Dansk lovgivning 1931—32. Den økonomiske krise har sat sit spor i rigsdagens lovgivningsarbejde, idet der er gennemfort en række love, som tilsigter at hjælpe det af krisen ramte landbrug. Ved lov af 19. oktober 1931 er der saaledes bl. a. indført midlertidige lempelser af skatter og renter for ejere og brugere af landbrugsejendomme; midlerne til gennemførelsen af kriseforanstaltningerne tilvejebringes ved forhøjelse af de direkte skatter til staten og af en række indirekte afgifter. Endvidere er der ved lov af 16. februar 1932 i et vist omfang aabnet adgang til at opnaa fortrinsret i høsten for aaret 1932 for gæld, der stiftes af ejere og brugere af landbrugsejendomme til anskaffelse af saasæd, frø og kunstgødning. Fortrinsretten nyder samme beskyttelse som underpant i fast ejendom, men gaar forud for alle tidligere stiftede panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør. Høsten kan ikke sælges uden fortrinshaverens samtykke. Ved lov af 16. juni 1932 er der givet ejere af landbrugsejendomme, fiskere, haandværkere, handlende og lønarbejdere adgang til at opnaa en nærmere tidsbegrænset henstand med betaling af pantegæld og renter af denne.
    Den 23. marts 1932 er der gennemfort en ny veksellov og en ny cheklov, der bygger paa de internationale veksel- og checkkonventioner. Ved lov af 16. februar 1932 er der gennemført almindelige regler om skyldnerens ret til at frigøre sig ved deponering. Bliver en skyldner paa grund af fordringshaverens forhold ude af stand til at opfylde sin forpligtelse til at erlægge en ydelse, bestaaende af penge eller værdipapirer, skal han være berettiget til for fordringshaverens regning at deponere ydelsen i Nationalbanken eller i et andet pengeinstitut eller en offentlig kasse, som af justitsministeren er godkendt som gyldigt forvaringssted. Deponeringen har den retsvirkning, at skyldneren anses, som om han havde opfyldt sin forpligtelse. Samme regel gælder, hvis fordringshaveren undlader at foretage, hvad skyldneren kan kræve som betingelse for at yde, eller hvis der er begrundet tvivl om, hvem der er rette fordringshaver, og uvisheden herom ikke kan lægges skyldneren til last. Om deponeringen skal skyldneren saa vidt muligt underrette fordringshaveren; undladelse heraf medfører erstatningspligt for deraf flydende tab. Skyldneren kan ikke kræve ydelsen tilbage, medmindre han ved deponeringen har taget forbehold derom, men i saa fald har deponeringen ikke de i loven angivne retsvirkninger. Ved deponeringen skal skyldneren angive, til fordel for hvem deponeringen sker, og oplyse, hvilket skyldforhold ydelsen angaar. Er angivelsen mangelfuld, og er ydelsen som følge heraf udbetalt til urigtig person, indtræder frigørelse ikke; fordringshaveren kan dog ikke afkræve skyldneren mere end det beløb, som er unddraget ham ved skyldnerens forsømmelse. Den deponerede ydelse skal udbetales til fordringshaveren, naar han godtgør sin ret. Har deponeringen fundet sted paa grund af uvished om, hvem der er rette fordringshaver, kan ydelsen først kræves udbetalt, naar det mellem de personer, der gør krav paa ydelsen, ved dom, forlig eller paa anden bindende maade er endelig afgjort,

 

hvem af dem retten tilkommer. Fordringshaverens krav paa den deponerede ydelse bortfalder efter udløbet af 20 aar fra deponeringen; indtil et aar derefter kan ydelsen kræves tilbage af deponenten; er saadant krav ikke rejst, tilfalder ydelsen statskassen.
    Lov af 14. april 1932 om færdsel, der afløser en lov af 1923 (SvJT 1925 s. 70), indeholder udførlige regler om fodgængeres, kørendes, cyklendes og ridendes forhold paa gader, veje og pladser, der er aabne for almindelig færdsel.
    Ved love af 23. marts 1932 om hærens ordning og om søværnets ordning er der gennemført en ny ordning af hærens og søværnets forhold.
    Lovgivningen om apotekervæsenet er revideret ved lov af 31. marts 1932, og lov af 23. juni 1932 om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. m. afløser ældre lovgivning om disse emner.
    I lov af 19. februar 1932 om efterforskning og indvinding af raastoffer i kongeriget Danmarks undergrund bestemmes, at raastoffer i landets undergrund, som ikke hidtil har været undergivet privatøkonomisk udnyttelse, tilhører den danske stat; efterforskning og indvinding af saadanne raastoffer forbeholdes staten. Der kan for tidsrum af indtil 50 aar ad gangen meddeles bevilling med eneret til efterforskning og indvinding af raastoffer; retten kan stedlig begrænses. Ejeren af den grund, hvorunder stofferne findes, har fortrinsret til opnaaelse af bevilling, forsaavidt han opfylder de i loven nærmere fastsatte betingelser for bevillings meddelelse. Endvidere indeholder loven bestemmelser om expropriation af den grund, som er fornøden til efterforskningen og indvindingen af raastofferne.
    Hvad angaar den internationale ret, er der i rigsdagssamlingen gennemført de love, som var nødvendige for ikrafttrædelsen af de nordiske konventioner af 6. februar 1931 om ægteskab, adoption og værgemaal og af 10. februar 1931 angaaende inddrivelse af underholdsbidrag, jfr SvJT 1929 s. 508. Danmark har endvidere ratificeret konvention til bekæmpelse af handel med kvinder og børn, konvention angaaende bekæmpelse af den hvide slavehandel og konvention om økonomisk tilnærmelse mellem Danmark, Norge og Sverige m. fl. samt tiltraadt konvention vedrørende tvungent eller pligtmæssigt arbejde.
    Det i SvJT 1931 s. 174 omhandlede forslag til ændringer i retsplejeloven er gennemført i noget ændret og beskaaret skikkelse; herom vil der senere blive gjort nærmere rede i en selvstændig artikel.

Johannes Faurholt.