ERFARINGER FRA DANSK CIVILPROCES.1

 

AF

 

LANDSDOMMER C. BÆRENTSEN.

 

Vi Danske skylder på områderne for den interskandinaviske lovgivning Sverige så overordentlig megen tak for udmærket medarbejde ved dybtgående sagkundskab, overlegen behandling af lovgivningsemnerne og gennemsigtig klarhed og fasthed i lovreglernes udformning. Vi er derfor altid glade, når vi er i stand til at vise vore gode naboer og venner noget fra vore egne erfaringer, som vi selv finder glædeligt og opmuntrende, og som vi vil kunne tænke os kunde være egnet til, måske i enkelte punkter, at give Dem en og anden lære under overvejelserne af ordningen af Deres egne retsforhold.
    Den nye borgerlige retspleje er man i Danmark i det hele taget særdeles tilfreds med, og jeg føler det derfor som en ære at få lejlighed til for et mode af udmærkede svenske jurister at fortælle lidt om praktiske erfaringer fra vor nye civilproces.

 

    Forinden jeg går ind på mit egentlige æmne, skal jeg tillade mig at give Dem en lille oversigt over processens historie. Jeg skal dog ikke gå længere tilbage end til 1683, da Chr. V's Danske Lov, den første almindelige lovbog for hele riget, udkom. Processen var efter denne lov offentlig og blandet skriftlig-mundtlig. Bevisumiddelbarhed var efter datidens samfærdselsforhold og lidet indviklede samfundsforhold i reglen en selvfølge. Processen måtte ikke vare længere end 6 uger. En proces tilsyneladende altså efter ret moderne principper. Men den var i høj grad naiv og ufuldkommen. Dommerne var i reglen lægmænd, ofte med yderst nødtørftige retskundskaber og med endnu nødtørftigere indkomster. Som dommerne, saaledes dommene. Loven selv kaster gennem de forskrifter, den finder fornødne, glimt over et og andet af elendigheden, f. ex. når den (1 —5 —12) siger, at "Dommerne maa ingen uendelige domme udstæde med disse ord: Uden det anderledis kand afbevisis, havis i minde, aftalis, forstaais, bevisis, og andre deslige uendeligheder."
    Heri skete der lidt efter lidt i løbet af c. 100 — 150 år en total forandring. Det danske enevælde har, hvad man end ellers kan sige det på, haft den store fortjeneste at omskabe og fæstne den danske stats organisation, og dette gælder ikke mindst retsvæsenets

 

1 Föredrag hållet vid ett av Juristföreningen i Stockholm och Sveriges Advokatsamfunds Stockholmsavdelning gemensamt anordnat sammanträde den 28 april 1926. 

ERFARINGER FRA DANSK CIVILPROCES. 261organer. Den opgave, man her i første række satte sig, var at virke for retssikkerheden, bl. a. ved at arbejde for uddannelsen af jurister. Hvor lav standarden var, kan De måske slutte Dem til ved at høre. hvad man lod sig nøje med, da man ved Fr. 10. februar 1736 indførte en juridisk examen. Forordningen begynder meget smukt ved at sige: "Ingen Studiosus maa herefter søge noget enten Dommereller Procurator-Embede eller anden civil Bestilling, som i ringeste Maade med Justitien haver at beslille, med mindre han af Facultate Juridica publice er examineret, og har faaet saadan en Characteer, som kan vidne om hans Dygtighed til det Embede, han attraar." Men når man så ser, hvad der forlanges ved examen, så er billedet et ganske andet. Til den laveste examenskarakter: haud contemnendus, kræves kun, at kandidaten skal være "nogenledes grundet in jure naturæ og derhos forstaa den Danske og Norske Lov og Rettergangs Maade samt de in Institutionibus forekommende terminos juridicos." Men en så streng examen var der. kun ganske få, som underkastede sig. Ved siden deraf indførte man derfor en examen for ustuderede, og til at bestå den krævedes der blot, at man skulde være "nogenledes om Naturens Lov og om den Danske Proces tilstrækkelig informeret." Var man bosiddende i længere afstand fra universitetet, og kun attråede et af de ringeste embeder, der gav en indkomst af 12 å 16 rdl. årlig, og kunde man skaffe attest for fattigdom, kunde man endda slippe med at besvare nogle skriftlige qvæstioner under opsyn af en kgl. embedsmand, der skulde attestere, at examinanden havde besvaret dem under sin hånd "uden at vige af Stuen eller at betjene sig af nogen Bog." Og endelig kunde fornemme folk ogsaa få lov til at slippe med en lignende examen.
    Det lykkedes efterhånden at få embederne i de højere domstole besat med jurister; men så langsomt gik det dog, at det først var omkring år 1800, at præsidenten i Højesteret var jurist.
    Under disse forhold måtte vægten selvfølgelig lægges på at søge at skaffe sikkerhed i retsplejen; det fik så være med hurtigheden. Sikkerheden måtte søges i kontrol fra overdomstolenes side med underdomstolene, og det kunde naturligvis kun nås gennem skrift. Alt måtte nedskrives og protokolleres. Gennem praxis, støttet ved forskellige love, nåede man da omsider til en strengt skriftlig proces, der finder sit udtryk i sætningen "quod non est in actis, non est in mundo" — en sætning, der for den, som er indlevet i moderne proces, synes at spotte al fornuft.
    Sikkerheden måtte købes med den uhyre langsomhed, der (i alt fald i Danmark) synes uadskilleligt forbunden med al skriftlig proces. Mod den kæmpede den danske lovgivning gennem over 100 år en håbløs kamp. Jeg skal give Dem et lille exempel.
    Ved Fr. 6. august 1824 indførtes der for gældssager under 200 kroner en simplificeret rettergangsmåde; dommeren skulde vejlede parterne, og behandlingen skulde i det hele "være så ukunstlet og kort som muligt", og intet unødvendigt ophold måtte tåles, Smukke ord! Virkeligheden blev en ganske anden! Skriftlighedens trold lam-

 

262 C. BÆRENTSEN.mede loven! I København, hvor disse sager blev behandlet af 2 dommere, og hvor der f. ex. i året 1913 af slige småsager blev indbragt ca. 16,500 for retten, resterede der ved årets udgang et så formidabelt tal som 512. Ved udgangen af året 1917 gik man efter overenskomst mellem dommere og sagførere over til at behandle sagerne mundtlig, væsentlig efter Retsplejelovens regler, og resultatet var forbløffende. I den afdeling, som jeg fik den fornøjelse at beklæde, var restancen den 1. januar 1918 45, den sank gradvis: 1. februar: 20, 1. april: 13, 1. juli: 4 og 31. december: 1; og på disse lave tal blev vi omtrent stående, indtil Retsplejeloven af 11. april 1916 trådte i kraft den 1. oktober 1919. Den anden tilsvarende afdeling viste ganske lignende resultater. Og, vel at mærke, uden spor af overanstrengelse for dommerne! Min kollega og jeg er enige om, at vi aldrig i hele vort liv har haft så gode dage som i de 7 fjerdingår!
    Gik det således med de små sager, hvordan gik det da ikke med de større! Endnu så sent som i 1910 omtaler afdøde justitiarius i Højesteret, dr. juris Niels Lassen i U. f. R. en sag, som stod på i over 7 år: den indkom til Underretten 5. marts 1903, blev pådømt ved Underrretten i februar 1908, i Overretten i februar 1909 og i Højesteret april 1910. Der havde ingen vidneførsel fundet sted og var overhovedet intet hexeri ved sagen. Det var nu måske et særligt slemt exempel, men det er endnu i manges erindring, at en proces let kunde trække ud i flere år! Intet under, at det danske ordsprog siger: rettens gang er lang og trang.

 

    Forandringen kom med Grundloven af 5. juni 1849. På Rigsforsamlingen 1849 var der af grundlovskomitéen stillet forslag til en bestemmelse om, at nævninger skulde indføres i visse straffesager. Under forslagets behandling rejste sig imidlertid — ikke en jurist, men en præst — ganske vist en præst af meget høj rang, en af Nordens største ånder, det levende ords talsmand, folkehøjskolens fader: N. F. S. Grundtvig. Han foreslog tilføjet og sat i spidsen: "Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gennemføres ved hele Retsplejen." Hans forslag blev uden synderlig debat eller modstand vedtaget, og han skriver i et brev til sine sønner derom: "Hvad jeg fik listet ind i Grundloven — — — om offentlighed og mundtlighed, vil vistnok, som det står, ej gøre stort til at forbedre retsplejen, men det fornøjer mig dog som et godt varsel, da "offentlighed og mundtlighed" i det hele siger, hvad jeg har stridt for, alle mine dage."
    Med disse ord var der fremsat et program, som skulde vise sig at få meget vidtrækkende følger for den danske retspleje. I disse få ord indeholdes — man kan næsten sige: med profetisk skarphed — det, som det kommer an på: Enevoldstidens skriftlighed med den gennemførte kontrol fra de overordnede domstole skal afløses af frihedstidens mundtlighed med kontrol ikke blot af overdomstolene, men af offentligheden, af folket selv.

 

ERFARINGER FRA DANSK CIVILPROCES. 263    Det varede dog hele 70 år, inden programmet blev gennemført — efter en lang række kommissionsforhandlinger og rigsdagsdebatter. Der var megen modstand mod en radikal reform; på mange hold mentes det, at partielle reformer vilde være tilstrækkelige og i virkeligheden bedre. Ejendommeligt nok var det til sidst misfornøjelsen med den kriminelle retspleje, der bragte reformen frelst i havn, medens der i langt mindre grad var utilfredshed med den civile retspleje og dens langsomhed; det danske folk er et sindigt og tålmodigt folk, som tilmed gennem århundrederne var blevet opdraget til at tro, at retfærdighed og langsomhed var uadskillelige ting; og om domstolenes retfærdighed, i alt fald i borgerlige sager, var der egenlig ingen, som tvivlede. — Resultatet er blevet en civilproces, der, omend den har pletter og trænger til videre udvikling, dog har vist sig at virke til stort gavn, medens alle kyndige vistnok er enige om, at vor nye kriminalproces på adskillige punkter lader meget tilbage at ønske.
    Jeg skal nu ikke plage mine ærede tilhørere med en gennemgang af selve reglerne i vor nye civilproces. Dem må jeg forudsætte som bekendte i hovedtrækkene. Kun 2 hovedbestemmelser nævner jeg:
    § 148: Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det omfang, i hvilket loven særlig bestemmer det. Ved den mundtlige forhandling benyttes frit foredrag.
    § 292: Afgørelsen træffes på grundlag af den mundtlige forhandling og bevisførelsen. Hvorledes sagens faktiske sammenhæng skal antages at være, afgør retten i henhold til det samlede indhold af forhandlingerne og den stedfundne bevisførelse.

 

    Vi har altså fået en proces, hvor mundtlighed og fri bevisbedømmelse hersker. Endvidere er bevisumiddelbarhed gennemført i det omfang, hvori man har anset det forsvarligt af hensyn til den personlige ulejlighed, som forvoldes parter og vidner, og den udgift, som forvoldes parterne. Partsafhøring er indført som et principalt bevismiddel. Hvad appelsystemet angår, hjemler loven — udenfor visse undtagelsestilfælde — kun to instanser. Mindre sager (indtil 800 kr.) anlægges ved Underretten og kan appelleres til Landsretten. Større sager anlægges ved Landsretten og kan appelleres til Højesteret. Ingen summa appellabilis. I begge tilfælde har appeldomstolen adgang til at bedømme sagen i dens helhed, både factum og jus; Højesteret er altså ikke alene kassationsret.
    Af det samlede antal sager, der er pådømt ved Underret, kan man regne, at c. 1 ½ % når op til at afgøres ved Landsret. Tallet synes mig at vise, at man bør indrette underrets proceduren med langt overvejende hensyntagen til, at underretsbehandlingen bliver så god som muligt, men bør lægge langt mindre vægt på muligheden for appel. Man bør ikke, når der er een til to chancer for appel, men 99 eller 98 chancer derimod, for den ene eller de to sagers skyld lade alle de andre bebyrdes med den omstændelighed, som

 

264 C. BÆRENTSEN.sikringen af appel udkræver. Den danske Retsplejelov har handlet klogt, når den har indrettet underretsproceduren for dens egen skyld, men på den anden side åbnet fuld adgang til prøvelse af Underrettens afgørelser ved Landsretten og — i så fald — til fornyet foretagelse af sagen på nyt grundlag med nye søgsmålsgrunde og indsigelser og nye beviser.

 

    Grundloven af 1849 var en (fredeligt gennemført) revolution. Og dens § 79 med sin bestemmelse om offentlighed og mundtlighedind eholdt i virkeligheden en revolutionerende regel.
    Jeg skal nu søge i en del punkter at påvise for mine ærede tilhørere, i hvilken grad de nye principper har virket revolutionerende på den borgerlige retspleje. Man må nemlig ingenlunde tro, at mundtlig retspleje er lig den gamle skriftlige retspleje med visse modifikationer. De nye principper har tværtimod virket til bunds — ikke blot på den måde, på hvilken det processuelle stof fores frem for domstolen, men også på selve processtoffet og på alle de i processen medvirkende personer.
    1. Mest iøjnefaldende er den hurtighed, med hvilken de fleste sager afgøres. Kun nogle enkelte tal skal jeg fremdrage. En benhavnsk Byrets-sag kan ifølge statistiken påregnes, når den bliver indanket til Landsretten, at bruge c. 90 dage om at nå igennem begge instanser (regnet fra stævningens indlevering til Byretten til Landsrettens dom). Ved Østre Landsrets 4. afdeling, for hvilken jeg har fungeret som formand siden Retsplejelovens ikrafttræden, blev i årene 1921 — 1924 28.8 % af sagerne afgjort uden domsforhandling, 17.3 % hævet eller forligt efter domsforhandling, således at kun 53.9 % blev pådømt efter domsforhandling (deraf 23.4 % straks og 30.5 % i senere retsmøde). På 1. retsmøde afgjordes 24.9 % af sagerne, 39.1 % optog 2 retsmøder, 14.7 % lagde beslag på 3 retsmøder; tilbage blev altså 21.3 %, der krævede 4 eller flere retsmoder (tallene omfatter retsmøderne fra stævningens irettelæggelse til domsforhandlingen, begge incl.).
    2. I modsætning til den skriftlige proces, hvis tendens er extensiv (splittelse af processtoffet gennem en række protokollater og skrifter), kræver den mundtlige retspleje en intensiv behandling af stoffet, med kraftig procesledelse fra domstolens side og den stærkest mulige koncentration af stoffet under domsforhandlingen. Den opgave, der herved stilles sagførere og dommere, er ikke så vanskelig, som man måske vilde være tilbøjelig til at tro. Funktionen er en anden end under den skriftlige proces, men i virkeligheden ikke sværere, og navnlig heller ikke for parterne og deres repræsentanter. Under skriftlig proces er man nødt til, hver gang sagen har været for, at opfriske den igen i sin hukommelse, sætte sig selv tilbage i den tankerække, man forfulgte sidste gang man "havde ordet" — kort sagt: repetere sagen om og om igen. Den mundtlige, koncentrerede behandling sparer al denne repetition; den forskåner selve parten for den stadig tilbagevendende, pinagtige rippen op i begiven-

 

ERFARINGER FRA DANSK CIVILPROCES. 265heder og drøftelser, som han så inderlig godt kender, og den fritager sagføreren for en mængde konferencer og forhandlinger og skaffer ham derved bedre tid til hans virkelige opgave i processen: stoffetsindsamling og bearbejdelse.
    3. Vi veed alle, hvor lidt der skal til for at gøre en skriftlig proces indviklet. Den menneskelige opfindsomhed er stor, og "papiret rødmer ikke". Den dygtige advokat vil under sine overvejelser ofte finde formelle og reelle indsigelser eller søgsmålsgrunde, som han måske ikke selv tillægger særlig vægt, men om hvilke han dog kan tænke sig, at de kan besværliggøre processen for modparten; og han vil da være fristet til at fremsætte dem, for ikke at forsømme noget, der kan gavne hans egen klient.
    Erfaringen viser, at den mundtlige proces har en mærkelig evne til at holde de overflødige betragtninger uden for diskussionen. Formalitetsindsigelser fremsættes yderst sjælden (måske ikke i 1 af 100 sager), og så at sige aldrig uden at have tilknytning til sagens realitet. Temerære realitetsindsigelser forekommer ganske vist, men i langt færre tilfælde end under den gamle proces. Det er navnlig to forhold, som bidrager til således at forenkle processen. For det første et personligt forhold: der udvikler sig meget hurtigt under det stadige personlige samarbejde mellem sagførerne i skranken og mellem dem og dommerne en vis korpsånd, som kræver fair play. En sagfører med agtelse for sit gode navn vil nødig udsætte sig for, at hans argumenter med føje mødes med et smil eller en (mere eller mindre venlig) kritisk bemærkning; han vil tværtimod gøre alt for at vinde sine kollegers og domstolens øre, vel vidende, at skinargumenter ikke gavner hans klient, og at de i det lange lob undergraver tilliden til ham selv. Men dernæst et sagligt forhold: under mundtlig procedure må det processuelle stof nødvendigvis fremstilles med en vis klarhed, hvis ikke forhandlingen skal blive uudholdelig for sagførere og dommere. Det overflødige og unyttige må derfor skæres bort.
    Et par exempler vil måske tjene til at illustrere dette.
    Rpl. § 385 foreskriver, at i "vidtløftige regnskabssager og andre indviklede retssager" kan domstolen anordne, at sagen skal behandles skriftlig, og de følgende paragraffer (§§ 386 — 393) indeholder de nærmere regler for sådan skriftlig behandling. Man kunde mulig tro, at der ret ofte blev brug for disse regler, f. ex. i et milieu som København med stærkt forretningsliv. Det modsatte er blevet tilfældet. Ved Østre Landsret er bestemmelsen, mig bekendt, aldrig blevet bragt i anvendelse. I den første tid efter lovens ikrafttræden fremsattes der nu og da fra sagføreres side begæring om skriftlig behandling af regnskabssager, f. ex. opgørelser af provisionsmellemværender o. lign., men retten afslog konsekvent disse begæringer, og den mundtlige behandling gennemførtes med stor lethed. Det er nemlig så, at selv i regnskabssager er der i virkeligheden kun nogle få faktiske og retlige spørgsmål, der skal afgøres; hvad det kommer an på, er, at processtoffet (ligesom i andre sager) sigtes og opstilles på en overskuelig måde, således at de enkelte poster subsumeres

 

266 C. BÆRENTSEN.under de forskellige kvæstioner, som sagen frembyder. Når først dette rent forberedende og tilrettelæggende arbejde er gjort, er sagen meget vel egnet til mundtlig behandling. Ved denne vil de relevante spørgsmål kunne fremstilles med mindst lige så megen klarhed og kraft som under skriftlig behandling, og den frembyder den store fordel, at mulig uklarhed eller ufuldstændighed i fremstillingen kan søges berigtiget straks på stedet ved udøvelse af dommernes ret og pligt til at stille spørgsmål til parterne.
    De erfaringer, Landsretterne havde gjort, foranledigede dem til i et cirkulære til Underretterne i 1921 at advare disse mod uden tvingende nødvendighed at anordne skriftlig behandling.
    Lignende erfaringer har vi haft i sager angående servituter o. lign. Disse kan visselig være indviklede, men vi behandler dem alligevel ikke skriftlig. Vi stræber at gøre dem så klare og anskuelige som muligt, i første række ved, at retten sættes på selve stedet, såfremt dette da kan gøres uden uforholdsmæssig bekostning og ulejlighed, men dernæst ved tilvejebringelse af kort og navnlig af fotografier, der tit virker fortrinlig.
    4. Den skriftlige proces er stiv, den mundtlige elastisk. Den gamle proces havde en tendens til at behandle store og små sager efter samme skabelon; heri lå en af grundene til procedurens uhyre langsomhed.
    Under mundtlig proces, der stiller dommere og parter (sagførere) ansigt til ansigt, forholder det sig anderledes. Den nødvendige økonomiseren med tid og penge kræver, at man iagttager en vis forholdsmæssighed mellem mål og midler. Bagatelsager (og hermed tænker jeg ikke på pengeværdi — en sag om et ringe beløb kan naturligvis godt være af største vigtighed — men på sagens relativt ringe vanskelighed) bliver automatisk udsondret til en mere summarisk behandling, og netop derved vindes der tid til den grundigere undersøgelse, som de vanskelige sager har krav på. Den nye proces har således i høj grad bidraget til en specialisering af sagerne efter deres beskaffenhed. De meget vigtige forskrifter i Rpl. §§ 286, 294 og 295 åbner endvidere adgang for domstolen til efter sit frie skøn at bestemme, at flere sager (mellem samme eller forskellige parter) skal forhandles under eet, eller omvendt, at flere krav, der er forenet under een retssag, skal adskilles til særskilt forhandling og pådømmelse; tilsvarende adgang har domstolen med hensyn til det tilfælde, at sagen frembyder flere stridspunkter; og selv om særskilt forhandling ikke er anordnet, kan domstolen afsige dom om et enkelt krav eller stridspunkt, så snart det foreligger modent til påkendelse.
    Der kunde nævnes meget andet, men tiden tillader ikke at komme nærmere ind derpå. Jeg har kun villet vise Dem nogle exempler på det, der er så karakteristisk for vor nye procesordning, nemlig den frihed, som loven giver domstolen til, efter forhandling med parterne og i øvrigt efter sit bedste skøn, at lede og ordne proceduren, alt efter den enkelte sags beskaffenhed.

 

ERFARINGER FRA DANSK CIVILPROCES. 267    5. Den nye ordning har medført en indgribende omgruppering af processens personer — parter, vidner, sagførere, dommere.
    I gamle dage var vidnerne forgrundsfigurerne. Parterne var derimod afskåret fra at høres (bortset fra enkelte grupper af sager, f. ex. ægteskabssager). Deraf kom bl. a. den overordentlige vægt, man måtte lægge på reglerne om bevisbyrdens fordeling.
    Nu er parterne hovedpersonerne under bevisførelsen. Det er en næsten undtagelsesfri regel, at parterne giver møde under domsforhandlingen; bevisførelsens koncentration gør det til en nødvendighed, og sagførerne kræver det af deres klienter, da de må have dem ved hånden for at kunne indhente oplysninger, som proceduren foranlediger.
    Partsforklaringen (der afgives uden ed, men under strafansvar for falsk forklaring) er blevet det vigtigste bevismiddel. Og med god grund; thi hvem kan bedre end parterne selv give oplysning om sagens rette sammenhæng? Men — vil man spørge — vil parterne også tale sandhed? Herom er der ganske vist noget delte meninger; mit indtryk er dog, at de gennemgående gør sig umage for at sige den subjektive sandhed. Men dertil kommer, at det ikke er let at skjule en løgn under en afhøring som den, vor nye proces giver adgang til. Der kræves hertil en vis teknik; der var hos os begyndervanskeligheder hos sagførerne, og er det til dels endnu, men hyppigt gennemføres afhøringen særdeles godt. Den former sig i almindelighed som en fri samtale; hvad det gælder om, er,uden ydre midler, at få partens forklaring gennemlyst, idet han først afhøres af sin egen sagfører, derefter modafhøres af modpartens sagfører, og endelig kan dommerne stille yderligere spørgsmål.
    Vidnebeviset er herved kommet til at stå i andet plan, som kontrolerende og supplerende bevismiddel.
    Sagførernes stilling er forandret under den nye proces. Tidligere stod de unge i skygge; en ung sagfører, der var medhjælper hos en ældre, kunde, med al dygtighed, arbejde i årevis uden at få sit navn frem. Nu træder de unge frem i skranken i fuldt dagslys og kan selv få æren (og skammen) ved sagens behandling. Dette giver den allerstærkeste spore til at yde det bedst mulige, og vi har virkelig også i løbet af de få år, reformen har været i kraft, fået frem en hel stab af meget dygtige unge kræfter.
    Endelig skal jeg nævne dommernes forandrede stilling. Også for os har reformen bevirket en forskydning. Vort arbejde, der tidligere samlede sig om granskning af sagens akter, literatur og domspraxis i vort arbejdsværelse, er nu henlagt til retssalen og voteringsværelset; det er blevet koncentreret; rådslagning sker straks efter forhandlingen, og ofte afsiges dom straks. Den vigtigste forskydning er dog den, at vi nu har med levende mennesker at gøre, ikke, som før, med papir. Sagerne taler ikke, som forhen, alene til vor hjerne og vor menneskelige og juridiske samvittighed, men tillige til vort hjerte. Vi har ganske andre midler i hænde end før til at hjælpe mennesker til deres ret. Tidligere kunde vi have troen på, at vi

 

268 C. BÆRENTSEN.havde gjort, hvad vi formåede, indenfor de af proceslovene afstukne grænser, — men hvor hyppigt var det dog ikke, at vi måtte sige os selv, at vi formåede så såre lidt — der blev siddende i vor sjæl en skjult tvivl om, hvorvidt nu alt var gjort, der, menneskeligt talt, kunde gøres til sagens opklaring. Nu er forholdet et ganske andet. Tvivler vi om et eller andet faktisk spørgsnmål i sagen, giver loven os ret og pligt til at spørge parternes repræsentanter. Jeg tør rolig sige, at der mellem danske dommere kun er een mening om, at vor gerning nu er langt lykkeligere end før.

 

    Til sidst må jo det spørgsmål rejses, det vigtigste af alle: giver det nye system rigtigere resultater end det gamle? Dette kan ifølge forholdets natur kun besvares efter et personligt skøn. Min opfattelse (og jeg tror, den deles af mange) er, at også på dette punkt bærer det nye prisen. Hvor sagens afgørelse afhænger af beviset, kan der sikkert ikke herske tvivl om, at vi kommer til rigtigere resultater end før. Men også i andre sager gælder vistnok det samme; den nye retsplejes intensitet og koncentration virker her ind; spørgsmålene bliver stærkere og mere alsidigt belyst under proceduren i retssalen og den straks påfølgende debat mellem dommerne i deres rådslagningsværelse, end det skete under den gamle proces.

 

    Kan nu vore erfaringer udnyttes i Sverige? Det vilde være ubeskedent af os at tillade os nogen udtalelse herom. Kun een ting vil jeg sige: jeg føler mig fuldt overtydet om, at en vis sandsynlighedsslutning må kunne drages fra vore erfaringer; i alt fald vil sikkert de fleste Danske mene, at trods al forskel føler vi os så nær i slægt med Dem, at vi vil tro, at noget af det, vi har indført med held hos os, også må kunne bruges af Dem.