Den danske familieretslovgivning. Den 18. Marts 1925 stadfæstedes Lov om Ægteskabets Retsvirkninger, og Kampen for at faa en tidssvarende Lovgivning for dette Omraade af Familieretten er dermed afsluttet.
    Loven er et Resultat af Forhandlingerne i de skandinaviske Familieretskommissioner, der afsluttede deres Arbejde paa dette Omraade i 1918, jfr. Sv. J. T. 1918 S. 248. Den danske Kommissions Udkast af 1918 optoges i det i Rigsdagssamlingen 1918—19 forelagte Forslag til Lov om Ægteskab, der var en Sammenarbejdning af det ovennævnte Udkast og det ligeledes af den danske Kommission udarbejdede Udkast af 1913 til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. Dette samlede Lovforslag naaede ikke at blive færdigbehandlet i Rigsdagssamlingen 1918—19 og forelagdes derfor i den følgende Rigsdagssamling i uændret Skikkelse, men stadig uden Resultat.
    Kommissionens to Udkast blev derefter adskilt, idet Regeringen i Rigsdagssamlingen 1921—22 fremsatte Forslag til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning, der blev vedtaget af Rigsdagen og stadfæstet af Kongen den 30. Juni 1922 med Gyldighed fra 1. Januar 1923, jfr. Sv. J. T. 1922, S. 343. Hvad angik Reglerne om Ægteskabets Retsvirkninger, ønskede Regeringen, der ikke mente at kunne forelægge Lovforslaget i den af Kommissionen i 1918 foreslaaede Form, at disse Regler blev underkastet en nøjere Prøvelse, forinden ny Fremsættelse for Rigsdagen fandt Sted. Efter at Familieretskommissionen efter Anmodning fra Ministeriet havde gennemgaaet Udkastet af 1918 og afleveret sin Betænkning i November 1923, fremsattes der umiddelbart derefter i Landstinget et Forslag til Lov om Ægteskabets Retsvirkninger, der var ganske enslydende med det af

316 JOHANNES FAURHOLT.Kommissionen udarbejdede nye Udkast. Lovforslaget blev med mindre væsentlige Ændringer vedtaget af Landstinget og oversendt til Folketinget kort før Rigsdagssamlingens Slutning, men naaede ikke at blive færdigbehandlet, og det forelagdes derfor atter i indeværende Rigsdagssamling. Den nu vedtagne Lov er i Hovedsagen enslydende med Kommissionens Udkast af 1923.
    Loven og Udkastet af 1923 adskiller sig i formel Henseende fra Udkastet af 1918 og de to ældste Lovforslag derved, at den tidligere foreslaaede Ordning med "Gifteeje" og "Gifteret" er erstattet med allerede kendte Betegnelser som "Formuefællesskab", "Raadighed over, hvad Ægtefællen har indført i Fællesboet" og Hæften med "den Del af Fællesboet, hvorover han raader", hvorved skarpere pointeres, at Forslaget bygger paa den nedarvede Ordnings Formuefællesskab, saaledes som den har faaet Udtryk i den gældende Lov af 7. April 1899. Realiteten af den i Udkastet af 1918 foreslaaede Ordning er derimod bevaret.
    Kommissionens Udkast af 1918 er iøvrigt blevet noget forkortet. Dels er Reglerne om Forældremyndighed allerede optaget i Lov om Umyndighed og Værgemaal af 30. Juni 1922, jfr. Sv. J. T. 1922 S. 343, dels er alle de formelle Regler om Skifte, der naturligerehar deres Plads i en Skiftelov, sammenarbejdet med de nugældende Regler i Skiftelovens Kapitler 5 og 6 til en særlig Lov om œndret Affattelse af Skiftelovens Kapitler 5 og 6, hvilken Lov er vedtaget samtidig med Loven om Ægteskabets Retsvirkninger. Endvidere er Reglerne om uskiftet Bo udeladt, da disse Regler er optaget i et af den danske Familieretskommission i Februar 1925 afleveret Udkast til Lov om Ægtefællers Arveret og uskiftet Bo.1 Endelig er enkelte mindre væsentlige Bestemmelser udgaaet af Loven.
    Loven er i Hovedtrækkene i Overensstemmelse med de tilsvarende Regler i den svenske Giftermålsbalk af 11. Juni 1920, og det kan derfor formentlig kun paaregne Interesse paa dette Sted at fremdrage de vigtigste Punkter, paa hvilke den danske og svenske Ægteskabslov adskiller sig fra hinanden.
    I den danske Lovs Kapitel I findes ingen Bestemmelse svarende til den i Giftermålbalkens Kapitel 5 § 6 indeholdte, der tillægger en Ægtefælle Krav paa Godtgørelse hos den anden Ægtefælle, hvis de Udgifter, han i Løbet af et Kalenderaar har haft til Familiens passende Underhold, aabenbart overstiger, hvad han efter § 2 var pligtig at yde. Ej heller findes der en Bestemmelse svarende til den svenske Lovs § 15 om Hustruens Familienavn. Paa den anden Side indeholder den danske Lov en Særbestemmelse gaaende ud paa, at saafremt Løsøre, som er undergivet den ene Ægtefælles Raadighed, med dennes Samtykke er inddraget til Benyttelse under en Erhvervsvirksomhed, som drives af den anden Ægtefælle, bliver Retshandler, denne foretager vedrørende saadant Løsøre, bindende for den førstnævnte Ægtefælle, medmindre Trediemand indsaa eller burde indse, at den anden Ægtefælle var uberettiget til at indgaa Retshandelen.

 

1 Dette Udkast er allerede inbragt for Rigsdagen som Lovforslag.

DEN DANSKE FAMILIERETSLOVGIVNING. 317    I Kapitel II "Om Formuen" er der foretaget en stor Del formelle Ændringer som Følge af Opgivelsen af Gifteretsterminologien. Bortset fra disse Ændringer maa det fremhæves, at den til svensk Kapitel 6 § 9 svarende Bestemmelse har følgende Ordlyd: "En Ægtefælle kan forlange, at den anden Ægtefælle deltager i Oprettelsen af en Fortegnelse over, hvilke Dele af Fællesboet enhver af dem raader over, og hvad der maatte høre til enhvers Særeje. Retten afgør efter samtlige foreliggende Omstændigheder, hvilken Beviskraft der i givet Fald bør tillægges Fortegnelsen." Endvidere findes i Kapitel II Bestemmelser, der tillægger en Ægtefælle Krav paa Vederlag hos den anden Ægtefælle, saafremt denne ved Vanrøgt af sine økonomiske Anliggender eller paa anden nærmere angiven Maade i væsentlig Grad har formindsket den Del af Fællesboet, hvorover han raader (hans Gifteeje), eller saafremt han har anvendt Fællesboets Midler til Forbedring af sit Særeje. Lignende Bestemmelser findes i den svenske Ægteskabslovs Kapitel 13. De formelle Skifteregler, der fandtes i Kommissionens Udkast af 1918 i Tilslutning til de citerede Vederlagsregler, er som ovenfor nævnt optaget i en særlig Lov, hvorimod Vederlagsreglerne som materielretlige er bevarede i Ægteskabsloven.
    Reglerne om Gældsansvaret i Kapitel III er meget forkortede i Forhold til Kommissionens Udkast af 1918. Der findes en Bestemmelse svarende til svensk Lov Kapitel 7 § 1, men derudover findes kun en Bestemmelse om, at Krav paa Hustruen i Anledning af Husholdningsgæld, jfr. svensk Lov Nr. 324 af 27. Juni 1924 om Ændringer i Giftermålsbalken, forældes i Løbet af 1 Aar, naar Manden tillige hæfter for Gælden, medmindre Hustruen har paataget sig et videregaaende Ansvar.
    I Kapitel IV om Ægtepagter og andre Retshandler mellem Ægtefæller, jfr. svensk Lov Kapitel 8, er der optaget en Bestemmelse, nødvendiggjort ved Opgivelsen af Gifteretsterminologien og gaaende ud paa, at med de Begrænsninger, som Loven medfører, kan Ægtefæller indgaa Retshandler med hinanden om Ejendele, som nogen af dem raader over, og paadrage sig Forpligtelser overfor hinanden. Ny er ogsaa Bestemmelsen om, at Ægtepagt (äktenskapsförord), som oprettes under Ægteskabet, og hvorved Ejendele vederlagsfrit overdrages fra den ene Ægtefælle til den anden, kun bliver gyldig, naar den godkendes af Justitsministeriet eller af Overøvrigheden (Overpræsidenten i København eller Amtmændene) ifølge Justitsministerens Bemyndigelse. Derimod er Bestemmelsen om Vederlag til den Ægtefælle, der hjælper den anden i dennes Erhvervsvirksomhed, udgaaet.
    Reglerne om Bosondring (boskillnad) i Kapitel V adskiller sig fra den svenske Lovs Kapitel 9 derved, at Ægtefællerne ikke kan faa Bosondring, naar de er enige derom, jfr. svensk Lov § 2.
    For Indtegning af Ægtepagter er der givet Regler i Kapitel VI.
    Loven træder i Kraft den 1. Januar 1926 og kommer da ogsaa — dog med enkelte Modifikationer — til Anvendelse paa Ægtefæller, der har indgaaet Ægteskab tidligere, medmindre de ved Ægtepagt,

318 JOHANNES FAURHOLT.der maa tinglæses senest paa Ikrafttrædelsesdagen, bestemmer, at den ældre Lovgivnings Regler skal vedblive at gælde for Formueforholdet mellem dem. Endvidere er der givet særlige Overgangsregler af Hensyn til den i de sønderjydske Landsdele gældende Ret.
    Loven er blevet modtaget med Glæde af de danske Kvindeorganisationer, og de Røster, der tidligere hævede sig til undertiden meget voldsomme Angreb paa Loven, er forstummede.
    Marts 1925.

Johannes Faurholt.