EINAR J:SON THULIN. Vad är lag i fråga om utskänkning av alkoholhaltiga drycker? Utg. av systembolagsföreningarnas förtroendenämnd. Sthm 1929.46 s. Kr. 1.00.
Såsom förf. framhåller i förordet, utmärker den svenska alkohollagstiftningen sig icke för någon systematisk uppställning. En orientering i de olika författningarna på alkohollagstiftningens område är därför förenad med åtskilliga svårigheter. I ovan angivna skrift har av kompetentaste hand ett lyckat försök gjorts till underlättande av en sådan orientering. Skriften inledes med en redogörelse för grundläggande begrepp och definitioner, varefter följer en framställning för reglerna om utskänkning av alkoholfria drycker (alltså mera än vad titeln utlovat), pilsnerdricka och rusdrycker i nu nämnd ordning, vilket visar sig vara ett lämpligt grepp att underlätta förståendet av sammanhanget mellan bestämmelserna om utskänkning av olika slags drycker. På det knappa sidantalet har förf. lyckats inpressa ej blott de huvudsakliga lagbestämmelserna utan ock redogörelser för prejudikat i viktigare fall samt omnämnande av åtskilliga föreskrifter, som av kontrollstyrelsen utfärdats angående författningarnas tillämpning (se exempelvis framställningen s. 34—36 angående det s. k. måltidstvånget). På flera ställen beröras spörsmål, som vållat tolkningssvårigheter i praktiken, så t. ex. de s. k. spritinviterna (s. 41—42). Någon utförligare kommentering ligger dock utanför den ifrågavarande skriftens syfte.
E. L.
Nya skiljemannalagen. Sthm 1929. Norstedt. 18 s. Kr. 0.30.
I den av dr SIEGFRIED MATZ redigerade serien »Nya lagar» har nu utgivits de vid 1929 års riksdag antagna lagarna om skiljemän och om utländska skiljeavtal och skiljedomar. Häftet inledes med en systematiskt uppställd redogörelse för den förstnämnda av dessa lagar samt avslutas med ett sakregister.
EDVARD LØCHEN. Hvad er rett? Om det Grunnlag som loven bygger paa. Tidsskrift for Retsvidenskap, 3. Hefte 1929, p. 211—375.
Sidstudkomne Hefte af T. f. R. udgøres saa godt som udelukkende af ovenstaaende retsfilosofiske Afhandling af den norske Advokat Edvard Løchen. Forf. vil selv helst karakterisere sit Arbejde som »en praktiserende jurists syn paa loven og dens grunnlag» (213) og vedgaar frimodigt, at han »enn ikke har studert det nødtørftigste paa retsfilosofiens omraade» (212). Men at der her netop fra en af det praktiske Livs Mænd frem-
kommer et saa omfattende retsfilosofisk Arbejde, turde maaske tages som et karakteristisk Tidens Tegn for den Magt, grundlæggende Retsproblemer har over Gemytterne. Fra Studenterdagene, siger Forf., har han følt Trang til at blive klar over, hvad Ret egentlig er. Gennem Aarene har han fra Tid til anden gjort en Del Notater, der foreligger samarbejdet her i 7 §'er.Desværre kan det ikke nægtes, at denne Tilblivelsemaade i nogen Grad skæmmer Arbejdet ved trættende Gentagelser. Men iøvrigt er Afhandlingen let og behagelig at læse, fuld af morsomme og malende Billeder og Analogier.
Grundtanken synes at være den, at Loven for at faa Magt over Mennesker, for virkelig at blive Ret, ikke kan skabes vilkaarligt, men maa have et sjæleligt Grundlag i den sociale Gruppe. Dybest vil dette forankres i Gruppesjælens Tradition og Sædvane. Er dette ikke Tilfældet, maa der skabes et sjæleligt Grundlag for Loven, og dette findes i det moderne Samfund sikrest i Samfundsnytten. Loven maa nødvendig staa i Harmoni med de Kæfter, der faktisk behersker Menneskers Handlen. Disse forsøger Forf. nu nærmere at bestemme, idet de ordnes i forskjellige »Lag» i Sjælen. Dybest ligger de ubevidste Instinkter og Vaner, der allerede før den bevidste Lovgivning førte Menneskene ad Lovens Vej. Dernæst kommer et halvt ubevidst Lag af gammel Tradition, opstaaet gennem Vanens Forbindelse med de bevidste Forestillinger: Slægtens Arv, Tidernes Visdom, der som en uklar Taage hviler over Instinkternes Dyb. Hen over Taagen øjner Forf. et højere Himmelhvælv, det typisk menneskelige, det højere Sjæleliv: vore bevidste Forestillinger og Ideer (314, 374). Ledervilje og bevidst Planlæggelse er saavel som Instinkterne et Moment i Udviklingen. Gennem al Regeldannelse og Analogisering ytrer sig en Grundlov for vor Tænkning: at behandle det lige lige, og det ulige ulige (§§ 3 og 4). Men over Tænkningen staar til sidst det egentlig menneskeliges højeste Kraftkilde: »idéerne og deres veldige tildels selvstendige slagkraft» (314). »Det er grunnfølelserne og grunnidéerne og deres drivende, veldige kraft vi må fatte og søke å komme tilbunns i, om vi skal forstå menneskene og det menneskelige. Og det er de samme drivende krefter vi må kjenne og ta hensyn til, om viskal forme menneskenes livsvei — sette deres rett» (321). Hermed mener Forf. tillige at have løst en anden Hovedopgave: Udjævning af Materialismen og Idealismen. Det er ikke nok bare at skildre Menneskene ud fra Egoismens, Kønnets og Gruppens Synspunkt. Om vi bare ser Materien (!?) som bestemmende, overser vi derved det højere Sjæleliv: Forestillingerne og Ideerne (211, 314).
Selv om Læren om Lovens psykologiske og sociologiske Betingethed ingenlunde er ny (se især den franske sociologiske Skole) er den dog her fremstillet paa en slaaende Maade og bygget over en Mængde af gode Iagttagelser. Men selv noksaa mange Enkeltiagttagelser bliver ikke til Videnskab, uden gennem logisk Samarbejdelse og analyserende Gennemtænkning af de Grundbegreber, der arbejdes med. Og paa disse Punkter kan det ikke nægtes, at Afhandlingen viser, at det er et farligt Spring at gøre fra Praktiken ind i Filosofien uden foregaaende Trænering. Der indgaar i Fremstillingen en Række Grundbegreber saasom Almenvilje, Gruppetilkendegivelse, højere og lavere Sjælekræfter, Materialisme, Idé, Idealisme,
Maal for noget m. fl., som Forf. opererer med med den Selvfølgelighed, hvormed de anvendes i daglig Tale. Men den videnskabelige Opgave bestaar netop først og fremmest i at penetrere og opløse disse Begreber, rense dem for Modsigelse og Meningsløshed og endelig samarbejde dem i et System. Naar f. Eks. Forf. bestemmer de moderne Staters Maal (i normativ, ikke i faktisk Forstand) for Udviklingen saaledes: »Å gå frem i kappestriden om å nå videre åndelige og materielle muligheter, idet man dog ikke må gå anderledes eller hurtigere enn at man bevarer samfundet (rasen) og dets (dens) naturlige egenart» (338—39), er dette karakteristisk for hans Maade at glide hen over Dybderne paa og blive ved intetsigende Fraser. Bortsett fra, hvad det overhovedet betyder at fastsætte et normativt »Maal», er det klart, at Formuleringen er ren cirkulær: thi Afgørelsen af, om man er gaaet »frem» i aandelige og materielle »Muligheder», forudsætter selv en Vurdering og Maalsættelse. Man maa saaledes sige, at Videnskaben, og ganske særlig Filosofien, egentlig først begynder der, hvor Forf. slutter.
Det maa ogsaa beklages, at Forf. har gennemført sin Rolle som homo novus i Filosofien saa konsekvent, at han, trods det, at han behandler Problemer, der for nylig har været ingaaende omdebatterede i skandinavisk Retsfilosofi, dog slet ikke berører de fremsatte Synspunkter. Saaledes f. Eks. om Hensigtens Betydning, om Konstruktioner og Begreber, Skyld og Erstatning, Tillids- og Viljeteori, Løoftets bindende Kraft og Straffens Grundlag (Knoph, Hoel og Lundstedt).
Alf Ross.