Dansk lovgivning 1932—33. De i rigsdagssamlingen 1931 — 32 gennemførte hjælpeforanstaltninger for det af den økonomiske krise ramte landbrug er fortsat i samme spor i rigsdagssamlingen 1932—33. Den i SvJT 1932 s. 488 omhandlede lov om fortrinsret i høsten for aaret 1932 for gæld, der stiftes af ejere og brugere af landbrugsejendomme til anskaffelse af saasæd, fre og kunstgødninger med enkelte ændringer optaget i lov af 24. februar 1933 for-
saavidt angaar høsten for aaret 1933. Lignende bestemmelser er gennemført for høsten 1934 ved lov af 10. februar 1934.
Medens forhandlingerne om de ovennævnte kriselove og andre love til imødegaaelse af den økonomiske krise foregik, truedes landet af en arbejdskonflikt med en meget omfattende arbejdsstandsning. Da regeringen ansaa en arbejdsstandsning som katastrofal for landet, stillede den forslag om en forlængelse til 1. februar 1934 af de inden dette tidsrum udløbende overenskomster og om forbud mod iværksættelse af lockout eller strejke i samme tidsrum. Loven stadfæstedes den 31. januar 1933; den er ikke blevet fornyet. Loven indeholdt desuden bestemmelse om nedsættelse af et udvalg, som skulde foretage en gennemgang af de bestaaende love og regler forbilæggelse af arbejdsstridigheder og tilvejebringe forslag, hvorved samfundets interesse under konflikter vedrørende arbejdsforhold paa behørig maade sikres.
Ved to love af 25. marts 1933 er der gennemført en revision af lovgivningen om landkommuners styrelse og om købstadskommunersstyrelse. Begge love traadte i kraft den 1. april 1933.
Lovgivningen om biografteatre er blevet revideret ved lov af 31. marts 1933, som gaar ud paa at underbygge bevillingshavernes stilling som det bærende led i systemet, saaledes at disse styrkes i forhold til udlejerne og den i biografteatrene anbragte kapital, og saaledes at det sikres, at bevillingshaverne kan højne filmsniveauet ved gennem deres filmsvalg at gøre de kulturelt og kunstnerisk mest værdifulde film tilgængelige for det danske publikum. — Biografteater kan kun drives i henhold til bevilling, der meddeles i København, Frederiksberg og købstæderne af justitsministeren, iøvrigt af vedkommende amtmand. Bevilling kan gives til en enkeltperson, men ikke til to eller flere personer i forening. Bevilling kan endvidere gives til kommuner og til her i landet hjemmehørende foreninger, selskaber og institutioner, men saaledes at teatrets leder og den med hensyn til hans ledelse trufne aftale skal godkendes af den myndighed, som har udfærdiget bevillingen. Bevilling kan ikke meddeles selskaber for produktion eller udlejning af film eller personer, der er indehavere af, repræsentanter for eller ansatte eller kapitalinteresserede i saadanne virksomheder. Samme regler gælder med hensyn til godkendelse af leder af et biografteater. Endvidere maa der ikke gives saadenne selskaber eller personer andel i teatrets overskud, og bevilling kan ikke meddeles, naar der i teatret eller i teaterbygningen er eller agtes anbragt kapital, der direkte eller indirekte hidrører fra de nævnte selskaber eller personer. Bevillingshaveren (lederen) skal personlig varetage teatrets drift og bære det kunstneriske ansvar for denne; han skal ved valg af film drage omsorg for, at de kulturelt og kunstnerisk mest værdifulde film forevises. Skoler og sammenslutninger, der arbejder paa folkeoplysningens grund, skal efter nærmere fastsatte regler have adgang til udenfor de tider, teatret benyttes til de almindelige forestillinger, at faa det overladt til forevisning af film i undervisningens og oplys-
ningens tjeneste. — Bevillingen gælder for 5 aar, men kan eventuelt tilbagekaldes; efter bevillingsperiodens udløb kan den fornyes for en ny 5-aarig periode. — Loven indeholder desuden regler om censur og tilsyn og om bevillingsafgift.
Til støtte for bestræbelserne for at holde ro og orden i landet er vedtaget lov af 12. april 1933 om forbud mod at bære uniform. Det er forbudt at bære uniform eller beklædningsgenstande, der kan sidestilles hermed. Ligeledes er det forbudt at bære uniformsdele, armbind eller andre lignende iøjnefaldende tegn, der viser, at bæreren hører til en politisk organisation. Forbudet gælder ikke for de til hæren og flaaden hørende personer og statens, kommunernes og koncessionerede virksomheders tjenestemænd med hensyn til de for dem normerede uniformer eller for personer, ansatte i det private erhverv, med hensyn til uniform, der er udleveret dem til brug under deres arbejde, eller for elever paa kostskoler, opdragelsesanstalter eller lignende med hensyn til den for dem foreskrevne uniform. Børn under 14 aar, der er medlemmer af idrætsforeninger og lignende sammenslutninger, kan bære den for den paagældende sammenslutning fastsatte beklædning; denne kan tillige bæres af lederen i sammenslutningen. Tvivlsspørgsmaal med hensyn til, hvad forbudet og undtagelserne fra dette omfatter, afgøres af justitsministeren, der ogsaa kan meddele dispensation fra forbudet. — Overtrædelse straffes med bøde eller hæfte. Medlemmer af bestyrelsen for den organisation, hvis medlemmer overtræder loven, ifalder ogsaa straf, hvis det ikke kan bevises, at det er sket uden deres villie. — Loven har gyldighed til udgangen af 1934.
For at muliggøre Danmarks ratifikation af den reviderede Bernerkonvention af 1928 gennemførtes lov af 26. april 1933 om forfatter- og kunstnerret. Ratifikationen af konventionen har fundet sted.
I SvJT 1933 s. 476 er der gjort rede for den s. k. socialreform.
Ved lov af 20. maj 1933 er der som tillæg til den almindelige tjenestemandslov indført en aldersgrænse for dommere, saaledes at de skal afskediges med pension fra udgangen af den maaned, hvori de fylder 70 aar. Med hensyn til pensionen indeholder loven den særregel, at præsidenter for de kollegiale retter, dommere i højesteret og landsretterne samt vicepræsidenten i sø- og handelsretten i pension skal oppebære den ved afskedigelsen oppebaarne embedsindtægt. — Efter grundlovens § 71 kan dommere ikke afsættes uden ved dom eller forflyttes mod deres ønske, udenfor de tilfælde hvoren om ordning af domstolene finder sted; dog kan en dommer, derer fyldt sit 65. aar afskediges, men uden tab af indtægter. Efter tjenestemandslovens § 53 er tjenestemænd forpligtede til at søge deres afsked, naar de bliver 70 aar; men denne bestemmelse omfattede efter dens hidtidige affattelse ikke dommere, som derfor kunde blive i deres embeder, uanset hvor gamle de blev. For tjenestemænd, der fylder 70 aar, gælder der desuden den regel, at administrationen er berettiget til i hvert tilfælde at skønne over, om den paagældende desuagtet bør kunne forblive i stillingen ud-
over 70 aars alderen. I bemærkningerne til lovforslaget udtalte ministeriet, at det utvivlsomt vilde være uforeneligt med grundlovens § 71 at lade dommere falde ind under den almindelige regel i tjenestemandslovens § 53, men at man maatte anse det for foreneligt med grundloven at give en ufravigelig bestemmelse om, at dommere, som har opnaaet 70 aars alderen, skal afskediges med pension efter de almindelige regler. En saaden regel skønnedes hverken at stride mod grundlovsbestemmelsens indhold eller mod dens formaal, som er at sikre dommernes uafhængighed af administrationen, og de betragtninger, som har ført til tjenestemandslovens bestemmelse, gør sig i mindst lige saa høj grad gældende overfor dommere, hvis virksomhed er af en saadan art og betydning, at det er af vigtighed, at deres arbejdsevne ikke er nedsat paa grund af fremskreden alder. — Spørsmaalet om grundlovsmæssigheden af en bestemmelse som den i loven optagne er behandlet i flere artikler i Ugeskrift for Retsvæsen 1930, hvor tidligere højesteretspræsident, dr. juris GRAM og professor, dr. juris BERLIN har hævdet, at en saadan bestemmelse vilde være grundlovsstridig, medens professor, dr. juris P. ANDERSEN har forfægtet det modsatte standpunkt. En kreds af de dommere, som er blevet afskediget i henhold til den nye lovbestemmelse, har indbragt spørgsmaalet om dens grundlovsmæssighed for domstolene.
Johannes Faurholt.