FRÅN FRÄMMANDE RÄTT.
Dansk lovgivning 1930—31. I rigsdagssamlingen 1930—31 gennemførtes en revision af lov om statens tjenestemænd (31. marts 1931), som er udførligt behandlet i en artikel i Nordisk administrativt Tidskrift 1931 s. 93.
Ved lov af 31. marts 1931 er det bestemt, at anvendelse af dansk fartøj til erhvervsmæssig smugleri af alkoholdige varer til fremmede stater, som har ratificeret den i Helsingfors den 19. august 1925 undertegnede konvention om bekæmpelse af smugleri af alkoholdige varer, medfører straf af bøde eller fængsel for saavel ejeren, eventuelt rederen, som for befragteren af fartøjet og dettes fører. Som smugleri anses ogsaa overlosning af varerne udenfor de paagældende staters toldterritorier under omstændigheder, som gør det overvejende sandsynligt, at varerne agtes indsmuglet til et af disse.
Den fra krigsaarene stammende boliglovgivning er afløst af lov af 28. april 1931 angaaende lejemaal om visse boliger og forretningslokaler m. v. Loven indeholder foruden nogle overgangsbestemmelser for lejeforhold i København og omliggende kommuner permanente bestemmelser angaaende huslejeaager og omfattende hele landet. Saafremt en udlejer betinger sig eller oppebærer en leje af lejlighed (eller del deraf) eller lokale eller et vederlag for en i forbindelse med et lejemaal staaende ydelse, der staar i misforhold til det udlejedes eller ydelsens værdi, kan lejeren kræve det for meget erlagte beløb tilbagebetalt og er berettiget til at fortsætte lejemaalet for den lejebetaling m. v., som under en af ham rejst retssag af retten skønnes rimelig under hensyntagen til det udlejedes beliggenhed, art, hidtidige leje og vedligeholdelsesstand sammenholdt med den i kommunen for boliger og lokaler af tilsvarende beskaffenhed almindelige leje. Lejeren kan i tilfælde af saadan nedsættelse af lejen m. v. i 8 aar for forretningslokalers vedkommende
og i 4 aar for øvrige lejemaal efter den endelige retsafgørelse i sagen kun opsiges med rettens samtykke. Krav paa tilbagebetaling forældes i løbet af 1 aar, og retssag maa rejses for forretningslokalers vedkommende 2 aar og for øvrige lejemaal 1 aar, efter at lejekontrakten eller med hensyn til bestaaende lejeforhold aftalen om lejeforhøjelse er indgaaet. — Domstolen kan endvidere forkaste en opsigelse om fraflytning, saafremt den skønner, at opsigelsen er foranlediget ved eller staar i forbindelse med forsøg fra udlejerens side paa at opnaa en leje eller andet vederlag, der staar i misforhold til det udlejedes eller ydedes værdi. Forkaster retten en opsigelse, er lejeren beskyttet mod opsigelse i et lignende aaremaal som ovenfor nævnt med hensyn til lejenedsættelser. Saafremt en lejer i tilfælde af fornævnte art har maattet fraflytte lejligheden, paahviler det udlejeren at yde ham fuld erstatning for alt herved forvoldt tab. Retssag maa rejses inden 2 maaneder efter opsigelsen.
Ved lov af 28. februar 1931 om gifte og andre for sundheden farlige stoffer er der givet udførlige regler om fremstilling, indførsel, udvejning, salg og udlevering af gifte. En anden lov af sundhedsmæssig karakter er lov af 31. marts 1931 om vaccination mod kopper, som afløser en lov af 1871. Ethvert barn, der ikke har haft kopper, skal, inden det paabegynder skolegangen og i hvert fald inden det fyldte 7 aar, vaccineres mod kopper. Udsættelse med vaccination udover 3 aar eller eventuel fritagelse for vaccination kan kun gives i tilfælde, hvor det paa grund af vedkommendes helbredstilstand eller som følge af oplysninger om sygelighed i familien af legemlig eller sjælelig art kan befrygtes, at der vil kunne forvoldes betydelig skade ved vaccination af den paagældende.
Foranlediget ved talrige besværinger til administrationen i anledning af forstyrrelser af radiomodtagningen, hidrørende dels fra motorer og andre elektriske maskiner og apparater, dels fra radiolytteres misbrug af tilbagekoblingen er lov af 31. marts 1931 om foranstaltninger mod forstyrrelser af radiomodtagning fremkommet. Ved elektriske anlæg, maskiner og apparater, som virker forstyrrende for modtagning af radioudsendelser fra nærmeste danska udsendestation, eller som virker forstyrrende for de af staten drevne eller tilladte modtageanlæg for radiotelegrafi og radiotelefoni, skal der træffes virksomme foranstaltninger til afværgelse eller formindskelse af saadanne forstyrrelser. Modtageanlæg maa ikke benyttes paa en maade, som maa forudsættes at ville medføre forstyrrelser for andre lyttere. Overtrædelse af lovens bestemmelser kan medføre straf af bøder.
Næringsloven af 28. april 1931 afløser en mængde ældre love. Loven omhandler selvstændig næringsvirksomhed som industridrivende, haandværker, handlende, auktionsholder, handelsagent, vexelerer, speditør m. m. og giver regler om erhvervelse og ophør af næringsret. Endvidere omhandler loven virksomheden som revisor, translatør, dispachør, mægler samt vejer og maaler. I denne forbindelse maa ogsaa lov af s. d. om prisaftaler nævnes. I henhold til loven er
prisaftaler, som er truffet af truster, karteller og lignende sammenslutninger af monopolagtig karakter, og som har medført eller har til hensigt at fastlægge aabenbart urimelig pris paa varer, som indgaar i det almindelige forbrug, eller søge saadan pris hævdet ved utilbørlige foranstaltninger, underkastet prøvelse af et udvalg. Dette foretager undersøgelse, naar der til det fremkommer en skriftlig og motiveret begæring om prøvelse af en prisdannelse af den ovennævnte art eller af en utilbørlig foranstaltning til dennes hævdelse. Finder udvalget efter foretagen undersøgelse, at der foreligger en prisaftale, som rammes af lovens bestemmelse, skal det indbringe spørgsmaalet for domstolene. Finder disse, at aftalen har medført eller tilsigler aabenbart urimelig prisdannelse, eller at den søges hævdet ved utilbørlige foranstaltninger, skal aftalen i enhver henseende erklæres ugyldig og uforbindende, og bode kan efter omstændighederne idømmes.
Ved en lov af 14. marts 1931 er der foretaget en revision af de gældende regler om ligbrænding. Ved loven er kredsen af de tilfælde, hvor ligbrænding kan finde sted, blevet udvidet.
Af forslag, som har været forelagt rigsdagen, men som ikke er blevet gennemfort, maa særlig framhæves de 4 sociale lovforslag om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, folkeforsikring, ulykkesforsikring og offentlig forsorg, jfr SvJT 1930 s. 593. Endvidere maa fremhæves det store forslag til ændringer i retsplejeloven, som er udførligt omtalt i SvJT 1931 s. 174. Af de andre forslag maa nævnes: lov om rigets flag, som indeholder regler om flagets farver og form og om flagføring og flagning til lands og til søs og lov om sindssyge og aandssvage personers hospitalsophold, som er i overensstemmelse med et udkast, der er udarbejdet af den danske familieretskommissionen, suppleret med en række lægger.
Johannes Faurholt.