SAMFUNDSNYTTEPRINCIPPET.
GENSVAR TIL PROFESSOR LUNDSTEDT

 

AV

 

CAND. JUR. FIL. DR. ALF ROSS.

 

Da jeg i sidste Aargang af nærværende Tidsskrift publicerede mit lille Essay om »Realismen i Retsvidenskaben og Samfundsnyttekimæren», var jeg naturligvis ikke saa naiv at tro, at det skulde lykkes mig paa noget Punkt at overbevise den ene, nulevende, af de to Retslærde, hvis Teorier jeg i min Afhandling gjorde til Genstand for Kritik, nemlig Professor LUNDSTEDT. Tværtimod, paa Grundlag af en Induktionsslutning var jeg saa temmelig overbevist om, at det ikke vilde gaa mig bedre end andre, der i Videnskabens Interesse har ment at maatte opponere mod de Lundstedtske Teorier. Jeg var derfor forberedt paa, at min Fremstilling vilde blive frakendt saglig Berettigelse, stemplet som en systematisk Forvrængning og underlagt tvivlsomme Motiver. Lundstedts Svar til mig i Tidsskriftets sidste Hefte har givet mig Ret i denne Formodning. De følgende Bemærkninger er derfor ikke saa meget rettede til Professor Lundstedt personlig som til en videre Kreds af interesserede Jurister.
    Jeg er saa heldig at kunne fatte mig i Korthed, thi egentlig er et Svar overflødigt. Ved at fremtage min Afhandling har jeg set, at der allerede i denne findes Materiale til paa alle væsentlige Punkter at bevise Urigtigheden af Lundstedts Invendinger. Mit Svar bestaar derfor først og fremmest i en Opfordring til dem, der interesserer sig for Sagen, om endnu engang at læse min Afhandling og derefter som Jurister at danne sig deres Skøn over, om det er lykkedes Lundstedt at gendrive mine Synspunkter, eller om hans Indlæg snarest maa betragtes som en Række Udflugter og Insinuationer, der blot yderligere bestyrker Rigtigheden af min Kritik. Da imidlertid i saadanne Forhold Tavshed undertiden tolkes som Indrømmelse, føler jeg mig dog tvunget til saa kort som muligt at fremkomme med nogle supplerende Bemærkninger.¹
    Som ventelig var forsøger Lundstedt først at paadutte mig Kildeforvanskning eller uvederhæftig Omgang med Teksterne i Form af Isolering af enkelte Citater i Forhold til, hvad Lundstedt andre Steder har sagt, Ordrytteri o. l., en Bebrejdelse, som en Kritiker, der staar overfor den Opgave at skulle gengive Kvintessensen af Lundstedts

 

¹ For at udelukke yderligere Forlængelse af Diskussionen bemærker jeg, at nærværende Indlæg er det sidste fra min Side i denne Sag.

vidtspundne, lidet præcise og ideligt sig selv gentagende Fremstillinger, næppe nogensinde vil kunne undgaa. Særlig Vægt lægger Lundstedt paa, at jeg »paa en yderst ejendommelig Maade» har interesseret mig for hans engelske Arbejde »Superstition or Rationality etc.», der er skrevet blot 10½ Aar efter Forf.s »Omvendelse» i Modsætning til hans senere publicerede, udførligere Fremstilling i hans svenske Arbejde om Obligationsbegrebet. Heroverfor maa følgende Fakta være nok. Min Afhandling er bygget paa ligelig Hensynstagen til begge de foreliggende Fremstillinger, der paa alle væsentlige Punkter fremtræder som ganske ensartede. Paa afgørende Steder er Citaterne endda hentet fra det svenske Arbejde. En Optælling har vist: Citater eller direkte Referater i Teksten: fra det svenske Arbejde: 8; fra det engelske: 8. Notehenvisninger henholdsvis 11 og 11. Citater i Linjeantal henholdsvis ca. 32 og 12. De to Hovedcitater er hentet fra den svenske Tekst. Iøvrigt er det ikke klart, hvor Lundstedt vil hen med sin Indvending, da han selv ikke anerkender nogen principiel Forskel mellem de to Arbejder, men hævder stadig i det hele ogsaa at staa inde for sit engelske Værk. Altsaa blot en Udflugt. Ogsaa jeg overlader det trygt til Læseren at bedømme Arten af min Handlemaade.
    I min Afhandling har jeg sagt, at efter Lundstedts Fremstilling angives Samfundsnytten som den afgørende Faktor ved Bestemmelsen af Rettens Indhold eller som det Motiv, der virkelig bestemmer Lovgiveren, og har til Støtte herfor i en Note anført dels en ordret Udtalelse i »Superstition etc.», dels »Obligationsbegreppet II: 1, S. 241 f.». Lundstedt indvender indigneret, at denne Udtalelse kun findes i hans første Skrift. Heroverfor fremholdes det Faktum, at der allerede paa Side 244 i sidstnævnte Skrift findes det af mig paa næste Side citerede Sted, hvorefter det i vore Dage principielt er udelukket, at der kan stiftes andre Love end saadanne, der overfor Almenheden kan motiveres med, at de er direkte eller indirekte nyttige for stort set alle i Samfundet, og at ensidig Hensynstagen til enkelte Personers eller Klassers Interesser derfor kun er tænkelig som Følge af rene Fejltagelser eller »falsarier». Min Henvisning »til S. 241 f.» er altsaa fuldtud korrekt. Iøvrigt ses det heller ikke i dette Tilfælde, hvad Lundstedt egentlig vil opnaa andet end at puste den mindre opmærksomme Læser Sand i Øjnene, da hans Fremstilling i Svaret netop gaar ud paa at forsvare den Sætning, at Samfundsnytten virkelig er ledende Motiv for Retsdannelsen.
    Endelig fremhæver Lundstedt, at jeg ved at udelade just visse af ham citerede Steder, hvor det hævdes, at hans Princip ikke er af etisk Natur, har gjort min Fremstilling til en Forvanskning. Faktum: Side 345 i min Afhandling har jeg paa mere end en halv Side med Referat og Citat af andre lige saa slaaende Steder loyalt refereret Lundstedts egen Tro paa at bevæge sig udenfor det Etiskes Gebet.
    Idet jeg tror, at Lundstedts Forsøg paa at drage min Kildebenyttelse i Tvivl hermed er til strækkelig belyst, vender jeg mig til Hovedsagen: Samfundsnytteprincippet selv. Hvilken Karakter der

end tillægges dette Princip, saa er dog Forudsætningen den, at det overhovedet er et Princip, d. v. s. at det har en entydig Mening, der i givne retspolitiske Spørgsmaal formaar at sige: i denne Situation er denne Løsning, men ikke hin, i Overensstemmelse med Samfundsnytten. Denne Entydighet tænkes igen bestemt gennem en kvantitativ Maximering af den gennem forskellige tænkelige Løsninger bevirkede Behovstilfredsstillelse. Hvor forlokkende denne Tanke end er, maa det atter og atter hævdes, at den er falsk, fordi Maximeringen er umulig, fordi, som jeg, og forøvrigt ogsaa andre, har fremhævet, de faktiske Behov dels er inkommensurable, dels disharmoniske. Naar en Lovgivning paa Grund af Intressernes Kvalitetsforskel har Valget mellem enten at fremme Kunst og Videnskab eller anvende de samme Midler til Befordring af Boligkulturen; eller naar den paa Grund af Interessernes Uforenelighed har Valget mellem at fordele Behovstilfredsstillelsen paa den ene eller anden Maade, fx. enten mere i Arbejdernes eller i Arbejdsgivernes Favør, hvad bliver der saa af »Samfundsnytten»s Princip, d. v. s. af den kvantitative Maximering? Den er simpelthen en Umulighed.¹
    Men naturligvis kræver Livet Afgørelse ogsaa af disse Konflikter. De integrerende Interesser, Viljer, Kræfter, Ideologier vil mødes, kæmpe og faktisk afføde en vis Løsning som Resultant. Men afgørende er, at denne Løsning ligner den Beslutning, der er Resultanten af Motivers Kamp, ikke den Slutning, der er Resultatet af en intellektuel Bestemmelse af Løsningen som overensstemmende med et Princip. Noget andet er, at ethvert Parti kæmper bedst for sin Sag støttet af en Tro paa dens »Rigtighed» og — ofte sikkert i fuldkommen god Tro — rationaliserer denne Rigtighedstro i Paastanden om, at denne Sag er i Overensstemmelse med »Samfundsnytten». Denne er altsaa lige saa vel som »Pligt» og »Retfærdighed» en Rationalisering af en subjektiv Gyldighedstro og intet andet, men netop herved en mæglig Faktor i den sociale Kamp. Medens det nu netop er Videnskabens Opgave at paavise, att Handlingsproblemet, det individuelle som det sociale, ubønhørligt principielt hviler i en Beslutning, et Valg mellem Interesser og Muligheder, og ikke i et Kundskabsspørgsmaal, saa tjener Lundstedts Samfundsnytteteori just samme Formaal som al Etik, nemlig at rationalisere eller intellektualisere det praktiske Problem. Dette sker ved paa den ene eller anden Maade at fingere en bestemt, enhedslig Viljesretning som given og udenfor Debat, saaledes at det praktiske Problem indskrænkes til Kundskabsproblemet om, hvorledes denne Vilje bedst realiseres. I Utilitarismen har denne Fiktion alle Dage, sidst hos Lundstedt, været Fiktionen om, at den virkelig afgørende Vilje i sociale Spørgsmaal er Viljen til kvantitativ Maximering af samtlige Individers Behovstilfredsstillelse.

 

¹ Naturligvis har jeg i mit lille Essay kun skematisk kunnet fremhæve nogle Hovedsynspunkter. En indgaaende Kritik af Utilitarismens Grundtanker vil følge i et i Aar udkommende større filosofisk Arbejde »Om den saakaldt praktiske Erkendelse».

    Herved forklares det, at Lundstedt — som typisk for den utilitaristiske Intellektualisme — hævder kun at opstille »teknologiske» Normer, d. v. s. saadanne, der beskriver Midler til et givet Maal, jfr. Lundstedts Sammenligning af Samfundsnytteprincippets Bor-Udtryk med en Ingeniørs Anvisninger: det politiske Problem er et teknisk Kundskabsproblem. (Saaledes allerede Sokrates, sans comparaison).
    Naar Lundstedt saa fuldstændig har kunnet gaa i Vandet i Utilitarismens praktiske Dogmatik, hænger det sammen med, at de Rationaliseringer, der fortrinsvis har gjort sig gældende i Retslæren, og som fortrinsvis er blevet gjort til Genstand for Kritik af den Filosofi, der saa højrøstet, men saa lidet inderligt, præger Lundstedts Forfatterskab, ikke er Utilitarismens, men Pligt- eller Retfærdighedsideernes. Dette forklarer ogsaa, at Lundstedt selv saa fast tror ikke at have opstillet noget etisk Princip. Thi Etik er for Lundstedt identisk med Læren om et »Bør» eller et »Sollen», der som Fordring til Virkeligheden staar udenfor denne som ren Gyldighed. Det synes ikke Lundstedt bekendt, at der i Etikkens Historie findes en anden, lige saa vægtig Retning, efter vilken det Etiske ikke er et »Sollen»sPrincip, men et »Sein»s-Princip, ikke en Fordring til Virkeligheden, men Virkelighedens egen inderste Lov og Tendens. Som en vigtig Underafdelning af denne Retning kan netop Utilitarismennævnes.
    Derfor kan der, som jeg allerede i min Afhandling har anført, ikke tilskrives Lundstedt Erklæringer om at arbejde paa Basis af »Værdiernes Subjektivitet», ikke at ville opstille et etisk Princip o. l., nogen Vægt. Ikke Erklæringer, men Tankens virkelige, omend ikke klart erkendte Struktur er afgørende. Viljen ser Vorherre paa. Vi andre paa Resultatet.
    Indenfor en anden Videnskab, Nationaløkonomien, har derimod de utilitaristiske Rationaliseringer spillet en aldeles overvældende Rolle. Det er derfor at vente, at vi fra denne Side hos erkendelsesteoretisk skolede Forskere vil møde Indsigt i Samfundsnytteprincippets Intethed. Det er mig en Glæde i denne Sammenhæng at kunne citere en ung, fremragende, erkendelsesteoretisk dannet, svensk Økonom. Professor GUNNAR MYRDAL hævder Samfundsnytteprincippets Urealiserbarhed. »Orsaken härtill ligger framförallt i de logiska svårigheter, som infinna sig så snart man i praktiken står inför problemet att verkligen utföra samhällsnyttans kalkylerande. Man ramlar huvudstupa ner i antingen gammal naturrätt eller rent godtycke; ty om rätt och plikt äro fiktioner, så är samhällsnyttan det icke mindre.» Han kalder den Metode, hvorpaa det hviler, for »den kommunistiska fiktionen». »Man talar om 'samhället' eller 'samhällets behov', när det är fråga om inrikespolitiska förhållanden, och eljest om 'landets A:s' och 'landets B:s' intressen, 'England' och 'Portugal', 'vi' och andra 'trading bodies' i Jevons' terminologi (jfr t. ex. citaten ovan). Man har helt enkelt för tillfället lämnat ur räkningen de av Ricardo så skarpt betonade intresseskonflikterna inom samhället . . . 'Samhället' behandlas såsom en harmonisk, patriarkaliskt styrd familj.»

Paa forskellige Omraader forfølger Myrdal Samfundsfiktionens Anvendelse i Økonomien. Saaledes fx. i Forestillingen om en »Samfundshusholdning». Herom hedder det: »Föreställningen om en samhällshushållning innebär likaså en avsiktsinställning och är därför till själva sin natur en politisk betraktelse av det totala ekonomiska förloppet. Utan politisk innebörd blir ordet meningslöst. Detta är bara, sagt på ett annat sätt, detsamma som vi nyss påpekade, nämligen att tanken hushållning förutsätter ett subjekt och en vilja. När nu begreppet samhällshushållning fattas såsom ett vetenskapligt begrepp, så inneslutes därmed tanken på en objektiv politik.»¹ Jfr. hertil den for Lundstedt typiske Udtalelse: »Man måste överhuvud söka förstå, att det blott beror på närsynthet, när man uppställer frågan, »för vilkens skull» inteckningshavaren har anspråk mot köparen. Det är icke för någon viss persons skull. Det är heller icke för alla sådana försäljares, sådana köpares eller sådana inteckningshavares skull. Utan det är — för att nu använda Stangs uttryck — för allas vår skull, för samhällets skull, som man har att undersöka vilken regel, som här lämpligast uppehålles. Det gäller att på varje område inom rättslivet söka tillse, att sådana regler uppehållas, att samhällsekonomien har största möjliga gagn därav.»²
    Da jeg formoder, at en Fortsættelse af Diskussionen om BENTHAM og Lundstedts Forhold til ham næppe har synderlig almen Interesse, og da jeg desuden i et større Arbejde, der vil udkomme i indeværende Aar, kommer ind paa en udførlig Omtale av Bentham, skal jeg her nøjes med under Henvisning til Note 2 S. 343 i min Afhandling at fastholde mine Udtalelser.³
    Da Lundstedt omtaler, at jeg i min Bedømmelse af ham helt har ladet hans Kritik af retsvidenskabelige Grundanskuelser ude af Betragtning, er det mig en Glæde at kunne meddele, at jeg agter snarest at indhente det forsømte i denne Henseende i et andet Bind af

 

¹ GUNNAR MYRDAL, Vetenskap och politik i nationalekonomien, Sthm 1930, 53, 174 og 220.

² LUNDSTEDT, Obligationsbegreppet I, Upps. 1929, 221.

³ Naar Lundstedt overfor min Paastand (SvJT 1932, 345 Noten) om, at det turde være svært i hele Lundstedts Kritik af Naturretten og Rettighedsbegrebet at finde en væsentlig Tanke, der ikke allerede er fremsat af Bentham, fremholder, at hans Kritik fremfor alt angaar Begrebet »legal rights», hvis overtroiske Indhold Bentham raat slugte, saa er det vel rigtigt, at der paa dette Punkt virkelig er en Forskel mellem Bentham og Lundstedt. Men denne Forskel falder ikke ud til sidstnævntes Fordel. Som det fremgaar af de Citater, jeg har anført i den Note, hvorfra min Udtalelse er hentet, har Bentham fuldtud indset, at det eneste reale i de legale Rettigheder bestaar i en begrundet Forventning om visse faktiske Fordele, hvilken Forventning selv kun er en Virkning af den faktisk opretholdte Lovgivning. Denne Indsigt udtrykker han nu meget naturligt og sagligt ved at sige, at det, der kaldes legale Rettigheder, i Virkeligheden betyder visse Forventninger t. etc. Men dette er Lundstedt ikke i Stand til at fatte. Med Rod i en vis mærkelig Ordmystik og primitiv Logik har han hæftet sig fast ved den Vending, at der ikke findes Rettigheder og stempler enhver Tale herom som Overtro. Ogsaa dette Punkt skal nærmere belyses i min omtalte Afhandling.

nævnte Arbejde, der formentlig ligeledes vil offentliggøres i indeværende Aar, og muligvis ogsaa paa andet Sted.
    Til Slut skal jeg, i Anledning af, at Lundstedt — mindre fint forekommer det mig — spiller paa, at Motivet til min Publikation skulde være »Rancunepassioner», oplyse lidt om det virkelige Motiv til mit Skrift.
    I Slutningen af første Bind af sit Skrift om Obligationsbegrebet udtaler Lundstedt, at han, efter den mere indgaaende Udvikling af Emnet, som han har haft Lejlighed at fremlægge, anser sig »i varje fall kunna hoppas, att den »nutida juridiken» tager behörigt avstånd från mina åsikter». Et andet Sted udtaler Lundstedt, at der mellem hans og den herskende Retsvidenskabs Anskuelser »ligger en klyfta, för vid och för djup för att någon som helst förmedling skall vara tänkbar».¹ Det er bekendt, hvorledes Lundstedt bestandig har gjort sit bedste for at fremstille denne Kløft som saa dyb og uoverstigelig som vel mulig. Som jeg skal vise i de omtalte følgende Undersøgelser, er denne Kløft dog for en stor Del kunstigt gravet af Lundstedt selv. Da imidlertid Lundstedt paa Grund af Omstændighederne i den almindelige Opfattelse længe har staaet som den, der paa autoritativ Maade repræsenterer Retsfilosofien i Norden, har det ikke kunnet undgaas, at denne Kløft mellem Lundstedt og »Jurisprudensen» efterhaanden er blevet til en Kløft mellem Retsfilosofi øg Retsvidenskab. Til gensidig Skade har der mere og mere udviklet sig et Skisma mellem disse to Discipliner. Juristerne har mere og mere faaet den Opfattelse, at de »bekriges» fra Retsfilosofiens Side. Resultatet heraf er blevet en vis kølig Skepsis fra Juristernes Side overfor retsfilosofiske Spekulationer. Til hvad Nytte er disse, naar de dog er adskilt fra Jurisprudensen ved en uoverstigelig Kløft, der udelukker Parterne i at faa hinanden i Tale? Men de maa, om Videnskaben og ikke den blotte Stridslyst skal fremmes, faa hinanden i Tale. Fra Juristernes Side har en vis »Forhandlingsvenlighed» ogsaa stedse mere været følelig, Jeg tænker eksempelvis paa Navne som UNDÈN, STANG, USSING og sidst Revisionssekretær HARRY GULDBERG. Tiden er ikke mere til at grave Kløfter, men til at bygge Broer. Den første Etape paa denne Vej er at udrydde Forestillingen om, at Professor Lundstedt og nordisk Retsfilosofi er identiske Begreber.

 

¹ LUNDSTEDT Obligationsbegreppet I, 162 og 56.