Snabbare ikraftträdande av nya giftermålsbalken. Med anledning av prof. UNDÉNS uppsats rörande detta ämne, intagen i Sv. J. T. 1928 s. 28, har red.vänt sig till några intresserade personer med anhållan om uttalanden angående det av prof. Undén framkastade uppslaget. I denna enquête ha hittills influtit nedan införda svar från prof. BENTZON, Köpenhamn, häradshövding ARHU SIANDER, Vara, hovauditören LJUNGHOLM och advokaten frih. STJERNSTEDT, Sthm, samt borgmästaren BISSMARK, Halmstad.
Prof. Undén har omtalt Reglerne i 5 § i lag d. 11 juni 1920 om införande av nya giftermålsbalken. Det paavises — i Tilslutning til danske Udtalelser — hvor upraktisk det er, at svenske Ægteskaber, indgaaede før 1. Januar 1921, vedblivende bedømmes efter ældre Ret, om end med vigtige Undtagelser, særlig vedrørende Underholdspligten og Hustruens Raadighed over fremtidig Arv eller Gave. Undéns Henstilling gaar da ud paa en ny lille Lov, hvorefter nya giftermålsbalken inden en vis Tidsfrist af nogle faa Aar bliver principielt lige anvendelig, hvad enten Vielsen er sket før eller efter d.1. Januar 1921.
Det Spørgsmaal rejser sig her naturlig for en Dansk (eller Norsk), om dette ikke kunde ske ved, at Sverige sluttede sig til Princippeti den danske Ægteskabslov af 18. Marts 1925 § 55 og i den norske Ægteskabslovs Ikrafttrædelseslov af 20. Maj 1927 §§ 20 og 21, der begge lader den nye Lov træde i Kraft ogsaa for de "ældre" Ægteskaber.
Svensk promulgationslags 5 §, 8 mom. gør det muligt for ældre Ægteskaber at gaa over til den nye Ordning gennem en Ægtepagt. Dette blev da i Fremtiden overflødigt. Men omvendt kunde man iSverige maaske tiltrænge en Regel som den i dansk Ægteskabslovs
§ 56 eller norsk Lovs § 21, hvorefter Parterne i det ældre Ægteskabved Ægtepagt (eller tillige ifølge norsk Ret hver af dem ved en ensidig Erklæring), som tinglæstes før den nye Lovs Ikrafttræden, kunde holde den ældre Ret i Gyldighed for vedkommende Ægteskab, dog med visse Undtagelser, i øvrigt forskellige for Danmark og Norge. I Danmark tinglæstes ca. 20,000 saadanne Ægtepagter, hvilketudgør ca. 3 ⅓ Procent af Landets daværende Ægteskaber; i Norgeer nu før 1. Januar 1928 saavidt vides kun tinglæst ca. 11 à 1200 Ægtepagter og Erklæringer. Denne store Forskel kan næppe forklares ved, at man i Danmark stillede sig mere kritisk til den nye Lov end i Norge. I begge Lande vedtog Rigsdag og Storthing Lovenenstemmigt. Grunden er snarere, at der i Danmark kort før Ikrafttrædelsesdagen udfoldedes en energisk Presse-Agitation for saadanne Ægtepagter. Hvorom alting er, synes der mig ikke at være Grund for Sverige til at befrygte, at saadanne Ægtepagter vilde faa et saa stort Omfang, at man i nævneværdig Grad kom til i Fremtiden atføle Ulemperne ved den nuværende "dobbelte Ordning".
Prof. Undéns Tanke om at ordne Forholdet til de ældre svenske Gæeldsregler, særlig Konkursreglerne, blot igennem nogle faa Aars "Karenstid" forekommer mig ganske ubetænkelig ja at give en særdeles god Ordning. Værd at efterligne kunde her være den Regel,at Manden hæfter personlig (norsk § 20, 2. Stk. 2. Punktum) eller dog med sin Raadighedspart af Fællesboet (dansk § 55, 2. Stk. 2. Punktum) for den Gæeld, som efter ældre Ret var kommet til at paahvile den Del af Fællesboet, hvorover Manden havde raadet (norsk Ret), eller Fællesboet i Almindelighed (dansk Ret); hvortil da kommer, at for al anden Gæld hæfter hver Ægtefælle efter den nye Lovs Regler personlig for hver sin Gæld.
Jeg tror, at man ikke skal lægge for megen Vægt paa "det skyddde nuvarande gäldsreglerna för många fall bereda hustrun" (Undén S. 31, Citat af de svenske Mot.) Det er vel noget dristigt af migsom Ikke-Svensk at udtale mig om de indviklede ældre svenske ægteskabelige Gældsregler — omendskønt jeg som en af "Fædrene"til den danske Ægteskabslov maaske tør opfatte mig selv som enaf "Farbrødrene" til den svenske nye giftermålsbalk. Hustruens Beskyttelse overfor Mandens Kreditorer (især under Konkurs) synesmig efter Lovgivningen før 1920 kun meget betinget; og overfor Manden personlig og "giftorättsgodset" beskytter giftermålbalkens"Vederlags"-Regler (13. Kap. 5—8. §) hende mindst ligesaa godt somden ældre Ret.
Naar man lod de nævnte Hensyn være afgørende for Lovens konservative Overgangsbestemmelser, laa det maaske ogsaa i den politiske eller opportunistiske Betragtning, som Undén antyder S. 30, 1. Stk.i Slutningen, og som jeg har givet følgende Udtryk (Min FamilieretII 1926 S. 188 Note 5 i Slutningen): "Det bør ogsaa betones, at denne svenske Forsigtighed med Lovens Virkning for de ældre Ægteskaber . . . kan have haft en psykologisk heldig Indvirkning paa fleresvenske Rigsdagsmænd, der maaske fandt, at Loven væsentlig kun-
fik Betydning for Ungdommen og Fremtiden, og derfor gik med tilden."
Ved at gaa i Spidsen med disse Overgangsbestemmelser bragte Sverige et Offer og muliggjorde det for Danmark og Norge nogle Aar senere at faa Loven gennemført som principielt gældende foralle Ægteskaber. Nu saa man i disse Lande, at Loven i Sverige havde kunnet føres ud i Livet uden Rivninger eller praktiske Ulemper. Men dette Offer bør ikke tynge svensk Praksis og Retsundervisning længere end de ca. 10 Aar, som Undén antyder.
Hvad angaar det andet Punkt, der af lagberedningen opfattedes som en Hindring for, at Loven straks omfattede ogsaa de ældreÆgteskaber, maa jeg erkende min Forbavselse over, at Undén tilægger dette en større Vægt ved S. 32 at sige: "Om gäldsreglerna ej behöva erbjuda oöverstigliga svårigheter, bör det erkännas, att frågan om förvaltningsrätten och äganderätten är vanskligare att lösa."
Den praktiske Opgave var her den, at Manden skulde beholdealt det under sin Raadighed, som han forvaltede, da Loven traadtei Kraft, selv om det var noget, som Hustruen havde indført i Fællesboet. Det danske Udkast's § 109 (og paa ganske lignende Maadedet norskes § 92) bestemte herom, at "har Ægtefællerne levet i Formuefællesskab, anses den Del af Fællesboets Midler, der hidtil har væretundergivet en Ægtefælles Raadighed, som en Bestanddel af dennes Gifteeje" (Giftorättsgods). Det norske Udkast's § 92, 2. Stk. 1. Punktumer saglig ganske overensstemmende hermed. Dette fandt nu den svenske lagberedning principielt uantageligt, da det blandt andetvilde medføre, at det Gods, som Hustruen havde indført, og hvorover hun ifølge hidtidig svensk (ligesom dansk og norsk) Ret havde Medejendomsret, fremtidig skulde være Mandens Ejendom. Vel erkendteman, att realt var der intet urigtigt heri, da Manden beholdt enganske lignende Forvaltningsret som hidtil, og da hun gennem Lovens Ligedelingsnorm (sv. Kap. 6, § 2, 2. Stk.) i Hovedsagen havdede samme reale Rettigheder efter den nye Lov som efter den ældre Ret. Men Konstruktionen var "dock ur principiell synpunkt icke tillfredsställande" (Undén S. 31, Citat af sv. Mot.)
Jeg forstaar ikke, at Indvendingen har nogensomhelst real Vægt, og forstod det aldrig under vore langvarige Kommissionsforhandlinger herom. Indvendingen var og er mig kun et Spørgsmaal om "inelegantia juris". Jeg forstaar derfor endnu mindre, at Undén(S. 32) kan foretrække en Løsning som den, at "egendom, som (før1. Januar 1921) förvärvats av hustrun, skulle bli hennes giftorättsgods (og forvaltes nu af hende), oavsett om mannen hittills haft den under sin förvaltning." For dansk (og vistnok ogsaa norsk) Betragtning var det et Hovedpunkt, at Manden beholdt alt det under sinRaadighed, som han hidtil havde forvaltet (med mindre han opgavdet frivilligt gennem Ægtepagt). Han havde ofte bygget sin (og sine Kreditorers) Økonomi paa, at en ny Lov ikke fratog ham denne Raadighed. Men om denne Realitetsbetragtning siger Undén S. 33:
"Denna invändning synes mig dock föga bärande. Intet hindrar ju hans fortsatta förvaltning därav, om hustrun så önskar."
Saavidt jeg erindrer, blev der aldrig fra nogen Side i Kommissionerneudtalt noget svarende til denne Undéns Betragtning. Jeg tror, atman fra svensk Side vilde have givet en i Sag lignende Regel som den danske og norske, hvis man havde besluttet sig til at lade Lovenomfatte de ældre Ægteskaber og ikke havde følt sig hindret heri af Gældsreglerne. Nu kunde det meget vel gøres ved at give Retstanken andre Udtryk.
Undén nævner her S. 32: "denna i dansk och norsk rätt valda metod". Men detta gælder kun Udkastene; thi i selve Lovene, hvor man harforladt "Gifteejekonstruktionen" og med hidtidig Ret taler om Raadighed og Formuefællig, undgaas jo hine stødende Udtryk, jfr. den cit.danske § 55: "Har Ægtefællerne levet i Formuefællesskab, bevarerenhver af dem Raadigheden over den Del af Fællesboet, hvorover hanhidtil har raadet" (jfr. norsk § 20: "anses . . . som bragt inn i fellesejetaf denne").
Selvfølgelig hverken kan eller bør Sverige nu opgive sin Ordning med "giftorätt" og "giftorättsgods". Dette synes mig vedblivendeat være en bedre Konstruktion end den, som blev valgt i den danskeog den norske Lov. Men vil man her i Realiteten gaa samme Vejsom dansk og norsk Lov, lod det sig let udtrykke f. Eks. gennem Begrebet "förvaltning": at Man den beholdt alt det under sin Raadighed,som han forvaltede d. 1. Januar 1921. Han skulde raade derover, som om det var hans giftorättsgods.
For Skandinaviens praktiske Retssamkvem har det været en ikkeringe Gêne, at man skulde regne med de to svenske Systemer af Retsregler. Undéns Plan vil saaledes gavne ligesaavel Danmark og Norge som Sverige. Dens Gennemførelse vil ogsaa have Betydningfor det nu paagaaende Arbejde paa en nordisk familieretlig Traktat, der som en vigtig Bestanddel omfatter Regler vedrørende Ægteskabetsformueretlige Virkninger. Da Finland deltager i dette Arbejde, vilde det ogsaa være nyttigt, om den nye finske Ægteskabslov kunde faa Overgangsbestemmelser, der laa de norske og danske nærmere endde nugældende svenske. Det er nemlig meget vanskeligt at udforme— for Skandinavien — brugbare internationalt-privatretlige Reglerom Ægteskabets Retsvirkninger, hvor det drejer sig om Ægteskaber, for hvilke den ældre Lovgivning principielt er den gældende.
Den lille Tillægslov, som udkræves efter Undéns Plan, synes migat kunne vinde Bifald i Sverige, netop fordi den med eet Slag gavnerikke blot Sveriges eget indre Retsliv, men ogsaa det Samliv med de øvrige nordiske Stater, for hvis Trivsel Sverige alltid har været den kraftigste Forkæmper.
Viggo Bentzon.