Den danske Straffelovsreform. Som allerede kortelig meddelt i det foregaaende Hæfte af Sv. J. T. fremsatte Justitsminister Steincke den 2. December 1924 i Folketinget Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov. Grundlaget for Lovforslaget er det Kommissionsudkast, for hvis Tilblivelse og almindelige Del Professor Thyrén allerede har gjort Rede i to Artikler i Sv. J. T. 1924, S. 40—48 og 143—150. I det følgende skal der — i det væsentlige i Tilknytning til Professor Thyréns Artikler — blive givet en kort Oversigt over de vigtigste Forskelligheder mellem Lovforslagets og Kommissionsudkastets almindelige Del.
I. Ligesom Udkastet kender Lovforslaget som egentlig Straf kun Frihedsstraf og Bøder. Dødsstraffen, som trods denne Strafs Bestaaen ikke er blevet fuldbyrdet i Danmark i de sidste 32 Aar, afskaffes saaledes ganske i den borgerlige Straffelovgivning. Paa Foranledning af en Henvendelse fra Dansk Kvindesamfund har Justitsministeriet ligesom Straffelovskommissionen overvejet Muligheden af ved Lov at hjemle operative Indgreb i Kønskirtlerne (egentlig Kastration, ikke blot Vasektomi) som Straf eller Straffesurrogat overfor visse mandlige Sædelighedsforbrydere. Efter hvad der imidlertid er oplyst fra Retslægeraadet angaaende Formaalstjenligheden af Kastration som Middel til at forhindre, at Sædelighedsforbrydere gentager deres Forbrydelser, og efter hvad der foreligger om Anvendelsen af saadanne operative Indgreb andetsteds — særlig i Amerika — til Opnaaelse af det ønskede Formaal, er der ikke stillet noget Forslag til Regler om Anvendelse af disse Indgreb som Straf eller Straffesurrogat. Justitsministeriet har i Forbindelse hermed overvejet det ganske andet Spørgsmaal om, hvorvidt og under hvilke Betingelser saadanne operative Indgreb bør tillades overfor Personer — særlig Sædelighedsforbrydere — der selv ønsker dem bragt til Anvendelse. Efter den gældende Straffelov er nemlig et saadant Ønske i sig selv uden Betydning, saaledes at Opfyldelsen deraf fra en Læges Side vil kunne medføre Straf, medmindre Operationen er foretaget i kurativt Øjemed som et Led i en Sygdomsbehandling. Ved Lovforslagets Fremsættelse udtalte Justitsminister Steincke, at han er enig med Straffelovskommissionen i, at der ikke bør være nogen Forbindelse mellem Overvejelserne angaaende Besvarelsen af dette ikke strafferetlige Spørgsmaal og Overvejelserne af, hvorledes man skal straffe, hverken saaledes, at Forbryderen selv skulde kunne vælge mellem Operation eller Straf, eller saaledes at han skulde kunne paaregne Benaadning, hvis han blev opereret. Dette Forhold be-
handles derfor ikke i Lovforslaget. Der er imidlertid efter Justitsministerens Indstilling ved kgl. Resolution af 23. December 1924 nedsat en Kommission, bestaaende af Arvelighedsforskere, Læger, Jurister, Fængselsmeænd og Forsorgspraktikere til Undersøgelse af det mere almindelige — ogsaa i strafferetlig Henseende betydningsfulde — Spørgsmaal, om forebyggende Foranstaltninger og Indgreb i den personlige Frihed med eller uden den paagældendes Vilje ud fra Samfundshensyn, derunder ogsaa racehygiejniske Hensyn, kan anses for forsvarlige og berettigede overfor Personer, der er degenerativt bestemte, eventuelt hvilke Foranstaltninger der bor foretages, hvorledes de bør gennemføres, og overfor hvilke Personer de bør anvendes.
Med Hensyn til Arterne af Frihedsstraf hjemler Lovforslaget (§ 35) tre — i Stedet for de nu gældende 7 — nemlig: Tugthus, Fængselog Hæfte, medens Udkastet (Kommissionens Flertal) kun kender to Arter nemlig: Fængsel og Hæfte. Indførelsen af Tugthusstraf skyldes ifølge Bemærkningerne til Lovforslaget navnlig generalpræventive Hensyn og Hensynet til, at det ikke vil stemme med den almindelige Bevidsthed, om den Straf, der f. Eks. anvendes overfor et første Gang begaaet simpelt Tyveri, skulde være af samme Art eller blot benævnes paa samme Maade som den strængeste, der kunde anvendes overfor en af de farligste og groveste Forbrydelser.
Om Anvendelsen af Tugthus hedder det i § 85, at hjemler et Straffebud Valg mellem Tugthus og Fængsel, uden at der er foreskrevet særlige Betingelser for Valget, kan den første Strafart kun anvendes, naar Forbrydelsen efter sin Beskaffenhed skonnes at kræve højere Straf end Fængsel, eller naar Forbrydelsen eller Forbryderen efter sit Sindelag maa anses for særlig samfundsfarlig.
Tugthus er kun i eet Tilfælde (Attentat mod Kongens eller Regentens Liv, § 117) foreskrevet som eneste Straf. Iøvrigt haves der Hjemmel til ved Siden af anden Straf at idømme Tugthus ved en Række grove Forbrydelser, nemlig meget grove Tilfælde af DommerUretfærdighed (§ 148) og falsk Anklage (§ 166), Pengefalsk (§ 168), Vekselfalsk og desl. (§§ 174 og 175), Brandstiftelse (§§ 182 og 183), Jernbaneattentat m. v. (§ 185), Voldtægt (§ 218), groft uterligt Forhold (§§ 226 og 227), Manddrab (§ 238), Fosterdrab uden Kvindens Samtykke (§ 243), Lemlæstelse (§ 246), Hensætten i hjælpeløs Tilstand (§ 250), gentaget groft Tyveri (§ 285) og Røveri (§ 288). Vedde fleste af de nævnte Forbrydelser er Anvendelsen af Tugthus betinget af, at der foreligger skærpende Omstændigheder. Endelig vil Tugthus kunne idømmes ogsaa for andre Forbrydelser, naar en ved Loven hjemlet Strafforhøjelse, f. Eks. i Tilfælde af Sammenstød af flere Forbrydelser (§ 92) eller i Gentagelsestilfælde, ikke kan ske indenfor den for Fængselsstraf dragne Grænse (§ 94 jfr. nedenfor). Som det vil ses, er der ikke i Almindelighed hjemlet Adgang til Idømmelse af Tugthus for rent politiske Forbrydelser. Af den foretagne Opregning af de Tilfælde, hvor der kan blive Spørgsmaal om Anvendelse af Tugthus, fremgaar iøvrigt, at det saa godt som udeluk-
kende drejer sig om Forbrydelser, der i Almindelighed i sig selv maa anses for særlig samfundsfarlige, saaledes at den anden til Anvendelse af Tugthus kvalificerende Omstændighed (Forbryderens samfundsfarlige Sindelag) ikke vil faa saa stor selvstændig Betydning.
Med Hensyn til Frihedsstraffenes Varighed adskiller Lovforslaget sig paa forskellige Punkter fra Kommissionens Udkast. For Hæfte (§ 51) nedsættes Minimum fra 14 Dage til 7 Dage, medens Maksimum ligesom efter Udkastet i Almindelighet er 2 Aar, i Tilfælde af Strafforhøjelse 3 Aar. Fængsel kan ifølge Lovforslagets § 38 idømmes fra 14 Dage til 8 Aar. Hvor Forhøjelse af den almindelige for en Forbrydelse foreskrevne Straf er hjemlet, jfr. ovenfor, kan Fængsel dog ifølge § 94 idømmes i indtil 10 Aar, og endvidere kan i Medfør af §§ 114 og 122 Fængsel ved visse Statsforbrydelser idømmes i indtil 12 Aar. Ved Statsforbrydelser kan iøvrigt under særlige Omstændigheder i Stedet for Fængsel idømmes Hæfte — som en Slags custodia honesta svarende til det nu hjemlede Statsfængsel — i samme Tid, d. v. s. i indtil 10 (12) Aar. Tugthus kan ifølge Lovforslagets § 36 idømmes paa Livstid eller paa Tid ikke under 4 og ikke over 15, i Tilfælde af Strafforhøjelse 18 Aar. Hjemmel til at idømme Tugthus paa Livstid haves kun ved Attentat mod Kongens eller Regentens Liv (§ 117) samt ved grove Tilfælde af Brandstiftelse og Jernbaneattentat m. v. (§§ 182 og 185), Voldtægt (§ 218) og Manddrab (§ 238).
Lovforslagets Bestemmelser om Fuldbyrdelsen af Frihedsstraffene stemmer i Princippet med Udkastets Regler, saaledes at der om Fuldbyrdelsen af Tugthus i det Hele fastsættes de samme Regler som om Fuldbyrdelsen af langvarigere Fængselsstraffe. Lovforslaget forudsætter vel, at Tugthus i Udstaaelsen er en væsentlig strengere Straf end Fængsel, jfr. Bestemmelsen i § 94 om, at ved Omsætning af Straf regnes een Dags Tugthus lige med 2 Dages Fængsel, men indeholder ikke selv noget nærmere herom bortset fra visse Særregler om Disciplinærstraffe overfor Tugthusfanger (§ 53). Forskellen, der ifølge Bemærkningerne væsentligst skal komme frem ved Reglerne om Fangernes Arbejde (§ 41), Dragt (§ 42) og Adgang til visse Begunstigelser, maa altsaa fastslaas i de nærmere Regler om Fuldbyrdelsen, som ifølge § 55, jfr. § 41, skal træffes ved kgl. Anordning særlig for hver enkelt Strafart. Men iøvrigt forudsættes Benævnelsen: Tugthus og det særlige Udstaaelsessted for denne Straf at have en saadan generalpræventiv Betydning, at allerede Hensynet hertil maatte tale afgørende for Indførelsen af en saadan Straf, selvom den ikke i Udstaaelsen skulde blive væsensforskellig fra den almindelige Fængselsstraf. I Lovforslaget er udeladt en Del af de af Kommissionen foreslaaede mere specielle Bestemmelser vedrørende Straffuldbyrdelsen saasom om Arbejdstidens Længde, Fangens Ret til Arbejdspenge, Anvendelsen af det progressive System og Fangernes Forsikring mod Ulykkestilfælde, Bestemmelser der er betragtede dels som værende overflødige, dels som
snarere hjemmehørende i den fornævnte kgl. Anordning om Fuldbyrdelsen af de forskellige Frihedsstraffe.
Tugthus skal ligesom Fængsel i over 2 Aar som Hovedregel udstaas i Fællesskab; men det er i Lovforslagets §§ 37 og 39 af praktiske Hensyn overladt til Justitsministeriet ved Anordning at fastsætte de nærmere almindelige Bestemmelser om Undtagelser herfra (ved Straffetidens Begyndelse og Slutning eller af Hensyn til Sikkerheden og Disciplinen), ligesom der er givet Justitsministeren en vidtgaaende almindelig Myndighed til at tilstede Afvigelser fra den alimindelige Regel. Med disse Dispensationsregler, der er mere elastiske end Udkastets, skulde man formentlig være bedre stillet overfor de af Thyrén l. c. S. 42—43 paapegede Vanskeligheder ved Anvendelsen af Reglerne om Frihedsstraffenes Udstaaelse.
Lovforslagets Regler om Løsladelse paa Prøve fra Tugthus eller Fængsel (§§ 44—46) stemmer med Kommissionens Udkast (§§ 40—42). I Bemærkningerne hedder det udtrykkeligt, at saadan Løsladelse ikke skal betragtes som en Naadesakt (Benaadning) men som et regelmæssigt Led i Straffuldbyrdelsen. Der er dog den Forskel mellem Lovforslaget og Kommissionens Udkast, at medens dette sidste henlægger Afgørelser vedrørende Fangers Løsladelse paa Prøve og Genindsættelse til Strafudstaaelse i Hænderne paa en hidtil ukendt Institution Fængselsretten, fastsætter Lovforslaget, at disse Afgorelser træffes af Justitsministeren. Denne Ændring staar i Forbindelse med, at Lovforslaget i det Hele kun i ringe Grad er gaaet med til en Udvidelse af Domstolenes Kompetence i Forhold til Administrationen, jfr. nedenfor.
Ved Lovforslagets Fremsættelse fremhævede Justitsministeren Nødvendigheden af, at der ved Siden af Forslagets Bestemmelser om Straf, særlig dets Regler om betingede Straffedomme (§§ 62—67) og Løsladelse paa Prøve, søges truffet effektive Foranstaltninger fra det offentliges Side til Sikring af saavel Samfundet som Forbryderne mod disses Tilbagefald efter idømt eller udstaaet Straf. Til Overvejelse af dette Spørgsmaal har Justitsministeren senere nedsat et Udvalg.
Reglerne om Anvendelse af Ungdomsfængsel overfor Personer mellem 16 og 21 Aar, der maa antages at være begyndende Professions- og Vaneforbrydere (§§ 47—50) stemmer i det væsentlige med Udkastet (§§ 43—46), dog at Lovforslaget ogsaa her har henlagt Afgørelserne vedrørende Løsladelse paa Prøve m. v. til Justitsministeren — i visse Tilfælde efter at Sagen har været forelagt Overværgeraadet — i Stedet for til Fængselsretten. Uanset at den til Udstaaelse af Ungdomsfængsel fornødne Anstalt ikke forefindes eller straks agtes tilvejebragt, bestemmes det (§ 315), at indtil en saadan Anstalt er tilvejebragt, skal Ungdomsfængsel udstaas i en dertil bestemt særlig Afdeling i det almindelige Fængsel, medens Udkastet (Tillægslov A § 10) nøjes med at foreskrive Anvendelsen af almindeligt Fængsel i Stedet for Ungdomsfængsel. Ved den i Lovforslaget fastsatte Ordning vil man trods Manglerne ved Anstalten i det væsentlige kunne
opnaa de med Idømmelse af Ungdomsfængsel forbundne Fordele, d. v. s. den ubestemte og ret langvarige Behandling, den særlige Form for Behandlingen (Opdragelse) og de særlige Regler om Løsladelse paa Prøve, samtidig med at man sættes i Stand til at gøre de af Hensyn til Udarbejdelsen af Projekt til et Ungdomsfængsel fornødne Erfaringer med Hensyn til det antagelige Antal Ungdomsfængsel-Fanger m. v.
Ved Affattelsen af § 53 om Disciplinærstraffe er af fængselmæssige Hensyn Kommissionsudkastet (§ 51) fraveget paa følgende Punkter. Straffene: haardt Natteleje indtil 14 Dage og mørk Celle indtil 4 Dage er udeladt, medens Vand-og-Brød-Straffen foreslaas at kunne anvendes i indtil 3 x 5 Dage i Stedet for 5 Dage og Strafcelle i indtil 3 Maaneder i Stedet for 2 Maaneder overfor Tugthusfanger. Endelig er det foreslaaet, at den ved Hensættelse i Strafcelle foraarsagede Forlængelse af den idømte Straffetid med Fængselsdirektørens Samtykke skal kunne overstige en Trediedel af Straffetiden.
Kommissionen tillægger det vel megen Betydning, at Straffens Fuldbyrdelse bliver en Statsopgave, men har dog af praktiske Grunde kun foreslaaet, at Fængsel skal udstaas i dertil bestemte Statsanstalter (§ 34), medens Hæfte udstaas i de kommunale Arresthuse (§ 48). Justitsministeriet har derimod efter Indstilling af Fængselsdirektøren ment at burde tage Skridtet fuldt ud og foreslaar (§ 35), at al Frihedsstraf — derunder ogsaa Forvandlingsstraf for Bøder — udstaas i Anstalter, der tilhører Staten eller dog staar under dens Styre. Endvidere gives der i et af Justitsministeren samtidig med Straffelovsforslaget fremsat Forslag til Lov om Arresthuse og Arbejdshuse Regler om Statens Overtagelse af Forvaltningen af de kommunale Arresthuse, imod at Kommunerne betaler Staten et vist Bidrag til Udgifterne ved Arrestvæsenet, en Ordning der svarer til den i Norge allerede i en længere Aarrække gældende.
Med Hensyn til Ordningen af Bødestraffen har Lovforslaget ligesom Kommissionens Flertal sluttet sig til Dagsbodsystemet, omend — som det udtales i Bemærkningerne — denne Ordning ikke er ganske klar og antagelig ogsaa vil frembyde Vanskeligheder ved Anvendelsen. Systemet vil dog indtil videre som Regel ikke faa stor Betydning udenfor Almindelig borgerlig Straffelovs Omraade, idet der i Speciallovgivningen i Almindelighed er truffet saadanne Bestemmelser om Bødens Størrelse, at der ikke bliver Anvendelse for Dagsbodsystemet. Reglerne om Bødens Betaling og Inddrivelse samt om Indtræden af Forvandlingsstraf er i det væsentlige affattede i Overensstemmelse med Kommissionens Udkast. Lovforslaget (§ 59) giver dog ikke — saaledes som Udkastet (§ 56) — Domstolene frit Valg mellem Hæfte og Fængsel som Forvandlingsstraf, men fastslaar Anvendelsen af Hæfte som Hovedreglen. Endvidere har Lovforslaget (§ 60) udeladt Udkastets Bestemmelse (§ 57) om, at der, forinden Forvandlingsstraf fuldbyrdes, saavidt muligt bør gives den bødefældte Lejlighed til at aftjene Bøden ved frivilligt Arbejde for Stat, Kommune eller velgørende Institutioner. Det hedder herom i Be-
mærkningerne, at man vel sympatiserer med den bagved denne Bestemmelse liggende Tanke, men ikke ser, hvorledes en saadan Lovregel skal kunne gennemføres i Praksis.
II. Ligesom Udkastet indeholder Lovforslaget en Række Bestemmelser om Særbehandling af visse Lovovertrædere, afpasset efter de specielle Forhold, der for deres Vedkommende gør sig gældende.
Overfor visse Grupper af farlige eller dog meget besværlige Forbrydere, for hvilke Anvendelse af de almindelige Straffe erfaringsmæssigt ikke fører til] noget tilfredsstillende Resultat, hjemles der (§§ 68 — 74) Idømmelse af Arbejdshus eller Sikkerhedsforvaring. Ifølge Kommissionens Udkast (§ 65 Nr. 1 og 2, sammenholdt med § 68 )er det afgørende for, hvilket af disse Retsmidler der bør anvendes i det enkelte Tilfælde, om Forbryderen kan betegnes som "egentlig farlig" eller ikke,. I Lovforslaget (§ 68 Nr. 1 — 3, sammenholdt med § 71) er denne Betegnelse udeladt, idet det formenes, at det er fuldtud tilstrækkeligt til Karakterisering af de Forbrydere, overfor hvilke der skal kunne anvendes Sikkerhedsforvaring, naar det som Betingelse herfor fordres, at "Hensynet til Samfundets Sikkerhed findes at kræve det", og idet det befrygtes, at Tilføjelsen af Betegnelsen "farlig" skulde kunne foranledige, at Domstolene (særlig Nævningerne) ikke vilde bruge Bestemmelsen i det tilsigtede Omfang. Desuden afviger Lovforslaget fra Kommissionens Udkast ved paa samme Maade som, hvor Talen er om Løsladelse paa Prøve fra Frihedsstraf, jfr. ovenfor, at lade Justitsministeren — ikke Fængselsretten — træffe Bestemmelse angaaende Løsladelse fra og Genindsættelse i Arbejdshus og Sikkerhedsforvaring (§§ 69 og 72).
Ved Affattelsen af Lovforslagets Bestemmelser om Arbejdshus er Betlerne udskilt fra Berigelsesforbryderne som en Gruppe for sig selv, idet der findes at burde stilles strengere Betingelser for Anvendelse af Arbejdshus overfor de førstnævnte end overfor de sidstnævnte Lovovertrædere. Endvidere er i Lovforslaget udeladt Udkastets Bestemmelser (§ 65 Nr. 1 og 4) om Løsgængeri og Kvinders erhvervsmæssige Utugt som Forhold, der kan komme i Betragtning som Grundlag for Indsættelse i Arbejdshus.
Ligeledes er der ved Lovforslagets Bestemmelser om Sikkerhedsforvaring sket forskellige Ændringer i Udkastet baade med Hensyn til Betingelserne for Anvendelsen af denne Foranstaltning (§ 71) og med Hensyn til dens Varighed (§ 72). Som Betingelse for Anvendelsen af Sikkerhedsforvaring kræver Kommissionen (§ 68) 2 tidligere Domme for Forbrydelser begaaede efter Forbryderens fyldte 18. Aar og 2 Aars tidligere udstaaet Fængselsstraf (Arbejdshus) i Henhold til disse Domme. Lovforslaget (§ 71) har for det første ganske udeladt denne Aldersbetingelse ud fra den Betragtning, at Forbrydelser begaaede før 18 Aars Alderen, uagtet de maaske straffes mildere og ogsaa i andre Henseender ikke har de samme Retsvirkninger som Forbrydelser begaaede i en senere Alder, dog i lige saa høj Grad som disse kan være Bevis for Forbryderens Samfundsfarlighed, og derfor ogsaa bør kunne komme i Betragtning, naar Talen er om,
hvorvidt den paagældende skal dømmes til at tages i Forvaring. Endvidere er ifølge Lovforslaget en enkelt forudgaaende Straf paa 2 Aar for Sædelighedsforbrydelse tilstrækkelig som Grundlag for Anvendelse af Sikkerhedsforvaring, idet det maa formenes, at Kravet om 2 forudgaaende Domme — saaledes som Kommissionen ogsaa selv er inde paa — vil bevirke, at Bestemmelsen for sent kan bringes til Anvendelse overfor Sædelighedsforbrydere, for hvis Vedkommende Farligheden ofte vil kunne manifestere sig tilstrækkelig tydeligt paa et tidligere Tidspunkt. Med Hensyn til Varigheden af Sikkerhedsforvaring er i Lovforslaget (§ 72) Udkastets Minima 5 i Gentagelsestilfælde 10 Aar nedsat til henholdsvis 4 og 8 Aar og dets Maksimum 20 Aar nedsat til 16 Aar.
Ved det ovenfor omtalte Lovforslag om Arresthuse og Arbejdshuse foreslaas Justitsministeren bemyndiget til, indtil Staten maatte have oprettet de fornødne Arbejdshuse, at afslutte Lejemaal angaaende Tvangsarbejdsafdelingen i den Københavns Kommune tilhørende Arbejdsanstalt "Sundholm" og til for Statskassens Regning at lade den drive som Arbejdshus for Mænd og Kvinder. Til Udstaaelse af Sikkerhedsforvaring agtes foreløbig anvendt en Afdeling af Horsens Straffeanstalt i Forbindelse med en Fangekoloni.
Med Hensyn til psykisk abnorme Forbrydere giver Lovforslaget (§ 18) for det første Regler om særlig Straffebehandling, forsaavidt Straf i det hele taget findes anvendelig, hvad der dog ikke bliver Spørgsmaal om for egentlig Sindssyge og Aandssvage, jfr. nedenfor, men kun for Psykopather. Findes Straf uanvendelig, kan der — hvad enten det drejer sig om Sindssyge og Aandssvage eller om Psykopather — i Følge § 75 træffes andre Foranstaltninger overfor de paagældende. For skarpere at præcisere, hvad der ogsaa er Kommissionens Standpunkt, at saadanne Foranstaltninger kan anvendes ikke blot overfor egentlig samfunds- eller almenfarlige Forbrydere, men overfor enhver psykisk abnorm Forbryder, der med Føje kan antages efter Frifindelsen at true Retsgoder af ikke ganske underordnet Betydning, har Justitsministeriet i Lovforslagets § 75 udeladt Betegnelsen "farlig" og er nøjedes med at sige, at saadanne Foranstaltninger kan træffes, naar "det af Hensyn til Retssikkerheden skønnes fornødent". Ligeledes er ud fra den samme Betragtning til de af Kommissionen (§ 72) foreslaaede Foranstaltninger (Opholdspaalæg, Værtshusforbud, Beskikkelse af Tilsyn, Umyndiggørelse, Anbringelse i Kur- eller Plejeanstalt eller i Forvaringsanstalt) føjet: "Sikkerhedsstillelse", hvilken Foranstaltning særlig vil kunne faa praktisk Betydning i Anledning af de af sjælelig defekte Forbrydere begaaede mindre Lovovertrædelser.
Overfor Drankere gives der endelig i §§ 77 og 78 Regler om særlige Sikkerhedsforanstaltninger (Værtshusforbud, Anbringelse i Drankeranstalt) svarende til Udkastets Bestemmelser (§§ 74 og 75).
Ifølge Lovforslaget (§§ 18, 75 og 78) er det — i Overensstemmelse med det i det Hele i Lovforslaget herskende Princip, jfr.ovfr. — overladt til Justitsministeren at ændre eller ophæve de
af Retten trufne Afgørelser angaaende Anvendelsen af særlige Foranstaltninger overfor psykisk abnorme Personer og Drankere, medens disse Beføjelser ifølge Kommissionens Udkast tilkommer Retten. Til Grund for denne Ændring ligger den Betragtning, at Domstolene vel, i Kraft af deres Kendskab til Sagen ved dens Paadømmelse, har de bedste Betingelser for fra først af at fastslaa Foranstaltningens Art, medens Administrationen synes at have den bedste Adgang til at følge Sagen paa dens senere Stadier og derfor ogsaa bør have Beføjelsen til at træffe de senere formaalstjenlige eller fornødne Bestemmelser.
III. Lovforslagets Bestemmelser om Strafbarhedsbetingelserne (3die Kapitel) er i det væsentlige affattet som foreslaaet af Kommissionen eller i hvert Fald af Mindretal indenfor denne.
Der gives ligesom i Kommissionens Udkast ikke nogen almindelig Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Samtykket kan gøre en Handling straffri, men Afgørelsen heraf overlades til Enkeltbestemmelserne i Lovforslagets specielle Del, forsaavidt Spørgsmaalet overhovedet med Føje kan rejses, jfr Bestemmelserne i § 248 Stk. 1 om Samtykkets Betydning som Strafnedsættelsesgrund ved Legemsangreb, og i § 243 om Betydningen af Kvindens Samtykke ved Fastsættelsen af Straffen for Fosterdrab. Endvidere kan nævnes Bestemmelserne i §§ 240 og 241 om Drab efter Begæring og Hjælp til Selvmord. Dette sidste Forhold straffes — i Modsætning till Kommissionens Udkast (§ 219) — kun, saafremt Handlingen foretages af egennyttige Bevæggrunde, og om Drab efter Begæring hedder det i § 240, Stk. 2, at er Handlingen foretaget for at befri en haabløs syg for svære uafvendelige Lidelser, kan Straffen under særlige Omstændigheder bortfalde. Som allerede ovenfor omtalt findes der ikke i Lovforslaget nogen selvstændig Bestemmelse om Samtykkets Betydning for Strafansvaret ved Foretagelsen af operative Indgreb særlig overfor visse Sædelighedsforbrydere.
Lovforslagets Bestemmelser om Nødværge (§ 14) og Nødret (§ 15) som ophævende Handlingens Retstridighed og om Strafnedsættelse, eventuelt Strafbortfald i Tilfælde af, at Grænserne for lovligt Nødværge eller lovhjemlet Nødret overskrides (§ 88), stemmer med Udkastets Bestemmelser. Dog er ved Fastsættelsen af Grænserne for det lovlige Nødværge "Angriberens Person" — i Stedet for det af Kommissionen (§ 13) foreslaaede mere omfattende og ubestemte Kriterium: "Angriberens Forhold" — nævnet ved Siden af Angrebets Farlighed og det angrebne Retsgodes Betydning.
Medens ifølge Kommissionens Udkast (§ 15) den kriminelle Lavalder i Overensstemmelse med nu gældende Ret er 14 Aar, forhøjer Lovforslaget (§ 16) Grænsen til 15 Aar, hvad der ogsaa indenfor Kommissionen har været nogen Stemning for. Det har været under Overvejelse, om der i Lovforslaget skulde optages en Bestemmelse om betingelsesvis Straffrihed for Handlinger foretagne af Personer mellem 15 og 18 Aar; men dette er undladt — ligesom i Kommissionens Udkast — bl. a. under Hensyn til de for saadanne Personer
iøvrigt foreslaaede særlige Regler om Paatale samt Straffens Fastsættelse og Fuldbyrdelse, jfr Lovforslagets §§ 34 (betinget Frafald af Tiltale), 47—50 (Ungdomsfængsel), 87 (Straffen ikke Gentagelsesvirkning) og 88 (Nedsættelse eller Bortfald af den lovbestemte Straf).
Med Hensyn til Lovovertræderens mentale Tilstand som Betingelse for Straf har Lovforslagets § 17 i Realiteten fulgt det af 2 Kommissionsmedlemmer indtagne rent biologiske Standpunkt og erklæret Handlinger, foretagne af Personer, der ifølge Erklæring af Retslægeraadet eller en af Justitsministeren dertil autoriseret Læge er lidende af Sindssygdom eller udpræget Aandssvaghed, for straffri. Det tilføjes dog udtrykkelig, at der i Medfør af § 75 (jfr ovenfor) kan træffes andre Foranstaltninger overfor Gerningsmanden. Lægens Afgørelse bliver saaledes kun afgørende for Spørgsmaalet om Arten af de Repressionsmidler, hvormed Samfundet søger at beskytte sig imod Lovovertræderen. I § 18 gives der Regler om Anvendelsen af Straf, eventuelt i særlig Anstalt, eller andre Foranstaltninger (§ 75) overfor Psykopather.
Lovforslagets almindelige Bestemmelse om Beruselse som Straffrihedsgrund (§ 19) stemmer med Udkastets (§ 18), hvorefter Beruselse kun udelukker Anvendelse af Straf, naar Gerningsmanden har handlet uden Bevidsthed. I § 89, der hjemler Strafnedsættelse i Tilfælde af, at en strafbar Handling er begaaet under Indflydelse af stærk Sindsbevægelse eller anden forbigaaende sjælelig Uligevægtighed, tages der endvidere — i Modsætning til Kommissionens Udkast (§ 87) — det Forbehold, at sjælelig Uligevægtighed, der hidrører fra selvforskyldt Beruselse, ikke kan begrunde Strafnedsættelse. Ligesom i Udkastet (§ 133) er der i Lovforslaget (§ 141) optaget en Strafbestemmelse for selvforskyldt Beruselse, der medfører Fare for andre.
Bestemmelserne i Lovforslaget om Forsæt og Uagtsomhed som Strafbarhedsbetingelser (§§ 20, 21 og 23) stemmer med Udkastet. Som Følge af, at der kun forelægges eet Straffelovsforslag, hvis almindelige Del omfatter alle borgerlige strafbare Forhold — i Kommissionens Betænkning indeholdes et særligt Udkast til Lov om Forseelser i borgerlige Forhold — sondres der i § 21 om Uagtsomhed mellem de i Straffeloven omhandlede Lovovertrædelser og andre Lovovertrædelser. Medens ved de førstnævnte Lovovertrædelser Uagtsomhed kun straffes, naar det er særlig hjemlet, er iøvrigt — i Lighed med hvad der af Kommissionen er foreslaaet for Forseelser — Uagtsomhed strafbar, med mindre det modsatte har særlig Hjemmel. Lovforslagets specielle Del hjemler en ikke ringe Udvidelse af det uagtsommes Strafbarhed ikke blot, naar det drejer sig om mindre Lovovertrædelser, men ogsaa ved grovere Forbrydelser, jfr særlig § 228 (Sædelighedsforbrydelser), § 249 (Legemsbeskadigelse) og § 260 (grov Frihedsberøvelse). Endvidere er Straffen for Uagtsomhed i mange Tilfælde — ligesom i Kommissionens Udkast — forhøjet set i Forhold til gældende Ret.
Med Hensyn til egentlig Relsuvidenhed har Lovforslaget (§ 22) optaget en ikke i Udkastet værende Bestemmelse, hvorefter saadan
Uvidenhed ikke udelukker den ellers forskyldte Straf, med mindre det findes, at Uvidenheden af særlige Grunde ikke kan lægges den handlende til Last. Til Gengæld er i § 88 udeladt Udkastets Bestemmelse (§ 86 Nr. 3) , om Retsuvidenhed som Strafnedsættelsesgrund.
IV. Lovforslagets Bestemmelser om Forsøgets Strafbarhed (§§ 24 og 25) stemmer med Kommissionens Udkast. Forsøgshandlingen defineres som den Handling, der "bestemt sigter til at fremme eller bevirke Udførelsen af en Forbrydelse". Uagtsomt Forsøg straffes saaledes ikke. Bemærkningerne til Lovforslaget udtaler sig ikke nærmere angaaende det i Kommissionen, jfr Thyrén 1. c. S. 149, omstridte Spørgsmaal om, hvilke Fordringer der maa stilles til Forsættet, for at det skal være strafbart.
Bestemmelsen i § 24, Stk. 3 om, at Forsøg paa visse Smaaforseelser ikke straffes, forsaavidt ikke andet særlig er bestemt, jfr f. Eks. § 294 (Selvtægt), er optaget specielt i Anledning af, at der, som allerede ovenfor bemærket, kun forelægges eet Straffelovsforslag, hvis alhmindelige Del omfatter ogsaa Særlovgivningen, men angaar iøvrigt ogsaa de i Almindelig borgerlig Straffelov omhandlede Lovovertrædelser.
Reglerne i § 25 om Tilbagetræden fra Forsøg suppleres ved den i § 88, Nr. 5, hjemlede Adgang til at nedsætte Straffen eller endog i visse Tilfælde lade den helt bortfalde, naar Gerningsmanden frivillig har bestræbt sig for at forebygge Fuldbyrdelsen eller, efter at den strafbare Handling er fuldbyrdet, frivillig har afværget den af hans Handling flydende Fare eller bestræbt sig for at genoprette den ved Gerningen forvoldte Skade. Denne Bestemmelse, der bl. a. tager Sigte paa Delikter, hvor den fuldbyrdede Forbrydelse bestaar i Fremkaldelsen af en bestemt Fare, eller hvor Fuldbyrdelsesmomentet er rykket frem, gaar videre end den tilsvarende i Kommissionens Udkast (§ 86 Nr. 6 og 7) ved i Almindelighed at hjemle Adgang ikke blot til Strafnedsættelse, men ogsaa til Strafbortfald.
Ved Fosterdrab (§ 243) straffes — ligesom efter Udkastet (§ 221) — Kvindens Forsøg med utjenlige Midler ikke. Iøvrigt er Forsøgets Strafbarhed ikke begrænset ved noget Krav om objektiv Fare.
Reglerne om Medvirken til Forbrydelser (§§ 26—28) stemmer med Kommissionens Udkast, der betegner en betydelig Simplifikation i Forhold til den nu gældende Straffelovs Regler, særlig ved at udelade dennes kunstige og indbyrdes kunstigt afgrænsede Meddelagtighedsformer med dertil svarende Strafferammer. Med Hensyn til concursus necessarius er der i § 282, Stk. 2, jfr Udkastets § 257, givet en med nyere Retspraksis stemmende ny Bestemmelse om Straf for den ved Skyldnerens strafbare Dispositioner begunstigede Fordringshaver.
Ved Affattelsen af Bestemmelsen i § 27, Stk. 2, om Straffen for udenforstaaende, der medvirker til Krænkelse af et særligt Pligtforhold (extranei), har Lovforslaget fulgt Kommissionens Flertal (§ 25,
Stk. 2), hvorefter saadan Medvirken er strafbar uden særlig Hjemmel, men med Adgang til Strafnedsættelse.
I § 27, Stk. 3 er optaget en Bestemmelse om Straffrihed for mindre væsentlig Medvirken ved Lovovertrædelser — saavel indenfor som udenfor Almindelig borgerlig Straffelovs Omraade —, naar Straffen for Lovovertrædelsen ikke kan overstige Hæfte. Grunden hertil er, at Lovforslagets almindelige Del — som ovenfor omtalt — omfatter alle borgerlige strafbare Forhold.
De almindelige Regler om Straf for Anstiftelse til Forbrydelse eller Forsøg herpaa er blevet udvidet ved Optagelsen af den af et Mindretal indenfor Kommissionen foreslaaede Bestemmelse om Straf for offentlig Tilskyndelse til Forbrydelse (§ 139).
L. N. Hvidt.