FÖRSLAG TILL LAG OM STERILISERING.

 

ANMELDT AF RIGSADVOKAT AUG. GOLL.

 

Det af Professor RAGNAR BERGENDAL udarbejdede Forslag til Lov om Sterilisering med Motiver 1933 udmærker sig ved en hoj Grad af Klarhed, en Fylde af Oplysninger og en stilistisk Formfuldendthed, som kun sjældent forefindes i slige Dokumenter. I det hele maa det vistnok siges, at Steriliseringsliteraturen ved det foreliggende Skrift har faaet en meget værdifuld Forøgelse.
    Hvad Indholdet angaar, bringer Forslaget to Nydannelser i Forhold til baade den danske Steriliseringslov af 1/6 1929 og det tidligere svenske Kommissionsforslag af 1929 — Nydannelser, der bringer Forslaget tæt op til den nu gældende tyske Lov af 14/7 1933, og som sikkert i de skandinaviske Lande vil vække nogen Diskussion. Forslaget hviler nemlig paa Forudsætningen om, at en normal Person i Principet har Ret til uden Ansvar for sig selv og andre at lade sig sterilisere —stik i mod hvad hidtil har været almindelig antaget i nordisk Ret —og den hjemler Adgang til under visse Betingelser at foretage Tvangssterilisation paa Personer, der paa Grund af Sindssygdom, Aandssvaghed eller anden Forstyrrelse (rubbning) af Sjælsevnene varigt savner Evnen til at afgive gyldigt Samtykke, naar den Paagældende af den nævnte Grund fremtidig er ude af Stand til at varetage Forsorgen for sine Børn, eller der findes skellig Grund til at antage, at han ved arveligt Anlæg vil overføre Sindssygdom eller Aandssvaghed paa sit Afkom. Med Hensyn til den første Nydannelse meddeler Forf. om den gældende Opfattelse følgende (pag. 15).
    »Enighet råder i stort sett därom, att såväl kastrering som sterilisering i inskränkt mening är att anse såsom tillfogande av sådan svår kroppsskada, varom förmäles i 14 kap. 10 § strafflagen. Verkställes sterilisering å en person uppsåtligen utan hans samtycke, blir handlingen att betrakta såsom brottslig enligt berörda lagrum. Svårighet att avgöra om sterilisering är tillåten eller icke uppstår först i vissa fall, då antingen samtycke föreligger eller då något giltigt samtycke icke kan lämnas på grund av bristande kapacitet hos den som skall steriliseras. — Vad först angår de fall då ett samtycke av rättskapabel person föreligger, är det allmänt er-

 

Förslag till lag om sterilisering av vissa sinnessjuka, sinnesslöa eller av annan rubbning av själsverksamheten lidande personer, avgivet den 22 juli 1933 av RAGNAR BERGENDAL. Sthm. Statens offentliga utredningar 1933: 22. 

känt, att åtgärden kan vara tillåten, då den är påkallad av hänsyn till förhandenvaron av något annat intresse, som av rättsordningen erkännes vara av sådan betydelse att det upphäver handlingens brottslighet (intressekollision). I vilken utsträckning förefintligheten av sådana intressen kunna göra handlingen tillåten är emellertid synnerligen omtvistat. Att sterilisering med samtycke är tillåten, då medicinska skäl föreligga för densammas företagande, antages allmänt, med stöd av de sedvanerättsligt erkända reglerna om eljest straffbara gärningars rättsenlighet vid s. k. nödfall. Skulle åtgärden däremot vara indicerad på annan grund (eugenisk, social, humanitär eller kriminalpolitisk), äro meningarna delade, i det att från åtskilliga håll, däribland av 1927 års sakkunniga, förfäktats att handlingen under sådana förhållanden trots samtycket aldrig kan vara rättsenlig, under det att det från annat håll göres gällande att handlingen vid förhandenvaron av någon av dessa indikationer jämte samtycke av den saken angår kan vara tillåten. Om den i ett enskilt fall också är tillåten, beror enligt sistnämnda uppfattning uppenbarligen på styrkan av det intresse, som påkallar åtgärden. Att uppdraga gränsen mellan de fall där detta intresse har tillräcklig styrka för att göra handlingen tillåten och där det icke har denna styrka, har emellertid uppenbarligen icke kunnat ske under den teoretiska diskussionen och kan överhuvud ej på ett uttömmande sätt ske genom uppställandet av en allmän formel.»

 

    Forf. er saaledes klar nok over, at han bevæger sig paa gyngende Grund, og man venter derfor med Interesse paa hans Motivering af de Aarsager, der har ført ham til at indtage et Standpunkt, modsat de Sagkyndige fra 1927, d. v. s. Forslaget af 1929. En saadan Motivering findes imidlertid ikke, og Forf. kommer udenom Pligten til at give en Motivering paa den sindrige Maade, at han slet ikke i Lovteksten nævner selve den Retssætning, han vil indføre, nemlig at Samtykke — under visse Betingelser — legaliserer en paa en normal Person foretagen Sterilisering.
    Denne paa et saa vigtigt Omraade formentlig ret enestaaende Fremgangsmaade motiverer Forf. (pag. 66) saaledes:
    »Därest lagstiftningen skall giva regler om tillåtligheten av sterilisering å rättskapabla personer, synes den böra uttömmande angiva i vilka fall sterilisering å sådana personer är tillåten (bortsett från de fall, då operationen företages på medicinsk indikation, vid vilka steriliseringens tillåtlighet överhuvud icke ifrågasatts). Därest lagen endast angiver vissa fall, låt vara de vanligast förekommande, då sterilisering får företagas, uppstår fara för att den slutsatsen kommer att dragas — åtminstone av läkaren, som blir anmodad att företaga en steriliseringsoperation, — att sterilisering icke är tillåten i andra fall än de i lagen angivna. Om en lagstiftning som omfattar även rättskapabla kommer till stånd, bör denna alltså reglera spörsmålet om sterilisering av rättskapabla i hela dess vidd (alltjämt bortsett från sterilisering på medicinsk indikation). Av praktiska skäl torde det vara omöjligt att anordna denna lagstiftning så, att i lagen gives en detaljerad uppräkning av de fall, där sterilisering är tillåten. En sådan lagstiftning torde dessutom kunna medföra direkta olägenheter genom att lägga hinder i vägen för praxis att — på grund av ändrad uppfattning om sam-

 

hällets intresse av åtgärdens företagande — utvidga eller inskränka det område, inom vilket sterilisering är tillåten. Det torde därför vara nödvändigt att anordna en dylik lagstiftning så, att åt de bestämmelser, som reglera förutsättningarna för sterilisering, gives en allmän avfattning, t. ex.att sterilisering må företagas å en rättskapabel person, som själv framställer begäran därom, såvitt bärande skäl av kriminalpolitisk, humanitär, social eller eugenisk natur tala för åtgärdens företagande. Värdet av ett sådant stadgande synes emellertid vara ganska tvivelaktigt. Stadgandet torde icke i någon nämnvärd grad underlätta den prövning, som läkaren måste företaga, om en sterilisering i det ifrågasatta fallet kan anses tillåten. Stadgandet synes ej heller med hänsyn till sin vaga formulering vara ägnat att utgöra någon garanti mot ett befarat missbruk av steriliseringsrätten. Det enda värdet med en sådan lagstiftning synes ligga däri, att lagen — för undanröjande av möjligen befintlig ovisshet — uttryckligen utsäger, att sterilisering som företages på kriminalpolitiska, humanitära, sociala eller eugeniska grunder kan vara tillåten.»

 

    En saadan Lovudtalelse finder Forf. dog »hverken nødvendig eller blot nyttig», fordi — siger han — »naar en gældende Lov tillader Sterilisering (hvormed antagelig menes: Tvangssterilisering) af ikke retskapable Individer under Forudsætning af, at visse Indikationer foreligger, kan der i hvert Fald ikke være Tvivl om, at Sterilisering af retskapable Personer med deres Samtykke kan være retmæssig». Senere gentager han denne Betragtning og tilføjer nogle Udtalelser om, hvad der in concreto skal kunne hjemle Samtykkets Gyldighed, nemlig (pag. 68):
    Genom den använda formuleringen, att den som saknar förmåga att lämna giltigt samtycke till att sterilisering å honom företages, det oaktat må steriliseras, har emellertid förslaget velat giva uttryck åt den uppfattningen, att sterilisering å en rättskapabel person, som därtill lämnar sitt samtycke, måste anses tillåten, därest bärande skäl av något slag föreligger för åtgärdens företagande. Sterilisering med samtycke av rättskapabel förutsättes härvid, även bortsett från den på medicinska grunder indicerade steriliseringen, kunna få företagas såväl då sådana indikationer föreligga, som i regel icke bliva aktuella beträffande inkapabla (kriminalpolitiska och humanitära indikationer, jfr nedan), som ock vid förhandenvaron av andra eugeniska eller sociala indikationer av tillräcklig styrka än dem, som enligt förslaget kunna föranleda sterilisering av inkapabla.»

 

    Anm. har svært ved at tænke sig, at den danske Lovgivningsmagt vilde gaa med til en saadan indirekte Lovgivningsskabelse, og tvivler indtil videre, om den svenske vil indtage en anden Holdning. Det gaar jo altid saa, at de Vanskeligheder, Lovgiveren skyder fra sig, ingenlunde derved ophører at eksistere; de skubbes blot over paa dem, der skal anvende Loven. Saavel Samfundet i Almindelighed som — i dette Tilfælde — Lægerne i Særdeleshed maa have Krav paa under deres Arbejde med Loven af dennes eget Indhold at kunne gøre sig bekendt med, hvad der er »Landsens Lov», og ikke henvises til Fortolkningen af alskens »indirekte Tale».

 

    Og det synes uomtvisteligt, at Vanskeligheder paa mange Kanter vil møde, naar det i Praksis skal afgøres, under hvilke Betingelser et Samtykke er retsgyldigt.
    Først og fremst: hvoraf fremgaar det, at Begæringen ogsaa for de retskapables vedkommende skal støttes af sociale eller eugeniske Indikationer? I hvert Fald ikke af Loven. Hvor er Hjemlen for, at kriminalpolitiske eller humanitære Indikationer her har Betydning, naar de ingen Betydning har efter Lovens Indhold? Naar Indikationerne, selv om de er af social eller eugenisk Art, ikke behøver at have samme Styrke, som hvor det drejer sig om inkapable Personer, hvor svage kande da være? Med hvilken Føje skal — hvis selv de svageste af de nævnte Indikationer kan hjemle Indgrebet — f. Eks. endog særdeleskraftige økonomiske »Indikationer» udelukkes? Hører de ikke ind eller kan de i hvert Fald ikke henføres under de sociale Indikationer i videre Forstand? Og hvorfor skal man ubønhørlig slaa en Streg over alle subjektive Indikationer af moralsk, etisk, religiøs Natur eller f. Eks. beroende paa Mindreværdighedsfølelser af forskellig Art: Race, social Stilling, Mangel paa Fremtidshaab, Arbejdsløshed, Fortrykthed o. 1.— Følelser, der for den enkelte kan have den allerstørste Vægt og give ham en klippefast Overbevisning om, at det er hans Ret og Pligt ikke at sætte Børn i Verden. Hvordan endelig med de paa legemlig Sygdom beroende Indikationer: Tuberkulose, Syfilis, Blødersyge, Sukkersyge, visse Nervesygdomme, o. 1. der erfaringsmæssig kan eller in casu befrygtes at kunne overføres til Efterslægten?
    De eneste Indikationer, der bør ubetinget udelukkes, er formentlig saadanne, der har en aabenbart antisocial eller usædelig Karakter. Den, der vil steriliseres ud fra Overbevisningen om, at det er bedst at af folke Verden saa hurtigt som muligt, eller i den Hensigt at kunne hengive sig til Usædelighed uden Fare for at sætte Børn i Verden, bør ikke have Adgang til at faa sine Ønsker opfyldt. Men, bortset herfra,er der saa nogen Anledning til at frakende noget Samtykke Betydning, naar det kan belægges med gode, fornuftige Grunde af nogen Vægt?Dette forekommer ikke Anm., og man naar da til samme Resultat som den nye tyske Straffelovsnovelle af 26/5 1933, der lyder saaledes: »Wer eine Körperverletzung mit Einwilligung des Verletzten vornimmt, handelt nur dann rechtswidrig, wenn die Tat trotz der Einwilligung gegen die guten Sitten verstösst».¹
    Anm. vilde for sit Vedkommende ikke have stort at indvende mod en saadan Lovbestemmelses Indførelse i dansk Ret — den vilde endogfalde godt i Traad med den ældgamle, danske Civilbestemmelse om Kontraktsfrihed paa alle Omraader, der »ikke strider mod Lov og Ærbarhed». Men en Lovregel om denne Bestemmelses Overførelse paa det her omhandlede Omraade vil dog naturligvis paakræves: dens Indførelse gennem en eller anden Modsætningsfor tolkning vilde næppevinde Tilslutning. Og vil man, som Forf., ikke gaa saa vidt — vilman kun anerkende Samtykkets legaliserende Evne paa visse Om-

 

¹ Der ses her bort fra, at Bestemmelsen allerede synes bortfalden ved den nye tyske Steriliseringslov af 14/7 1933 § 14.
3 — Svensk Juristtidning 1934.

 

raader, ved disse Indikationer men ikke ved andre, af en vis Styrke, men ikke under en vis Styrke etc., maa det da under alle Omstændigheder klart fremgaa af Lovteksten. Man maa jo erindre at det ikke er Myndigheder, i Besiddelse af fuld juridisk Indsigt eller med Adgangtil at skaffe sig al den Instruktion, de i saa Henseender behøver, men private Læger, der faar med de her omhandlede Tvivlsmaal at gøre. Med hvilken Berettigelse vil man kræve, at de skal træffe det rette i alle Tilfælde? Og hvilke Følger vil det drage efter sig, om de skønner fejl, eller endog lader sig lede af forkastelige Motiver? Med Loven i Haanden kan man i hvert Fald ikke træde op imod dem — den erjo netop tavs.
    Naturligvis er Vanskelighederne ved denne »indirekte Retsdannelse» ikke udtømt herved. En Række andre Spørgsmaal melder sig: Hvorgammel skal man være for at kunne give gyldigt Samtykke? Er 18 Aar nok eller skal Fuldmyndighed kræves? Er Umyndiggjorte af andre Grunde end psykisk Abnormitet afskaaret fra at samtykke? Skalen hver Umyndiggjort have Værgens Samtykke, eller kun den der tilligeer Umyndiggjort i personlig Henseende?
    Og hvilke psykiske Krav skal der stilles til et Samtykkes Retsgyldighed, naar det, som i Forslaget, forudsættes at kunne gives ogsaa af Personer, der staar langt nedenfor, hvad der kan betegnes som psykisk Normalitet i Almindelighed?
    Ogsaa overfor dette Spørgsmaal giver Forf. næsten blankt op. Han henviser (pag. 68—69) til »de i Almindelighed gældende Retsgrundsætninger» og nævner særlig Loven af 27 Juni 1924 (dansk Myndighedslov § 65) om Retskraften af Aftaler, som sluttes under Indflydelse af forstyrrede Sjælsevner, men han antyder dog, at der til det her omhandlede Samtykke maa stilles særlige Krav: »aabenbart maa der i hoj Grad tages Hensyn til den særegne Beskaffenhed af den Foranstaltning, der her er Tale om.»
    Ja — men med hvilket Resultat?
    Svaret lyder: »Att på ett på en gång kortfattat och vägledande sätt angiva de psykologiska betingelser, som i enlighet med det anförda skola läggas till grund vid prövningen av den rättsliga handlingsförmågan för det förevarande ändamålet, torde icke låta sig göra».
    Det forekommer ikke Anm., at dette Svar er fyldestgørende, selv om Forf. vilde kunne paaberaabe sig, at den nysnævnte tyske Straffelovsnovelle ikke giver bedre Besked. Den tyske Lov giver dog en positiv Retsregel, og denne Retsregel indtræder som et Led i den gældendetyske Straffelov. Den har derfor fortolkningsmæssigt en sikker Forankring. Det svenske Forslag er derimod en Nyskabelse paa et Omraade, der ikke hidtil har været lovfæstet.

 

    Ogsaa om den anden Nyskabelse, Adgangen til Tvangssterilisation af psykisk abnorme Personer under de foran angivne Betingelser, vilder formentlig komme til at staa nogen Diskussion. Anm. maa erkende, at han her i Hovedsagen staar paa Bergendals Side og enddai visse Retninger kunde tænke sig at gaa videre end han (se nedenfor).

 

    Den danske Sterilisationslovs ubetingede Krav om Samtykke kan være rimeligt nok, saa længe man indskrænker sig til at bringe Indgrebet til Anvendelse alene paa saadanne anstaltsanbragte Personer, der kan tilbagegives til Samfundet i Tilfælde af Sterilisation, men ligesaa godt kan blive paa Anstalten, og for hvis vedkommende der altsaaer Tale om en Slags Begunstigelse, som den Paagældende maa have Adgang til at afslaa. I Virkeligheden er hele Sterilisationsspørgsmaalet for alvorligt til, at man i Længden kan blive staaende ved denne hyggelige Forhandlingspraksis, der utvivlsomt for en stor Del har lammet Lovens Virkeevne i Praksis, og som da ikke heller af den Kommission, der udarbejdede Forslaget til Steriliseringsloven, var tænkt at skulle være andet end et Begyndelses- og Overgangsstadium. Med Rette udtaler Overlæge WILDENSKOV i en Artikel angaaende vor Sterilisationspraksis i Ugeskrift for Læger Nr 45 1933 om den Pligt, der maa siges at paahvile Samfundet til at bringe sine kolossale Forsørgelsesbyrderned paa disse Omraader, følgende:
    »Det hævdes som Regel, at økonomiske Overvejelser ikke maa inddrages i en Diskussion om Seksualindgreb. Det er for mig et uforstaaeligt Standpunkt. Jeg har opgjort, hvor meget der er sparet vedden billigere Anbringelse efter udført Seksualindgreb. Det maa her erindres, at vi (d. v. s. de Kellerske Aandssvageanstalter) ingen fik anbragt i 1929, kun 2 i 1930, og de resterende (37) i 1931—33. Trods denne relativt korte Udskrivningstid beløber Besparelserne sig til 58,600 Kr. Jeg bekender, at jeg er opdraget til at regne med slige Beløb.»
    Man behøver sikkert ikke at slide altfor stærkt paa sin Fantasi, naar man følger Overlæge Wildenskovs Tankegang videre, for at komme op paa Summer, som intet Samfundsmedlem kan være opdraget til at lade ude af Betragtning.
    Og til de store Beløb, som saaledes vil kunne spares, kommer de Udgifter, der forvoldes Samfundet ved de Børn, disse abnorme Mennesker uden at være trykket af nogen Slags Hæmningsforestilling ersætter i Verden og vil vedblive at sætte i Verden, saa længe Sterilisering ikke hindrer dem deri. Det er hertil, den svenske Kommission af 1927 sigter, naar den i sin Betænkning omtaler særlig de Aandssvages »utøjlede Kønsdrift», der medfører en uansvarlig, i Grunden »modbydelig Børneavling» og frembringer et Afkom, som ikke blot ofte lider af aandelige Lyder ligesom Forældrene, men som Regel ogsaa falder Samfundet til Byrde — ligesom Forældrene. — Medens den danske Kommission betegner dette Afkom som »slet udrustet fra Fødslen og vanrøgtet fra først af, forudbestemt til en Tilværelse, som for Afkommet selv vil blive byrdefuld, og som heller ikke tilfører Samfundet nogen Nytteværdi, men tværtimod paa forskellig Maade vil volde det Ulemper bl. a. som Kontingent til Arbejdsskyhedens, Prostitutionens og Forbrydelsens Kadre og som Forvolder af en tyngende Forsørgelsesbyrde, med hvis Ofre ingen samfundsnyttig Værdi er forbunden».
    Dette er kraftige og manende Ord, som Samfundet ikke ustraffet kan sidde overhørigt til Fordel for en abstrakt Frihedsidé, hvis Resultater i

 

Samfundet kan blive Stagnation og Tilbagegang, endog bortset hvad den koster dette Samfund i Kontanter.
    Men fordi den danske Lov er gaaet for vidt paa dette Omraade, børman naturligvis ikke gaa til den modsatte Yderlighed og anse Samtykket for et ganske ligegyldigt Moment, saa snart det drejer sig om psykisk abnorme Personer. Disse Mennesker omfatter en saa broget Mangfoldighed, at de ikke kan skæres over een Kam. Ikke-arvelige Former af Sindssygdom, Aandssvaghed i de lettere Grader o. 1. børantagelig, hvis ikke særlige Forhold spiller ind, kun kunne medføre Sterilisation, naar den Paagældende selv begærer det eller samtykker i en af andre for ham fremsat Begæring. Paa den anden Side vilstærk eugenisk Indikation, naar den overhovedet anerkendes, som Hovedregel kunne medføre Tvangssterilisation og altsaa gøre Samtykke overflødigt, hvis den paagældende Persons Prokreationsevne maa antages at indeholde Fare for betydelige Ulemper for Samfundet, selvom Personen selv kun er lidet angrebet i psykisk Henseende. Der bliver saaledes en Skala, stigende fra dem, for hvem Samtykket er uden Betydning, gennem de Grupper, for hvem det kan tillægges større eller mindre Betydning, op til dem, der i ikke mindre eller ikke i væsentlig mindre Grad end fuldt normale Personer bør spørges, om de ønsker Sterilisation, og hvor altsaa som Regel Ansøgning herom ma aindgives af dem selv.
    At give nærmere Regler herfor i en Lov er naturligvis ikke muligt, men heller ikke nødvendigt. Da nemlig i alle slige Tilfælde Tilladelsetil Sterilisation bør gives af en offentlig Myndighed, bliver det denne, som maa skønne over det enkelte Tilfældes Særegenheder og træffesin Afgørelse herefter. Det bliver Lægevidenskaben, Psykiatrien, Biologien, Arvelighedsforskningen — ikke Juraen, der kun kan være raadgivende — som maa give Svaret, og det er en paa dette Grundlag frembragt Sagkundskab, som skal findes hos den besluttende Myndighed.
    Det svenske Forslag indlader sig — i Konsekvens af det af Forf. med Hensyn til normale Personer tagne Standpunkt — heller ikke paaat give Retsregler for, under hvilke Betingelser en psykisk abnorm Person gyldig kan give Samtykke til sin Sterilisering. Det forudsætter blot, at et saadant Samtykke kan gives, at det i Almindelighed er nødvendigt og — naar det foreligger — ikke behøver nogen Approbation af højere Vedkommende — hvilket sidste synes Anm. en meget betænkelig Regel (jfr foran pag. 34).
    Selve Forslagets positive Indhold gaar alene ud paa at fastsætte Vilkaarene for, at Sindssyge, Aandssvage osv., hvis Tilstand afskærer dem fra at give gyldigt Samtykke, kan steriliseres uden dette. Efter »almindelige Retsgrundsætninger» vil dette antagelig medføre, at kun saadanne abnorme Personer, hvis aandelige Tilstand placerer dem meget lavt, altsaa berøver dem Evnen til »at handle fornuftmæssig»— som den danske Myndighedslov udtrykker det — kan tvangssteriliseres.
    Som noget af en Modsigelse føles det herefter, at ogsaa disse lavt

 

staaende Abnorme efter Forslaget forudsættes at være dem, der som Regel tager Initiativet til at rejse Spørgsmaalet. Naturligvis kræves det yderligere i Forslaget (§ 5), at henholdsvis Værge, Forsørger eller Anstaltsstyrelse skal have Adgang til at ytre sig om en saadan Ansøgning, men det synes dog naturligere at kræve, at disse Organer overfor slige psykiske abnorme Personer altid selv skulde tage Initiativet, saaledes at den Syges egen Begæring betragtes som en Nullitet.
    Foreligger gyldig Ansøgning fra en af de Initiativberettigede (se Forslagets § 3), hvortil ikke som i den tyske Lov Lægen — end ikke Embedslægen — hører, og er tillige de i Forslagets §§ 4 og 5 (jfr § 8)— hvortil henvises — krævede Oplysninger og Erklæringer tilvejebragte, bliver det Opgaven for den eller dem der skal bevilge Ansøgningen atafgøre om den Person, der skal steriliseres, opfylder de i Forslagets § 1 yderligere opstillede Betingelser, nemlig som foran citeret enten
    1. at den Paagældende paa Grund af den sjælelige Forstyrrelsefremtidig er ude af Stand til at varetage Forsorgen for sine Børn (ɔːsocial Indikation),
    eller
    2. at der findes skellig Grund til at antage, at han ved arveligt Anlæg vil overføre Sindssygdom eller Aandssvaghed til sit Afkom (ɔː eugenisk Indikation).
    Forf. gennemgaar i Mot. udførligt de forskellige Grupper af Indikationer, der kan tænkes at foreligge med Hensyn til Tvangssterilisation men bliver altsaa staaende ved de to anførte. Hans Betragtninger herfrem byder adskilligt af Interesse og en Redegørelse herfor skal derfor i Korthed anføres.
    De medicinske Indikationers Udelukkelse fra Forslaget betyder selvfølgelig ikke deres Udelukkelse fra at komme i Betragtning. Tværtimod er Meningen, at de anerkendes i ganske samme Omfang som hidtil. Forf. begrunder sin Tavshed paa dette Punkt ved at henvise til, at svensk Lovgivning — vi kan tilføje: ganske som dansk Lovgivning — aldrig har indladt sig paa at give Retsregler for Tilladeligheden af Operationsindgreb eller Betingelserne herfor, ej heller med Hensyn til Samtykkets Betydning for de normale Personers vedkommende eller Betydningen af, at et retsgyldigt Samtykke ikke kan afgives af visse abnorme Personer, uden at disse Undladelser har givet Anledning til Ulemper af nogen Slags. Det vilde da være baade betænkeligt og paafaldende at sætte Lovgivningen i Gang for den særlige Sterilisationsoperation.
    Forslaget giver ej heller — i Modsætning til den danske Lov — Bestemmelser om Sterilisering paa kriminalpolitisk Indikation. Formelt maa det ogsaa erkendes, at Sterilisering paa dette Grundlag falder udenfor Forslagets Ramme, der kun omfatter Sterilisering i snævrere Forstand, men ikke Kastration, der jo er det eneste brugbare operative Indgreb, naar det gælder at hindre Recidiv. I Realiteten er det jo heller ikke Meningen at udelukke Kastration paa nævnte Indikation. Det er kun Tvangskastration, der er udelukket, medens frivillig Kastration, endog uden at man behøver at søge om Tilladelse dertil, efter

 

Forslaget vil kunne ske, ikke blot naar den ønskes af en normal Person men ogsaa af en psykisk abnorm Person, forudsat at han ikke ersaa langt nede i aandelig Henseende, at han ikke opfylder Betingelserne for at kunne afgive et gyldigt Samtykke. Forslaget gaar endvidere ud fra, at Kastration paa kriminalpolitisk Indikation i mange Tilfælde vil kunne ske selv uden den Paagældendes Samtykke, nemlig paa medicinsk Indikation, og at de Tilfælde, der herefter bliver tilbage, vil blive saa faa, at en Lovbestemmelse herom ikke vilde faa praktisk Betydning.
    Om dansk Lægevidenskab vil anerkende dette, er jeg ikke kompetenttil at udtale mig om — i saa Fald vilde jo den danske Steriliseringslovs § 1 være i det væsentlige overflødig. At danske Læger almindeligvis eller blot i de fleste Tilfælde vilde gribe til Tvangssterilisation som »medicinsk indiceret», naar den dog i Hovedsagen alene var kriminalpolitisk indiceret, tvivler jeg i hvert Fald stærkt om. Herpaa skal jeg dog ikke komme nærmere ind.
    Derimod kan der være Grund til at knytte nogle Ord til Forf:s Bemærkninger om Uhensigtsmæssigheden af Kastration i det hele taget, idet han fremhæver i Mot. dels Kastrationens »skadelige Bivirkninger paa Helbredet og den kastreredes Sjælsliv» i Modsætning til de mindre vidtgaaende Steriliseringsmidler, som Forslaget giver Anvisning paa, dels at »Kastration ikke altid og i hvert Fald først efter længere TidsForløb fører til det tilsigtede Resultat».
    Dette er naturligvis absolut set rigtigt, men det forekommer mig dog, at man særlig efter de i Danmark gjorte Erfaringer om Kastrationens Virkninger er berettiget til ikke at tillægge de nævnte Følger afgørende Betydning.
    Som jeg andet Sted udførlig har gjort Rede for,¹ har de siden Steriliseringsloven her i Landet foretagne 41 Kastrationsoperationer paafor den største Del ældre, forhærdede Sædelighedsforbrydere kun i eteneste Tilfælde frembudt Recidiv. Dr. BRÜNNICHE, som i en Aarrækkehar været knyttet til Forvaringsanstalten for Psykopater, har i Ugeskrift for Læger 1933 Nr 8 udtalt følgende om de indtil da foretagneOperationer.
    »Saavel de smaa Tal som de korte Tider maner til endnu at udtale sig med Varsomhed, men vi har dog ved det Aars Observation faaet det Indtryk, at det i høj Grad opfordrer til videre Forsøg. Naturligvis siger de alle, at de er befriede for sexuelle Fristelser, ikke har Erektioner eller Ejakulationer og er bleven befriede for den Masturbation, som de villigt indrømmer tidligere var overvældende. Dette lader sig naturligvis ikke objektivt konstatere. Derimod kan vi observere deres Væren fysisk og psykisk.Ingen af dem kan hverken fysisk eller psykisk betegnes som forringede, ogaf de frygtede 'Udfaldssymptomer' har vi intet mærket. Og vi har ikke kunnet undlade at bemærke, at de efter Operationen har vist sig mere ligelige i Stemning, lettere i Omgang baade overfor Personalet og Medforva-

 

¹ Mitteilungen der Kriminalbiologischen Gesellschaft, Bd. IV p 227—245 Graz 1933. 

rede, og at deres Arbejdspræstationer har været mere tillfredsstillende. Enenkelt er holdt op at være obscøn i sin Tale. Det kan derfor siges, at Resultatet af Operationerne foreløbig endog væsentlig har overtruffet de dertil knyttede Forventninger.»

 

    Brünniche har desuden ved Offentliggørelse af en Del Breve fra kastrerede Personer oplyst, at disse befinder sig saavel legemligt som aandeligt vel ved den foretagne Operation, som en af dem betegner som en stor »Velgerning», der er udvist overfor ham.
    Dr. MAX SCHMIDT, Anstaltens nuværende Læge, udtaler sig vel i Aarsberetningen 1932/33 noget mere forbeholdent om Operationens Virkninger, men synes ogsaa at stille ret store Krav til disse, naar hansom utilfredsstillende Resultater anfører, at en kastreret løsladt i Sverige har gjort sig skyldig i Hotelbedragerier og »skal være slem tilat føre sjofel Tale», og om 2 andre løsladte oplyser, at de »ogsaasynes i nogen Grad at være seksuelt aktive, selv om de ikke direktehar begaaet nye Forbrydelser». Faktum er, at ogsaa Dr. Schmidtkun kan nævne en, der paany har begaaet en Sædelighedsforbrydelse, og yderligere en, der mulig synes at lide under uheldige Følger af Operationen i Retning af nedsat Energi og sjælelig Depression. Skulde disse Ubehageligheder for den enkelte virkelig kunne lægges i Vægtskaalen mod den forøgede Retssikkerhed for Samfundet, som kan fremføres baade for hans og for alle de andres Vedkommende? Dr. S. erkender da ogsaa sluttelig, at en Gennemgang af de operativt behandlede alt i alt »ikke giver Grund til at betvivle den tidligere i nogle Tilfælde iagttagne udmærkede Virkning af Indgrebet, og opfordrer til at fortsætte den Udvikling, som Sterilisationsloven her muliggjort».
    Og endelig har Overlæge Wildenskov i den tidligere omtalte Artike li Ugeskrift for Læger med Hensyn til Kastrationens Virkning paa de Aandssvage oplyst næsten 100 % gunstige Resultater og som en ikkeuvæsentlig Bevirkning noteret, »at den antisociale Levevis hos disse Mennesker derved er formindsket». Han udtaler da ogsaa som sit Resultat, »at den postpubertale Kastration er den mest humane Behandling af aandssvage Sædelighedsforbrydere». —
    Blandt Sterilisationer paa humanitære Indikationer omtaler Forf. i Motiverne kun 2 Tilfælde: 1) at Personer, der er lidende af Epilepsi, som ikke hidrører fra indre Aarsager, ved en Sterilisation kan komme udenom Ægteskabslovens Forbud mod saadanne Personers Ægteskabog 2) at en Person, der selv er rask men er vidende om, at han risikerer at overføre Sjælssygdomme paa sit Afkom, af den Grund ønskerat steriliseres. I begge Tilfælde henviser Forf. til, at den Paagældendeefter Forslaget kan give retsgyldigt Samtykke til Sterilisationen, dahan ikke selv lider af nogen aandelig Sygdom, og at man derfor ikkebehøver andre Lovbestemmelser om Forholdet. At i begge Tilfældedansk Ret ikke giver Adgang til Sterilisation, viser, hvor nødvendigdet er nu at underkaste Loven den i samme befalede Revision.
    Tilbage bliver som nævnt de sociale og eugeniske Indikationer, derer Genstand for Lovforslagets § 1 Nr. 1 og 2, og som altsaa overfor

 

de her omhandlede psykisk abnorme Personer aabner Adgang til Tvangssterilisation.
    Definitionen paa den sociale Indikation er, at den paagældende Person paa Grund af den foreliggende Sjælsforstyrrelse skal være ude af Stand til fremtidig at udøve Forsorgen af sine Børn. Det er klart, at disse Ord forudsætter en meget betydelig Grad af aandelig Forkommethed, og der er under denne Forudsætning vel ikke noget at indvende imod, at Bestemmelsen ikke som sin Kilde, Forslaget af 1929, tillige kræver, at Sygdommen skal være arvelig: ogsaa Tilfælde af erhvervet psykisk Abnormitet som Encephalitis, Parese, neurologiske Tilfælde osv. vil altsaa kunne opfylde Betingelserne. Derimod synes det med en vis Ret at kunne hævdes, at det, naar man kræver en saa betydelig Grad af Abnormitet som Betingelse, er saa noget nær en Tautologi yderligere at kræve, at Tilstanden skal gøre den Paagældende uskikket til at have Forsorgen for sine Børn. Thi det gør Tilstanden ganske af sig selv. Vil man paa den anden Side tillægge denne Betingelse selvstændig Betydning, er der noget ubilligt i, at Personer, deraf andre Grunde end psykisk Abnormitet, f. Eks. af Fattigdom, Alkoholisme, moralske Defekter o. 1. mangler Evnen til at opdrage deres Børn, skal være urørlige. Og vil man blive ved de Abnorme, med hvilken Ret vil man saa se bort fra, at der kan være Tilfælde, hvor den manglende Forsorgsevne hos den Abnorme selv kan være ganske ligegyldig, fordi andre: Ægtefælde, Paarørende, ja det hele Samfund er baade villig og i Stand til at præstere al den Forsorg, der behøves. Bliver Resultatet ikke — som udtalt i Motiverne pag. 34 til Forslaget af 1929 — at den hele Foranstaltning kommer til at faa Karakteren af en Klassebestemmelse, der er skrevet med de Fattige for Øje, medens de Bedre stillede altid vil kunne klare sig udenom den? Og er det endelig ikke en Forskrift, hvis Formulering saa specielt tager Sigte paa Kvinderne, at det falder kunstigt at lægge den til Grund over for Mændene, hvor det i hvert Fald kun kan være deres økonomiske Forsorgsevne, der har Betydning? Og vil man sætte den i Forgrunden, naar vi saa ikke atter til »Klasseloven» og de uheldige Resultater, som alle Love med dette Præg medfører?
    Det forekommer Anm., at den omtalte Bestemmelse ved sin Formulering vel tager rigtigt Sigte paa de utiltalende Former for Børneavl, som man møder i stort Omfang særlig blandt de Aandssvage, der leverfrit i Samfundet, og hvorom der er talt foran pag. 35, men at man ikke har ramt rigtigt i Pletten. Det kan være vanskeligt i saa Henseende at præcisere det rette Kriterium, men i Realiteten synes det af den danske Steriliseringslovs § 2 benyttede at tage ethvert fornuftigt Hensyn, naar den forlanger, at Steriliseringen under de givne Forhold »maa anses særdeles magtpaaliggende for Samfundet og gavnligt forde Paagældende selv». Det vil da blive den besluttende Myndigheds Opgave at give Reglen det rette Omfang og den rette Begrænsning.
    Med en saadan Formulering kunde man muligvis ganske undvære Forslagets § 1 Nr. 2 — om det end maa erkendes at Hensynet til »de Paagældende selv» her ikke kan være af ledende Natur. Vil man der-

 

for give de eugeniske Hensyn en selvstændig Karakter, kan det næppe formuleres anderledes end sket i Pkt 2, der med nogle Forbedringer i Teksten er arvet fra Forslaget 1929.
    I den danske Kommissionsbetænkning fandtes ingen saadan Bestemmelse: de eugeniske Indikationer var der tænkt at indgaa som et Led i de Hensyn, der i det hele taget kunde antages at hjemle Indgrebet overfor psykisk abnorme Personer. For en Lovgivning med principielt eugeniske Opgaver mente man ikke, at Tiden var inde: »man vil ikke kunne paaregne en generel Højnelse af Befolkningens aandelige Sundhedstilstand ved almindelige eugeniske Forholdsregler mod visse Kategorier af syge eller degenerativt bestemte Individer, sigtende til at Sygdoms- og Degenerationstilstande skulde kunne udryddes ved, at de paa gældende Individer bliver afskaaret fra Fortplantning».
    Det svenske Forslag 1929 gik et Skridt videre, i det det indeholdt Hjemmel for Sterilisation paa eugenisk Indikation, men dets Motiver tydede egentlig ikke paa nogen stærk Tro til Virkningerne heraf. Med Rette fremhæves det her, at Sterilisation paa denne Basis kræver et nøje Kendskab til de menneskelige Arvelighedslove, og at Afgørelsen i det enkelte Tilfælde ikke kan ske efter simple skematiske Regler men nødvendiggør en særlig Analyse efter Tilfældets Art — en Analyse, som— hedder det — »under den raadende mangelfulde Kendskab til Arvelighedslovene maa foretages med stor Forsigtighed» —, hvorfor der advares imod at have overdrevne Forventninger til Sterilisationsforanstaltningernes racehygieniske Virkninger.
    Baade den danske Lov og det ældre svenske Forslag forudsatte jo imidlertid frivillig Sterilisation. Naturligvis aabner Adgangen til Tvangssterilisation ganske andre Perspektiver, for saavidt man kan gaaud fra, at Sagkundskaben i tilstrækkeligt Omfang vil tage Ansvaret for at stille den fornødne Diagnose. I saa Henseende er vi næppenaaet videre i 1933 end i 1926 og 1929, og mon ikke netop Tvangsmomentet vil gøre Sagkundskaben yderligere forsigtig? Den vil næppeønske at gøre Amerikas Erfaringer om igen fra den Gang, da Befolkningen, gjort ængstelig ved at tænke sig deres mere eller mindre psykisk abnorme Paarørende prisgivet Lægernes Experimenteringslyster, tvang disse trods Lovene til at nedlægge deres Operationsknive og kun at tage dem frem igen, naar Patienterne samtykkede i Indgrebet.
    Vore nordiske Læger behøver sikkert ikke en saadan Advarsel forat udvise fornøden Forsigtighed, og et særligt voveligt Skridt er det derfor næppe at aabne dem Adgang til som Forslaget at foretage Sterilisation, endog tvangsmæssig, paa eugenisk Indikation. I Sammenligning med den tyske Lov er det svenske Forslag selv meget forsigtigt, naar det kun for Sinds sygdomme og Aandssvaghed — og endda kun for disse Tilstandes sværeste Former — aabner Adgang til eugenisk indiceret Tvangssterilisation, medens den tyske Lov kender 9 Tilfælde, derunder ogsaa Epilepsi, St. Veits Dans, arvelig Blindhed, Døvhed, legemlig Misdannelse af betydeligt Omfang samt Alkoholisme i desværere Grader.
    Spørgsmaalet er blot, om det overhovedet er praktisk muligt, naar

 

man først akcepterer den eugeniske Indikation som værende i Standtil selvstændig at begrunde Sterilisation, at begrænse Konsekvenserne saa stærkt, som Forslaget gør. Vil ikke Indikationer af denne Art ofte gøre sig lige saa stærkt gældende overfor Individer, der ikke staar nær saa langt nede i Aandsevner, som Forslaget forudsætter, ja endog overfor fuldstændig normale Personer, der med relativ Sikkerhed kan sigesat bære Sygdomsspirerne for Afkommet i sig? Og er det en tilstrækkelig Trøst, at saadanne Personer selv har Ret til at forlange sig steriliseret? Mon man kan vente, at de i et for Samfundet tilstrækkeligt Omfang vil gøre Brug af denne Ret? De eugeniske Indikationer har det som Ibsens Brand: de fordrer — »Intet eller Alt».

 

    Det vil ses af det udviklede, at det svenske Forslag paa 3 Punkter gaar videre end den danske Lov i Retning af at tillade Sterilisation paa psykisk abnorme Personer:
    1. Det betinger ikke Angrebets Tilladelighed af, at den Paagældende har fyldt 21 Aar.
    2. Det kræver ikke, at den Paagældende for overhovedet at kunne blive steriliseret skal være anbragt paa en offentlig Anstalt, og
    3. Det muliggør under visse Betingelser, hvori ogsaa indgaar renteugenisk Indikation, Sterilisation, selv om den Paagældende ikke giver sit Samtykke dertil.
    Om den sidste Udvidelse er talt tilstrækkeligt i det foregaaende.
    Udvidelse Nr 2 maa siges at være velgrundet i Sagens Natur: den Kommission, der udarbejdede det danske Lovforslag var heller ikke i Tvivl om, at Udviklingen i Længden vilde sprænge denne Begrænsning, som den kun opstillede, fordi hele Loven den gang maatte betragtes som et Forsøg. De humanitære Hensyn, hvorpaa Kommissionsforslaget hvilede, kræver da i og for sig ogsaa denne Udvidelse. Thi kan disse Hensyn føre til at tillade Sterilisation for at give anstaltsanbragte Personer Adgang til at leve deres Liv udenfor Anstaltens Mure, maa de samme Hensyn ogsaa føre til at tillade Sterilisation, naar derved Anstaltsanbringelse overhovedet kan undgaas. Blot at lægge saadanne Personer ind paa en Anstalt for at opfylde Lovens Ord er en urimelig Omvej. Og af saadanne Personer findes der her i Landetsikkert Tusinder.
    Hvad endelig den først omtalte Udvidelse angaar, bør den ogsaa betegnes som i høj Grad ønskelig: Overlæge Wildenskov betegner rentud den danske Lovs Bestemmelse i modsat Retning for de Aandssvages vedkommende som »meningsløs». Han foreslaar Grænsen sat til 18 Aar, nemlig den Alder, i hvilken de Aandssvage i Reglen efter endt Skolegang og Oplæring sendes ud i Plads. Endnu bedre var dogmaaske at tage Hensyn til Pubertetens Indtræden, og forsaavidt dette Tidspunkt er forskelligt hos de forskellige Individer helt at undladeat fastsætte nogen Aldersgrænse og overlade dens Fastsættelse i det enkelte Tilfælde til Værgen og den bestemmende Myndighed — netop som det svenske Forslag gør.

 

    Den bestemmende Myndighed er efter det svenske Forslag ligesom efter Forslaget af 1929 Medicinalstyrelsen, der formentlig i Sverige er den danske Sundhedsstyrelse og det danske Retslægeraad i en Enhed. Ingen af Forslagene har saaledes akcepteret det danske Kommissionsforslag, der lige som den nu gældende tyske Lov henlægger Opgørelsen til en særlig dertil indrettet Myndighed. Det fremgaar dog af Motiverne, at det er rent praktiske Grunde, der ligger til Grund for Forslaget, særlig Ønsket om ikke at mangfoldiggøre disse specielle Autoriteter, som Nutidens Love er saa tilbøjelige til at skabe, og som efterhaanden koster Samfundet betydelige Summer. Det antydes ogsaa i Motiverne, at Sagernes Henlæggelse til Medicinalstyrelsen rimeligvis vil medføre Krav om en Forøgelse af dennes særlige Sagkundskab, navnlig Tilknytning til Styrelsen af en særlig Repræsentant for Arvebiologien.
    At lade et Ministerium — saaledes som hos os — fungere som øverste Sagkundskab er en Tanke, som næppe er søgt eller tænkt realiseret udenfor Danmark — i hvert Fald forsaavidt angaar andre Sterilisationer end de paa kriminalpolitiske Indikationer beroende. Wildenskov sætter da ogsaa et vel begrundet Spørgsmaalstegn ved denne Ordning, der har medført, at »en Sterilisation for Øjeblikket undergaar 14Formaliteter — en lidet praktisk Fremgangsmaade, der bevirker, at man næsten gyser tilbage for at sætte dette Apparat i Gang. Intet andet Land svælger i en saadan Overdaadighed af Processer.»
    Fra Reglen om Medicinalstyrelsens udelukkende Kompetence gør Forslaget imidlertid en vigtig Undtagelse. Drejer det sig nemlig om en aandssvag Person, kan Sterilisering i Almindelighed ske, naar 2 Læger i Samraad finder de herfor anførte Grunde tilstrækkelige. I Motiverne begrundes denne Undtagelse ved, at det overfor saadanne Abnorme i Reglen vil være givet, at Lovens Betingelser er opfyldt —det vil jo som hele Forslaget dreje sig om Aandssvage i de højere Grader — og at selve Konstateringen af Tilstanden uden Betænkelighed maa kunne betros til et Samraad af 2 Læger, af hvilke den ene som Regel vil være en Embedslæge eller særlig sagkyndig Læge i Aandssvagevæsen — hvad Forslaget dog mener at kunne overlade til nærmere Fastsættelse ved Kgl. Anordning. Da disse Tilfælde som Regel altsaa vil være nogenlunde »oplagte», og da det her vil komme til at dreje sig om et meget stort Antal Personer — Motiverne anslaar det til c:a 14,000 — er det hverken nødvendigt eller praktisk at henskyde Afgørelsen til Medicinalstyrelsen, hvis Prøvelse kan forventes at ville blive »rent summarisk» og derfor ikke betyde nogen synderlig yderligere Garanti.
    Fra den anførte Undtagelsesregel gøres dog atter en Undtagelse, naar udtrykkeligt Samtykke til Steriliseringen ikke er afgivet af en umyndig eller mindreaarig aandssvags Værge eller for en anstaltsanbragt Aandssvags Vedkommende af Anstaltens Styrelse, i det Sagen i saa Tilfælde skal forelægges Medicinalstyrelsen til Afgørelse. I disse Tilfælde erdet nemlig overfor de her omhandlede Personer, der forudsættes ikke selv at kunne give gyldigt Samtykke til Sterilisationen, nødvendigt at tilvejebringe en særlig Garanti for dens Ønskelighed og Nødvendig-

 

hed fra dem, der har bedst Kendskab til Personen og hans Forhold, nemlig henholdsvis hans Værge og Anstaltsledelsen.
    Her hjemme, hvor Afstandene ikke lægger de samme Hindringer i Vejen som i Sverig, og hvor Folkemængden heller ikke er saa stor som der, er en Undtagelsesregel som den for de Aandssvage her foreskrevne vist nok hverken nødvendig eller ønskelig.
    Det paahviler i de Tilfælde, hvor 2 Læger kan bestemme, om Sterilisation skal foretages, disse at opsætte et Dokument for hver enkelt Operation, hvori de Grunde angives, der foreligger herfor, til Sikkerhed for, at Forslagets § 1 er overholdt. Selve Operationen skal desuden foregaa paa et offentligt Sygehus, en Sindssyge- eller Aandssvageanstalt eller paa særskilt af Medicinalstyrelsen dertil godkendt Anstalt.
    Naar Medicinalstyrelsen har godkendt Indgrebet, kan dette derimod ske hvorsomhelst af aut. Læge. Sterilisering maa aldrig ske ved saadanne Indgreb, der i Almindelighed kan volde Skade paa Helbred. Der ligger formentlig heri, at Kastration ikke maa anvendes paa de i Lovenhjemlede Tilfælde.
    Om enhver foretagen Operation paahviler det den opererende Lægeuopholdelig at tilstille Medicinalstyrelsen en Beretning om dens Forløb.
    Det paalægges sluttelig ikke alene Lægen men enhver, som i sin Tjeneste har haft med Steriliseringstilfælde at gøre, at udvise Diskretion med Hensyn til, hvad de herunder har erfaret. Overtrædelse af denne Forskrift straffes med Dagsbøder.

 

 

    For Danmark har det svenske Forslag netop for Tiden særlig Interesse, i det vor Steriliseringslov efter dens egen Forskrift skal forelægges den nu indeværende Rigsdag til Revision inden Samlingens Udløb. — Utvivlsomt vil Forslaget komme til at udgøre et væsentligt Ledi Overvejelserne vedrørende de Ændringer, Loven skal undergaa. I hvilken Retning disse Ændringer vil komme til at gaa, er det endnu for tidligt at udtale sig om. At Forslagets videre Skæbne i Sverig vilkomme til at øve Indflydelse herpaa, er derimod næppe tvivlsomt.