Den danske Retsplejelov. I November 1930 har Justitsminister Zahle i Folketinget fremsat et Forslag til Lov om Ændringer i og Tilføjelser til Lov om Rettens Pleje af 11' April 1916. Dette Forslag indeholder en Række meget vigtige Ændringer i Retsplejeloven, særlig med Hensyn til Strafferetsplejen.
    Af Lovforslagets Bestemmelser vedrørende Lovens første Bog (Domsmagten m. m.) skal nævnes Forslaget til § 6, hvorefter Landsretterne i Sø- og Handelssager i første Instans skal tiltrædes af to sø- eller handelskyndige Dommere.
    Endvidere indeholder Forslaget Bestemmelser vedrørende Retsplejens Offentlighed. Forslaget til § 29 bestemmer saaledes, at Retten i Straffesager, derunder ogsaa Domsforhandlingen, naar Sigtede er under 18 Aar, kan bestemme, at Retsmodet skal foregaa for lukkede Døre, uanset om Begæring derom fremsættes eller ikke. Endvidere bestemmer Forslaget til § 31, at naar en Sigtet er under 18 Aar, og Værgen eller en Repræsentant for Værgeraadet fremsætter Begæring derom, skal Retten ved Kendelse forbyde offentlig Gengivelse af Forhandlingen (altsaa ogsaa Domsforhandlingen, men ikke selve Dommen) i den paagældende Straffesag, og at Retten i andre Tilfælde undtagelsesvis ved Kendelse kan forbyde offentlig Gengivelse af Forhandlingen i offentlige Retsmoder i Straffesager, dog ikke af Domsforhandlingen, »naar særegne Omstændigheder giver Grund til at antage,

at saadan Gengivelse vil tilføje en Person, der ikke er sigtet under Sagen, ufornøden Krænkelse, eller naar det begæres af en Sigtet, og Retten skønner, at offentlig Gengivelse vil forvolde ham eller hans nærmeste en uforholdsmæssig stor Lidelse». Endelig bestemmer Forslaget til § 31 ogsaa, at Retten ved Kendelse kan forbyde offentlig Gengivelse i Billeder af et Retsmøde. Kendelsen, der ikke er Genstand for Kære eller Anke, kan afsiges paa ethvert Tidspunkt af Retsforhandlingen, saavel i borgerlige som i kriminelle Sager.
    Om Sagførervæsenet indeholder Lovforslaget flere Ændringer, blandt hvilke særlig skal nævnes Forslaget til § 127. Dette gaar ud paa, at Sagførere med Mødeberettigelse for Landsret — altsaa især Overretssagførere og Landsretssagførere — naar de har haft saadan Mødeberettigelse i 5 Aar og personlig har udfort mindst 15 Sager for Landsret, opnaar Ret til at give Møde for Højesteret i borgerlige og kriminelle Sager, som de personlig eller ved autoriseret Fuldmægtig har udført i foregaaende Instans. Denne Ret til at møde i »egne Sager» skal gælde saavel Møde for Appelindstævnte som for Appellanten.
    Endelig skal det nævnes, at Lovens Eksamensbestemmelser foreslaas ændret derhen, at det til at opnaa de under Retsplejen horende Embeder og til at blive Sagforer fremtidig skal kræves, at man har bestaaet juridisk Embedseksamen, saa at der paa den ene Side ikke forlanges nogen bestemt Eksamenskarakter, medens det paa den anden Side ikke bliver tilstrækkeligt at have bestaaet juridisk Eksamen for Ustuderede.
    Blandt Ændringerne i Lovens anden Bog (Fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager) skal nævnes, at det ved Forslaget til § 170 bestemmes, at Vidnets Pligt til at besvare Spørgsmaalet om, hvorvidt der er overgaaet det en Straffedom, indskrænkes til at oplyse, om Vidnet i de sidste 5 Aar er blevet idomt eller har udstaaet Straf, eller om det er under Tiltale for eller nogensinde er fundet skyldig i falsk Forklaring for Retten; Spørgsmaal til Vidnet herom skal stilles og besvares skriftligt, og kun Retten og Parterne gøres bekendt med Svaret.
    Endvidere skal nævnes de vigtige Forslag til §§ 215 m. fl., der gaar ud paa at indføre offentlig Votering i Højesteret.
    Blandt Ændringerne i Lovens tredie Bog (den borgerlige Retspleje) bør nævnes Forslaget til § 397, hvorefter Ankefristen til Højesteret nedsættes fra 8 Uger til en Maaned og Forslaget til § 487, hvorefter Fuldbyrdelsesfristen forlænges fra 15 Dage til en Maaned, saaledes at altsaa Ankefrist og Fuldbyrdelsesfrist vil komme til at falde sammen.
    Endvidere bestemmer Forslagene til § 478, at Retten til umiddelbart Udlæg paa Grundlag af tinglyste Pantebreve skal tilkomme ikke blot Kreditor efter Pantebrevet, men ogsaa den, der har Pantebrevet i Haandpant, samt at saadant umiddelbart Udlæg ogsaa skal kunne ske paa Grundlag af tinglyste Skadesløsbreve, hvorved der gives Pant i fast Ejendom, naar Gældens Størrelse og Forfaldstidens Indtræden er erkendt af Skyldneren. Dette sidste Forslag tilsigter at skabe Mulig-

hed for en mere udstrakt Anvendelse af Skadesløsbreve i Stedet for Akkomodationsobligationer.
    I Lovens fjerde Bog (Strafferetsplejen) foreslaas en Række overordentlig vigtige Ændringer, hvis Gennemførelse vil betyde en indgribende Forandring i Strafferetsplejen.
    Vigtigst er Forslaget om Domsmandsinstitutionens Indførelse og de i Forbindelse hermed staaende Ændringer i Kompetenceforholdet mellem de forskellige Retter, jfr Forslagene til §§ 687 og 688. Forslaget gaar nærmere ud paa, at Nævninger skal medvirke i Sager angaaende Forbrydelser, for hvilke Loven hjemler Livsstraf (den militære Straffelov) eller, uden at saadant er betinget af erhvervs- eller vanemæssig Udøvelse af Forbrydelsen eller af Gentagelse, Fængsel i 10 Aar eller derover, samt i Sager om politiske Lovovertrædelser og i Sager om Undsigelse (Straffelov 1930 § 75). Alle andre Sager i første Instans skal behandles ved Underret, og i disse Sager skal Domsmænd medvirke med 3 Undtagelser, nemlig 1) klare Tilstaaelsessager, naar Sigtede giver Samtykke (§ 925-Sager), 2) Søsager, i hvilke søkyndige Dommere deltager, og 3) Politisager. I Appellen skal Domsmænd medvirke ved Landsretten i de Sager, der i første Instans er paadømt under Medvirken af Domsmænd, samt i § 925-Sagerne.
    Angaaende Retternes Sammensætning, naar Domsmænd skal medvirke, bestemmer Forslaget til § 18, at Underretten skal bestaa af Underretsdommeren og to Domsmænd, og Forslaget til § 6, at Appelretten (Landsretten) skal sammensættes af 3 Landsdommere og 3 Domsmænd, og i Forbindelse hermed bestemmer Forslaget til § 216, at i Straffesager, i hvilke Domsmænd medvirker, skal i Tilfælde af lige Stemmetal det for Tiltalte gunstigste Resultat indtræde (medens det ellers er Formandens Stemme, der i saadanne Tilfælde gør Udslaget). Ved denne Ordning skabes der saaledes — paa en vis Maade svarende til, hvad der gælder i Nævningesager — en dobbelt Garanti for Tiltalte, idet han ikke vil kunne domfældes hverken af Rettens juridiske Element alene eller af dens læge Element alene. Til Domfældelse vil udkræves mindst 4 Stemmer, altsaa mindst 2/3 Stemmers Flertal.
    Dersom Domfældelse i første Instans sker ved Domsmændenes Stemmer mod Underretsdommerens, skal denne gøre Bemærkning herom til Retsbogen af Hensyn til Domfældtes Ankeovervejelser.
    Med Hensyn til Domsmændenes Virksomhed i den enkelte Sag udtaler Forslaget til § 98 c, at de medvirker ved Domsforhandlingen og Paakendelsen af Sagen, hvorimod de ikke skal deltage i Forundersøgelsen, men denne foreslaas indskrænket til det mindst mulige, jfr. nedenfor. Domsmændene virker med samme Beføjelser som Dommere under Domsforhandlingen og de i Forbindelse med denne staaende Afgørelser bortset fra ganske enkelte Undtagelser.
    Udtagelsen af Domsmænd foreslaas ordnet paa lignende Maade som Udtagelsen af Nævninger, idet de Grundlister, af hvilke Nævningelisterne udtages, gores saa meget større, at der af dem kan udtages ogsaa Domsmandslister saavel til Landsret som til Underret. Domsmænde-

nes Antal skal fastsættes saaledes, at en Domsmand maa antages at komme til at virke en Gang kvartaarlig. Hver Gang en Domsmand medvirker, skal han deltage i Færdigbehandlingen af alle de Sager, som paabegyndes den Dag, til hvilken han udtages, selvom Sagerne ikke bliver færdigbehandlet samme Dag. Nogen Udskydningsret, saaledes som der er hjemlet i Nævningesager, er der ikke i Lovforslaget foreslaaet indført med Hensyn til Domsmænd, men Spørgsmaal herom bliver antagelig rejst i Rigsdagen.
    Medens de gældende Regler kun giver Sikkerhed for virkelig Bevisumiddelbarhed i Nævningesager, gaar Forslaget ud paa at indføre Umiddelbarhedsprincippet ogsaa i andre Straffesager, hvilket er nødvendigt, naar Domsmænd skal medvirke. Forslaget gaar nærmere ud paa, at Forundersøgelsen bliver indskrænket paa samme Maade, som den nu ifølge Loven skal være det i Nævningesager, jfr. Forslaget til § 818, saaledes at kun den Bevisførelse finder Sted, som er nødvendig for Paatalemyndigheden til at afgøre, om, for hvilken Forbrydelse og for hvilken Ret Tiltale skal rejses.
    Ogsaa under Landsrettens Ankeforhandling af Sager, i hvilke Domsmænd medvirker, indføres Bevisumiddelbarhed, naar Anken angaar Bevisspørgsmaalet, saaledes at Ankeforhandlingen i disse Tilfælde faar Karakteren af en helt ny Domsforhandling med ny Bevisførelse, jfr. Forslagene til §§ 965 a—c.
    Angaaende Afhøring i Straffesager af Vidner og Sigtede (Tiltalte) foreslaas vigtige Ændringer.
    Med Hensyn til Afhøringen ved Politiet foreslaas det saaledes ved Forslag til § 780, at Afhøringen af en Sigtet, som er fængslet, kun maa ske i Retten, medmindre Sigtede inden Retten har afgivet en uforbeholden Tilstaaelse, eller det drejer sig om visse Recidivister, eller Dommeren endelig i det enkelte Tilfælde giver særlig Tilladelse.
    Hvad angaar Afhøring i Retten, gaar den gældende Regel i § 824 ud paa, at det under Forundersøgelsen er Dommeren, der afhører saavel Sigtede som Vidner, medmindre han tillader andet. Lovforslaget bestemmer derimod, at Afhøringen af Vidner skal foretages af den Part, der fører Vidnet, jfr. Forslaget til § 824, og hvad Sigtede angaar, bestemmer Forslaget til § 765, at Dommeren skal spørge ham, om han er villig til at forklare sig, og at i bekræftende Fald først Forsvareren og dernæst Paatalemyndigheden skal stille Spørgsmaal til Sigtede.
    Ogsaa med Hensyn til Domsforhandlingen gaar Lovforslaget ud paa at indføre tilsvarende Regler om Afhøring af Tiltalte og Vidner ved Parterne, jfr. Forslag til §§ 868 m. fl.
    Endvidere foreslaas vigtige Ændringer i Reglerne om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel m. m. Hvad de materielle Betingelser for Erstatning angaar, foreslaas det saaledes at ophæve de nugældende Regler om, at Erstatning er udelukket, naar de fremkomne Oplysninger giver begrundet Formodning om, at den paagældende er skyldig, og om at Retten til Erstatning bortfalder, naar den paagældende forhen er straffet med Strafarbejde for vanærende Handling, og der ikke siden hans Løsladelse er hengaaet 3 Aar, idet disse Regler afløses

 

12 — Svensk Juristtidning 1931.

af Forslaget til § 1018 b, der udtaler, at Erstatning kan nægtes eller nedsættes, naar der i den paagældendes Forhold foreligger særlige Omstændigheder, der taler mod at tilkende Erstatning eller dog fuld Erstatning.
    Endvidere foreslaas det, at Erstatning skal kunne gives ikke blot for uforskyldt Anholdelse, Varetægtsfængsel eller Strafudstaaelse, men ogsaa for Tab ved andre strafferetlige Forfølgningsskridt, saasom Tilhold om Opholdssted efter § 785.
    Ogsaa de processuelle Regler foreslaas ændret, idet man i videst muligt Omfang søger gennemført, at Erstatningskrav paakendes under selve Straffesagen.
    Endelig indeholder Forslaget forskellige Ændringer, der er en Følge af den nye danske Straffelov af 15' April 1930. Blandt disse Ændringer skal særlig nævnes de vigtige Bestemmelser om Nævningernes Kompetence i den enkelte Sag med Hensyn til Straffrihedsgrunde og Strafforhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde. En særlig vigtig Nydannelse i dansk Ret er Forslaget om, at Nævningerne faar Ret til at besvare Spørgsmaal om, hvorvidt de finder Forbrydelsen begaaet under formildende eller skærpende Omstændigheder, uden Hensyn til, om Straffelovbestemmelsen udtrykkelig omtaler saadanne.
    Lovforslagets § 3 bestemmer, at Loven skal træde i Kraft samtidig med den nye Straffelov af 15' April 1930, hvilket vil sige senest den 1' Januar 1933. Det er derfor Meningen, at Rigsdagen vil søge at fremme Lovforslagets Behandling mest muligt.

Victor Hansen.