NOGLE SPØRGSMAAL FRA DEN INTERNATIONALE PRIVATRET.

 

(O. A. BORUM: Personalstatutet efter dansk og fremmed Ret.København 1927. G. E. C. Gad. 574, IX s. Kr. 12.50.)

 

AF

 

PROFESSOR AXEL MØLLER.

 

KØBENHAVN.

 

 

I det foreliggende store og grundige Arbejde, der nylig er forsvaretfor Erhvervelsen af Doktorgraden ved Københavns Universitet,har Forfatteren givet en Fremstilling af dansk, tysk, fransk ogengelsk international Privatret med Hensyn til Person-, Familie- og Arveretten. Hovedinteressen ved Arbejdet knytter sig til de mange klare og grundige Udredninger af Enkeltspørgsmaal, hvorimod mansavner en mere udførlig, samlet og indtrængende Fremstilling af dealmindelige Principer for og den historiske Udvikling af den internationale Privatret. Under Hensyn til Æmnets store praktiske Betydning vil en nærmere Redogörelse for de behandlede Spörgsmaalformentlig være af Interesse.
    Efter en Indledning (§§ 1—5, s. 1—42), hvori omhandles den internationale Privatrets Begrundelse og Methode, Afhandlingens Opgave og Begrænsning samt Benævnelse ("Personalstatutet"), gaar Forfatteren over til en Fremstilling af tysk (§§ 6—17), fransk (§§ 18—30),engelsk (§§ 31—41) og dansk (§§ 42 — 53) international Privatret paadet heromhandlede Omraade, hvorefter sluttelig foretages en Sammenligning mellem de to Hovedprinciper, Nationalitets- og Domicilprincipet (§ 54). Norsk og svensk Ret forbigaar Forfatteren helt,og desværre er heller ikke medtaget en Oversigt over Haagprivatretskonventionernes Regler; de berøres kun hist og her lejlighedsvis.
    Alligevel er Afhandlingen svulmet meget stærkt op. Dette skyldessærlig den af Forfatteren valgte Fremgangsmaade at behandle hvertLand for sig. Dette har naturligvis sine Fordele, men det gørFremstillingen meget bred, hvad den i Forvejen er, og man faarikke den retssammenlignende Fremstilling. som en Gruppering af deenkelte Landes Ret om de forskellige Arter af Retsforhold vildehave givet.
    Afhandlingens Navn, "Personatstatutet efter dansk og fremmed Ret",er ikke meget vejledende, og Forfatteren gør da ogsaa i en helParagraf (§ 4) Rede for de forskellige Betydninger af Ordet i ældreog nyere Sprogbrug. Selve Begrebet udmærker sig ikke ved Klarhed. Som Regel henføres under "Personalstatutet" de Retsregler,der særlig vedrører Personen, hans familieretlige og arveretlige Stil

ling. Men det er ikke selve disse Retsregler, Forfatteren vil behandle,undtagen som Baggrund for Fremstillingen, hans Opgave er at udfinde deres Afgrænsning overfor andre Landes tilsvarende Regler,med andre Ord at fremstille den internationale Privatret paa detteOmraade.
    I Mangel af særlige Traktater bestemmer hvert Land selv sineRetsreglers Afgrænsning overfor andre Lande, sin egen internationalePrivatret. Dog antager Forfatteren med Rette, at en Lovgivning,der udelukkende vilde anvende sine egne Retsregler (lex fori) vildevære folkeretsstridig (s. 3.) Men Folkeretten overlader det til deenkelte Stater selv at bestemme, i vilket Omfang der vil være attage Hensyn til fremmed Ret. Har lex fori ikke selv udtrykkeligbestemt dette, maa det være Domstolenes og Administrationens Opgave at begrænse Lovenes Rækkevidde ved Hjælp af de subsidiæreRetskilder, Analogi, Retssædvane, Praxis og Forholdets Natur. Densidste Retskilde spiller her i Almindelighed en særlig stor Rolle.Thi Grunden til Anvendelsen af fremmed Ret er ikke comitas nationum, men retslige Retfærdighedshensyn, og at udfinde LovenesRækkevidde paa den internationale Privatrets Omraade er en Fortolkningsopgave, der ved de enkelte Arter af Love maa bestemmesud fra deres fornuftige Hensigt og Formaal (s. 18). Sporgsmaaletom, hvilken fremmed Ret, der skal bringes til Anvendelse, maa daafgøres ud fra lignende Principer som de, der er bestemmende forden indenlandske Lovgivnings Kompetence. En harmonisk Afgørelseaf Kompetencekonflikterne mellem egen og fremmed Lovgivning kankun naaes fuldtud gennem internationale Aftaler (Traktater), men børogsaa uden saadanne saavidt muligt tilstræbes af Domstolene udensmaaligt Hensyn til, om de andre Lande nu ogsaa faktisk gør Gengæld. Her faar de i Praxis mere eller mindre anerkendte Principer, som f. Ex. "Locus regit actum", lex rei sitæ, lex loci, stor Betydning.
    Forfatteren antager med Rette, at Dommeren ex officio skal anvende den fremmede Ret, hvis han kender den eller den behøriger oplyst for ham (s. 28 — 30); beklageligt afvigende er HøjesteretsDom i U. f. R. 1918 S. 212, der i Modsætning til Overretten krævedePaastand paa Anvendelsen af den fremmede Ret (s. 31). Desvarreopkastes Spørgsmaalet altfor sjældent af Parterne og deres Sagførere,der for det meste uden videre gaar ud fra lex fori. For danskRets Vedkommende er derfor baade Domstolenes og Administrationens Praxis i Almindelighed forholdsvis sparsom.
    Forfatterens Fremstilling i dette første Afsnit bringer vel ikkeegentlig nye Synspunkter, men er klar og god og kan i det heletiltrædes. S. 6 synes dog Traktater at være medregnede til Retskilderne for den internationale Privatret, hvilket kun er rigtigt forde Lande, der anerkender Folkeretten som Bestanddel af den nationale Ret, jfr. min Folkeret S. 9, medens dog naturligvis ogsaa i deandre Lande de nationale Regler saa vidt muligt bør fortolkes overensstemmende med indgaaede Traktater, 1. c. S. 11.

    I det følgende vil jeg i Modsætning til Forfatteren ikke behandlehvert Land for sig, men gennemgaa de enkelte Arter af Retsforholdog de Resultater, hvortil Forfatteren kommer efter dansk og fremmed international Privatret. Dette vil formentlig baade lette Oversigten og den Retssammenligning, som paa dette Omraade har saastor Betydning.

 

RETSEVNE (§§ 7, 19, 33 og 43).

 

    I dansk og tysk Ret skelnes skarpt mellem Retsevne og Handleevne. Anderledes i fransk Ret, der sondrer mellem Etat og Capacité. Ved Etat forstaas de faktiske og retlige Egenskaber, som enPerson er i Besiddelse af og som bestemmer hans Retsstilling i dethele i personlige, familieretlige og borgerlige Forhold. Capacitébruges dels i videre Betydning, indbefattende baade Retsevne ogHandleevne, dels i snævrere Betydning som Handleevne eller Habilitet, jfr. Code civil Art. 3 § 3 (s. 167 f.). Grænsen er iøvrigt iForfatterens Fremstilling ikke ganske klar, men er maaske ogsaavanskelig at drage. Heller ikke engelsk Ret skelner mellem Retsevne og Handleevne, men bruger Udtrykket "Civil Status", der indbefatter baade Retsevne og Handlevne og endda rækker videre somBetegnelse for Personens hele borgerlige Stilling (s. 285 f).
    Som paavist af v. BAR er den internationale Privatrets Regler omRetsevne og Handleevne ganske forskellige. Handleevnen bestemmesi Almindelighed efter Nationalitets- eller Domicilprincipet med visseAfvigelser under Hensyn til lex contractus eller lex rei sitæ o. s. v.Reglerne om Retsevnen i Almindelighed er derimod af tvingendeNatur og bestemmes derfor efter lex fori. Saaledes kan fremmedRets Regler om Slaveri, borgerlig Død o. s. v, ikke anerkendes iLande, der ikke kender disse Institutioner. Derimod vel visse Konsekvenser af disse Institutioner. (s. 55.)
    Retsevne i specielle Retsforhold bedømmes efter den dette Retsforhold beherskende Lovgivning. Selv om Domicilloven eller dennationale Lov forbyder en Munk at være Arving eller at indgaaÆgteskab eller Jøder at være Ejere af fast Ejendom, respekteres detteikke i andre Lande, saafremt den kompetente Lovgivning (f. Eks.Arveladerens lex domicilii, den m. H. t. Ægteskabsbetingelserne kompetente Lov, eller lex rei sitæ) ikke kender saadanne Begrænsningeri Retsevnen.
    Forfatterens Udviklinger om Retsevnen er i det hele klare og gode.Dog nævner han (s. 375) Evne til at disponere ved Testamente somEx. paa Retsevne i Stedet for Handleevne (Habilitet) eller Kompetence.

 

HANDLEEVNE (§§ 8, 19, 33 og 43).

 

    Særlig dansk Rets Regler ifølge Theori och Praxis samt enkelteLovbud underkastes en indgaaende Undersøgelse, og Sammenligningmed fremmed Ret frembyder betydelig Interesse.
    Tysk og fransk Ret følger Nationalitetsprincipet med enkelte Undtagelser, dansk Ret Domicilprincipet med en enkelt Undtagelse, en

gelsk Ret kun rent formelt Domicilprincipet, men med vidtrækkendeUndtagelser till Fordel for lex rei sitæ og lex loci contractus.

 

    I. Dansk Ret. A. Positive Lovbud. Disse er saa faa ogspredte, at nogen almindelig Grundsætning neppe kan udledes deraf(s. 381—384). Af Højesteretsinstruxen 1771, § 30, vil Forfatteren medRette intet slutte, navnlig heller ikke til lex loci contractus. Derimodsynes han at bygge for meget paa Analogier fra D. L. 1—23 — 12,Vexellovens § 84, Checklovens § 14 og Ægteskabslov 1925 § 53 (s.384). Disse Retsforhold synes saa specielle, at Analogi herfra maavære yderst tvivlsom. Men naturligvis maa de kunne støtte et adanden Vej naaet Resultat.
    B. Dansk Theori. Alle danske Forfattere (ØRSTED, SCHEEL,DEUNTZER og LIEBE) synes enige om, at Danske (d. v. s. her bosattePersoner) i Udlandet normalt er underkastede danske Myndighedsregler og dem alene, naar Sagen kommer til Paadømmelse her.Forfatteren slutter sig til denne Anskuelse. (s. 377.) Den er velogsaa ubestridelig, saafremt de Paagældende efter vore Regler ermyndige. De bør da ikke nyde godt af en mulig højere Myndighedsalder i Udlandet¹. Men er de umyndige efter vore Regler, medensde efter lex loci contractus er myndige, er det ikke paa Forhaandgivet, at der intet som helst Hensyn bør tages til Udlandets Myndighedsregler og udenlandske Omsætningsinteresser ². Man forlangerjo i Almindelighed de indenlandske Omsættningshensyn respekteret,jfr. nedenfor, og i det mindste de lege ferenda burde et vist Hensyntages ogsaa til de udenlandske. Dette burde være Grunglaget foreventuelle Kollektivtraktater vedrorende Myndighedsreglerne. Dervedkunde man faa ensartede Regler uden Hensyn til, hvor Sagen komtil Paadømmelse.
    Udlændinge, der indgaar Retshandler i Danmark, vil Ørsted ubetinget behandle efter danske Love (d. v. s. Kontraktsstedets) udenmindste Hensyn til Hjemstedets. Dette synes dog urimeligt. Scheel3vil, ligesom SAVIGNY,⁴ alene anvende Hjemstedets Lovgivning. Dettegiver en fast og klar Regel, der dog virker uretfærdigt ved slet ikkeat tage Hensyn til indenlandske Omsætningsinteresser.
    Deuntzer ⁵ vil vel som Hovedregel anvende den fremmede lex domicilii, men vil dog i den danske Samhandels Interesser anvendede danske Myndighedsregler, hvis diesse fører til Myndighed for denefter sit Hjemsteds Lovgivning umyndige Udlænding. Familieretskommissionens Betænkning (Bilag I til Myndighedsudkastet 1921)gaar samme Vej, men kræver dog "god Tro" hos Medkontrahenteni Lighed med fransk Praxis. Forfatteren slutter sig til dette Standpunkt.⁶ (s. 388.)

 

¹ Cfr. dog tildels Ørsted i Eunomia, IV, S. 29.² Saaledes ogsaa Liebe paa 7:de nordiske Juristmöde, S. 32.³ Privatrettens alm. Del, 1865, s. 377 ff.⁴ System des heutigen Römischen Rechts, 1849, S. 140.⁵ Privatrettens alm. Del, 1886, S. 94—95.⁶ Saaledes ogsaa Liebe, S. 33—35.

    Deuntzers Standpunkt synes dog at burde foretrækkes, da Hensyntagen til Medkontrahentens "gode Tro" synes at føre til altforvage Regler, jfr. nedenfor om fransk Ret.
    C. Dansk Praxis. (s. 389—394). Ældre dansk Praxis følger lexloci contractus. Senere Praxis følger lex domicilii m. H. t. her boendePersoner, der kontraherer i Udlandet, samt m. H. t. myndige Udlændinge,der kontraherer i Danmark, medens Praxis ikke har taget Stilling tilSpm. om umyndige Udlændinges Kontraheren i Danmark.

 

    II. Fremmed Ret. Tysk Ret gør Undtagelse fra Nationalitetsprincipet m. H. t. Formueretshandler indgaaede i Tyskland af fremmede Umyndige (herunder Umyndiggjorte) (s. 59 f.). Det er altsaa,ligesom efter Deuntzers Lære (dog i videre Omfang end Deuntzer, jfr.det Tilfælde, at begge Parter er Landsmænd) kun den indenlandskeOmsætnings Sikkerhed, der beskyttes, men da ogsaa uden Hensyntil Parternes Nationalitet eller Medkontrahentens gode Tro.
    Fransk Ret gør en lignende Undtagelse fra Nationalitetsprincipet(s. 167—177). Denne Undtagelse er dog i 2 Retninger mere begrænset end den tyske, idet det kræves 1) at Medkontrahenten erfransk og 2) at han har været i god Tro (s. 175). Den førsteBegrænsning strider naturligvis mod Forholdets Natur, og den andener neppe stemmende hermed, jfr. de ogsaa af fransk Theori skarptkritiserede Domme af 1858 og 1859 i Lizardisagerne (s. 176).
    Engelsk Ret opstiller vistnok kun Domicilloven som afgørende m.H. t. Habiliteten til Indgaaelse af Ægteskab, Oprettelse af Ægtepagtog Oprettelse af Testamente s. 285—293). M. H. t. Myndighedentil at indgaa almindelige formueretlige Kontrakter følges lex locicontractus, uden Hensyn til, om Retshandelen er indgaaet i England eller Udlandet, og uden Hensyn til, om lex loci contractushjemler Kontraktens Gyldighed eller Ugyldighed (s. 292, jfr dogs. 288). For Overdragelser af fast Ejendom er alene lex rei sitæafgørende, ogsaa for Myndighedsspørgsmaalet; ved Overdragelse afLøsøre bedømmes Myndigheden baade efter lex domicilii og lex reisitæ, saaledes at det er tilstrækkeligt, at en af disse hjemler Myndighed. Det maa herved erindres, at det engelske Domicilbegreb ermeget forskelligt fra det danske (s. 278 — 284).
    En anden Undtagelse fra Hovedreglen (Nationalitetsprincipet) gøresi tysk og fransk Ret ved Anerkendelsen af Renvoi-Principet (Tilbagevisning af Kompetencen). (s. 59, 173). Viderehenvisning til et tredjeLand er derimod ikke anerkendt i Tyskland (s. 53); om den anerkendes i Frankrig, oplyser Forfatteren ikke.
    En tredje Undtagelse gøres i tysk Ret til Fordel for tidligere myndige Personer, der erherver tysk Statsborgerret, ifølge hvilken devilde være umyndige (s. 61 — 62). De beholder da deres engangerhvervede Myndighed. Det tilsvarende Spørgsmaal er i Frankrigomtvistet, medens det i dansk Teori og Praxis er antaget, at den engangerhvervede Mygdighed ved Domicilforandring kan gaa tabt (s. 396.)

 

    III. Retssammenligning. 1) Om Nationalitetsprincipet her er

at foretrække for Domicilprincipet ¹ kan omtvistes, men synes neppetilstrækkelig begrundet, jfr nedenfor om § 54.
    2) En Undtagelseregel af Hensyn til Omsætningens Interesse ervelbegrundet. Forfatteren vil dog ligesom dansk, tysk og franskRet kun tage Hensyn til den indenlandske Omsætnings Interesser ogvil da i Lighed med fransk Ret lægge Vægt paa Medkontrahentens"gode Tro". Den tyske Formulering er formentlig — bortset fraUmyndiggjorte — at foretrække, og derhos synes man at burde følgeengelsk Ret og ældre dansk Praxis et Stykke ved ogsaa at tage Hensyn til den udenlandske Omsætnings Interesser, saaledes at herboende Umyndige — herunder Umyndiggjorte — efter Omstændighederne vil kunne forpligtes ved Retshandler i Udlandet overensstemmende med lex loci contractus. Derimod bor, hvad Myndighedsreglerne angaar, intet Hensyn tages til lex rei sitæ.
    3) Renvoi-Reglen bør ikke anerkendes. Saaledes agsaa Forfatteren(s. 564).
    4) Den engang opnaaede Myndighed bør ikke ved Domicilforandringeller Statsborgerskifte gaa tabt. Saaledes ogsaa Forfatteren. (s. 396,jfr. s. 61).

 

VÆRGEMAAL OG UMYNDIGGÖRELSE (§§ 9, 20, 21, 34, 35, 44 og 45).

 

    Dansk og engelsk Ret følger Domicilprincipet, tysk og franskNationalitetsprincipet.

 

    I. Værgemaal for unge gælder alle her bosatte uden Hensyn tilStatsborgerforhold, men kun undtagelsesvis for danske unge, bosat iUdlandet, nemlig a) Naar ingen i Udlandet vil tage sig af dem og dersaaledes foreligger en Nødssituation, b) Værgebeskikkelse ad hoc vedvisse Handlingers Foretagelse her i Landet, c) Ifølge Henvendelsefra udenlandske Myndigheder (s. 396 — 402). Forfatteren antagermod BENTZON: Personret, 1923 s. 130, at Personer, bosat i Udlandet,f. Ex. danske Konsuler ikke kan beskikkes til dansk Værge (mennok være födt Værge), hvilket i hvert Fald vil virke uheldigt, naarden unge danske er bosat i Udlandet (s. 401 f).
    Dansk Umyndiggørelse fulgte før Retsplejeloven samme Regler, mener nu efter at være bleven en judiciel Akt ved Retsplejelovens § 458udelukket for Danske, der bor i Udlandet, ogsaa i de fornævnteUndtagelsetilfælde (s. 402 — 409). Dette er et meget uheldigt resultat.hvad ogsaa Eorfatteren indrømmer (s. 406). Virkningen af en danskUmyndiggørelse er ifølge Forfatteren, at denne kan gøres gældendeoveralt i Udlandet, uanset at ingen Kundgörelse sker der og uansetMedkontrahentens gode Tro (s. 408). Omvendt antages en fremmedUmyndiggørelse at være uden Betydning her i Landet, naar Retshandlen er indgaaet her, og Medkontrahenten er i god Tro (s. 409).
    Her er Sol og Vind ikke skiftet lige mellem danske og fremmedeInteresser. Man bør neppe tillægge danske Umyndiggørelsesdekretersaa stor Virkning overfor Udlandet. Derimod bør fremmede Umyn

 

¹ Saaledes Liebe 1. c.

diggørelsesdekreter ubetinget respekteres her i Landet, hvis Medkontrahenten kendte eller burde kende dem, uanset om man vedfremmed Umyndighed paa Grund av Ungdom vil tage Hensyn til"god Tro" hos Medkontrahenten her i Landet eller ej.
    Flytning til Udlandet bevirker ifølge Forfatteren, at dansk Umyndiggørelsesdekret bortfalder, saafremt det fremmede Land ikke respekterer det, f. Ex. Umyndiggørelse paa Grund af Ødselhed, hvilkenikke anerkendes i England (s. 407). Omvendt synes Forfatteren atbetragte et fremmed Umyndiggørelsesdekret som ubetinget bortfaldetved den Umyndiggjortes Flytning til Danmark (s. 408). Dette syneset meget uheldigt Resultat, og Forfatteren er her formentlig forvidtgaaende.

 

    II. Forfatteren giver en god Fremstilling af tysk, fransk og engelskRet. om Værgemaal og Umyndiggørelse. Særlig ejendommelige erde engelske Umyndiggørelsesregler.
    Tysk Ret (s. 62 — 71) Umyndiggørelse og Værgemaal for Tyskerei Udlandet kan altid ske efter tyske Regler, men kan dog undlades,naar Udlandet selv træffer de fornødne Foranstaltninger og disseskønnes tilfredsstillende. Udlændinge i Tyskland kan umyndiggøresaf tyske Myndigheder, ikke blot naar de har Bopæl, men ogsaa blotOphold i Tyskland. Værge maal over Udlændinge kan under sammeBetingelse anordnes af tyske Myndigheder, hvis den Paagældendeefter sin nationale Lov trænger dertil og hans egen Stat ikke dragerOmsorg derfor. Foreløbige Sikkerhedsforanstaltninger kan altid træffesaf de tyske Myndigheder. Et af disse anordnet Værgemaal udføresaltid efter tysk Ret.
    Fremmed Umyndiggørelse af Tyskere i Udlandet anerkendes iAlmindelighed ikke, hvorimod fremmed Værgemaal over Tyskere iUdlandet e. O. vil blive anerkendt.
    Efter fransk Ret er Myndlingens nationale Lov og de nationaleMyndigheder bestemmende baade for Værgemaal og Umyndiggørelse,dog at de lokale Myndigheder kan træffe foreløbige Foranstaltninger,ja endog anordne endeligt Værgemaal eller Umyndiggørelse, saafremtde nationale Myndigheder ikke vil eller kan (s. 177—182).
    Efter engelsk Ret kan engelske Myndigheder altid anordne Værgemaal for umyndige, der opholder sig i England, men ikke forumyndige udenfor England (bortset fra Renvoi) (s, 293 — 297). Eren fremmed Værge beskikket efter lex domicilii, kan han dog altidoptræde i England som Værge, men under Rettens Kontrol.
    Højst ejendommelige er de engelske Regler om Umyndiggörelse(ss. 287, 294—297). Denne kendes og anerkendes i England kunpaa Grund af Sindssygdom (The Lunacy Act 1890), ikke f. Ex. paaGrund af Ødselhed eller Drukkenskab. For de sindssyge indtræderUmyndighed endda ikke ved Rettens Dekret om Sygdommen, menførst ved Værgens Beskikkelse. Fremmede Umyndiggørelsesdekreterkan da naturligvis ikke have større Virkning.

 

18 — Svensk Juristtidning 1928.

    Værge for fremmede Sindssyge, der opholder sig i England, kanbeskikkes enten af engelske Myndigheder eller af Hjemlandets.
    III. Sammenlignet med fremmed, særlig tysk Ret, virker danskRets Regler dels ufuldstændige, dels for ensidig byggede paa Domicilet,baade m. H. t. fremmede Statsborgere, bosat her i Landet, og m. H. t.danske Statsborgere bosat Udlandet. Mindre stive Regler vildesikkert være at foretrække.

 

BORTEBLEVNE PERSONER (§§ 10, 22 og 46) (s. 409—13.).

 

    Forfatteren paaviser meget klart, at de formelle Regler i Fr. 11.Sept. 1839 maa være anvendelige overalt, hvor den forsvundne harefterladt sig Formue i Danmark og derhos engang har haft Værnething her, selv om hans sidst bekendte Bopæl var Udlandet. Dematerielle Fordelingsregler maa derimod bestemmes efter lex domicilii.
    Kollisioner kan let intræde med fremmed Ret, der som Hovedregel lægger Vægt paa Nationalitetsprincipet.
    Fremmede Dommes res judicata Virkning giver her Anledning tilTvivl. Forfatteren udtaler sig ikke for dansk Rets Vedkommende,men vil sikkert ikke tillægge dem nogen Betydning i de af Fr. 1839omfattede Tilfælde, selv om den forsvundnes sidst bekendte Bopælvar Udlandet.
ÆGTESKABSBETINGELSERNE (§§ 11 A, 23 A, 36, 47).
    I. Dansk Rets Hovedprincip er ifølge Praxis lex loci, ikke Domicilloven eller den nationale Lov.
    A. Naar Fremmede, d. v. s. i Udlandet bosatte Personer indgaarÆgteskab her i Landet, maa i alle Tilfælde de danske Ægteskabsbetingelser fyldestgøres (s. 414—441), dog at Spørgsmaalet om Forældres Samtykke for Kvinder mellem 18—21 Aar efter de almindeligeHabilitetsregler maa afhænge af Hjemlandets Ret, ligesom ved »diplomatiske Ægteskaber» her i Landet alene de fremmede Ægteskabsbetingelser kommer i Betragtning, bortset fra de indispensable Slægtsog Svogerskabstilfælde (ss. 433, 437). Derimod sættes i øvrigt i Praxis defremmede Ægteskabsbetingelser ganske ud af Betragtning, bortset fraMeddelelse af Vielsesbreve, hvor ifølge Praxis stadig Ægteskabsattestfra Udlandet forlanges (ss. 434, 438). Men ellers kræver danske Myndigheder ikke Bevis for, at de fremmede Ægteskabsbetingelser er opfyldt, og Tilsidesættelse af disse medfører aldrig Ægteskabets Ugyldighed her (s. 427). Alligevel vil naturligtvis Ægteskabets muligeUgyldighed i Udlandet være til stor Gene for Parterne, og hele Ordningen er lidet hensynsfuld overfor den fremmede Stat. Den nye Ægteskabslov af 1922 indeholder — i Modsætning til tidligere Forslag —ingen Regler om fremmede Ægteskabsbetingelser, hvilket er saa megetuheldigere, som Bruden nu ikke længere behøver at have fast Opholdher i Landet, jfr Æ. L. § 20 in fine, og altsaa begge Parter kan væreFremmede. Det antages dog alligevel i Theorien, BENTZON, Familieret, I, 1924, s. 32, jfr s. 83, i Overensstemmelse med Praxis, at intetHensyn skal tages til de fremmede Ægteskabsbetingelser.
    Forfatteren har sikkert Ret i, at en Nyordning ved Lov eller Trak

tater, der tager Hensyn til de fremmede Ægteskabsbetingelser, væresig ifølge lex domicilii eller Nationalitetsprincipet, i høj Grad tiltrænges, særlig efter den nye Ægteskabslov af 1922 (s. 433 ff.). Mennaar Forfatteren af de nye Kundgørelsesregler i Udlandet i Henholdtil Æ. L. § 23, 3dje Stk., i Forbindelse med den vedvarende Praxism. H. t. Vielsesbreve og Hensynet til comitas nationum vil udlede,at Anmeldelse fra Udlandet om eventuelle fremmede Ægteskabshindringer eller iøvrigt danske Myndigheders Kundskab om saadanne,vil forhindre Indgaaelse af Ægteskab her i Landet, synes hans Ræsonnementer meget tvivlsomme, selv om det maa indrømmes, at hansResultater er rigtige efter Forholdets Natur og de lege ferenda (s. 438).
    Hvad særlig angaar Forfatterens Udvikling om fremmede Skilsmissedomme, der forbyder nyt Ægteskab, og som Forfatteren vil tage iBetragtning som Ægteskabshindringer efter dansk Ret, kan de formentlig alene anses som fremmede Ægteskabshindringer og kan daikke tillægges større Betydning end disse iøvrigt (s. 421—423).
    B. Naar Danske, d. v. s. her bosatte Personer, vil indgaa Ægteskabi Udlandet, forlanger fremmede Myndigheder ofte dansk Ægteskabsattest, og saadan meddeles efter Justitieministeriets Praxis ikke blot,naar derom er afsluttet Traktat, f. Ex. med Sverige og Italien, menogsaa ellers (s. 448—453). Derimod forlanger dansk Praxis i Almindelighed ikke selv de danske Ægteskabsbetingelser opfyldt ved Ægteskabs Indgaaelse i Udlandet, bortset fra dem, der er af tvingende Natur (Blodskam, Bigami) eller hvor det drejer sig om Omgaaelsesægteskaber, Strl. § 4, eller om Ægteskabsindgaaelse for danske Konsuler iUdlandet, Lov 19. Febr. 1892 § 5 jfr. § 7 (s. 451). De fremmedeÆgteskabsbetingelser er derhos kun nødvendige, hvis den fremmedeRet selv kræver det, hvad den i Almindelighed under Hensyn til Personalstatutet ikke gør, jfr. dog Reglerne om Renvoi.
    II. Engelsk Ret krævede tidligere alene Ægteskabsbetingelserne opfyldt efter lndgaaelsesstedets Ret. (Gretna Green-Ægteskaberne.) Nu forlanges tillige lex domicilii iagttaget for begge Ægtefæller, dog at, hvorÆgteskabet indgaas i England og den ene Part er Englænder, aleneengelsk Ret er afgørende, ligesom iøvrigt fremmede Ægteskabsbetingelser tilsidesættes, hvor de strider mod »public policy» (s. 298—304).
    Fransk Ret kræver som Hovedregel begge Ægtefællers nationale Lov(Code civil Art. 3 § 3 og Art. 170) baade for Franskmænd i Udlandetog Fremmede i Frankrig (ss. 185 f., 189—194). I sidste Fald gælderdog en Række Undtagelser, der dels skyldes Renvoireglen, dels etmeget vidtgaaende Hensyn til »ordre public». (Herunder baade Aldersbetingelsen, Slægtskabs- og Svogerskabshindringer.)
    Tysk Ret lader ligeledes begge Ægtefællers nationale Ret være afgørende, medmindre der enten foreligger tysk Dødsformodningsdom(E. G. Art. 13² jfr. Art. 9³) eller Renvoi (Art. 27) eller de fremmedeBetingelser er at anse contra bonos mores (Art. 30). Bevis for Ægteskabsbetingelserne forlanges ofte ført ved Ægteskabsattest fra Udlandet (s. 79—85).

    III. Det fremgaar af det udviklede, at dansk international Privatretm. H. t. Ægteskabsbetingelserne er meget ufuldkommen og staar langttilbage for fremmed Ret, jfr. ogsaa Haagkonventionen af 1902 omÆgteskabs Indgaaelse.
    Uanset, om man fortetrækker Domicilprincipet eller Nationalitetsprincipet, er en Reform her haardt tiltrængt. Hensyn bør tages baadetil lex loci og til fremmed Ret.

 

ÆGTESKABSFORMEN (§§ 11 B, 23 B, 36, 47).

 

    I. Formerne er her i Landet naturligtvis udelukkende danske, alenemed Undtagelse af »diplomatiske Ægteskaber» (s. 441—444). Disseanerkendes her kun ifølge Traktat, jfr L. 14 Dec. 1906, der alene erafsluttet med Sverige, jfr Tr. 27 Novbr. 1909, og kun gælder, hvoringen af Parterne er dansk, og hvor mindst den ene Part er svensk.
    Er Ægteskab indgaaet i Udlandet af her bosatte Personer, følgesm. H. t. Formen strængt lex loci (s. 444—449). Saaledes er Vielseaf Danske i Italien af en katholsk Præst eller i Flensborg af Præstenfor den danske Menighed erklæret ugyldig her i Landet, da den erugyldig efter lex loci (s. 445), medens en »Vielse» af Danske, udførtaf Kaptajnen paa et nordamerikansk Skib i rum Sø, er anerkendt somgyldig! (s. 448).
    Lex loci kan dog fraviges:
    1) Hvor Ægteskab er indgaaet for danske Konsuler i Udlandet, L.19. Febr. 1892, hvilket kan ske, hvor mindst en af Parterne er dansk(kun Jurisdiktionskonsuler har faaet alm. Bemyndigelse).
    Derhos antages, at Ægteskab ogsaa kan indgaaes for fremmedeKonsuler i Udlandet, hvor en af Parterne er dansk, og den andenParts Lovgivning tillægger Konsulen denne Bemyndigelse.
    2) Hvor Ægteskabet er indgaaet for danske Sømandspræster, Resol. 31 Maj 1862.
    3) Hvor lex loci selv henviser til danske Former, f. Ex. for danskPræst, Missionær eller Konsul (en Slags Renvoi).
    Lex loci anses i Almindelighed tilstrækkelig, selv om ingen særligeFormer der udkræves, som f. Ex. i Skotland. Derimod vil formløseÆgteskaber indgaaede i uciviliserede Lande ikke blive anerkendte her.

 

    II. Engelsk Ret følger ligeledes lex loci (s. 304—308). DiplomatiskeÆgteskaber for engelsk Gesandt eller Konsul i Udlandet anerkendes,naar begge Parter er Englændere og undtagelsevis tillige, hvor kunden ene er det. Ligeledes anerkendes uden Traktat diplomatiske Ægteskaber i England for fremmed Gesandt eller Konsul, naar begge Partereller dog den ene af dem tilhører vedkommende Land. Udenfor Kultursamfundene antages Ægteskabet at kunne indgaas formløst for Præst,Missionær eller Vidner, men ikke uden videre efter lex loci.
    Fransk Ret følger ligeledes lex loci og anerkender saaledes kirkeligVielse i Udlandet (ss. 186—189, 194—198). Diplomatiske Ægteskaber for kompetent fransk Gesandt eller Konsul i Udlandet anerkendesaltid, hvis Brudgommen er fransk, og ligeledes anerkendes uden Trak

tat diplomatiske Ægteskaber for fremmed Gesandt eller Konsul, hvisbegge Parter er hans Landsmænd. Udenfor Kultursamfundene anerkendes formløs Indgaaelse for Præst eller Missionær.
    En særlig Undtagelse fra lex loci foreligger, hvor franske Borgerei Udlandet har indgaaet Ægteskab uden forudgaaende Lysning iFrankrig og efterfølgende Registrering sammesteds, idet Ægteskabetda, hvis Omgaaelseshensigt foreligger, anses ugyldigt (s. 187 f.).
    Tysk Ret anerkender ligeledes lex loci actus (s. 85—87). Fravigelsekan ske dels ved diplomatiske Ægteskaber i Tyskland ifølge Traktat,hvor ingen af Parterne er tysk Borger, og ved diplomatiske Ægteskaber iUdlandet for tysk Gesandt eller Konsul, hvor i det mindste en af Parterne er tysk Borger. Men derhos antager tysk Ret (ligesom svensk),at Iagttagelse af begge Parters fælles Formforskrifter i Udlandet ertilstrækkelig, uanset lex loci. (Afvigende dansk Ret, se foran S. 445.)
    S. 87 kan Forfatteren misforstaas derhen, at et Ægteskab, som ensvensk Mand indgaar for den svenske Konsul i København med en tyskDame, skulde være ugyldigt i Tyskland. Da Danmark ifølge Traktaten med Sverrig af 1909 anerkender saadanne Ægteskaber, maa deogsaa være gyldige i Tyskland ifølge lex loci actus. Anderledes, hvisManden var Englænder og Ægteskabet indgaaet for den engelske Konsul i København.

 

    III. Med Hensyn til Formreglerne trænger for det første de uensartedeRegler om »diplomatiske Ægteskaber» til en Revision. Man bør formentlig følge engelsk og fransk Ret i at anerkende disse ogsaa udenTraktat, som nu i dansk og tysk Ret forlanges. Derimod synes manat burde følge tysk Ret i ikke strængt at forlange lex loci fulgt m. H. t.Ægteskabsformen i Udlandet, naar dog begge Parters fælles Formforskrifter er iagttagne (s. 87).

 

ÆGTESKABETS RETSVIRKNINGER (§§ 12, 24, 37 og 48).

 

    A. Personlige Retsvirkninger. De personlige Retsvirkninger bedømmes som Hovedregel efter Ægtefællernes personligeLov (ifølge dansk Ret Domicilloven, ifølge tysk og fransk Ret dennationale Lov) saaledes som denne til enhver Tid er, saaledes at depersonlige Retsvirkninger ændres ved Flytning eller Statsborgerskifte.Dog er man i dansk og fransk Ret tilbøjelig til at anvende Territorialloven m. H. t. Underholdspligten overfor det Offentlige, og engelskRet følger endog som Hovedregel Territorialloven (f. Ex. ved Restitution of conjugal rights).
    B. Formueforholdet mellem Ægtefæller. Detteer i de forskellige Lande ordnet meget forskelligt. Almindeligt Formuefællesskab er anerkendt i Lande som Danmark, Norge, Sverige, Portugal og Holland. Formuefællesskab m. H. t. Løsøre i Frankrig Særejeer Regelen i England, Østrig og Italien, Særeje med Bestyrelsesret fotManden i Tyskland og Svejts.
    I. Hovedprincipet i dansk Ret er Mandens Domicillov ved Ægteskabets Indgaaelse.

    Dansk Ret hylder saaledes overensstemmende med de fleste fremmede Lovgivninger og Haagkonventionen af 1905 Grundsætningen omFormueordningens Enhed og Uforanderlighed. Saaledes ogsaa SCHEELog DEUNTZER i Modsætning til ØRSTED, der antog, at alle Tilflytteretil Danmark underkastedes det danske Formuefællesskab bortset fraTilfælde af Ægtepagt (s. 456). Domicilskifte er saaledes uden Betydning for Parterne og deres Arvinger, medens der i Forhold til godtroende Tredjemand for fremmed Ægtepagts Vedkommende udtrykkelig var foreskrevet Anmeldelse til Ægtepagtsbogen inden 1 Maaned,hvilken Frist dog ikke er præklusiv, jfr. Lov Nr. 56 af 18. Marts 1925§ 53 og i lignende Retning den ældre Ret, jfr. Lov Nr. 75 af 7. April1899 § 33, der krævede Thinglæsning inden 1 Maaned, se nu paanyThinglysningslov 31. Marts 1927 § 53 (s. 458 ff.). Ved fremmede Ægtepagter forstaas saadanne, som er oprettede af Mænd, der ved Oprettelsen havde deres Bopæl i Udlandet, medens Ægtepagter oprettedeaf Mænd, der da havde deres Bopæl i Danmark er danske, uansetParternes Nationalitet eller Oprettelsesstedet. Alle Ægtepagter bedømmes i alle Retninger, ogsaa m. H. t. Formen, efter Mandens HjemstedsLovgivning ved Oprettelsen, og dansk Ret har saaledes her fravegetReglen Locus regit actum. Som Undtagelse kan alene nævnes, atKvindens Myndighed til Indgaaelsen bedømmes efter hendes Hjemsteds Lov, at den fremmede Ægtepagt ikke maa indeholde noget, derstrider mod danske præceptive Forskrifter, f. Ex. bestemme, at denenes fremtidige Erhvervelser helt skal tilfalde den anden, og at Thinglysning er nødvendig overfor godtroende Tredjemand.
    Analogisk maa det antages, at den fremmede legale Formueordningledsager Ægtefællerne ved deres Flytning til Danmark og vedbliverat gælde her (s. 462, 464—65). Navnlig maa det vistnok ogsaamed Forfatteren antages i Analogi med Reglen i L. 1925 § 53, 2 Stk.,at tidligere en Anmeldelse til Ægteskabsbogen og nu ifølge L. 31Marts 1926 § 53 Thinglysning af den fremmede legale Formueordnings Hovedtræk bør ske, for at den kan have Virkning overforgodtroende Tredjemand. Saaledes ogsaa tidligere SCHEEL og DEUNTZER, jfr tysk B. G. B. § 1435 om Indførelse i Güterrechtsregister, menherimod BENTZON, Familieret, II, 1926, S. 196, der slutter modsætningsvis fra L. 1925 § 53, 2 Stk., at Reglen om Anmeldelse kun gælder Ægtepagter (jfr. s. 465).
    Praxis har ikke udtalt sig om Spørgsmaalene. Søndre LandsretsDom af 13. Oktober 1925, der direkte kun angaar Indførelse i Grundbøgerne, er neppe afgørende i den ene eller den anden Retning (s. 465—467).

 

    II. Bortset fra fast Ejendom (lex rei sitæ) og Ægtepagt (lex loci contractus) stemmer engelsk Ret i Principet med dansk Ret ved at erklære Ægtemandens Domicillov ved Ægteskabets Indgaaelse for afgørende og frakende senere Domicilskifte Betydning, jfr Retssagen: DeNicols v. Curlier (s. 310—317).
    Fransk Ret lægger i Theorien Vægten paa Mandens nationale Lov

ved Ægteskabets Indgaaelse, medens Praxis er tilbøjelig til en konkret Undersøgelse af Parternes formodede Vilje (Parternes Autonomi),hvorefter snart Domicilloven, snart den nationale Lov eller en andenLov kan blive afgørende (s. 205—218). Dette fører dog til stor Usikkerhed. Iøvrigt er Skifte af Statsborgerforhold eller Domicil udenBetydning, og der skelnes ikke mellem Løsøre og fast Ejendom, bortset fra at Offentliggørelse ved fast Ejendom maa ske efter lex rei sitæbaade af fremmede Ægtepagter og fremmed legal Formueordning(ss. 209, 217). Ligeledes er lex rei sitæ afgørende m. H. t. Spørgsmaalet om Hustruens Sikkerhedsret i faste Ejendomme (hypothéquelégale) (s. 207 f.).
    Ægtepagter, oprettede under Ægteskabet, eller senere Ændringer iandre Ægtepagter er ugyldige ifølge fransk Ret (s. 209). Theorienvil indskrænke denne Regel til de Tilfælde, hvor Ægtefællerne erfranske, men Praxis lægger alene Vægten paa, om Ægtepagten er oprettet i Frankrig.
    Tysk Ret hylder Mandens nationale Lov ved Ægteskabets Indgaaelse (E. G. Art. 15) uden Sondring mellem Løsøre og fast Ejendom oguden Hensyn til Domicil- eller Statsborgerskifte (s. 93—101). Formueordningens Enhed og Uforanderlighed er altsaa faststlaaet i Principet.
    En Undtagelse gøres m. H. t. visse Ægtepagter, idet E. G. Art. 15,Stk. 2 in fine bestemmer, at naar Manden efter Ægteskabets Indgaaelse har erhvervet tysk Statsborgerret, eller naar blot udenlandske Ægtefæller har taget Bopæl i Tyskland, kan Ægtefællerne altidændre det bestaaende Formueforhold ved Ægtepagt, uanset om dennationale Lov (f. Ex. fransk Ret) indeholder Forbud derimod (s. 94).
    Nogle Undtagelser gøres i E. G. Art. 16 endvidere af Omsætningshensyn, dog kun forsaavidt udenlandske eller tidligere udenlandskeÆgtefæller bor i Tyskland, idet der gives Regler om 1) Indførelse iGüterrechtsregister (baade af Ægtepagter og udenlandsk legal Ordning) (B. G. § 1435), 2) Hustruens Legitimation m. H. t. Husholdningen (B. G. § 1357), 3) Præsumption for, at Ejendelene i Almindelighed tilhører Manden (B. G. § 1362) og 4) Hustruens Legitimation,naar hun med Mandens Samtykke driver en Forretning (B. G. § 1405)(ss. 94, 97 f.).
    Ikke til de formueretlige, men til de personlige Retsvirkninger afÆgteskabets regnes Indskrænkninger i Hustruens Myndighed og Forbud mod Gaver ml. Ægtefæller, hvilke Regler iøvrigt begge erukendte i tysk Ret (s. 98 f.).
    Ikke til de arveretlige, men til de formueretlige Retsvirkninger afÆgteskabet regnes Hensidden i uskiftet Bo (fortgesetzte Gütergemeinschaft) (jfr. B. G. § 1483 ff.) (s. 100).

 

    III. 1. Det fremgaar af det udviklede, at dansk og engelsk Ret læggerHovedvægten paa Domicilloven, tysk Ret paa Nationalitetsprincipet ogfransk Ret vakler mellem begge eller andre Love ud fra Hensynet tilParternes Autonomi».
    Domicilloven er formentlig ogsaa her at foretrække.

    2. Uanset om det ene eller det andet Princip foretrækkes, maa iKraft af Formueordningens Enhed en enkelt Lov anvendes, og dettekan da kun blive Mandens. Herom er fuld Enighed.
    3. Samme Lov bør være afgørende baade ved Løsøre og fast Ejendom, og baade ved Ægtepagter og den legale Formueordning. Heromer der ogsaa, bortset fra England, almindelig Enighed.
    4. Loven ved Ægteskabets Indgaaelse bør være afgørende i Kraftaf Formueordningens Uforanderlighed. Domicil- eller Statsborgerskifte bør principielt være uden Betydning, cfr. dog Nr. 5. Ogsaadette er alm. antaget.
    5. Af Hensyn til godtroende Tredjemand bør Offentliggørelse skebaade af fremmede Ægtepagter og fremmed legal Formueordning,naar Ægtefællerne bor i eller flytter til et andet Land end det, hvisLovgivning er afgørende for Formueordningen.
    Som det vil ses, fyldestgør dansk Ret i det hele vistnok de opstillede Krav. Ligeledes tysk Ret, medens fransk og engelsk Ret er mereafvigende.

 

ÆGTESKABETS OPLØSNING (§§ 13, 25, 38, 49).

 

    I. Forfatteren undersøger dels de danske Myndigheders (Domstolenesog Administrationens) Kompetence, dels Spørgsmaalet om den anvendelige Lovgivning og endelig Betydningen af fremmede Separationsdekreter og Skilsmissedomme.
    Det udvikles klart, hvorledes Domstolenes Kompetence, der førRetsplejeloven af 1916 bestemtes efter de almindelige Værnethingsregler i Forbindelse med den særlige Regel i Fr. 11. Sept. 1839 § 16 jfr.§ 9, ved Retsplejeloven udvidedes saaledes, at Sagsøgte, hvis han havdeforladt Landet eller hans Opholdssted var ubekendt, i alle Tilfældekunde indstævnes til hans sidste Værnething her i Landet (s. 467—472). Men en større og betænkeligere Udvidelse skete ved L. Nr. 300af 30. Juni 1922 § 38, hvorved Rpl. § 448 fik en ny Affattelse. Herefter kan Ægteskabssag anlægges ved danske Domstole, ikke blot, hvorSagsøgte har Bopæl her eller e. O. ogsaa, hvor Ægtefællernes sidstefælles Bopæl var her i Landet, men ogsaa i alle Tilfælde, hvor beggeÆgtefæller har dansk Indfødsret, eller endog blot deres sidste fællesStatsborgerret var dansk. Hertil kommer endda en Særregel for Sager vedrørende Ægteskabs Bestaaen eller Omstødelse, i hvilket Faldtillige Sag kan anlægges her i Landet, naar blot en af Ægtefællerneved Ægteskabets Indgaaelse havde dansk Indfødsret.
    Forfatteren kritiserer, sikkert med Rette, disse Kompetencereglersom altfor vidtgaaende og egnede til at fremkalde højst uheldige Konflikter med fremmed Ret, saa meget mere, som danske Domstole idisse Sager altid anvender dansk Ret, jfr ndfr.
    M. H. t. Administrationens Kompetence giver Forfatteren en paaPraxis bygget interessant Fremstilling af Reglerne før og efter Ægteskabsloven af 1922 (s. 472—488). Medens Administrationen tidligere med Rette var meget forsigtig med at meddele her bosatte fremmede Statsborgere Skilsmisse eller Separationsbevillinger under Hen

syn til Nationalitetsprincipets Anerkendelse i Haagkonv. 1902 og mangefremmede Lovgivninger samt Udlandets Tilbøjelighed til at tilsidesætte saadanne danske Bevillinger, og medens man ogsaa udviste Varsomhed med at meddele danske Statsborgere i Udlandet Bevilling, særlig hvor den fremmede Stat hyldede Domicilprincipet, er Praxis efter1922 gaaet langt videre og anser sig nu berettiget til at meddele Skilsmissebevillinger i Henhold til Ægteskabslov I § 65 i alle Tilfælde, hvorefter de nye Regler i Rpl. § 448 danske Domstole vilde være kompetente. Berettigelsen af denne Analogi synes tvivlsom (Æ. L. § 65 harformentlig kun de materielle Betingelser for Skilsmisse for Øje) (s.484) og bliver efter Udlandets Stilling overfor de danske Bevillingerendnu mere betænklig end de danske Domstoles vidtgaaende Kompetence. Forfatteren vil endog hævde ikke blot en Ret, men en Pligtfor Administrationen til at meddele Bevillinger efter Æ. L. § 65 indenfor de ved Rpl. § 448 dragne Grænser, saa at Administrationenikke som tidligere skulde kunne nægte Bevillinger, selv om de kanforudses ikke at ville blive anerkendt i Udlandet (s. 487). Dette strider baade mod Ordene i Æ. L. § 65 (»kan») og mod Forholdets Natur, saa at en saadan Pligt for Administrationen maa benægtes, selvom Praxis efter 1922 synes at følge Forfatteren (s. 486 f.).
    I Modsætning til fremmede Lovgivninger og Haagkonv. 1902 anvender danske Domstole (og Administration) kun dansk Ret (lexfori), hvilket som anført er særlig uheldig paa Grund af de vidtstraktedanske Kompetenceregler (s. 488—491).
    Fremmede Separations- og Skilsmissedomme anerkendes her i Landet, saafremt de fremmede Myndigheder efter vore Regler har væretkompetente og saafremt Dommene ikke kan anses stridende mod tvingende Retshensyn efter dansk Ret (s. 492). Dette maa ikke blot, som afForfatteren fremhævet, gælde, naar processuelle tvingende Retshensyner tilsidesatte (Dom uden Indstævning), men sikkert ogsaa, hvor dematerielle Betingelser for Skilsmisse er ganske stridende mod almindelig anerkendte Grundsætninger (f. Ex. russisk Ægteskabslovgivning(s. 492, jfr. dog s. 112 f.).
    Retsvirkningen af de fremmede Dekreter m. H. t. Ophævelse af Ægteskabet, Ophævelse af Formuefællesskabet, Retten til Børnene, Underholdspligt ml. Ægtefællerne eller overfor Børnene, maa principieltbedømmes efter den Lovgivning, som det fremmede Dekret har lagttil Grund (lex fori, lex domicilii eller den nationale Lov) (s. 493).Dog maa der tages Reservation m. H. t. saadanne Retsvirkninger, somi Danmark maa antages at være af tvingende Natur. Dette gældersaaledes e. O. om Forholdet til de i Danmark bosatte Børn, om Ægtefællernes Underholdspligt overfor det Offentlige indbyrdes el. m. H. t.Børnene, ligesom Skilsmissens Virkning paa Formueforholdet synes atmaatte bedømmes efter Domicilloven ved Ægteskabets Indgaaelse (s.493 f.).
    Spørgsmaalet, om fremmede Separationsdekreter kan danne Grundlag for danske Skilsmissebevillinger efter de alm. Regler, besvarerForfatteren bekræftende, men dette synes ikke velgrundet. Æ. L. I

§ 54 har vistnok kun danske Separationsbevillinger til Forudsætning(s. 497).

 

    II. Fremmed Rets Kompetenceregler for Domstole og Administrationer ikke nær saa vidtgaaende som dansk Rets.
    Engelsk Ret lægger m. H. t. Domstolenes Kompetence i Skilsmissesager Vægten paa Mandens nuværende legale Domicil, hvorfra kun iPraxis gøres Undt. i særdeles paatrængende Tilfælde, f. Ex. til Fordel for en Englænderinde, hvis Mand er udvandret, eller hvis Ægteskab Mandens Domicillov har erklæret ugyldigt (s. 317—329). VedSeparation kræves kun faktisk Ophold i England, og ved Omstødelse afÆgteskaber er det tilstrækkeligt, at enten Sagsøgte opholder sig i England, eller at Ægteskabet er indgaaet i England. Kun engelsk Ret, derm. H. t. Skilsmissereglerne er meget stræng, anvendes uden Hensyntil den nationale Lov eller lex loci, men den engelske Ret falder jo iAlmindelighed sammen med Domicilloven (s. 318). Fremmede Domme anerkendes i Almindelighed, naar Retterne efter engelske Regler harværet kompetente, hvorved bemærkes, at fremmede Retter aldrig anseskompetente til at erklære et i England indgaaet Ægteskab for ikkegyldig indgaaet (s. 326).
    Fransk Ret begrænser ogsaa Domstolenes Kompetence stærkt, idetde franske Domstole som Hovedregel anses inkompetente i Ægteskabssager mellem Udlændinge (s. 218—231). Herfra gøres dog forskellige Undtagelser, f. Ex. naar Hustruen er en franskfødt Kvinde,der ved Ægteskab med en Udlænding har mistet sin franske Statsborgerret, endvidere, hvor ingen national Domstol er kompetent, ellerendelig hvor Parterne er enige om at søge de franske Domstoles Afgørelse (s. 226).
    Ved Skilsmisse og Separation er den anvendelige Ret baade dennationale Lov og lex fori, idet begge maa være enige, for at Separationeller Skilsmisse kan indtræde. Dette er ogsaa Principet i Haagkon1902 og tysk Ret (s. 221 f.). Det er den nuværende nationale Lov,der er afgørende, medmindre der foreligger Statsborgerskifte i Omgaaelseshensigt.
    Fremmede Dekreter betragtes som res judicata baade mellem fremmede og mellem franske, naar Domstolene efter franske Regler harværet kompetente, og naar de har anvendt den nationale Ret (s. 230 f.).
    Tysk Ret begrænser ligeledes Domstolenes Kompetence stærkt,idet Ægtemanden i Almindelighed enten maa have Bopæl i Tysklandeller være eller have været tysk Statsborger (s. 101—113). Hvor beggeParter er fremmede Statsborgere, kan dog Skilsmissesag kun rejsesi Tyskland, hvis den nationale Lov erkender tyske Domstole for kompetente (s. 108—110). Saærlig m. H. t. Omstødelsessager gælder denSærregel, at en tysk Kvinde, der har indgaaet Ægteskab med en Udlænding, kan anlægge Sag ved Retten paa hendes sidste Bopæl i Tyskland.
    Medens tysk Ret ikke kender egentlig Separation, men kun en Slagskvalificeret Separation (»Aufhebung der ehelichen Gemeinschaft», jfr.

s. 106, der giver Ret til Skilsmisse naar som helst og kun, naar derforeligger egentlige Skilsmissegrunde), anvendes ved Skilsmisse overensstemmende med Haagkonv. 1902 og fransk Ret baade Ægtemandens nationale Lov og lex fori. Østrigske Katholiker kan saaledesikke opnaa Skilsmisse i Tyskland (s. 101 f.). Det er den nationaleLov ved Sagens Anlæg, der er afgørende. Ved Mandens Statsborgerskifte tages der dog tillige Hensyn til hans tidligere nationale Lov, hvisden paaberaabte Skilsmissegrund er indtraadt under dens Herredømme (E. G. Art. 17²), og hvis Manden har mistet sin tyske Statsborgerret, men Hustruen beholdt den, afgøres Sagen efter tysk Ret (E. G.Art. 17³).
    Fremmede Separations- eller Skilsmissebevillinger anerkendes overhovedet ikke i Tyskland, naar Parterne er tyske Borgere, men velellers, jfr. S. 112—13. Iøvrigt anerkendes fremmede Domme somres judicata medmindre den fremmede Domstol har manglet Kompetence, eller Dommen »til Skade for en tysk Part» har tilsidesatden efter tysk Opfattelse kompetente Lovgivning i visse Tilfælde(E. G. Art. 13, 17, 18, 22 og 27) eller dens Anerkendelse er i Strid medgode Sæder eller tysk Lovs Formaal (s. 111—113). Naar Forfatterenantager, at fremmede Skilsmissedomme, der har givet Skilsmisse paaParternes blotte Begæring derom, vil blive anerkendt i Tyskland, turdedette dog være tvivlsomt (s. 112 f.). Udeblivelsesdomme og Domme iStater, der ikke anerkender tyske Skilsmissedomme, vil kun undersærlige Omstændigheder blive anerkendt som res judicata.

 

    III. Det fremgaar af en Sammenligning med fremmed Ret, at de danske Kompetenceregler er altfor vidtgaaende, baade for Domstolene og Administrationen, at der bør vises særlig Varsomhed med Meddelelse afadministrative Bevillinger, som ikke vil blive anerkendt i Udlandet.at dansk Ret ganske ensidig anvender lex fori og nægter at tage Hensyn til fremmed Ret og at dette vil føre til idelige Lovkonflikter medfremmed Ret. En Reform er derfor ogsaa paa dette Omraade stærktpaakrævet. Overensstemmende med Haagkonventionen af 1902 synesHensyn at burde tages baade til lex fori og fremmed Ret.

 

RETSFORHOLDET MELLEM FORÆLDRE OG BØRN (§§ 14, 26,39, 50).

 

    I. Spørgsmaalet, om et Barn er ægte, afgøres ifølge Forfatteren efterFaderens Domicillov ved Barnets Fødsel.1) Forholdet mellem Forældre og ægte Børn afgøres efter Forældrenes lex domicilii, f. Ex. m. H. t. Forældremagt, Underholdspligtosv. Det maa være tilstrækkeligt, at en af Forældrene er bosather i Landet, og m. H. t. Underholdspligten overfor det Offentligeendog blot, at Børnene opholder sig her.2) Uægte Børns Forhold til Moderen maa afgøres efter hendes lexdomicilii og deres Forhold til Faderen efter hans lex domicilii(ikke Besvangrelsesstedet). Flytter Barnefaderen til et andet Land

efter Barnets Fødsel, antager Forfatteren, at selve Faderspørgsmaalet principielt er afgjort ved Faderens lex domicilii ved BarnetsFødsel, dog at han, hvis Faderen er flyttet til Danmark, og Barnet opholder sig her, tillige vil statuere Faderskab efter danskeRegler. M. H. t. Alimentationspligten og de øvrige Retsvirkningervil Forfatteren derimod lade Faderens Domicil til enhver Tid væreafgørende. Praxis synes at følge disse Grundsætninger.3) Spørgsmaal om Legitimation ved Ægteskab, Kuldlysning eller Bevilling maa afhænge af Faderens Domicillov paa disse Tidspunkter.4) Ved Adoption (L. 26. Marts 1923) lægges nu som før Vægten paaAdoptantens Domicil, medens Kommissionsbetænkningen her havdeforeslaaet Nationalitetsprincipet. Undtagelsesvis meddeles dogAdoptionsbevilling til danske Statsborgere i Udlandet, medens omvendt Bevilling i Almindelighed nægtes, hvis en af Parterne erStatsborger i et Land, som ikke anerkender Adoption. Iøvrigt høres det fremmede Lands Myndigheder.

 

    II. Engelsk Ret lægger ligeledes Vægten paa Domicilprincipet. VedForholdet mellem Forældre og ægte Børn er Faderens Domicillovafgørende, dog at de engelske Regler om Forældremagten er anvendelige paa alle Børn, der opholder sig i England (s. 329—332). Faderens Forsørgelsespligt overfor uægte Børn strækker sig til alle de iEngland fødte eller i England sig opholdende Børn. Ved et Par Loveaf 1926 har England anerkendt baade Legitimation af uægte Børn ogAdoption, der begge tidligere var ukendte i England. Ogsaa her erFaderens eller Adoptantens Domicil afgørende.
    Fransk Ret bestemmer Forholdet mellem Forældre og ægte Børnefter Faderens nationale Lov til enhver Tid, dog at Reglerne om Forældremagten anses værende af tvingende Natur (ordre public) (s. 231—233). Forholdet mellem Moderen og det uægte Barn bestemmesefter hendes nationale Lov, medens Faderens nationale Lov principielt er afgørende for Forholdet mellem ham og det uægte Barn. Doganses Principet »La recherche de la paternité est interdite» som hørende til ordre public (s. 234). Efterat dette Princip nu ved Lovenaf 16. Novbr. 1912 har lidt visse Undtagelser (ved Bortførelse, Voldtægt, visse Tilfælde af Forførelse, Anerkendelse eller Konkubinat) kani de samme Undtagelsestilfælde Paternitetssag anlægges i Frankrigmod en Udlænding, og Alimentationspligt paalægges ham, forsaavidtogsaa hans nationale Lovgivning anerkender hans Pligt (s. 235). VedLegitimation er Faderens og ved Adoption baade Adoptantens og denAdopteredes nationale Lov afgørende.

 

    Tysk Ret lægger ligeledes Faderens, subsidiært Moderens, nationaleLov til Grund ved Bestemmelsen af Forholdet mellem Forældre ogægte Børn (s. 114—116). Undtagelsevis tages Hensyn til Barnetsnationale Lov, nemlig hvis Barnet er tyskfødt og har bevaret sin tyskeStatsborgerret, medens Faderen (eller ev. Moderen) har mistet den(E. G. Art. 19²). Forholdet mellem det uægte Barn og Moderen bestemmes efter hendes nationale Lov, dog med en lignende Undtagelse

    NOGLE SPØRGSMAAL FRA DEN INTERNATIONALE PRIVATRET. 277
som foran nævnt (E. G. Art. 20²). Forholdet mellem det uægte Barnog Faderen bestemmes ejendommeligt nok efter Moderens nationaleLov ved Barnets Fødsel (E. G. Art. 21), dog at Barnet (eller Moderen) ikke kan gøre større Krav gældende mod Faderen, end tysk Rethjemler (s. 119).
    M. H. t. Legitimation og Adoption lægges ligeledes Hovedvægtenpaa Faderens eller Adoptantens nationale Lov.

 

    III. Alle de anførte Lovgivninger synes enige om, at nogle af Retsreglerne om Forholdet mellem Forældre og Børn er af tvingende Natur, saaledes at lex fori her maa komme til Anvendelse. Men iøvrigt læggesder i Reglen Vægt paa Forældrenes, navnlig Faderens, Domicil ellerNationalitet, idet dog tysk Ret for Forholdet mellem Faderen og detuægte Barn lader Moderens Nationalitet være afgørende. Det synesvanskeligt at opnaa naturlige Resultater paa dette Omraade ved aleneat lægge Vægten paa et enkelt Princip, og internationale Aftaler synesogsaa her i høj Grad paakrævede.

 

SKIFTERETTERNES KOMPETENCE (§§ 17 B, 30, 40, 51).

 

    I. Forfatteren giver en klar Fremstilling af de danske Regler, der bygger paa Domicilprincipet, jfr. Skiftelovens § 87, der i Praxis undergives en meget vid Fortolkning, særlig m. H. t. Betydningen af Ordet»Dansk» (s. 520—534).
    Ved subsidiært Skifte af Udlændinges herværende Gods antager Forfatteren overensstemmende med Praxis, at de herværende Kreditorer,hvis Krav hidrører fra Afdødes Ophold her i Landet, kan melde sigog kræve Betaling af den herværende Skifteret inden Aktivernes Oversendelse til den udenlandske Skifteret, forudsat at det ikke drejer sigom et insolvent Dødsbo (s. 526—529). Denne Regel kan vel nok sigesat stemme med Forholdets Natur og kan ligeledes støttes ved en Henvisning til engelsk Ret, der dog gaar langt videre, jfr. ndfr.
    Særreglerne i de danske Traktater med England af 1670 og medFrankrig af 1742 synes forældede og uden praktisk Betydning, hvorimod den nye Traktat med Rusland af 1913 indeholder en Rækkeejendommelige Bestemmelser. Den anvendes imidlertid heller ikke iPraxis (s. 533 f.).

 

    II. De engelske Skifteregler bygger i første Linie paa Territorialprincipet (Godsets Beliggenhed) (s. 333—348). Er dette England, krævesbaade m. H. t. fast Ejendom og Løsøre engelsk Autorisation (»grant»)for Afdødes »personal representative», d. v. s. hans Executor eller enaf Arvingerne eller Kreditorerne valgt Administrator (s. 334—337).Er blot noget af Afdødes Gods i England, er ogsaa de engelske Skifteretter kompetente, baade til Meddelelse af engelsk »grant» og til Paakendelse af Arveretsspørgsmaal, og Kompetencen strækker sig ikkeblot til det i England værende Gods, men ogsaa til det i Udlandetværende Løsøre. Samtidig erkendes de udenlandske Skifteretter forkompetente baade m. H. t. Gods, beliggende indenfor deres Jurisdiction, og i Kraft af Afdødes Domicil m. H. t. alt hans Løsøre (s. 337).

Følgen er, at flere Skifteretter samtidig kan være kompetente, men skalfremmed Myndighed udøves over noget i England værende Gods, kræves altid engelsk »grant» for de fremmede Myndigheder eller Executorer, der dog i Reglen let opnaar det.
    Al Skiftebehandling ("administration") af Gods i England skaliøvrigt — ogsaa naar "grant" er meddelt fremmede — følge engelske Regler (s. 341). Saaledes skal al gyldig anmeldt Gæld betalesinden Aktivernes Afsendelse til Udlandet, og de engelske Regler omKreditorordenen følges (s. 341, jfr s. 528).
    Fordelingen af Arven mellem Arvingerne ("The distribution") skersom Regel ved Domicillandets Myndigheder (s. 341). Er disse i Udlandet, skal den engelske private Administrator oversende Nettooverskudet til dem, medens de engelske Skifteretter, saafremt de behandler Boet, har Valget mellem saadan Oversendelse og selv at fordeleBoet mellem Arvingerne, jfr engelsk Overretsdom 1862 om et russisk Testamente (s. 342, 347). I begge Tilfælde bør dog de materielle Arveregler være de samme (d. v. s. m. H. t. Løsøre Domicillandets).
    Tysk Ret bestemmer Skifteretternes Kompetence efter Nationalitetsprincipet, saaledes at de tyske Skifteretter er kompetente m. H. t.tyske Statsborgere bosat i Udlandet, men som Regel ikke m. H. t.Udlændinge, bosat i Tyskland (s. 155).
    Fransk Ret lader derimod Arveladerens faktiske Domicil være afgørende för Skifteretternes Kompetence m. H. t. Løsøre. M. II. t.fast Ejendom følges lex rei sitæ (s. 270).

 

    III. En Retssammenligning maa formentlig falde ud til Fordel for Domicilprincipet. Herved undgaas lettest Kompetencekonflikter, og Hovedskiftet vil i Almindelighed baade af faktiske og retlige Grunde bedstkunne foretages paa Arveladerens Domicil. M. H. t. subsidiæreSkifter synes de i dansk Praxis udviklede Regler at være at foretrække, saaledes at visse Kreditorer bør fyldestgøres forinden Aktivernes Oversendelse til Hovedskifteretten.

 

INTESTATARV (§§ 15, 16, 27, 28, 41 og 52).

 

    I. Forfatteren er med dansk Theori og Praxis enig i, at Arveladerenssidste Domicillov er afgørende baade m. H. t. Løsøre og fast Ejendom (s. 535). (Anderledes m. H. t. Succession i Lehn og Stamhuse.)Arveladerens Domicillov bestemmer baade hvem der skal arve, hvormeget og om visse Personer skal være udelukkede fra Arv, f. Ex.uægte Børn, forsvundne Personer, Arvinger, der har forset sig overfor Arveladeren o. s. v. Ligeledes, om Arveafkortning skal ske, ogom Arveafkald skal anses gyldigt, jfr Højesteretsdom af 25. Juni 1902om Gyldigheden af et Arveafkald fra en danskfødt Kvinde, gift meden Italiener og bosat i Italien (s. 538). Forfatteren tiltræder, formentlig med Rette, Højesterets Afgørelse, der i Modsætning til Skiftekommissionen anvender dansk Ret, da Arveladeren var bosat i Danmark. Tysk Ret anvender paa tilsvarende Maade Arveladerens nationale Lov ved Bestemmelsen af Arveafkalds Gyldighed, se S.

134. Noget andet er, at det specielle Spørgsmaal om HustruensMyndighed principielt bør afgøres efter italiensk Ret. Er Arveladerens Domicil i Udlandet, men Boet helt behandles her efter Skiftelovens § 87, maa vel de danske Skifteregler, men derimod Domicillandets Arveregler følges. Ved andre subsidiære Skifter skal Arvedeling jo ikke ske her, men kun Oversendelse til DomicillandetsMyndigheder, med mindre disse henviser til Nationalstatens Myndigheder som rette Vedkommende.
    "Herreløs Arv" efter en Udlænding, der dør her uden Arvinger,bør formentlig ikke, som Forfatteren antager, "okkuperes" af dendanske Stat, men tilfalde den fremmede Stat, jfr tysk Ret i Modsætning til fransk og engelsk (s. 540). Det modsatte smager lidt afen i international Privatret ubeldig egoistisk Røvermoral.
    Il. Engelsk Ret følger m. H. t. fast Ejendom (Real property) ogBrugsrettigheder over fast Ejendom (Chattels real) lex rei sitæ, men derimod m. H. t. Løsøre Arveladerens sidste Domicillov, bortset fraReglerne om Renvoi, der i England er godkendt baade i Theori ogPraxis (Interessante Domme s. 352 — 356). Dette gælder iøvrigtbaade ved Arv ex lege og ifølge Testamente. Forfatteren giver eninteressant historisk Udvikling af, hvorledes der tidligere m. H. t.Real Property bestod baade særegne Skifteregler (indtil 1897) ogsæregne Arveregler (indtil 1926), medens disse Regler nu er fællesbaade for fast Ejendom og Løsøre, saaledes at en Forskel her nukun som anført bestaar paa den internationale Privatrets Omraade(s. 352 — 356).
    Meget interessant er Forfatterens Fremstilling af Udviklingsgangeni fransk Ret, hvor Praxis (i Modsætning til Theorien, der overvejendeerklærer sig for Nationalitetsprincipet) nu har fastslaaet som Resultat, at for fast Ejendom anvendes lex rei sitæ, medens for LøsøreArveladerens sidste Domicillov er Hovedreglen, der dog lider storeSkaar, dels ved Sondringen mellem officielt og faktisk Domicil iFrankrig, dels og navnlig ved det i en Lov af 1819 indførte ejendommelige franske Retsinstitut "droit de prélévement", hvorved forstaas en privilegeret Stilling for franske Intestatarvinger m. H. t. dei Frankrig værende Efterladenskaber for at opveje Følgerne for disseArvinger af den for dem ugunstigere, principielt kompetente Lov(s. 244—260). Endelig har Frankrig i den berømte "Forgo-Sag"anerkendt Reglen om Renvoi, som iøvrigt fransk Theori med fuldFøje bekæmper (s. 249).
    Iøvigt redegør Forfatteren klart og indgående for hvorledes "Ordrepublic"-Reglen anvendes, saaledes at den fremmede kompetente Arvelov tilsidesættes, hvis den giver Horebørn eller Blodskamsbørn Arv,eller giver uægte Børn større Arv end fransk Ret indrømmer, ellertager Hensyn til Arvingernes Køn og Alder (s. 255). Men iøvrigtbestemmes baade Betingelserne for at kunne være Arving (Capacitéog indignité), Arvingernes Forhold til Kreditorerne og deres indbyrdes Forhold i det hele efter Arveladerens Domicillov.
    Tysk Ret bygger derimod paa Nationalitetsprincipet, d. v. s. Arve

laderens nationale Lov ved Dødsfaldet, uden Hensyn til, om detdrejer sig om Løsøre eller fast Ejendom og som Regel ogsaa udenHensyn til, om Arveladeren er tysk eller fremmed Statsborger (E.G. Art. 24 — 25) (s. 126 — 146). Ogsaa Arvingernes personlige Egenskaber (Erbfähigkeit og Erbunwürdigkeit) afgøres efter Arveladerensnationale Lov, ligeledes Gyldigheden af Arveafkald, om forsvundnePersoner kan være Arvinger og Forholdet mellem Arvingerne samtdisses Forhold til Kreditorerne.
    Som Undtagelser opstiller tysk Ret 1) Renvoireglen (E. G. Art. 27).2) Visse faste Ejendomme som Lehn, Stamhuse, Fideikommisgodser,Rentengüter osv., hvor den særlige Singulærsuccession følger lex reisitæ (Art. 28). 3) Tyske Arvingers Valgfrihed mellem den nationaleLov og lex domicilli overfor udenlandske i Tyskland bosatte Arveladeres Bo i visse Tilfælde (d. v. s. som Retorsionsbestemmelse fordet Tilfælde, at den fremmede Stat overfor der bosatte tyske Arveladere anvender lex domicilii) (Art. 25²). 4) Valgfrihed for alleArvinger mellem den nationale Lov og lex domicilii m. H. t. Omfanget af Arvingernes Ansvar overfor Kreditorerne, naar Arveladerener Tysker, bosat i Udlandet (Art. 24²) samt endelig. 5) Ordre publicReglen, hvor den nationale Lov findes stridende mod gode Sædereller en tysk Rets Formaal. (Art. 30). De nævnte Undtagelser under Nr. 3 og 4 fortjener som rent positive og vilkaarlige ingen Efterligning og frembyder derfor mindre Interesse for den internationalePrivatret (s. 141 — 144). Anderledes tysk Rets Behandling af herreløs Arv, jfr ovfr om dansk Ret (s. 145 jfr. s. 540).
    III. Sondringen mellem Løsøre og fast Ejendom er unaturlig, ihvert Fald for alle Stater, der hylder Universalsuccesionsprincipet.Dette erkendes da ogsaa mere og mere.
    Den Sejghed, hvormed Domicilprincipet m. H. t. Løsøre har holdtsig selv i Frankrig tyder paa stærke praktiske Grunde for Domicilprincipet, særlig paa Arverettens Omraade. De Undtagelser, fremmedRet opstiller fra Hovedprincipet (Domicilloven eller den nationaleLov), som f. Ex. Renvoireglen, fransk Rets droit de prélévement,tysk Rets Valgfrihedsbestemmelser for Arvingerne i E. G. Art. 24²og 25² betegner sikkert i det hele intet Fremskridt for den internationale Privatret, men det modsatte, ligesom andre nationalt-egoistiske Bestræbelser paa dette Omraade.

 

TESTAMENTER (§§ 17, 29, 41 og 53).

 

    I. Forfatteren antager med Rette, at Arveladerens Domicillov vedOprettelsen alene er afgørende for Habiliteten, jfr. ogsaa Lov Nr.258 af 28. Juni 1920 § 64 om dansk Rets Indførelse i de sønderjydske Landsdele. Flytning til et andet Land paavirker saaledes ikkeHabiliteten m. H. t. allerede oprettede Testamenter, men Habilitetenmaa ved fremtidige Testationer rette sig efter det nye Domicil.(s. 542 — 545). Selv om man antager, at en engang indtraadt almindeligMyndighed bevares trods Flytning til et Land med strængere Myndighedsregler, (s. 396). er der neppe Grund til at statuere et lignende

Resultat m. H. t. den mindre betydningsfulde TestationshabilitetDen særlige Regel i L. 28 Juni 1920 § 64 er for speciel til derafat udlede en almindelig Regel. Anderledes tysk Ret, se E. G. Art.24, Stk. 3.
    Kompetencen maa derimod bedømmes efter Domicilloven ved Testators Død baade m. H. t. Testationsrettens Grænser (Tvangsarv),Arveafkald og andre Arvepagter (s. 549 — 551).
    M. H. t. Formen antager Forfatteren, at det er tilstrækkeligt, atenten Domicilloven paa Dødsfaldets Tid eller paa Oprettelsestideneller Loven paa Oprettelsesstedet (locus regit actum) er fyldestgjort(s. 545 — 549). Medens jeg er ganske enig med Forfatteren i hansForsvar for den sidstnævnte Regel og hans Polemik mod ældre danskeForfattere. mener jeg m. H. t. Domicilloven, at det principielt maavære Loven paa Oprettelsestiden, der er det afgørende, jfr ogsaaL. 28. Juni 1920 § 64, kun subsidiært Loven paa Dødsfaldets Tid 1.Forfatterens modsatte Standpunkt skyldes formentlig Paavirkning fratysk Ret, se ndfr (s. 545, jfr. s. 151).
    II. Forfatteren giver en interessant Fremstilling af engelsk Ret (ss.350 f., 356 — 366) der m. H. t. fast Ejendom (Real property) ogtildels ogsaa Brugsrettigheder over fast Ejendom (Chattels real) forlanger lex rei sitæ respekteret baade m. H. t. Habilitet, Form ogKompetence, medens ved Løsøre Arveladerens Domicillov er afgørendei alle 3 Retninger (s. 357). Oprindelig lagde man alene Vægtenpaa Domicilloven ved Testators Død, men i nyere Tid antages m. H. t.Formen og muligvis ogsaa Habiliteten, at det er tilstrækkeligt, atDomicilloven paa Oprettelsestiden er fyldestgjort (s. 359—361).
    Undtagelser fra Hovedreglen gælder dels ifølge Reglerne om Renvoiog Viderehenvisning, der som ovenfor anført er godkendt i engelskPraxis, dels ifølge Lord Kingsdowns Act 1861, hvorefter det m. H.t. Englænderes i Udlandet oprettede Testamenters Form er tilstrækkeligt, at lex loci eller endog Fødselsdomicilets Lov er iagttaget(s. 357—359.)
    Den ejendommelige engelske Regel, der anser Testators Ægteskabsindgaaelse som stiltiende Tilbagekaldelse af hans tidligere oprettedeTestamente, medmindre det netop er oprettet med Ægteskabet forØje, anvendes i engelsk Praxis overalt, hvor Mandens Domicil vedÆgteskabsindgaaelsen var i England, uden Hensyn til Oprettelsesstedeteller Testators Domicil (s. 362). Forfatteren vil kun anvende Reglen,hvor Testators Domicil baade ved Oprettelsen og Dødsfaldet varEngland, medens han vil bortse fra Domicilet ved Ægteskabsindgaaelsen (s. 363). Men en saa unaturlig og specifik engelsk Regelbør sikkert ikke komme til Anvendelse, medmindre Domicilet ogsaaved Ægteskabets Indgaaelse var i England. Desuden er ForfatterensSlutning fra Flytningsbestemmelsen i Lord Kingsdowns Act 1861Sect. 3 urigtig. (Ikke Flytningen, men Ægteskabets Indgaaelse erafgørende) (s. 363).

 

¹ Saaledes ogsaa Haagkonferenserne (1893, 1894, 1925), KOSTERS i Revue dedroit internat. 1926, s. 185. 19 — Svensk Juristtidning 1928.

    Fransk Ret anvender m. II. t. Habiliteten Arveladerens nationaleLov paa Oprettelsestiden, m. H. t. Formen følges enten Locus regitactum eller Arveladerens nationale Lov paa Oprettelsestiden, jfrCode civil Art. 999, hvis Regler, skønt direkte kun givne for franskeStatsborgere, i Praxis anvendes analogisk ogsaa paa fremmede Statsborgere (s. 260 — 267). M. H. t. Kompetencen er det derimodArveladerens Domicillov ved Døden, der er afgørende for Løsøre,medens lex rei sitæ følges for fast Ejendom.
    Tysk Ret anvender ifølge Forfatteren Arveladerens nationale Lovpaa Dødstiden som Hovedregel baade m. H. t. Testamenters Habilitet,Form og Kompetence (s. 146 — 154.) Medens dette falder naturligtfor Kompetencens Vedkommende, synes det et mindre rigtigt Udgangspunkt m. H. t. Habilitet og Form. Her burde naturligt den nationaleLov paa Oprettelsestiden være Udgangspunktet, for Formens Vedkommende suppleret med Reglen Locus regit actum. Dette er ogsaahjemlet ved E. G. Art. 24³, der dog direkte kun gælder Udlændinge,som ved Statsborgerskifte bliver tyske Statsborgere. Forfatterenopfatter dette som snævert begrænsede Undtagelsesbestemmelser,men Reglerne burde formentlig analogisk anvendes i det omvendteTilfælde, at tyske Statsborgere ved Statsborgerskifte bliver fremmedeStatsborgere (s. 150 f.). Herfor taler baade Kommissionsudkastetog den almindelige Formregel i E. G. Art. 11, 1ste Stk, 2det Punktum.Statsborgerskifte burde saaledes formentlig som Hovedregel være udenBetydning for allerede gyldigt oprettede (eller genkaldte) Testamenterbaade m. H. t. Habilitet og Form.
    M. H. t. den før Statsborgerskiftet bestaaende Testationshabilitetfor unge Personer til at oprette fremtidige Testamenler bevaresdenne trods Statsborgerskifte til en Ret med strængere Habilitetsregler, dog kun, forsaavidt Personen allerede forinden havde oprettet(eller ophævet!) et Testamente, E. G. Art. 24³, jfr herved dansk LovNr 258 af 28 Juni 1920 § 64 for de sønderjydske Landsdele (s. 147—149). Dette synes en ret urimelig Indskrænkning, men ForfatterensFortolkning af Art. 24³ in fine er vistnok efter Lovordene rigtig(s. 148).
    llI. Dansk og fransk Rets Regler om Testamenter synes i det helemere stemmende med Forholdets Natur end de tilsvarende engelskeog tyske, der begge indeholder en Række positive og vilkaarligeRegler, der ikke er efterlignelsesværdige. Retsudviklingen gaar dogi det mindste i engelsk Ret i den rigtige Retning, jfr den stigendeTilbøjelighed i engelsk Ret til m. H. t. Habilitet og Form at tageHensyn til Domicilloven paa Oprettelsestiden.
    Ogsaa for Testamenters Vedkommende synes Domicilloven at burdeforetrækkes for den nationale Lov.
    Ved Testamenters Fortolkning bør det, hvad enten man anvenderDomicilloven eller den nationale Lov, være Lovene paa Oprettelsestiden, ikke paa Dødsfaldets Tid, der maa være af Betydning, jfr.ogsaa engelsk Ret i Modsætning til tysk hvor Forfatteren læggerVægten paa Dødsfaldets Tidspunkt (s. 364, jfr ss. 154, 269.)

NATIONALITETSPRINCIPET CTR. DOMICILPRINCIPET (§ 54, s.552-574.)

 

    Et er Spørgsmaalet om, hvilke af de 2 Principer der i sig selv erat foretrække i den internationale Privatret, et andet, om det, somForholdene foreligger, er anbefalelsesværdigt for Danmark at opgiveDomicilprincipet og gaa over til Nationalitetsprincipet, f. Ex. ved attiltræde Haagkonventionerne.
    Rent principielt synes Forfatteren at give Nationalitetsprincipet formeget og Domicilprincipet for lidt. At man i den offentlige Rethar opgivet Domicilprincipet (Undersaatsforholdet) til Fordel for Nationalitetsprincipet (Statsborgerforholdet) er ikke afgørende for, hvilketPrincip der er at foretrække paa Privatrettens Omraade (ss. 556, 566).At den enkelte Stat i Kraft af Personalhøjheden kan udstrække sinLovgivning til sine i Udlandet boende Statsborgere, viser ikke, atden har gjort det eller bør gøre det. De Stater, der anerkenderDomicilprincipet, kan vel i Betydning og Folkemængde staa Maalmed dem, der bygger paa Nationalitetsprincipet. Hvert har sineFordele og sine Mangler (s. 557).
    Bevisvanskeligheder kan gøre sig gældende i begge Tilfælde, omendde i Almindelighed vil være størst m. H. t. den nøje Bestemmelse afBopælen (s. 558).
    Skifte af Bopæl er vel hyppigere end Skifte af Statsborgerførhold,men paa den anden Side er dobbelt Statsborgerret eller statsborgerlig Hjemløshed snarere hyppigere end dobbelt Bopæl eller Mangelaf Bopæl (s. 559).
    Hensynet til Tredjemand synes snarest at tale for Domicilprincipet,da Bopælen i Almindelighed vil være bedre kendelig for Tredjemandend Statsborgerforholdet. Afgørende er dette dog ikke, da der ibegge Tilfælde bør og kan gives visse Særregler af Hensyn tilTredjemand, f. Ex. med Hensyn til Myndighed eller ÆgtefællersFormueforhold (s. 560).
    Hensynet til Parten selv kunde synes at tale til Fordel for dennationale Ret, som han kunde synes bedst at kende og ønske Tilknytning til. Men paa den anden Side er dette ofte kun en Fiktion,og praktisk set vil det gennemsnitlig være langt lettere for Partenselv og hans lokale Raadgivere (Sagførere) at skaffe sig sikker Kundskab om lex domicilii fremfor den nationale Lov.¹
    Et praktisk betydningsfuldt Argument til Fordel for lex domiciliier det, at dette Princip i langt færre Tilfælde end Nationalitetsprincipet vil give Anledning til Anvendelsen af fremmed Ret og derafflydende Bevisvanskeligheder og Usikkerhed. Lex domicilii er gennemsnitlig ikke blot bekvemmere for Myndighederne (Domstoleneog Administrationen), men ogsaa for Parterne og deres Sagførere(s. 573).
    Stod Valget derfor frit, vilde formentlig Domicilprincipet være atforetrække ogsaa i Forholdet mellem Staterne, ligesom det jo maa

 

¹ Hensynet til Statens egen Interesse i at beskytte og fastholde sine i Udlandet boende Borgere er heller ikke afgørende for Nationalitetsprincipet.

være og er det afgørende, hvor der findes flere Retsomraader indenfor samme Stat, eller hvor Nationalitetsprincipet iøvrigt svigter.
    Da imidlertid Valget i en stor Mængde Lande (Tyskland, Østrig,Frankrig, Italien, Sverige, og overhovedet de fleste europæiske Lande) ertruffet til Fordel for Nationalitetsprincipet, da de vigtigste af deLande, der hylder Domicilprincipet (England, Nordamerika) opererermed et kunstigt og teknisk tilskaaret Domicilbegreb (hver Person étog kun ét Domicil), der nærmer sig Nationalitetsprincipet (s. 278 —284), og da den nuværende Tilstand giver Anledning til stadig hyppigere og betænkeligere Lovkonflikter, ikke blot med de Stater, derhylder Nationalitetsprincipet, men ogsaa med England og Nordamerika,bliver Danmark praktisk talt nødt til at træffe et Valg mellem Nationalitetsprincipet og det engelsk-amerikanske kunstige Domicilprincip. Valget kunde synes under disse Forhold snarest at burdefalde paa Nationalitetsprincipet, og da naturligst ved Danmarks Tiltræden af Haagkonventionerne. Men baade historiske og praktiskeHensyn, navnlig til de mange Dansk-Amerikanere, har hidtil væretstærke nok til at hindre det.
    Kunde et større Antal Lande samles om det fra hollandsk Sidefremsatte Forslag om 6 Aars Domicil som det afgørende i privatretlig Henseende, lod ogsaa et saadant Kompromis sig forsvare.Men Udsigterne herfor er minimale.
    Saalænge den nuværende utilfredsstillende Tilstand bestaar, vilLovkonflikterne paa den internationale Privatrets Omraade voxe i etfor Danmark stedse mere betænkeligt Omfang, særlig paa Ægteskabsrettens Omraade.¹ Renvoi-Principet, der med Rette forkastes af Forf.som af nordisk og tildels fremmed Theori overhovedet, kan vel ivisse Tilfælde føre til, at Lovkonflikter undgaas, men kun paa Bekostning af den materielle Retfærdighed, der ogsaa maa være Ledestjernen for den internationale Privatret (s. 563 — 565).

 

    Den foreliggende Afhandling bringer vel ikke egentlig nye Synspunkter frem, men den fremdrager baade fra fremmed Ret og danskPraxis, særlig Administrationens, et stort og righoldigt Materiale, somForfatteren har forstaaet at behandle i en klar og overskuelig Form.Han har herved bragt dansk Videnskab paa dette hidtil ret forsømteOmraade et godt Stykke frem. Forfatteren gaar vel ofte noget let henover de almindelige Principer. Men han har med stor Grundighedundersøgt de mange Enkeltspørgsmaal i Æmnet under ligelig Hensyntagen til Praxis og den foreliggende Literatur. Da denne er afganske overvældende Omfang, har Forf., som naturligt er, nærmestholdt sig til de foreliggende Hovedværker, som han i det hele synesat have benyttet med Skønsomhed og Selvstændighed. Selv om Forf.deducerer lovlig meget fra sit "Personalstatut", viser han dog etklart Blik for de reale Hensyn, for det utilfredsstillende i den nuværende Tilstand og for Nødvendigheden af i størst mulig Grad atundgaa de ødelæggende Lovkonflikter paa dette Omraade.

 

¹ Se herved ogsaa BENTZON i U. f. R. 1927 B. S. 324 ff.