CARL RASTING. Retssammenlignende Studier over Entreprenørens Omsætningsbeskyttelse. København 1932. G. E. C. Gad's Forlag. XXIII + 379 Sider. Kr. 9.00 (indb. Kr. 11.50).

 

    Med det foreliggende omfangsrige og dygtige Arbejde har Forf., der er Lektor ved Københavns Universitet, erhvervet den juridiske Doktorgrad. Formaalet med Værket er at undersøge de civilretlige Midler til at sikre Personer, som frembringer Værdier paa fremmed fast Ejendom i Henhold til Kontrakt — det være sig en Værkslejekontrakt (arbetsbeting), en almindelig Arbejdslejekontrakt eller en Købekontrakt om Levering af Materiale —. Alle disse Personer sammenfatter Forf. under Benævnelsen Entreprenører. For dem alle opstaar nemlig det Spørgsmaal, Forf. vil undersøge: om de har eller bør have »Omsætningsbeskyttelse». Det sidste Udtryk anvender Forf. i Tilslutning til VINDING KRUSE i Stedet for det ældre Udtryk »tinglig Retsbeskyttelse». En Kontraktspart siges at have Omsætningsbeskyttelse for den Ret, han erhverver ved en Aftale, naar hans Erhvervelse er beskyttet i Forhold til Medkontrahentens Kreditorer og Successorer (særlig Successorer i Kraft af Aftale).
    Den øjeblikkelige Retstilstand i Danmark behandler Forf. i Afsnit V (S. 243—325), der ogsaa kort omtaler norsk og svensk Ret. Men Forf's Redegørelse for dansk Ret bringer ikke saa betydelige ny Resultater, at jeg finder det paakrævet at fremdrage dem her. Udførligst behandles i dette Afsnit de saakaldte Entreprenørtransporter — de Aftaler, hvorved en Entreprenør giver sine Underentreprenører eller Materialleverandører Transport paa Dele af sin Fordring imod Bygherren —.
    Hovedinteressen knytter sig til Undersøgelsen af Spørgsmaalet de lege ferenda. Forf. kommer til det Resultat, at Entreprenøren bør have Adgang til at skaffe sig Omsætningsbeskyttelse, og han sammenfatter meget praktisk sine Tanker i et Udkast til Lov om Entreprenørens Omsætningsbeskyttelse.
    Hovedgrundlaget for hans Tesis er en udførlig Undersøgelse af fremmed Ret (Afsnit I—IV, S. 9—242). Og han nøjes ikke med at indregistrere de udenlandske Retsregler, han søger saavidt mulig at give »en retsaarsagssammenlignende Undersøgelse», d. v. s. at bringe paa det rene, hvilke reale Faktorer der har ført til de forskellige Retssystemers Regler om Spørgsmaalet (S. 4). Dette er et udmærket Program, og Forf. fortjener megen Anerkendelse for den Maade, hvorpaa han har gennemført det. Hans Redegørelse for fremmed Ret er overordentlig instruktiv og, saavidt jeg kan dømme efter foretagne Stikprøver, paalidelig og grundig. Efter min Mening ofrer Forf. dog for meget paa uvæsentlige Detailler i de forskellige Lovordninger.
    I Afsnit I behandles Frankrig og de Lande, der væsentlig er paavirket af fransk Ret paa det foreliggende Omraade. I Afsnit II omtales engelsk-amerikansk Ret. Skønt engelsk Ret indtager en afvisende Holdning, er der i U. S. A. efterhaanden overalt indført Love, der giver Entreprenørerne Adgang til at opnaa Panteret i den

faste Ejendom, det saakaldte »Mechanic's lien». Det gør et stærkt Indtryk at se, hvorledes dette System efterhaanden har bredt sig fra Stat til Stat, ja udover Staternes Grænser til britisk Nordamerika, til Australien og Ny Zeeland, og hvorledes Systemet ved periodiske Lovrevisioner stadig er blevet gjort mere effektivt. Ved Fremstillingen her har Forf. haft et meget værdifuldt Grundlag i SALOMONSOHN'S bekendte Værk fra 1900. Men Forf. har selvstændig gennemarbejdet amerikansk Ret og sat sig ind i de mangfoldige nyere Love og amerikanske Domme, og han har formaaet indenfor et rimeligt Omfang at give et instruktivt Billede at Retstilstanden i U. S. A.
    Afsnit III gør udførlig Rede for Reglerne om »Unternehmerpfand» i schweizisk Ret, og Afsnit IV behandler tysk Ret, navnlig Loven af 1. Juni 1909, derunder ogsaa de Bestemmelser, der ikke er sat i Kraft. Forf. har her haft en værdifuld Støtte i LUNDSTEDT'S Udredning om »Byggnadsborgenärernas rättsliga ställning» (1917). Det væsentligste nye i dette Afsnit er Forf's Kritik af den tyske Lovs Regler.
    Det er karakteristisk for Bogens Anlæg, at Forf. helt igennem knytter kritiske Bemærkninger til de udenlandske Retsregler og derigennem allerede i disse Afsnit af Bogen giver en væsentlig Del af Præmisserne til sine Forslag i det sidste Afsnit. Dette har sine Fordele og bidrager navnlig til at gøre Afsnittene om fremmed Ret interessante, men det har vistnok paa den anden Side været medvirkende til, at Forf's egen Prøvelse af Problemerne for en Del er blevet begrænset til Opgøret med de enkelte Løsninger, der hidtil er givet i fremmed Ret.
    Det er nu ingenlunde min Mening at bebrejde Forf., at han har lagt Hovedvægten paa fremmed Ret, tværtimod. Paa et Felt som dette har Udlandets Erfaringer langt større Vægt end Geledder af Argumenter. Jeg kan ogsaa nogenlunde forstaa den Opfattelse, at det udenlandske Materiale tilstrækkelig godtgør, at der er Trang til en særlig Entreprenørbeskyttelse, og at Forf. derfor anser det for Hovedsagen at undersøge, hvorledes en saadan Lovgivning eventuelt burde indrettes (S. 6).
    Forf. nøjes dog ikke med at opfinde en teknisk god Løsning, at præsentere den og at fremhæve dens praktiske Fortrin. Han gør ogsaa Forsøg paa at begrunde eller afstive sine Resultater med Betragtninger af anden Art, navnlig ved at søge Tilknytning til anerkendte »Retstanker» og »Principer». I denne Henseende er Forf's Metode efter min Mening utilfredsstillende og forældet.
    Det støder mig allerede, at Forf. Gang paa Gang henviser til, at en eller anden Sætning, han forsvarer, stemmer med »Billighed og Retfærdighed». Jeg opfatter det som et Udtryk for, at Resultatet tilfredsstiller Retsfølelsen. Hvis Meningen blot er, at Resultatet er saa indlysende for den almindelige Retsfølelse, at ingen vil tænke paa at rokke ved det, og at det derfor er overflødigt at »begrunde» det nærmere, bør dette hellere siges med rene Ord. Paa sine Steder anlægger Forf. vistnok dette Syn, se f. Eks. S. 334 øverst (»slaar det En

straks, hvor liden Grund der er til . . .»). Men saaledes kan Henvisningerne til Billighed og Retfæerdighed ikke altid forstaas.
    Disse Henvisninger er dog forholdsvis uskadelige, fordi enhver kan se, hvor »luftige» de er. Betænkeligere er det, at Forf. flere Steder falder tilbage paa »Principer», der gør et mere videnskabeligt Indtryk, men som i Virkeligheden er omtrent lige saa luftige. Selve Hovedsætningen, at Entreprenøren bør have en særlig sikret Adgang til Fyldestgørelse i det ved Entreprisen frembragte Værk, underbygger Forf. til Dels ved en Henvisning til Principet versio in rem. Det er noget, der er almindeligt i den ældre Litteratur, fordi det dengang blev anset for nødvendigt at give de Sætninger, man opstillede, en »videnskabelig» Underbygning med »Principer» eller »Retsgrundsætninger». Dette Standpunkt er imidlertid forlængst forladt af danske Forskere. Det er sikkert heller ikke Forf's Mening at slutte sig til den ældre Opfattelse, men han mener ialfald, at det styrker hans Stilling at paavise, at hans Tesis stemmer med visse Principer og særlig Principet versio in rem. Forf. indleder endogsaa sin Fremstilling af dette Princips »positive Funktion og Gyldighed» med at citere en af Oertmann fremsat Udtalelse, som efter min Mening nærmest er lyrisk, og som, anvendt i en videnskabelig Undersøgelse, lyder afskrækkende i mine Ører (S. 337—338).
    Naar dette er sagt, maa dog tilføjes, at Forf. rundt omkring, baade i Kritikken af de fremmede Lovordninger og i Afsnit VI, anfører adskillige Betragtninger, der virkelig har Betydning, naar der skal tages Standpunkt til Problemets forskellige Sider, og han er ingenlunde blind for den samfundsmæssige Betydning af Retsregler paa disse Omraader. Svagheden i de almindelige Betragtninger har formentlig heller ikke skadet Forf's Resultater meget. Det righoldige udenlandske Materiale har givet de fornødne Holdepunkter.

 

    Forf's første Tesis er, at en fremtidig Lov skal give Entreprenøren Adgang til at erhverve Panteret i den faste Ejendom for sit Krav efter Entreprisekontrakten og derigennem sikre sig Fyldestgørelse i Ejendommen forud for de almindelige Kreditorer.
    Forf. afviser en Tvangsordning, d. v. s. en Ordning, der ufravigelig kræver tilvejebragt en vis Sikring af Entreprenørerne. — Eksempler paa Tvangsordninger er §§ 9 ff i den tyske Lov af 1909 samt det Udkast, der i 1922 er afgivet af LUNDSTEDT og EDLING, se herom Svensk Juristtidning 1923, 124 ff. — Da den tyske Lovordning har vist sig at være dødfødt, og da det sidstnævnte Forslag heller ikke er blevet gennemfort i Sverige, vil de fleste, ialfald i Danmark, vistnok lade sig overbevise af Forf. om, at man maa forsøge andre Veje.
    Efter Forf's Udkast opnaar Entreprenøren Panteretten ved at lade selve Entreprisekontrakten tinglyse paa den faste Ejendom, idet dette har Virkning som Tinglysning af »Skadesløsbrev» indtil Entreprisesummen for alt, hvad Entreprenøren har eller maatte faa til Gode i Henhold til Kontrakten. Rent teknisk er dette en fiks Løsning. Den er langt simplere og lettere haandterlig end de udenlandske Regler.
    Selve denne Adgang for Entreprenørerne til at skaffe sig Panteret

møder næppe væsentlige praktiske Betænkeligheder. Men hvis Entreprenorpanterettens Rang bestemmes efter de almindelige Regler, saaledes at den maa staa tilbage for alle ældre Panterettigheder, er det tvivlsomt, om Entreprenørpanteretten overhovedet har saa stor Betydning, at der er Grund til at indføre den ved Lov.
    Nu er det imidlertid Forf's anden Hovedtesis, at Entreprenør panteretten i et vist Omfang skal kunne fortrænge ældre Panterettigheder. Efter schweizisk Rets Forbillede tillægger han Entreprenørerne en vis Ret til at anfægte ældre Panterettigheder, der behæfter Ejendommen udover dens Værdi, se S. 370 og Lovudkastet § 4. Saadanne Panterettigheder kan ikke fordres opfyldt til Skade for Entreprenørpanteretten, saafremt Panthaveren (ved Panterettens Stiftelse) »har indset eller burdet indse, at Udøvelsen af hans Fortrinsstilling uretmæssig vilde forringe» Entreprenørernes Dækningsadgang.
    Spørgsmaalet er, om en saadan Ordning er tilfredsstillende. Hovedvanskeligheden ligger i at forene Hensynet til Realkreditten med en Sikring af Entreprenørerne.
    Jeg er enig med Forf. i, at man af Hensyn til Realkreditten maa forkaste fransk Rets Ordning, hvorefter Entreprenøren har Privilegium i den faste Ejendom — dog kun indtil »Merværdien», d. v. s. den Værdiforøgelse, som Byggearbejdet har tilført Ejendommen —.
    Derimod forekommer det mig, at Forf. ikke tilstrækkelig grundig har prøvet Værdien af de amerikanske Systemer paa dette Punkt. — Hans Fremstilling af Reglerne i U. S. A. er iøvrigt meget kortfattet netop paa dette Sted, se S. 139 f. — Reglerne i de forskellige Stater er ret forskellige og varierer vistnok stærkere, end man faar Indtryk af ved at læse Forf's Fremstilling, der ender med at fastslaa, at amerikansk Ret begrænser de ældre Panthaveres Fortrinsstilling til kun at angaa Grundværdien. Denne Sætning er i nogle Stater udformet saaledes, at de ældre Panthavere fuldtud bevarer Fortrinsretten til Grundoærdien (Ejendommens Værdi før Byggeforetagendet). Denne Ordning er langt mindre farlig for Realkreditten end fransk Rets og andre amerikanske Loves Ordninger, og dens Værdi burde Forf. efter min Mening have prøvet grundigt, og navnlig burde han have sammenlignet denne Ordnings Virkninger med det schweiziske Systems.
    Den omtalte amerikanske Ordning har et iøjnefaldende Fortrin, nemlig at den bygger paa rent objektive Kriterier. Den blotte Overbehæftelse er afgørende. Det er ogsaa klart, at den giver Entreprenørerne et langt kraftigere Værn. Det schweiziske System værner dem formentlig kun dels mod, at Byggelaanet anvendes til uvedkommende Formaal, dels mod Spekulation, der nærmer sig til Svindel, og mod grov Udnyttelse fra Grundsælgerens Side.
    Undersøger man de to Systemers Virknin ger for Realkreditten, maa Resultatet formentlig blive, at det schweiziske System er det mindst farlige.
    Den schweiziske Lovbogs Regler kan vel, fordi deres Anvendelse afhænger af et meget frit Dommerskøn, fremkalde en vis Usikkerhed for Byggelaangivere og for Grundsælgere, der betinger sig Pant i Ejen-

dommen for en Del af Købesummen. Indførelsen av tilsvarende Regler hos os vilde derfor maaske en Tid gøre det vanskeligere at opnaa Byggelaan. Jeg anser det dog for overvejende sandsynligt, at Praksis hurtigt vilde overvinde Vanskelighederne. Saaledes synes det at være gaaet i Schweiz, hvor Systemet i Begyndelsen vakte Mistillid, men hvor der i de senere Aar ikke lyder nogen Klage over Systemet, navnlig heller ikke fra Bankkredse.
    Det amerikanske System er klarere, men rummer en Fare for Realkreditten ved de Virkninger, det har i Tider med faldende Ejendomspriser. At en Ejendoms Pris en Tid gaar ned under Behæftelsernes samlede Beløb, behøver ikke at paaføre Panthaverne varigt Tab, hvis de har Kapitalkraft nok til at afvente bedre Tider. Dansk Ret værner deres Interesser i saa Henseende ved at give de Panthavere, der ikke opnaar fuld Dækning ved Tvangsauktionen over Ejendommen, Adgang til at overtage Ejendommen. Det amerikanske System vilde gennembryde dette Værn. Entreprenørerne maatte om fornødent kunne tvangssælge Ejendommen, og de ældre Panthavere maatte da finde sig i at blive skaaret ned til Værdien af Ejendommen bortset fra de Forbedringer, Byggeforetagendet har medført. Hvis Entreprenørerne ved Tvangsauktionen fik delvis, men ikke fuld Dækning, vilde de ældre Panthavere miste Udsigten til ved senere Stigning i Ejendomspriserne at undgaa Tabet.
    I et Land, hvor Realkreditten er udviklet saa stærkt som i Danmark, vilde dette medføre en betænkelig Svækkelse af Realkredittens Grundlag. Derfor kan jeg forsaavidt være enig med Forf. i, at det amerikanske System ikke bør gennemføres hos os. Men det fortjener nærmere Overvejelse, om det ikke kan blive brugbart ved visse Ændringer, derunder navnlig Regler, der værner de ældre Panthavere mod under nedadgaaende Konjunkturer at blive trængt ud af Entreprenørerne. Man kunde f. Eks. bestemme, at de ældre Panthavere kun skal vige for Entreprenørerne, forsaavidt Overbehæftelsen ikkeberor paa Nedgang i Ejendomspriserne.
    Det er ikke min Mening her at tage endelig Stilling til Spørgsmaalet, som jo ligger noget uden for de Omraader, hvormed jeg særlig har beskæftiget mig. Men det anførte turde ialfald vise, at Forf. burde have underkastet det heromhandlede Spørgsmaal en grundigere Prøvelse.
    Hvis man ikke vil gennemføre det amerikanske System med enkelte Begrænsninger, bør man dog næppe holde sig saa nær op ad det schweiziske Forbillede, som Forf. gør. Anfægtelsen af de ældre Panthaveres Fortrinsstilling er jo betinget af »ond Tro» hos Panthaverne. Dette Krav er der efter min Mening kun Grund til at opstille ved Panterettigheder, som enten er stiftet ved Retshandel eller ifølge Loven ledsager et Kontraktsforhold. Andre Panterettigheder, f. Eks. dem, der opnaas ved Eksekution i Ejendommen, er der formentlig ingen Betænkelighed ved at skære ned til Ejendommens Værdi bortset fra Byggeforetagendet — selv om Panthaveren (Udlægshaveren) harværet i god Tro —.

    Det er formentlig ogsaa uheldigt med Forf. at kræve, at Overbehæftelsen medfører en »uretmæssig» Forringelse af Entreprenørernes Dækningsadgang. Meningen med dette Krav er at give Domstolene en Adgang til efter deres Skøn at fritage visse Panthavere for Anfægtelse. — Som Eksempel kunde maaske nævnes det Tilfælde, at en gammel Familieejendom sælges og Sælgeren paa Grund af Affektionsinteressen betinger sig en meget hoj Pris. — Efter min Mening er der ingen Grund til at udelukke Anfægtelse i saadanne Tilfælde. Naar der gives en klar Regel, kan Sælgerne indrette sig derefter. De maada vente med at sælge, til de kan faa den forlangte Overpris betalt kontant eller sikret paa anden Maade end ved Pant i Ejendommen. Men derved sker der ingen Skade. Hvis man fjernede den Begrænsning, der ligger i Ordet »uretmæssig», maatte der dog opstilles særlige Regler om Byggelaanet, jfr. ndfr.
    I Virkeligheden er den af Forf. föreslaaede Regel nær beslægtet med Bestemmelsen i Aftalelovens § 33, hvis denne med FREDRIK STANG (Tidsskrift for Retsvidenskab 1930. 72 ff., se ogsaa min »Aftaler» § 16 ved Note 16 b) fortolkes saaledes, at den rammer Tilfælde, hvor det vilde være i Strid med Hæderlighed (»tro och heder») overfor Trediemand at paaberaabe sig Retshandlen. Dette har Forf. dog ikke faaet Øje paa.
    Forf's Benyttelse af Ordet »uretmæssig» staar iøvrigt formentlig i Forbindelse med, at han i Overensstemmelse med en schweizisk Opfattelse betragter Reglen om Anfægtelse af ældre Prioriteter som Udslag af den Tanke, at Panthaverens Forhold er retstridigt, se f. Eks. S. 151, 171 og 372 f. Det er muligt, at han har følt Trang til Støtte i en almindelig Retsgrundsætning, fordi Anfægtelsesretten reelt er et Brud paa den almindelige Regel om Rangforholdet (Prioriteten) ved Rettigheder over fast Ejendom. Men efter min Mening er det en unyttig og ret urimelig Konstruktion.
    Iøvrigt er det en Mangel, at Forf. ikke som Grundlag for sine Betragtninger paa dette Punkt har undersøgt, i hvilket Omfang der efter dansk Rets almindelige Regler gøres Brud paa Principet om Tidsprioriteten. Det er forlængst fastslaaet i Praksis, at Tilbageholdelsesretten over Løsøregenstande i et vist Omfang kan hævdes selv overfor ældre Rettigheder i Tingen. Og det burde være undersøgt, hvorvidt tilsvarende Regler gælder om fast Ejendom. Dette gor Forf. imidlertid ikke en Gang Forsøg paa, sml. S. 340.
    Den omtalte Regel om Anfægtelse af ældre Panthaveres Ret tilsigter iøvrigt ikke alene at værne mod Overbehæftelse af Ejendommen, men tillige at hindre Svind i »Byggemidlerne». Det er uden Tvivl en af de vigtigste Opgaver for en Entreprenørbeskyttelseslov at modvirke, at Byggelaanet anvendes til uvedkommende Formaal. Om den foreslaaede Regel vil give tilstrækkeligt Værn i den nævnte Retning, afhænger af, hvorledes Praksis vil tage paa Reglen, der jo er ganske ubestemt. Det er et Spørgsmaal, om det ikke vilde anbefale sig at give visse Regler om Byggelaanets Anvendelse, og om saadanne Regler ikke burde gennemføres uafhængigt af Entreprenørpanteretten, d. v. s. saaledes

at de fik Anvendelse, selv om Entreprenørerne ikke sørgede for at skaffe sig Entreprenørpanteret. Dette gaar Forf. ikke ind paa; men Spørgsmaalet om at indføre offentligretlige Regler om disse Forhold — saaledes som det er sket i Tyskland ved Loven af 1909 §§ 1—8 — har Forf. formentlig betragtet som liggende udenfor sin Opgave.
    Ved Siden af Forf's to hidtil omtalte Hovedteses maa endnu berøres et Par Spørgsmaal.
    Forf. udformer en Række særlige Regler til Værn for Underentreprenørerne, d. v. s. dem, der ikke kontraherer direkte med Bygherren. Han giver dem for det første Ret til at forlange Hovedentreprisekontrakten tinglyst og derigennem faa Entreprenørpanteretten stiftet, selv om Hovedentreprenøren ikke interesserer sig derfor. For det andet skal de kunne forlange deres egen Kontrakt paategnet paa Hovedentreprisekontrakten. Ved denne Paategning indtræder de i Hovedentreprenørens Ret, baade hans Panteret over Ejendommen og hans Fordringsret mod Bygherren. — Underentreprenørerne behøver altsaa ikke at tage særlig Transport paa Hovedentreprenørens Fordring. — Ved Udformningen af disse Regler har Forf. navnlig ladet sig inspirere af amerikansk Ret, se S. 358 f, og jeg tror i Hovedsagen, han har fundet en hensigtsmæssig Løsning. Rent formelt fraviger han det amerikanske Forbillede derved, at Underentreprenørerne opnaar Sikringen ved Paategning paa Hovedkontrakten. Det er meget tvivlsomt, om dette er en Forbedring. Det har vel visse Fordele, men til Gengæld den Mangel, at tilfældige Hindringer eller Chicane fra den, der sidder inde med Hovedkontrakten, kan medføre Retstab for Underentreprenøren ved at forsinke hans Retserhvervelse, jfr. om Retsmidler, der i nogen Grad værner herimod, Forf's Værk S. 350 f.
    Endelig opstaar i de hyppige Tilfælde, hvor der er flere Entreprenører, Spørgsmaalet om Forholdet imellem dem. I Overensstemmelse med fremmed Ret foreslaar Forf., at de skal have lige Rang uden Hensyn til Tidspunkterne for Tinglysningen af deres Kontrakter, og at de, hvor der ikke opnaas fuld Dækning, saavidt mulig skal have samme Procentdel af deres Fordringer dækket (S. 355). Hvis nogle Entreprenører allerede har faaet udbetalt mere end den Procent, der efter det endelige Regnskab tilkommer hver enkelt Entreprenør, kan de dog ikke tilpligtes at betale tilbage, hvad de har faaet for meget. Forf. afviser derimod (S. 361) en Regel som den, der findes i den tyske Lovs § 34: at en vis Del af Byggepengene skal tilbageholdes, naar blot en af Entreprenørerne forlanger det, se S. 239, jfr. ogsaa S. 105 og 106 om beslægtede Regler i andre Verdensdele. Det havde været ønskeligt, om Forf. nærmere havde begrundet sin Afvisning af en saadan Regel.

 

    Hermed har jeg skildret Hovedlinierne i Forf's Forslag. Det er paa de fleste Punkter, ialfald efter danske Forhold, hensigtsmæssigere end de hidtil kendte Løsninger, og det udmærker sig navnlig ved Simpelhed og ved ikke at kræve flere Formaliteter end strengt nødvendigt. Det svageste Punkt er Reglen om Anfægtelse af ældre Panterettigheder i Udkastets § 4, der næppe vil tilfredsstille. En endelig Vurde

ring af denne Regel kræver dog friske Oplysninger om Virkningen af de tilsvarende Regler i Schweiz. Det var iøvrigt ogsaa ønskeligt at faa nærmere belyst, i hvilket Omfang Adgangen til Stiftelse af Entreprenørpanteretten overhovedet anvendes i Praksis i de forskellige Lande.
    Paa Grund af Anfægtelsesretten vil Forf's Forslag sikkert møde Modstand fra Bankerne og sandsynligvis ogsaa fra de Institutioner, der yder varige Laan mod Pant i fast Ejendom. Og Udsigten til med det første at overvinde Modstanden er næppe stor, fordi Trangen til en særlig Entreprenørbeskyttelse ikke er følt saa stærkt i de senere Aar her i Danmark. Forklaringen er vel tildels, at vore Banker siden Byggekrisen for 25 Aar siden har lært at udvise større Forsigtighed, saa at store Byggekrak er blevet sjældnere. Men dernæst har de senere Aars vidtgaaende offentlige Financiering af Boligbyggeriet overhovedet gjort Spørgsmaalet mindre akut, jfr. Forf. S. 311.
    Da man dog næppe kan regne med, at det offentlige i Fremtiden vil overtage Financieringen af Byggeriet, har Forf. efter min Mening indlagt sig Fortjeneste ved at tage Problemet op. Det vilde jo været heldigst at faa Spørgsmaalet ordnet, inden der viser sig altfor stor Trang dertil. Og Forf's Værk giver et fortrinligt Grundlag for en Drøftelse af Problemet og supplerer navnlig godt Lundstedt's ældre Undersøgelser. Det er et solidt og dygtigt Arbejde, der viser, at Forf. har et godt Greb paa de praktiske Problemer og en sund Retsfølelse. Naar Forf. ikke er naaet til helt tilfredsstillende Resultater særlig med Hensyn til Anfægtelsesretten, er Grunden vel, at han ikke har formaaet at frigøre sig tilstrækkelig fra det af ham bearbejdede Stof og anvende sin Fantasi til at søge ny Løsninger. Forf. viser sig i dette Arbejde nærmest som Eklektiker, og han vælger gennemgaaende med sikker Takt den bedste af de hidtil foreslaaede Løsninger.
    I det Hele studerer man hans Bog med stort Udbytte. Den indeholder ikke blot et meget værdifuldt Materiale, men ogsaa en interessant og lærerig Bearbejdelse deraf, og den er skrevet i et let læseligt Sprog. For Forf. selv betegner den en ny Landvinding. Han har tidligere udgivet en større Kommentar til den gamle Veksel- og Checklov og han har været Professor Krabbe's Medarbejder ved Udgivelsen af hans Kommentar til vor ny Straffelov, og han havde derigennem allerede vist sig som en habil juridisk Forf. Men først i Doktordisputatsen har han faaet Lejlighed til for Alvor at fordybe sig i større juridiske Problemer.
    Da Bogen for Størstedelen behandler Entreprenørbeskyttelsen de lege ferenda, vil den kunne læses med omtrent samme Udbytte i de andre nordiske Lande. Og da Spørgsmaalet har været grundigst undersøgt i Sverige, har jeg særlig gerne villet forelægge Forf's Værk for Sveriges Jurister.

Henry Ussing.