere eller andre til Retsplejen knyttede Personer, der maatte ønske det, Raad og Vejledning ved Retsplejelovens nærmere Gennemførelse. Dets Udtalelser, indtil nu ca. 160, er efterhaanden offentliggjort i "Ugeskrift for Retsvæsen".
    Foruden disse Bestemmelser af mere almindelig Karakter findes der i Tillægsloven en Række Ændringer i og Tilføjelser til Retsplejeloven, der tilsigter at afhjælpe mindre Mangler ved denne eller simplificere dens Bestemmelser, se f. Eks. Reglerne i §§ 1 og 2 om, hvad Formanden alene kan gøre i Retter med flere Dommere (Handelsretter), § 5 om Undladelse af at offentliggøre Fortegnelser over de enkelte Retskredses Stævningsmænd i Statstidende, §§ 6 og 8 — 10 om Forandring af Nævningeaaret, § 15 om Frafald af Kravet om Translatøroversættelse af Dokumenter affattede i fremmed Sprog, § 16 om Benyttelse af Politibetjente og Sognefogder til Iværksættelse af Forkyndelser i Straffesager, § 17 om Simplificering af Reglerne om Forkyndelse ved Stævningsmænd, § 21 om Domsforhandlingens Fortsættelse, selvom een Dommer eller Nævning mangler, §§ 36 og 78 om Adgang for Højesterets Ankeudvalg til at handle ved et enkelt af Udvalgets 3 Medlemmer, § 39 om Henlæggelse af visse Umyndiggørelsessager fra Landsret til Underret, §§ 44 og 48 om Benyttelse af eet i Stedet for to Vidner ved Fogedforretninger, § 67 om Beskikkelse af den under Forundersøgelsen virkende Forsvarer til ogsaa at møde for den dømmende Ret, selvom han ikke er antaget som Forsvarer ved denne, og § 74 om Forhøjelse af Grænsen for Politiets Bødeforelæg fra 40 til 60 Kr.
    Tillægsloven er formuleret saaledes, at dens enkelte Paragrafer saavidt muligt fremtræder som Ændringer i eller Tilføjelser til enkelte af Retsplejelovens Paragrafer eller for § 38's Vedkommende som en ny Affattelse af et helt Kapitel i Retsplejeloven. Hvor det har været nødvendigt at indføje helt ny Paragrafer i Retsplejeloven, er dette sket ved Benyttelse af litra f. Eks. § 448 a —448 f i det ny Kapitel om Ægteskabssager, og hvor de ny Bestemmelser har medført, at nogle af Retsplejelovens Paragrafer maa udgaa, er de følgende Paragraftal ikke forandret. Denne Fremgangsmaade er fulgt for ikke at forstyrre Lovens i Forvejen vanskelige og tunge System, hvormed man efterhaanden er begyndt at blive fortrolig. Der er ikke ved Loven, i Lighed med hvad der ellers ofte er Tilfældet med saadanne Tillægslove, tillagt Justitsministeren Bemyndigelse til at lade Retsplejeloven optrykke paany med de Ændringer og Tilføjelser, der følger af de 7 Tillægslove. En saadan Udgave af Retsplejeloven tiltrænges efterhaanden i høj Grad og vil antagelig ogsaa fremkomme, naar — forhaabentlig inden ikke altfor lang Tid — den ovenfor omtalte Reform af Strafferetsplejen bliver til Virkelighed.

L. N. Hvidt.