Om rus fra strafferetslig synspunkt. I sin artikel "Om s. k. patologiskt rus jämte några ord om alkoholisternas straffrättsliga behandling" (Hygiea 1928) fremhever professor ALFRED PETRÉN, hvilken ulykke det kan medföre at anvende straf som for de forsætlige forbrydelser paa personer, som har handlet i bevistlöshet som fölge av selvforskyldt beruselse. Han gjengir meget utförlig sykehistorien om en mand, som blev dömt for mordbrand, uaktet ildspaasettelsen efter forfatterens mening utvilsomt maa ha fundet sted under et anfald av transitorisk sindssygdom ("atypisk rus"). Manden, som blev dömt til 3 aars strafarbeide (under særdeles formildende omstændigheter) blev senere varig sindssyk, idet der utviklet sig den vrangforestilling hos ham, at ildesindede personer hadde paasat branden for at bringe ham i ulykke.
    I et andet tilfælde av "atypisk rus", som forf. refererer, blev gjerningsmanden erklært straffri i henhold til de sakkyndiges erklæringer, om at han hadde savnet forstandens bruk.
    Hovedinteressen ved Petréns skrift er de vegtige grunde han anförer for at opfatte den patologiske (atypiske) rus som en særegen transitorisk sindssygdom med helt ophævet forstandsvirksomhet. Hvor der foreligger sikkert bevis for saadan patologisk rus, kan der fölgelig ikke bli tale om strafferetslig ansvar (medens handlinger utfört i beruselse ellers efter svensk ret anses strafbare, selv om bevisthetsomtaakningen har naad de höieste grader).
    Forf. henviser til den internasjonale fagliteratur som i den atypiske alkoholreaksjon ikke ser nogen höiere grad av vanlig beruselse, men en egenartet flygtig sindsforvirring. Den kan optræde efter forholdsvis smaa alkoholmængder, og den karakteriseres ved den dype bevisthetsomtaakning uten lammelse av bevægelsesfunksjonerne. Motsat vanlig beruselse pleier den pludselig at naa höidestadiet, og den avsluttes gjerne med dyp sövn. I almindelighet varer den kun fra minutter til nogen faa timer. Stemningen er ogsaa anderledes end ved vanlig rus, idet svære angsttilstande med tilsvarende mistydninger av omgivelserne spiller hovedrollen. Vedkommende taler og gaar stött og synes derfor ikke beruset; han ter sig omtrent som en sövngjenger, der handler i kraft av instinkt og vane, men utens elvkontroll. Hvad som foretas under saaden atypisk rus vil senere være helt (eller næsten helt) utslettet av erindringen. Gjennemgaaende er det personer med en varig syk, svak eller svækket hjerne, som reagerer paa denne maate; men der foreligger ogsaa tilfælder, da ganske flygtige svækkelses-momenter (sindsoprör, utmattelse . . .) medförer atypisk reaksjon hos personer, som eller spleier at reagere typisk paa alkohol (i form av vanlig beruselse). Den kan ogsaa skyte sig ind i forlöpet av en vanlig rus som enfase i denne.

OM RUS FRA STRAFFERETSLIG SYNSPUNKT. 373    Erfaring viser, at de allermest brutale forbrydelser (drap, voldtægt, ildspaasettelse . . .) kan foretas i saadan atypisk rus.
    Petrén opfatter det som grov retskrænkelse at domfælde saadanne vitterlig sinnssyke personer, som om de var forsætlige forbrydere. Hans ene sykehistorie viser berettigelsen av den synsmaate.

 

    Spörsmaalet har i Norge faat adskillig aktuel interesse. En temmelig utbredt folke-opinion, som blandt andet paaberopte sig principperne i svensk og engelsk ret, krævet hithörende straffelovsbestemmelser revidert saaledes at bevistlöshet som fölge av selvforskyldt beruselse ikke længre skulde medföre nogen nedsættelse i straffen (for lovovertrædelser forövet i saadan tilstand). Til stötte for disse fordringer kunde det ogsaa anföres, at de gjældende lovregler flere ganger hadde fört til urimelige frifindelser eller minimale straffe selv ved drap og voldtægt og det til och med uten kompensation i nogen effektiv sikringsforholdsregel.
    Hermed var sammenhængen fölgende. Efter straffeloven av 1902 er "bevistlöshet" utilregnelighetsgrund (paragraff 44) — dog med den reservasjon (paragraff 45), at bevistlösheten, naar den er selvforskyldt, betinger anvendelse av straf som for uagtsom lovovertrædelse. Hvis nogen i saadan bevistlöshet hadde dræpt en anden, blev han derfor skyldig i uagtsomt drap o. s. v. Men ulykkeligvis hadde lovgiverne av 1902 glemt, at der ikke eksisterte "uagtsomme" sædelighetsforbrydelser, og fölgen maatte da bli frifindelse ved sædelighetsattentater forövet i selvforskyldt bevistlöshet. En person som i saadan ved alkohol fremkaldt bevislöshet voldtok et 8-aarig pikebarn og paaförte henne gonorrhoe blev erklæret straffri, o. s. v. Naar dertil kom, at lovens sikringsforholdsregler (paragraff 39) var saa snevert definert, at der omtrent aldrig blev adgang til at træffe sikringsforholdsregler overfor denslags "utilregnelige" personer, var det givet, at den almindelige retsfölelse maatte opröres.
    En tillægsbestemmelse i str. 1. paragraff 45 om fuld ansvarlighet for personer, som har hensat sig i bevistlös (utilregnelig) tilstand i hensigt at foröve en strafbar handling, har i denne forbindelse ingen interesse, da saker av den art praktisk talt aldrig forkommer.
    Uheldig har det ogsaa virket at enkelte psykiatriske sakkyndige har uttalt "formodning" om foreliggende bevistlöshet i tilfælder, hvor bevisgrundlaget herfor var meget svakt. At den retsmedisinske kommission har sökt at motarbeide denslags tendenser, har almenheten ikke lagt saa meget merke til.
    En komité, som for ca. 4 aar siden fremla utkast til revision av utilregnelighetsretten, sikringsretten m. v., delte sig i to fraktioner paa spörsmaalet om ansvaret for handlinger i bevistlöshet som fölge av selvforskyldt beruselse. Minoriteten foreslog, at selve den akt ved egen skyld at hensette sig i bevistlös tilstand skulde betegnes som et strafbart forhold, naar bevistlösheten gav sig utslag i en strafbar handling. Hertil knyttedes atter bestemmelser om höiere straffemaa lfor tilfælder av drap, voldtægt og andre mere alvorlige handlings

374 R. VOGT.resultater, gjentagelseshandlinger m. v. Det dreiet sig dog herved gjennemgaaende om straffemaal av omtrent samme orden som ved grovere uagtsomhetsforbrydelser.
    Den anden fraktion (5 av 9) foreslog en regel i likhet med den av Thyrén foreslaaede svenske, saaledes at bevistlöshet som fölge av selvforskyldt beruselse ikke skulde utelukke straf. 4 av disse 5 vilde ha denne bestemmelse gjennemfört uavkortet; enkelte av dem vilde ogsaa ha ordet "selvforskyldt" slöifet.
    Der blev imidlertid ogsaa utarbeidet et tillægsforslag hvo refterretten skulde kunne nedsætte straffen under det ordinære lavmaal ved handlinger, som var foretatt i saadan selvforskyldt bevistlöshet. Dette forslag blev subsidiært flertalsforslag (5 av 9) idet 1 av de 5 (prof. i strafferet, Skeie) samt den förnævnte minoritet (komiteens psykiatriske medlem og de 3 övrige juridiske medlemmer) sluttet sig hertil. Förnævnte minoritet tilsigtet herved iallefald at skape garanti mot uhyrlige domsresultater.
    I Stortinget blev resultatet, at dette mellemforslag blev vedtatt, dog med den reservation, at nedsættelse av straffen under det ordinære lavmaal gjordes avhængig av "særdeles formildende omstændigheter".
    I lov av 23 febr. 1929 lyder nu bestemmelserne saadan:

 

    § 44. En handling er ikke strafbar, naar gjerningsmanden ved dens foretagelse var sindssyk eller bevistlös.
    § 45. Bevistlöshet som er en fölge av selvforskyldt rus (fremkaldt ved alkohol eller andre midler) utelukker ikke straf.
    § 56 pkt. 2. Naar handlingen er foretatt under en bevistlöshet som er en fölge av selvforskyldt rus (§ 45) kan straffen under særdeles formildende omstændigheter nedsettes under det bestemte lavmaal, hvis ikke den skyldige har beruset sig med det forsett aa utföre handlingen.

 

    § 56 pkt. 1 b indeholder en regel om adgang for retten til at nedsætte straffen "under det for handlingen bestemte lavmaal og til en mildere straffart" for det tilfælde, at "handlingen er foretat ti berettiget harme, under tvang eller overhængende fare eller under en forbigaaende sterk nedsættelse av bevistheten, som ikke er en fölge av selvforskyldt rus". En rus, som ikke medförer "bevistlöshet" vil saaledes aldrig kunne ha den virkning, at straffen nedsættes under det ordinære lavmaal.
    Begge fraktioner i straffelovskomiteen var enig om nödvendigheten av en paa samme tid effektiv og human sikringsret og fremla forslag til det öiemed. Disse bestemmelser, som nu med ubetydelig modifikation er vedtatt av Stortinget, gir anvisning paa mange sikringsalternativer, likefra fængslig forvaring og ophold i arbeidshus eller kuranstalt til familiepleie og liv i det fri under kontrol av tilsynsmand (efter avgitt avholdslöfte f. ex.). Disse bestemmelser tar fortrinsvis sigte paa personer, som uten at ansees som sindssyke frembyr tegn paa "mangelfuld sjælelig utvikling" eller "varig sjælelig

OM RUS FRA STRAFFERETSLIG SYNSPUNKT. 375svækkelse", men de omfatter ogsaa forskjellige tilfælder av bevistlöshet og nedsatt bevisthet, saaledes ogsaa det tilfælde, da bevistlösheten var fölge av selvforskyldt beruselse.
    De tidligere bestemmelser (fra 1902) om "formindsket tilregnelighet" er slöifet, saaledes at der ikke længre er adgang til nedsættelse av straffen under det ordinære lavmaal for personer, som frembyr en mangelfuld utvikling av sjælsevnerne eller en varig svækkelse av disse. En undtagelse gjælder dog for tilfælder av "forbigaaende sterk nedsættelse av bevistheten som ikke er en fölge av selvforskyldt rus" (jfr den overfor citerede § 56 pkt. 1 b.).
    Retten kan dog for alle disse sjælelig defekte resp. abnorme personer (i lovteksten er uttrykket formindsket tilregnelig systematisk slöifet) vælge frit mellem straf og sikringsforholdsregler. Det kræves ikke, at nogen straf skal være utsonet, för sikringsforholdsregler skal anvendes; der kan fra förste stund av gis avkald paa straf; men straf og sikring kan ogsaa kombineres. Sak kan ogsaa reises mot disse "abnorme" lovovertrædere uten paastand om straf, altsaa alene for at faa rettens beslutning om sikringsforholdsregler. Og til anvendelse av saadanne kræves kun "fare for" at gjerningsmanden paa grund av en saadan tilstand (mangel paa fuld utvikling m. v.) atter vil foreta en i og for sig strafbar handling.
    Under Stortingsdebatten samlet interessen sig fortrinsvis om de lovparagraffer, der angik handlinger forövet i bevistlöshet som fölge av selvforskyldt beruselse. Her gik stemningen höi. Blandt andet hadde en række kvinde-organisationer forlangt, at saadan bevistlöshet hverken skulde utelukke straf eller medföre nogen adgang til nedsættelse av straffen under det ordinære straffemaal. Denne synsmaate rak altsaa ikke frem (se ovenfor).
    I motsætning til glöden i denne strid virker det noget paafaldende, hvor liten praktisk betydning dette spörsmaal har, strafferetslig set. Ved undersökelser for de sidste 25 aar har det vist sig, at der tilsammen for det hele land ikke kan ha forekommet synderlig mere end 30 tilfælder av lovovertrædelse som fölge av selvforskyldt alkoholisk "bevistlöshet" — altsaa omtrent 1 tilfælde aarlig. I enkelte av disse tilfælder turde det ogsaa være tvilsomt, om begrepet "selvforskyldt" var paa sin plads. Undersökelsen er foretatt paa grundlag av de kopier av alle i straffesaker avgivne sakkyndige erklæringer, som forskriftsmæssig indsendes til den retsmedicinske kommission.
    Derimot vilde der i de nævnte 30 tilfælder næsten altid ha foreligget grundlag for sikringsforholdsregler, om de nu vedtagne sikringsbestemmelser hadde været gjældende.
    Skjörheten i den regel at bevistlöshet som fölge av selvforskyldt beruselse ikke utelukker straf ligger naturligvis deri, at "bevistlöshet" betegner en tilstand, da vedkommende forutsettes ikke at vite om eller at ha bevisthet om, hvad han foretar sig, med andre ord at bevistlöshet pr. definitionem utelukker forsæt.
    Skal angjeldende straffes som om han hadde handlet med forsæt,

376 R. VOGT.maa man fölgelig fingere et forsæt. Men "hvilket" forsæt skal man gjætte paa?
    Den objektive handlingsfölge — at en mand f. ex. ligger död for en andens haand — kan jo meget vel være resultat av forskjellige forsæt (forsætlig drap, forsætlig legemsfornærmelse med död til fölge) eller det kan dreie sig om uagtsomhet. Naar intet forsæt har foreligget, kan man vælge noksaa frit i mange tilfælder. Det hele blir en holdningslös avgjörelse, og juryen vil vel ha tendens til at vælge de mildere alternativer.
    Saadan er situationen i Norge efter lov av 23—2—d. a., som nu er sat ut i livet.

 

    Her melder sig for norske sakkyndige det samme problem som for de svenske, om ikke utviklingen vil före dit, at den atypiske (patologiske) rus i fremtiden maa bli at bedömme som transitorisk sindssygdom. Hittil har den været karakterisert som "bevistlöshet".
    Isaafald blir regelen i § 45 om den "bevistlöshet", som skyldes selvforskyldt rus nærmest en tom bestemmelse. Thi utenfor den atypiske rus foreligger der ved alkoholbetingede forbrydelser omtrent aldrig nogen bevistlöshet, men kun en "sterk nedsættelse av bevistheten". Naar den paa typisk vis berusede har naadd det stadium, at han ikke længre har nogen grad av bevisthet i behold, vil han nemlig regelmæssig forlængst være saa sterkt lammet i sine bevægelsesfunksjoner, at han overhodet ikke længre kan handle. At paastaaet erindringsmangel bakefter ikke kan anses som bevis forbevistlöshet turde være noksaa alment anerkjendt.
    Det vil vel idethele vise sig, at en planmæssig hevdet sikrings-ret blir det eneste rationelle vern overfor personer, som krænker straffeloven i "bevistlöshet som fölge av selvforskyldt rus".
    Det eneste, som kan anföres til forsvar for den bestemmelse, at bevistlöshet i heromhandlede tilfælder ikke utelukker straf, maatte da være, at den avskjærer ubetimelig procedyre paa grundlag av formodet bevistlöshet.

R. Vogt.