Den norske civilprocesreform. Ved lov nr. 13 av 17. juli 1925 om midlertidige forandringer i rettergangsordningen blev den norske civilprocesreform av 1915 besluttet sat i kraft fra 1. januar 1927 av, med den væsentlige forandring, at lagmandsrettene foreløbig er slöifet og Høiesterets nuværende centrale stilling bevaret. I motsætning til, hvad loven av 1915 bestemmer, skal Høiesteret vedvarende behandle enhver sak fuldt ut og ikke bare retsanvendelsen. Videre har man, tildels paa grundlag av erfaringene fra handels-, sjørets- og endel andre saker, hvor paaanken hittil har skedd direkte fra underinstansen til Høiesteret, gaat over til at ha bare en ankeinstans over hele linjen, nemlig overretten, hvor saken gjælder en formuesværdi under 5,000 kroner, og ellers Høiesteret. Undtagelsesvis skal dog Høiesterets kjæremaalsutvalg kunne tillate, at en av overretten paadömt sak bringes ind for Høiesteret. Tilbruk for ankeinstansens prøvelse skal partene kunne kræve bevisoptagelse foretat. Saksbehandlingen for Høiesteret skal vedbli at være mundtlig eller skriftlig, eftersom retten selv bestemmer, og for overretten skal den foreløbig være skriftlig. I overretten skal der som før sitte 3 retskyndige dommere; desuten skal der, hvor en sak i første instans har været procedert med sakkyndige domsmænd, ogsaa tillkaldes to saadanne i overretten, naar nogen av partene kræver det, eller retten finder det ønskelig.
Resultatet er altsaa, at civilprocesreformen nu blir gjennemført i første instans, saa man der faar mundtlighet og partsavhørelse. Hvad bevisumiddelbarheten angaar, har man gaat ut fra, at den ikke