FESTLIGHETERNA.

 

    Onsdagen d. 22 aug. voro samtliga ländernas styrelseledamöter, suppleanter och sekreterare av højesteretssagfører Liebe inbjudna till lunch å Langelinies pavillon.
    På aftonen torsdagen d. 23 aug. var en välkomstfest anordnad i restaurant Nimbs lokaler för mötesdeltagarna med damer. Professor H. Munch-Petersen (D.) höll därvid följande välkomsttal:

 

    »Mine Herrer, Kolleger og Venner fra Finland, Island, Norge og Sverrig!

 

    Over et halvt Aarhundrede er forløbet, siden vi her i København første Gang havde den Glæde at byde en Kreds af Jurister fra de andre nordiske Lande velkommen. Det er med en vis Stolthed, at vi Danske mindes, at det allerførste nordiske Juristmøde fandt Sted her i København i 1872 — omendvel nærmest efter svensk Initiativ —, og at det derfor ogsaa var en dansk Mand, den af nordisk Ret og Retsvidenskab saa højt fortjente A. F. Krieger, der præsiderede ved dette Møde. De følgende Møder i København afholdtes i 1881, 1890 og 1902, og efter en beklagelig lang Afbrydelse er vi nu atter —for femte Gang — saa lykkelige at kunne hilse nordiske Fagfæller velkommenher i vor Hovedstad.
    Om de to første Møder her i København i 1872 og 1881, skal jeg fatte mig kort. Jeg er, som maaske nogen af Dem ved, en ivrig Forfægter af Bevis

 

39 — Svensk Juristlidning 1928.

umiddelbarhedens Princip, hvorefter man kun skal dømme efter, hvad manselv har hørt og set, og jeg maa bekende, at jeg — af nærliggende Grunde —ikke har haft Lejlighed til at overvære disse Møder. Jeg maa derfor nøjes med, hvad jeg derom har kunnet læse mig til. Men naar jeg blandt Hovedemnerne paa disse Møder nævner Spørgsmaalene om en fælles nordisk Vekselret og Søret, om Statsborgerforholdet, om Myndighedsreglerne og om Formueforholdet mellem Ægtefæller, vil alle være klare over, hvor betydningsfulde Spor Juristmøderne — omend unægtelig med noget forskellig Hurtighed — har sat ogsaa i fælles skandinavisk Lovgivning. Blandt Emnerne paa de to Møder var ogsaa det om en tidssvarende Reform af den civile Procesmaade og om fælles Konkursret. Paa disse Omraader er vi jo endnu ikke naaet saa vidt, at vi har gennemført fællesnordiske Lovregler, og det er vel tvivlsomt, i hvilket Omfang dette overhovedet vil være muligt. Men i hvert Fald vil ogsaa med Hensyntil disse Emner den fælles Drøftelse — saaledes som det jo netop ogsaa paa dette Juristmøde vil finde Sted — paa mange Maader virke berigende og befrugtende saavel paa Retsudviklingen som paa Retvidenskaben i de nordiske Lande.
    Fra 1890 begynder mit personlige Kendskab til Juristmøderne, da jeg allerede som Student var med til Mødet her i København og siden ikke har svigtet ved noget Møde. Fra dette Møde bevarer jeg navnlig et uforglemmeligt Minde om Francis Hagerups glimrende, aandfulde og begejstrede Indlæg forde betingede Straffedomme. Lignende stærke og blivende Indtryk har jeg ogsaa modtaget fra de allerfleste senere Møder.
    Ved det første Møde var jeg indskrænket til den aandelige Nydelse, somselve Forhandlingerne frembød. Derimod tillod Studentens beskedne Midler mig ikke at deltage i, hvad man kunde kalde den mere »selskabelige» Del af Mødet. I Virkeligheden beror Udbyttet, som Møderne giver, ikke mindst derpaa, at de, som det udtrykkelig var sagt i Prospektet for det første Juristmøde, »kan give Lejlighed til personligt Bekendtskab og Meningsudveksling mellem Fagfæller», og jeg kan af eget Vidnesbyrd bekræfte, hvor mange rige Impulser jeg netop ad denne Vej har modtaget fra udmærkede Venner og Kolleger i de nordiske Broderlande. Det er jo saa lykkeligt, at vi ikke blot rent sproglig kan forstaa hinanden og altsaa har den store Fordel i Samværet at kunne betjene os af vort eget Sprog, — NB naar vi gør os Umage for at tale rigtig tydeligt, hvad der ikke mindst for os danske er en god og gavnlig Øvelse —men at der — ved Siden af Forskelligheder, som vel netop bidrager til at gøre Samværet saa inciterende — bestaar saa stort Fælleskab i Grundlag og Forudsætninger, at ogsaa den aandelige Forstaaelse mellem de nordiskeFolk indbyrdes bliver større end med noget fremmed Folk.
    Som en lille Indvielse til denne indre Hjerternes Forstaaelse skulde da denne beskedne Sammenkomst tjene. Med Ønsket og Haabet om, at dette Møde heller ikke i denne Retning maa komme til at staa tilbage for sineForgængere, byder jeg paa den danske Bestyrelsesafdelings Vegne Dem alle— men ganske særlig de finske, og ligeledes de islandske Deltagere, som vi for første Gang har den Glæde her hos os at kunne hilse som Repræsentanter foren selvstændig Stat — paa det hjerteligste Velkommen, og jeg beder mine Landsmænd være med til at bekræfte dette ved at raabe et trefoldigt danskHurra for vore Gæster. — De leve!»

    Talet besvarades å de icke-danska mötesdeltagarnas vägnar av justitierådet O. Hj. Granfelt (F.) i följande ordalag:

 

    »Mina Damer och Herrar värdar!

 

    För Eder vänliga välkomsthälsning till oss, som kommit hit från andra land, må det tillåtas mig att uttala vårt bästa tack.
    Ja — vi ha kommit över hav och land, kommit hit, såsom jag antar, på en gungande stråt från det fjärran Island, kommit från Norges dalar och fjäll, från leende sydsvenska nejder eller över de stora skogarna i mellersta och norra Sverige eller längs Finlands gamla segelled sydvart över Östersjön, kommit på Eder kallelse att mötas i rättsvetenskapens och samvarons tecken.
    Som det blivit sagt, är det ju mera än ett kvart sekel, sedan nordens jurister senast möttes här. Trots denna långa tid se vi dock bland oss några veteraner från den tiden. Och kring dem ha fylkat sig talrika skaror av yngre släktled. Detta visar att de nordiska juristmötenas bärande idé ännu är levande och har förmåga av gröna skott. Om jag nu emellertid önskade närmare besked och sporde dem alla, vilka kommit hit — såsom fordom profeten vidJordans strand: Vad haven I kommit att se? — så skulle säkert svaret bli: Vi ha kommit främst för att se — jag nämner två danska stormän från mötet 1902 — Carl Goos' och Julius Lassen's land och folk, för att vinna närmare kännedom om de rättsidéer här såtts och för att stifta bekantskap med dessa idéers bärare av i dag.
    Men ej blott detta. En av mitt hemlands skalder, Zacharias Topelius, har sagt, att vida slätter fostra hos dess odlare en vidsynt och ljus livsuppfattning. Förvissade om denna sanning äro vi komna från nordhavens kallare luftstreck för att se de danska sundens glada böljegång och hälsa dessas strandbyggare, från nordlandens karga fjällvidder, allvarsamma skogar eller vemodsmättade inlandsnatur för att se de ljusa, danska landen och lära känna och uppfatta dessas inbyggares förståelsefulla och överseende uppfattning av livet i dess olika faser.
    Vi äro övertygade om, att mötets kommande debatter och samvaro skall förverkliga våra förväntningar. Redan kvällens sammanträffande besannar detta. Vi gäster — islänningar, norrmän och svenskar samt mina landsmän — rikta till Eder, värdar, vårt tack. Mottagen denna vår första gemensamma hälsning.»

 

    Fredagen d. 24 aug. kl. 1/2 9 e. m. voro mötesdeltagarna med damer inbjudna av Köpenhamns Kommunalbestyrelse till mottagning med musikalisk underhållning och dans å Rådhuset. Gästerna hälsades välkomna av Köpenhamns kommunalborgmästare P. Hedebol med ett anförande av denna lydelse:

 

    »Mine Damer og Herrer.

 

    Paa Kommunalbestyrelsens Vegne har jeg den Ære at byde det 14. Nordiske Juristmøde et hjerteligt Velkommen til København og til Raadhuset.
    Disse Møder er jo af gammel Dato, idet det første afholdtes i København 1872. Dengang var der kun 3, nu er der 5 Lande, idet Island og Finland erbleven selvstændige Stater og har plantet deres Korsflag Side om Side med Korsflagene fra Danmark, Norge og Sverige.
    Mødernes Opgave er at udføre et Fællesarbejde paa Deres videnskabelige Omraade.

    Vi Lægfolk forlanger jo, at Videnskabsmanden skal vide Besked. Det forlanger vi af Lægen, det forlanger vi af Advokaten. Det er muligt, att Videnskabsmæendene ikke altid ved saa meget som vi tror, eller at de ikke ved det paa den Maade som vi forestiller os. Men blot vi ikke faar det at vide — og vi faar det ganske afgjordt ikke at vide — saa gør det jo slet ikke noget.
    De Nordiske Juristmøder er et Led i Nutidens praktiske Skandinavisme. En Række praktiske Resultater blev nævnt paa Universitetet imorges, og jeg skal ikke gentage. Men fra min specielle Plads vil jeg gerne anerkende Bestræbelserne for at naa til Ligestillethed med Hensyn til Rettigheder efter de sociale Love. Det er et Stykke praktisk Skandinavisme af største Betydning for mangfoldige Hjem, hvor Ægteskabs Indgaaelse eller blot Kampen for Tilværelsen har voldt, at en Borger fra det ene nordiske Land har slaaet Rod iet af de andre.
    Af allerstørste Betydning mener jeg Møntunionen har været. Krigen slog den istykker. Hvad specielt Danmark angaar, da har vi jo, og har i længere Tid haft alvorlig økonomisk Modgang. Vore Venner fra de andre Landekender det, og De vil nu ved Selvsyn have set, at der i bogstavelig Forstander Hul i vore Penge.
    Det er mit Haab, at dette maa blive en forbigaaende Tingenes Tilstand, og jeg benytter Lejligheden, hvor saa mange indflydelsesrige Mænd fra Nordens Lande er samlet i een Stue, til at henstille, at der gøres et Arbejde for Møntunionens Genindførelse.
    Men vi kan tale, ikke blot om et nordisk Samarbejde, men ogsaa om et nordisk Broderskab. Vel er det saaledes, og bør fortsat være saaledes, at derer Kappestrid mellem Nordens Folk. Og selv om vi Danske for Øjeblikket økonomisk er lidt forpjudskede, saa er det ikke anderledes med os, end at vi fortsat vil forbeholde os, at kappes med Jer fra de andre Lande. Det er joogsaa saaledes, at der meget vel kan opstaa Interessekonflikter mellem Nordens Lande og at der tværs over en af Grænserne maa siges en Hjertens Mening.
    Men der bliver altid det tilbage, at der er en helt anden Mentalitet mellemvore Lande end mellem Staterne iøvrigt. Det er Samarbejdets og Broderskabets Mentalitet, én Nordens Mentalitet, som ikke blot gør Krig til en utænkelig Ting i Norden, men som er trængt Folkene til Marv og Ben saaledes, at det vel næppe vil være muligt i noget af Nordens Lande at finde endog blot en eneste enkelt Borger, som under nogen Form, under noget Forhold kunde tænke sig en væbnet Konflikt mellem hans Land og et af de andre nordiske Lande.
    Og her er vi, mine Damer og Herrer, ved det som er Nordens store Missioni de verdens politiske Forhold.
    Kommer vi en Dagsrejse eller to bort fra vore egne Grænser, da er Kendskabet til Nordens Lande ikke altfor indgaaende. Man kender vel Navnene paa vore Lande og vore Hovedstæder, men har lidt ondt ved at skille demad. Om Denmark er Hovedstaden i Norway, eller om det er i Stockholm, det har man desværre i Øjeblikket ikke helt præsent.
    Men een Ting er der, som er kendt af det dannede Menneske overalt i Jordens Kreds, at heroppe i Verdens nordvestre Hjørne findes et stort Omraade, hvor Forholdene er helt anderledes end det man ellers kender, hvor Folkene fra en Række selvstændige Nationer forstaar hverandres Sprog, synger

hverandres Sange og lever Side om Side i en Forstaaelse og Harmoni, som erganske enestaaende, at der her er noget at lære, noget som kunde og burdevære Forbillede for Folkene Verden over.
    Derfor, kære Venner, er ethvert Bidrag til det skandinaviske Samarbejde ikke blot en Værdi i sig selv, men det er en ny Sten til den stolte Fremtidsbygning, som vi haaber skal rejses:
    Fred og Samarbejde mellem alle Folk, Menneskehedens virkelige Civilisation.»

 

    Talet besvarades av presidenten friherre E. Marks von Würtemberg (S.), som yttrade:

 

    »På min lott har fallit det hedersamma uppdraget att här ta till orda å de främmande gästernas vägnar och framföra vad de kunna ha på hjärtat vid det samkväm, varmed Köpenhamns kommunalbestyrelse velat hedra det pågående nordiska juristmötet. Jag vet ej om jag rätt kan tolka allas känslor, men jag tänker nog att vad jag kommer att säga skall i stort sett röna instämmande av dem jag har äran att företräda.
    För en stor mängd bland oss, som bygga och bo på andra sidan om Sundet eller om Bottenhavet eller om Kattegatt eller om Ishavet, är Danmark knappast ett främmande land och i varje fall Köpenhamn knappast en främmande stad. Otaliga äro de män och kvinnor från de andra nordiska länderna, som under upprepade besök lärt känna Danmarks gamla stolta huvudstad.
    Väl vet jag att många här i Danmark icke vilja alltför högt värdesätta den kännedom om deras huvudstad, som vinnes under dylika besök. Man tror gärna om oss främlingar, och kanske icke minst om mina landsmän, att vad som lockar oss hit och här är föremål för vårt intresse, koncentrerar sig kringnamnen Tivoli och Scala och d'Angleterre och Fiskehusene, måhända också butikerna vid Ströget, alltsammans förträffliga ting, men knappast ägnade att uttömmande karakterisera Köpenhamn och Danmark. Jag vill icke heller neka att vi i någon mån ha skenet emot oss. Men knappast mera än skenet. Tyde flesta och bästa bland oss främlingar finna nog vägen till mycket annat av allt det märkliga, som finns att skåda här i Köpenhamn och i det övriga Danmark. De finna vägen till de utomordentliga konstsamlingar, som bidraga till att skänka Danmarks huvudstad en rangplats bland världens kulturcentra, de finna vägen till den högre sceniska konstens hemstäder, också de centralpunkter för kultur, och icke minst för en under generationer bevarad och utvecklad dansk kultur, de finna vägen till de byggnadskonstens mästerverk från äldre och nyare tid, som här resa sig, särskilt till det yttre och det inre avden storartade byggnad, som i afton upplåtit sina portar för oss alla.
    Men det skall villigt erkännas att turistbesök, även om de företagas av dem som i någon mån förstå den svåra konsten att resa, äro långt ifrån tillfyllest för att lära känna främmande länder eller städer och de folk, som där ha sitt hem. Att på detta sätt komma nära ett annat folk är svårt, även när detta folk kommer den resande grannen till mötes med det varma hjärtelag, den öppna om ock en smula ironiska blick, som, tror jag, karaktäriserar det danska folket, eller i varje fall Köpenhamnaren.
    Vår bekantskap med Danmark och dess folk är emellertid icke grundad endast på turistresorna. Den bottnar i själva verket i en vittgående frändskap på den andliga kulturens område.

    Det fanns en tid — det var i min ungdom på 1880-talet — då i mitt hemland dansk litteratur, likasom också norsk, lästes på grundspråket i sådan utsträckning att den inhemska litteraturen nästan trängdes i skymundan; och om också härutinnan sedan dess inträtt någon förändring — delvis sammanhängande med en beklaglig, men, som jag hoppas, temporär tillbakagång i språkkunskapen — så står det nog fast, att dansk litteratur alltjämt spelar sin stora roll i de övriga nordiska länderna och ger oss andra en god inblick i danskt liv och dansk psyke. Detsamma gäller om Danmarks tonkonst och bildande konst. Även de ha i våra länder särskilda förutsättningar att bli uppskattade, mera, tror jag, än i något land utanför Norden, och att hos oss sprida förståelse för danskt väsen.
    Men det finns ett område inom den andliga kulturens fält, där frändskapen är särskilt utpräglad, och det är rättslivets område. Dansk rättsvetenskap har i senare tid haft mycket att betyda i de övriga länderna, icke blott i Norge, med vars lagstiftning den danska sedan länge haft nära gemenskap, eller på Island, utan även i Sverige och Finland. Det må vara tillfyllest att erinra om sådana namn som Goos och Julius Lassen, för att icke tala om flere levande och här närvarande danska märkesmän inom rättsvetenskapens område. Och i det arbete på en konform lagstiftning inom viktiga rättsområden, som under det senaste halvseklet bedrivits inom de tre skandinaviska länderna och vari under sista årtiondet även Finland deltagit, ha Danmarks insatser varit synnerligen betydande.
    För främjande av denna rättsgemenskap, som, hållen inom de gränser förhållandena rimligen utstaka, säkert är till båtnad för vart och ett av de nordiska länderna, ha de nordiska juristmötena varit av mycket stor betydelse. Den sammanslutning mellan skandinaviska jurister, som för inemot 60 år sedan kom till stånd i och med det här i Köpenhamn hållna första juristmötet, har varit synnerligen fruktbringande för nordisk rättsvetenskap och samnordisk lagstiftning. Det är i impulser och utredningar från de nordiska juristmötena som flertalet av de nu genomförda nordiska lagarna kunna sägas bottna.
    Men ej mindre betydelsefulla ha juristmötena varit såsom verktyg för knytande av personliga band mellan rättsväsendets målsmän i de särskilda länderna. Denna personliga samvaro har varit ägnad att för varje lands deltagare vidga den andliga synkretsen och på samma gång verksamt bidragit till skapande och vidmakthållande av det brodersinne, den ömsesidiga förståelse, som mellan närstående grannfolk är av största värde.
    När Nordens jurister — de finska och isländska numera inbegripna — för femte gången samlats till möte i Danmark, så är det för dem, och särskilt för oss främlingar, en stor glädje att se vårt möte uppmärksammat och hedrat från det offentligas sida, och ej minst uppskatta vi den heder, som Köpenhamns kommunstyrelse visat oss genom anordnande av ett stämningsfullt samkväm i denna stolta byggnad. För den älskvärda gästfrihet som sålunda visats mötesdeltagare från Finland, Island, Norge och Sverige, ber jag att härmed få framföra ett vördsamt och hjärtligt tack, vartill jag fogar en uppriktig välgångsönskan för Danmarks huvudstad. Men må det tillåtas mig att ge denna välgångsönskan en än vidare omfattning, att låta den gälla Danmarks rike och det danska folket. Allt gott önska vi det vänliga, glada, kloka och idoga

danska folket. Må det bevara och utveckla den rika materiella och andliga kultur, som ställt det i främsta ledet bland de europeiska folken. Må de trådar, som binda det samman med de fyra andra folken i Norden, hålla och nya spinnas. Ett danskt, ett trefaldigt leve för Danmark och danska folket!»

 

    Professor C. Torp höll därpå följande anförande:

 

    »Den danske Modtagelseskommitté har overdraget mig det ærefulde Hvervat bringe Københavns Kommunalbestyrelse Gæsternes og særlig den danskeAfdelings Tak, fordi den i Forstaaelse af de nordiske Juristmøders store kulturelle Betydning har indbudt vore Gæster og os til Fest i disse skønne Rum,som det er enhver Dansk en Glæde at vise sine Gæster. Og jeg føjer hertilen særlig Tak til Hr. Borgmester Hedebol for de smukke og varmtfølte Ordhvormed han paa Kommunalbestyrelsens Vegne har budt os Velkommen.
    Det er mig saa meget mere kært at være Talsmand for denne Tak, somKommunalbestyrelsens Indbydelse kom i et Øjeblik, hvor vi saa lidt sort paa Forholdene, fordi Staten i sin iøvrigt forstaaelige Sparetrang havde svigtet med det Bidrag, vi havde haabet paa, saa at vi frygtede, at vi ikke vilde kunne give vore kære Gæster en saa festlig Modtagelse som den, vi altid har møodt hos dem.
    Vel er vore Brødre fra Finland, Island, Norge og Sverrig ikke kommet herned for at feste. Det har lige siden det første nordiske Juristmøde i 1872 været en højst alvorlig og vidtskuende, for Nordens Kultur og Udviklingen afden nordiske Samfølelse højst værdifuld Stræben, der har samlet Nordens Jurister ved disse Stævner. Allerede i Indbydelsen til det første Møde blevdet fremhævet, hvilken overordentlig Betydning disse Møder kunde faa baadei videnskabelig og praktisk Henseende. Og jeg tror, at Resultaterne hidtil har svaret til de af de første Indbydere udtalte Forventninger. — Ved at optage til Drøftelse en lang Række baade teoretisk og praktisk vigtige Spørgsmaal har de ikke blot paa mange Enkelt omraader fremmet den videnskabelige Forstaaelse af vigtige retlige Problemer. Vigtigere er det, at de dervedhar skabt et Samarbejde mellem de forskellige Landes Videnskab, i det Problemerne ikke længere ses og behandles alene ud fra det enkelte Lands særlige Lovgivning og den der herskende videnskabelige Tendens, men paa et videre og bredere Grundlag — den samlede nordiske Ret — og under Medvirken af den samlede nordiske Retsvidenskabs Repræsentanter. Og allerede dette videnskabelige Samarbejde har hævet den nordiske Retsvidenskab fra at være en Række smaa Landes isolerede Indsats til at blive det fælles Nordens samlede Indsats i den internationale Retsudvikling, hvilket ikke blot har givet den mangefold forhøjet indre Væerdi, men ogsaa gjort den til en Faktor, som manudenfor Norden regner med i en ganske anden Grad end tidligere. Dette harværet muligt, fordi de skandinaviske Landes Ret i store Træk bygger paaet fælles oprindeligt Grundlag og bæres af en væsentlig Overensstemmelse i Retsanskuelserne. Men medens Udviklingen tidligere var sket spredt og derforpaa mange Punkter, i det hvert Land gik sine egne Veje, havde ført til mereeller mindre betydelige Afvigelser, har de nordiske Juristmøder — og det vardisses anden og maaske vigtigste Opgave — lagt Grunden til et stadig fremadskridende Retsfællesskab mellem de nordiske Lande gennem fælles Lovgivning. Herved skabes der efterhaanden en Følelse af kulturel Samhørighed, værdi

fuldere end Traktater og politiske Allianser, fordi den skaber et fælles Synpaa de menneskelige Livsforhold og derved en Solidaritetsfølelse, der giver Tryghed og Fred indadtil og Vægt og Respekt udadtil. Et godt Skridt fremader vi allerede naaet, men meget Arbejde vil endnu kræves, før vi naar det, der maa være Endemaalet: En fælles nordisk Civillovbog, en fælles Straffelovog en fælles Processordning.
    Besjælede af denne Opgaves store Betydning for hele Nordens kulturelle Udvikling er danske Jurister glade over, at det nu — efter en ret lang af ydre Forhold og Tidernes Ugunst betinget Afbrydelse — atter faldt i vor Lod atvære Værter for den Kreds af fremragende Jurister fra de nordiske Lande, der i disse Dage er samlet her for at føre Arbejdet for nordisk Retsfællesskabet forhaabentlig betydeligt Skridt videre.
    Men vi vilde jo gerne, at vore kære Gæster, af hvilke mange er kommetlangvejs fra og har maattet afbryde en maaske haardt tiltrængt Feries Ro, skulde mindes ikke blot det Arbejde, de Fremskridt, der gøres, med andre Ord det, der er Mødets Alvor. Vi vilde gerne, at de, naar de — altfor snart — atterforlader os, skulde bevare et lyst og festligt Minde om disse Dage. Og vihaaber, at de skal forstaa, at vi hilser dem hjerteligt velkommen ikke blotsom kyndige og dygtige Medarbejdere ved vort fælles Arbejde, men som vorekære Brødre og Hjertens Venner, til hvem vi kun ønsker at tale i det fælles Sprog, der hverken er norsk, svensk eller dansk — la langue du coeur.
    Idet jeg haaber, at vore Gæster maa mindes denne Aften med Glæde, bringer jeg endnu engang en Tak til vore Værter, Repræsentanterne for vor Hovedstad, med Ønsket om Lykke og Fremgang for denne gamle, men stadig ungeog glade By. Den leve!»

 

    Lördagen d. 25 aug. var förbehållen åt privata samkväm.
    På söndagen d. 26 aug. var en utflykt i automobil anordnad till Kronborg och Fredriksborg, varunder lunch intogs i Marienlyst.
    Måndagen d. 27 aug. gåvo Danmarks jurister middag å restaurant Wivel kl. 7 e. m. Till middagen hade inbjudits justitieminister S. Rytter och de nordiska ländernas ministrar i Köpenhamn. I middagen deltogo 522 personer. Sedan højesteretssagfører Liebe utbragt en skål för de nordiska ländernas statsöverhuvuden, höll han följande välkomsttal för gästerna:

 

    »For knapt et Par Timer siden afsluttede vi oppe i Universitetets Festsal det 14. nordiske Juristmøde; vi gjorde det med det traditionelle Ønske, at vore Forhandlinger maatte bære Blomster og sætte Frugt i nordisk Retsudvikling. Gid det maatte ske! Men de nordiske Juristmøders Betydning stræckker sig langt udover de juridiske Emner, som vi behandler paa Møderne. De nordiske Juristmøder er ganske vist kun et enkelt, men overmaade betydningsfuldt, jalige frem uundværligt Led i Kæden af de mange Bestræbelser, der fra forskellig Side har til Hensigt at styrke Sammenholdet i Norden til Værn for fællesnordisk Kultur og Aandsliv.
    Efter Verdenskrigen er Omraadet for nordisk Samarbejde blevet betydeligt forøget og det tilmed med Opgaver, hvor der netop stilles Krav til Lovkyndighedenog dens Mænd. Det er verdensomspændende, ja, verdensomdannende Tanker, der har faaet deres Udtryk i Folkenes Forbund og ogsaa i den Pagt, der netopidag er underskrevet i Paris, og som maaske — jeg understreger Ordet "maaske"

— vil gøre Dagen idag, Mandagen d. 27. August 1928, til en af Historiens Mærkedage. Lad være, at der kan gaa mange Aar, ja, endog Generationer, inden disse Tanker vinder Sejr i Kampen mod Aarhundreders daarlige Traditioner, men der er ingen Tvivl om, paa hvilken Side i Kampen vi nordiske Folk maa staa. Det er derfor en stor Tilfredstillelse, at vore Repræsentanteri Genève Gang paa Gang har forstaaet ikke blot at tale saa højt, at de overhovedet har skaffet sig Ørenlyd, men ogsaa saa godt, at man fandt Behag ideres Tale. Men lad os ikke skjule, hverken for os selv eller for vore Repræsentanter, at Grunden hertil i første Række er den, at vi under Verdenskrigenlærte at holde sammen og gaa Haand i Haand: Concordia res parvæ crescunt.
    Vi fem nordiske Folk er jo i mange Retninger knyttet nøje til hinanden: ved Beliggenhed, historiske Minder, Sprogfællesskab; ved Levevis og hele Livssyn udgør vi en Enhed, men lykkeligvis er denne Enhed ikke ensartet, graaog kedelig, vi er saa forskellige indbyrdes, at den tværtimod bliver broget, mangfoldig og overdaadig. Ret som en af de Mosaiker, vi beundrer i Fortidens Paladser og Kirker; Helheden virker betagende, men den bestaar alligevel af enkelte Dele, indbyrdes forskellige baade i Størrelse, Form og Farve.
    Danmarks Stilling indenfor Norden har altid været af en særlig Art. Vilaa jo ved Alfarvej, og Civilisationen Vest og Syd fra naaede derfor først vor Grænse. Det var en Lykke for Danmark, men det var ogsaa en Fare. Vibør aldrig glemme det rige Væld af aandelige Værdier og livgivende Impulser,som gennem Aarhundreders Løb er strømmet ind over vore Grænser fra vortstore Naborige mod Syd. Men Faren var jo den, at vi som det lille Folk og det lille Land kunde blive trykket i Knæ, saaledes at vi mistede først vorekulturelle Ejendommeligheder — og saa naturligvis senere vor politiske Selvstændighed og Uafhængighed. Hvor langt den tyske Indflydelse har straktsig her i Danmark, hvor længe den har varet, og hvorledes den har gjort siggældende paa Omraader, hvor den burde været holdt helt ude — ja, lad mig blot nævne et Eksempel derpaa, i sig selv ret ubetydeligt og lige saa megettil at le af som til at græde over, men dog i mine Øjne i høj Grad illustrerende. Lige til Udgangen af 1860, altsaa adskillige Aar efter vor første slesvigske Krig, titulerede det danske Krigsministerium i sine officielle Skrivelser Officerer i den danske Hær ikke slet og ret som Kaptajn Rasmussen eller Løjtnant Hansen, men som Kaptajn von Rasmussen og Løjtnant von Hansen. Man kan jo ganske vist sige, at hverken Rasmussen eller Hansen blev merepreussisk eller mere schneidig, fordi der blev sat et "von" foran deres Navn. Men Indholdet er nu en Gang ikke alt her i Verden, ogsaa Formen eller Etiketten har sin Betydning, og den var unægtelig misvisende og egnet til athilde Blikket for dem, der sydfra saa op imod Nord for at gøre sig klart, hvor Tysk hørte op, og Dansk begyndte.
    Vi Danske har haft den store Lykke, at vi efter Verdenskrigen har faaet et Islæt af Befolkningselementer, gode danske Mænd og Kvinder, der gennemtrange Udlændighedsaar har opøvet og opelsket Handlingens Energi, Modstandskraft og Villiens Staalsathed. Det er netop disse samme herlige Egenskaber, som I, vore Frænder fra de nordiske Nabolande, bringer med Edersom Eders særlige Bidrag til nordisk Aandsliv og Kultur. I, som kommer tilos fra Sveriges og Finlands stride Elve, fra Norges stejle Fjelde, fra Øen histoppe imod Nord, hvor Verdenshavet sætter sine friske havsalte Bølger ind fra

alle Hjørner. Vi Danske, der kommer fra Lavlandet med de mulddybe Agreog de løvrige Skove, vi kommer ogsaa med vort særlige Bidrag, ganske vistaf en helt anden Art, men derfor ikke mindre værdifuldt: Vi kommer med Sindets Modtagelighed for ydre Indtryk, med Evnen til let at indpasse sig i Forholdene, med Lyssynet og fremfor alt med Smilet, det danske Smil, Smiletselv gennem Taarer.
    Sammenhold i Norden til Værn for nordisk Aandsliv og Kultur! Jeg vedfuldt og vel, at der er adskillige inde i denne Sal og mange, mange flereuden for den, der i deres stille Sind ryster paa Hovedet og siger: "Hvad kandet nytte?" Vi skoser jo paa hinanden, vi har cellerer over hinanden, vi drillerhinanden. Ja, det er sandt. Lykkelig den Dag, da vi hører op dermed. Menlad os ikke tage det alt for højtideligt, lad det ikke forvirre vort Udsyn ellernedslaa vore dyrebareste Forhaabninger. Kender vi ikke alle mange Eksemplerpaa gode Venner, nære Slægtninge, ja selv lykkelige Ægtefæller, der driverdette som en Sport, betragter det som et uundværligt Krydderi paa Hverdagslivets ensformige Kost. Hvad det gælder om, er dog det, at vi holdersammen, naar Trængslerne melder sig; vi har Sympati med hverandre, vi forstaar at værdisætte hverandres Egenskaber, vi beundrer hverandre, ja, i Virkeligheden misunder vi hverandre de Egenskaber, som vi i vort Indre overmaadegodt ved, at vi ikke selv besidder i tilstrækkeligt Maal.
    For Nordens fem Folk er det af en Betydning, hvis Omfang slet ikke kan maales, at vi holder sammen. Staar vi alene, naar selv den største af os ikkeop paa Højde med en Liliput fra Gullivers Land. Men holder vi sammen,er vi en Magt, ja, jeg drister mig endog til at sige: en stor Magt. Ganskevist ikke i Retning af Kanoner eller Bajonetter, Undervandsbaade eller Gasbomber, men i en Sfære, der ligger langt højere og er meget mere værdifuld,vi er en Aandsfaktor af en saa stor Betydning og saa særpræget, at det vildevære et Tab for Verdensudviklingen, om den gik tabt.
    Paa de danske Værters Vegne bringer jeg Eder, Venner og Frænder fra Nordens øvrige Lande, en hjertelig Tak, fordi I ved Eders Nærværelse har bidraget til at sprede Glans over dette Møde. Jeg ønsker Eder alle et lykkeligt Gensyn ad Aare, og jeg gør det i den sikre Forhaabning og f aste Forvisning, at det gennem de nordiske Juristmøder vil forundes nordiske Juristerat bidrage til Sammenhold i Norden, Sammenhold til Værn for fælles nordisk Aandsliv og Kultur.»

 

    gästernas vägnar talade professor Stang (N.). Efter att ha uttalat ett tack för det avslutade mötet och vad det givit deltagarna däri samt riktat tacksägelser till mötets ordförande, styrelse och sekretariat, fortsatte talaren med ungefär dessa ord:

 

    »Men jeg vil ogsaa takke for noget mere: for alt det, dansk retsvidenskap og dansk retsliv har været for Nordens övrige land.
    Og da gaar min tanke först og fremst til Anders Sandøe Ørsted, grundlæggeren av den danske retsvidenskap.
    En realist i romantikens tidsalder. En positivist för positivismen var grundlagt. En samtidig av Savigny og allikevel en representant for Iherings ideer. Et verdenshistorisk geni paa retsvæsenets omraader. Han var den förste, som gjorde et germansk retssystem til gjenstand for en fuldt utviklet videnskapelig

forskning. Han blev grundlæggeren av den norske retsvidenskap likesaa velsom av den danske.
    Mit kald er ikke at utbrede varme, men lys, skal han ha sagt. Den som ikke selv gir varme, kan imidlertid ikke paaregne at möte den hos andre. Ørsted blev da ogsaa visselig en ensom mand — det var vel neppe andreend broren, han i fuld hengivelse kunde fortro sig til. Den stilling han indtok i politiken, gjorde, at han blev end nu ensommere end han ellers vildeværet. Den varme han maatte savne i sin livstid, den strömmer ham imidlertid nu imöte fra slegtled efter slegtled av Nordens jurister, som henter ikkebare lys, men ogsaa varme fra ett geni, som i saa mange retningar tilhörervor tid mere end han tilhörte den tid, da hans liv faldt.
    Jeg retter denne tak till Danmarks jurister; vi vender os med tak og medhyldest til mötets præsident, advokat Liebe.»

 

    Under middagen sjöngos några av den kände danske lyriske diktaren H. Hartvig Seedorff Pedersen för tillfället författade sånger.

 

 

»HILSEN TIL DE SVENSKE GÆSTER

 

Solo:

 

(Melodi: Kung Karl, den unga hjälte...)

 

Om Danmark ej har Klipper? Vend Blot dit Blik mod Øst!Thi hvor vor Grænse slipper, der blaaner Sverrigs Kyst.Imellem os og Skaanegaar samme dybe Sund.Og Sjællands Sommermaane, ja Sjællands Sommermaane, —den deler vi med Lund.

 

Af Sølv paa Sundets Strømmeden lægger trygt sin Bro:en Vej for fiælles Drømme og Venskabs faste Tro.Blandt lyse Kyster rindersom Grænse Sundets Vand . . .Men hver en Bølge binder, hver munter Bølge binderos til det svenske Land.

 

 

HILSEN TIL DE NORSKE GÆSTER

 

Solo:

 

(Melodi: Danmark dejligst Vang...)

 

Sendte Sverrig Birkesusetsølvklart til vort Sind:Norden fra kom Fossebruse tog den stride Vind. Fjældets Søn tog til at tale:'Du har, Broder, godt med Dale . . .Her mig huger Sommerhvile under Gærdets Pile!'

 

Følte du en Stund dig hjemmeblev det aldrig glemt.Endnu klinger Norges Stemmefra vor Digtnings Skæmt Fælles før om Hus og Boskabvar vor Arv den samme Troskab. Broderhaandslag, eengang givet,saae vi: bandt for Livet.

 

 

HILSEN TIL DE ISLANDSKEGÆSTER

 

Solo:

 

(Melodi: Yderst mod Norden lyseren Ø ...)

 

Hyllet i Nordlysets bølgende Dragt— lyst som en sejlende Stjærne —løfter sig Island af Polhavets Pragt, hilset af Tejst og af Terne.Nordens Værn og yderste Vagtmod det Fjærne.

 

Spørger dig nogen om Æt eller Blod: Svaret skal Sagaen sige!Fjærnest blandt Lande men gammelt af Rodrejser sig nyfødt dit Rige.Saga er født, naar en Stjærne faar Modtil at stige!

 

 

HILSEN TIL DE FINSKE GÆSTER

 

Solo:

 

(Melodi: Brat af Slaget rammet...)

 

Faldt en Fugl til Jorden ...Tav en Sangers Røst ...Sorgfuld skimted Norden Blodet paa dit Bryst.

 

Ledet af din Smærte Tanken til dig drog, lytted til dit Hjærte, om det endnu slog.

 

Vi har hørt din Klage, fulgt din Tornesti, drømt dig frelst tilbage, drømt dig glad og fri. Fjærne, tavse Søster, —over Kløvervangsteg fra Lærkerøster Suomis mørke Sang.

 

Bar du Byrden ene, Sorgens stolte Trods: du stod ej alene,du var een blandt os. Fire Hjærter blødte, hvergang Lænken klang. Men som eet de mødtedit — da Suomi sang!

 

SLUTNING

 

Kor:

 

(Melodi: Vift stolt paa Kodans Bølge...)

 

Fra Nordens Harpe klingerpaany vor Skæbnes Sang, som Brus af fjærne Vingerog Stormes fulde Klang. Fra Birk og Bøgekrone, fra Granens ranke Spydgaar samme dybe Toneaf fælles Sorg og Fryd.

 

En genfødt Morgen soner,hvad bitre Aar forbrød: fem stærke Strenge toner, hvor før kun trende lød. Om fra idag de spændersig til et enigt Spil, blir under Skæbnens Hænderet større Norden til."

 

 

    Under middagen utdelades "En lægmands betragtinger i anledning av det 14. Nordiske Juristmøde", författade av Axel A., och försedda med teckningar av generalsekreteraren, overretssagfører Olesen.
    För de främmande deltagarnas damer hade förutom den redan nämnda mottagningen å rådhuset d. 23 aug., även anordnats besök på Glyptoteket åtföljt av lunch på restaurant Wivel d. 24 aug., besök på Rosenborgs slott med efterföljande te på Langelinies Pavillon d. 27 aug. samt festmiddag å restaurant Nimb på kvällen s. d. Därvid hälsade ordföranden i damkommittén, fru nationalbankdirektør Astrid Schrøder (D.) gästerna välkomna. Dessas talan fördes av fru höiesteretsdommer Alten (N.) och justitierådinnan Granfelt (F.). Hovrättsrådinnan Ingegerd Ramstedt (S.) talade för männen och friherrinnan Olga Marks von Würtemberg framförde gästernas tack. Efter middagen förenades damerna med herrarna på Wivel, varefter dansen vidtog.
    Damkommittén utgjordes av fru nationalbankdirektør Astrid Schrøder, fru højesteretssagfører Ragna Ahnfelt-Rønne, fru overretssagfører Lily Allerup, fru dispacheur Emilie Hvidt, fru vicepræsident Eva Ipsen, fru byretsdommer Lise Preisler Knudsen, fru højesteretsdommer Paula Meyer, fru professor Lina Munch Petersen, fru professor Inger Sindballe, fru departementschef Margrethe Svendsen samt fru højesteretsdommer Märta Topsøe-Jensen.