Brasiliens Civillovbog. Af Værket "Die Zivilgesetze der Gegenwart" er bl. a.u dkommet et Bind indeholdende den brasilianske Civillovbog. Denne Fremstilling, som er den eneste Del af Værket, der til Dato er fuldført, skal her nærmere omtales.¹
    Bindet indeholder dels en Indledning dels selve den brasilianske Lovbog paa Originalsproget (portugisisk) med tysk Oversættelse og forsynet med Noter.
    Indledningen indeholder en summarisk Oversigt dels over Brasiliens politiske Historie siden Landets Opdagelse Aar 1500 dels over den sociale Udvikling og specielt over den brasilianske Rets Historie.
    Grundlaget for den brasilianske Ret er den af de portugisiske Erobrere medbragte portugisiske Ret, som igen var sammensat væsentligst af romersk, germansk og kanonisk Ret. I Tiden indtil Løsrivelsen i 1822 har Brasilien fælles Civillovgivning med Portugal, og det herfra stammende Grundlag bygger Brasilien videre paa efter at være blevet selvstændig.
    Allerede kort før Midten af forrige Aarhundrede begyndte man i Brasilien at arbejde paa Tilvejebringelsen af en borgerlig Lovbog, hvilket Maal først naaedes ved Codigo civil af 1. Januar 1916, der traadte i Kraft 1. Januar 1917.
    Indledningens Forfatter opgiver pag. XL, at af Lovbogens 1,807 Artikler er 940 eller altsaa godt Halvdelen ældre brasiliansk Ret, medens 172 stammer fra code civil, 19 direkte fra Romerretten, 83 fra portugisisk Lovbog, 72 fra italiensk Lovbog, 32 fra spansk Lovbog, 17 fra argentinsk Lovbog, 62 fra Udkast til B. G. B., 31 fra

 

¹ "Die Zivilgesetze der Gegenwart", Bd III, Brasilien, Codigo civil, mit Ubersetzung, Einleitung und Bemerkungen. Unter Mitwirkung von Dr. PONTES DE MIRANDA, Richter in Rio de Janeiro, og Dr. FRITZ GERICKE, Rechtsanwalt in Berlin, hrsg. von Dr. KARL HEINSHEIMER, Professor in Heidelberg. Mannheim, Berlin og Leipzig 1928.Formaalet med "Die Zivilgesetze der Gegenwart" er at skabe et Samlerværk, indeholdende det væsentligste af de Verden over gældende Civillovgivninger, der overhovedet har nogen almindelig Interesse. Værket bliver altsaa en Pendant til "Vergleichende Darstellung des deutschen und ausländischen Strafrechts" og til "Die Handelsgesetze des Erdballs". Værket er beregnet paaat skulle kunne benyttes som Hjælpemiddel baade af Dommere, Sagførere og Videnskabsmænd. Af Værket er, udover Bindet om Brasilien, udkommet et Hæfte, indeholdende den russiske Familieret og et Hæfte indeholdende den franske code civil til Artikel 1100 incl. Senere vil der komme Fremstillinger vedrørende Østrig, Holland, England, Danmark, Norge, Sverrig, Finland, Island, Spanien, Tyrkiet,Portugal, Italien, Svejts, Grækenland, Ungarn, Tschechoslovakiet, Polen, Belgien, Luxemborg, Tyskland, Jugoslavien, Rumænien, U. S. A., Mexiko, Argentina, Chili og Japan.

svejtsisk Obligationsret, 7 fra østrigsk A. B. G. B. og desuden enkelte Bestemmelser fra forskellige mellem- og sydamerikanske Lovbøger. Naar man saa yderligere tager i Betragtning, at den ældre brasilianske Ret oprindelig stammer fra Europa, saa vil man forstaa, at den brasilianske Lovbogs Indhold ikke er os saa fjernt som Landet, hvori den gælder.
    Inddelingen af den brasilianske Lovbog følger i det væsentlige Systemet fra B. G. B., hvorved dog bemærkes, at den brasilianske Lovbog medtager flere store Emner, der slet ikke omtales i B. G. B., saaledes navnlig Forfatterret, Kunstnerret, Forsikringsret og den materielle Konkursret. Naar den brasilianske Lovbog til trods herfor har kunnet nøjes med 1,807 Artikler mod B. G. B's 2,385 Paragraffer, saa skyldes det, at den brasilianske Lovbog ikke gaar nær saa stærkt i Detaljer som B. G. B.
    Lovens Text er forsynet med talrige Noter indeholdende dels Jevnførelser mellem Lovbogens egne Artikler, dels Kildeangivelser og historiske Forklaringer. Disse Noter bidrager i høj Grad til at lette den dybere Forstaaelse af Lovbogens Text.
    Hvad selve Lovens Indhold angaar, er som anført Afvigelserne fra Grundlinierne i europæisk Ret ikke store. Her skal blot fremhæves nogle enkelte Træk.
    Lovbogen har ikke gennemført Ligestillingen i Ægteskabet. Manden er Familiens Overhoved; han bestemmer Bopælen, og Hustruen kan ikke uden hans Samtykke raade over Fællesboet og i et vist Omfang heller ikke over sit Særeje, paatage sig Arbejde eller Hverv for andre, eller tage Ophold udenfor Hjemmet, ligesom hun ved en Række andre Handlinger maa have Mandens Samtykke, Art. 6, 233, 242, 266, 274, 1299. Manden er endvidere eneraadig over de fælles Børn og over Hustruens Børn fra et tidligere Ægteskab, dog at han ikke kan fjerne dem fra Hjemmet, Art. 329, 380 og 393.
    Paa den anden Side skal ogsaa Manden have Hustruens Samtykke til en Række vigtige Dispositioner, derunder f. Ex. Paatagelse af Kautionsforpligtelse, Art. 235. I Tilfælde af en Ægtefælles Umyndiggørelse er den anden Ægtefælle født Værge — dette gælder altsaa ogsaa Hustruen, — i Reglen endog uden Regnskabspligt, Art. 454 og 455.
    Disse Regler om Fællesraaden i Forbindelse med Reglen om, at der vel kan meddeles Separation men ikke Skilsmisse, jfr. pag. 85 Note til Titel 4, viser en Tendens til at styrke Ægteskabet og knytte Ægtefællerne saa nøje sammen som muligt.
    Den formueretlige Retshandel er som — teoretisk — Hovedregel formfri, Art. 129, men der er saa mange og vidtrækkende Undtagelser, hvor der kræves Form enten for Gyldigheten, Artikel 134 II, 761 med Note, 1067, 1168, 1289 og 1483, eller for Beviset, Artikel 135 med Note og 1366, at Formbundethed snarere bliver den praktiske Hovedregel.
    En hel Del formueretlige Krav er uforældelige, Artikel 168—171. Iøvrigt behandler Lovbogen Reklamationsreglerne sammen med For-

ældelsesreglerne, hvorved der fremkommer et betydeligt Antal Forældelsesfrister, Art. 177—179.
    Ved Indgaaelse af Ægteskab kan den ene eller endog begge Parter møde ved Fuldmægtig, Artikel 194 og 201. Under paatrængende Omstændigheder kan Parterne indgaa Ægteskab i 6 Vidners Overværelse uden nogen offentlig Myndigheds Medvirken; Vidnerne skal dog i Løbet af 5 Dage afgive Beretning til nærmeste judicielle Myndighed, Art 199—200.
    Hvis intet andet vedtages inden Ægteskabets Indgaaelse, indtræder fuldstændig Formuefællesskab, Art. 258, men der er Adgang til at vedtage delvis Formuefællesskab, Art. 269—275, fuldstændigt Særeje, Art. 276—277, eller Dotalsystem. Art. 278—311.
    Uægte Børn har overfor deres Forældre, naar disse har anerkendt Forældreforholdet, eller dette er blevet konstateret ved Dom, med ganske faa specielle Begrænsninger, samme Retsstilling som Ægtebørn, Art. 355—367 og 744.
    Den familieretlige Underholdspligt udstrækkes vidt, idet man er pligtig at underholde sine Descendenter, sine Ascendenter samt sine Hel- og Halvsøskende, Art. 396—398, hvorhos Manden er pligtig at underholde Hustruen, Art. 233 V og 320.
    Lovbogen hjemler særlig possessorisk Retsbeskyttelse, Art. 508 og 523.
    Rettigheder over fast Ejendom stiftes — med en enkelt Undtagelse, Art. 759 — ved Indførelse i Grundregistret, der dog ikke kan danne Grundlag for nogen extinktiv Erhvervelse, Art, 531—535 med Noterog 828.
    Reglerne om Ejendomsretserhvervelse ved Hævd, Art. 550—553 og 618—619, har stor Lighed med Romerretten; det samme gælder Reglerne om Overdragelse af Løsøre, Art. 620—622. Extinktive Godtroenhedserhvervelser er saa godt som ukendt. Dette gælder navnlig ogsaa ved Gældsbreve, endog naar de lyder paa Ihændehaveren, Art. 521, 1. Stk. og 1505—1507 med Noter; dog skal Ejeren, der vil vindicere sin tabte eller stjaalne Ting fra den, der har købt den i det aabne Marked, refundere, hvad denne har givet for Tingen, Art. 521, 2. Stk.
    En Konventionalbod maa ikke overstige Hovedforpligtelsens Værdi; men det siges udtrykkeligt i Loven, at Skyldneren ikke kan faa den nedsat under Paaberaabelse af, at den er urimelig høj, Art. 920 og 927. Det falder godt i Traad hermed, at Lovbogen ingen Regler har om Rentemaximum eller om Aager, Note ad Art. 1262.
    Kompetence til at give Gaver følger Testationskompetencen, Art. 1176 og der er givet en Del Regler ogsaa om Salg, Art. 1132, og Bytte, Art. 1164, II, for at hindre Omgaaelse.
    Landarbejderen har uden Registrering Pant forud for alt andet i Høsten for sin Lønfordring, Art. 759. Paa den anden Side kan Driftsherren i den Attest, som han skal give Landarbejderen ved dennes Fratrædelse, anføre det Beløb, han ifølge Arbejdsforholdet har tilgode hos Landarbejderen, hvilket har den Retsvirkning, at en

 

12 — Svensk Juristtidning 1929.

anden Driftsherre ved at antage denne Landarbejder bliver ansvarlig for Beløbet, Art. 1230.
    Baade ved Erstatning i og udenfor Kontraktsforhold er der i en Række Tilfælde iblandet et pønalt Moment, Art. 1446, 1530, 1531, 1538, 1547.
    Lovbogen hjemler i meget vidt Omfang Ansvar for andres Retsbrud, Art. 1521—1526 og 1546.
    Arvefølgen er kombineret lineal-gradual. Første Arveklasse er Descendenterne, mellem hvilke der først deles in stirpes et lineas og derefter in capita. Uægte Børn er fuldt ud arveberettigede, dog kun halv Lod mod Ægtebørn, Art. 1603—1605. Anden Arveklasse er Ascendenterne efter Gradsnærheden; ogsaa her er uægte Slægtskab arvebegrundende, Art. 1606—1610. Tredie Arveklasse indtages af Ægtefællen, medmindre den er frasepareret, Art. 1611. Fjerde Arveklasse er de beslægtede i Sidelinien indtil 6 Grad, Art. 1612—1617 efter romersk Beregning, Art. 333. Det er ikke her som i første og anden Arveklasse udtrykkelig hjemlet, at ogsaa uægte Slægtskab er arvebegrundende, hvilket dog vist maa være Meningen. Inden for denne Arveklasse kommer først Søskende, derefter første Sidelinie og derefter de øvrige beslægtede i Sidelinien i ren gradual Rækkefølge, Art. 1613. Femte Arveklasse er det offentlige, Art. 1619.
    Descendenterne og Ascendenterne er Tvangsarvinger for Halvdelen af Formuen, Art. 1721, hvorimod det i Art. 1725 udtrykkelig er udtalt, at baade Hustru og beslægtede i Sidelinien ved Testamente kan udelukkes fra Arv, og det fremgaar af Noten ad Art. 1576, at ogsaa Ægtemanden kan exherederes.
    Arvingernes Ansvar for Arveladerens Gæld rækker aldrig udover Værdien af det modtagne, Art. 1587 og 1796.

 

    De her fremhævede Regler er kun et sparsomt Udpluk af de mange interessante Bestemmelser, som Lovbogen indeholder, men som det ikke lader sig gøre at komme nærmere ind paa her.
    At den brasilianske Lovbog hører til de romanistiske Retsforfatninger, er det vel efter det om dens Kilder anførte nærmest overflødigt udtrykkeligt at bemærke.
    Lovbogens Regler gør i det hele Indtryk af at være grundigt gennemtænkt af Folk, der har haft et aabent Blik for Realiteterne i de forskellige Forhold, og som har haft baade Vilje og Evne til uhildet af sociale, religiøse og politiske Fordomme og Ensidigheder at lade hvert Hensyn faa den Betydning, som det var samfundsmæssigt praktisk og retfærdigt at tillægge det, hvilket f. Ex. har givet sig et prægnant Udtryk i de ovenanførte Regler om Retsforholdet mellem Driftsherre og Landarbejder.

Carl Torkild-Hansen.