Dansk lovgivning 1933—34. I SvJT 1934 s. 303 er omtalt lov af 31. januar 1933 om forbud mod iværksættelse af lockout og strejke. Ved lov af 21. april 1934 greb lovgivningsmagten paany ind i en opstaaet konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdere. Baggrunden for loven var en mellem slagterierne og dansk slagteriarbejderforbund opstaaet konflikt, i hvilken forligsmanden havde opgivet at stille mæglingforslag, og som havde medført en arbejdsnedlæggelse, der indeholdt en alvorlig trusel mod dansk landbrugsexport. Loven bestemte, at den bestaaende uoverensstemmelse, der havde medført arbejdsstandsningen, vilde være at bringe til ophør ved afgørelse af en i dette øjemed nedsat voldgiftsret, hvis kendelse skulde afsiges inden 25. april og ikke maatte give de nye arbejdsvilkaar længere varighed end et aar. — Det i henhold til ovennævnte lov af 31. januar 1933 nedsatte udvalg har afgivet betænkning, som er blevet efterfulgt af to love af 18. januar 1934, indeholdende forskellige ændringer i lovene om mægling i arbejdsstridigheder og om den faste voldgiftsret.
    Ved lov af 14. marts 1934 er der givet udførlige bestemmelser om udøvelse af lægegerning. Efter kapitel I er retten til at udøve lægegerning og betegne sig som læge betinget af en autorisation, der meddeles efter begæring den, der har bestaaet dansk lægevidenskabelig embedseksamen og har aflagt lægeløftet. For at maatte betegne sig som speciallæge skal der indhentes en særlig tilladelse fra sundhedsstyrelsen, som træffer sin afgørelse efter indstilling fraet specialistnævn. — Betten til at udøve lægegerning fratages lægen, saafremt det maa antages, at han er farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning enten paa grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, morfin, kokain og desl., eller paa grund af udvist grov uduelighed. — Kapitel II omhandler lægens pligter med hensyn til at yde hjælpog udstede attester og erklæringer. Lægen er under straffeansvar forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit kald erfarer eller faar formodning om angaaende privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre han ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale sig, eller medmindre han handler i berettiget varetagelse af en almen interesse eller af eget eller andres tarv. —Mod dens ønske, som har krav paa hemmeligholdelse, maa vidnesbyrd i retssager ikke afkræves en læge med hensyn til, hvad han under udøvelsen af sit kald har erfaret angaaende privatlivet tilhørende hemmeligheder, medmindre hans vidnesbyrd maa antages atville være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller for samfundet findes at berettige til, at vidnesbyrd afkræves. — Kapitlerne III—V indeholder regler om lægevirksomhed i statslige og

 

kommunale stillinger, om betaling for lægehjælp og om tilsyn ogansvar. — Kapitel VI, der overskrives "kvaksalveri", indeholderf ørst en straffebestemmelse for den, der uden at have autorisation som læge betegner sig som læge eller paa anden maade, der er egnet til at vække forestilling om, at han har saadan autorisation. Kvaksalveri foreligger, naar en person, der ikke har autorisation som læge, tager syge i kur, og han derved udsætter nogens helbred for paaviselig fare. Endvidere foreskrives der straf for uautoriserede, der behandler en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom, eller som foretager operative indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal bedøvelse eller yder fødselshjælp, eller som anvender lægemidler, der kun ma audleveres fra apotekerne mod recept, eller anvender røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med visse elektriske apparater. Endvidere er der en bestemmelse mod reklamering for uautoriseret udøven af lægevirksomhed.
    Ved en lov av 16. maj 1934 er der gennemført en række bestemmelser vedrørende aandssvage personers indlæggelse paa og udskrivning fra anstalter. Bestemmelserne herom er i det væsentlige overensstemmende med et af den danske familieretskommission i 1927 udarbejdet udkast til lov om sindssyge og aandssvage personers hospitalsophold. Det maa beklages, at den gennemførte lov er begrænset til aandssvage personer, idet en revision af de gældende, mangelfulde regler om sindssyge personers indlæggelse paa hospital i mindst lige saa høj grad er tiltrængt som den stedfundne revision af reglerne om aandssvage personer. Foruden bestemmelserne om indlæggelse og udskrivning indeholder loven regler om sterilisation af aandssvage, hvilke regler i forhold til de tidligere i lov af 1. juni 1929, jfr SvJT 1929 s. 466, betyder en udvidelse og lettelse af adgangen til sterilisation af aandssvage. Sterilisation kan finde sted, enten naar samfundsmæssige hensyn taler for, at den aandssvage sættes ud af stand til at faa afkom, eller naar sterilisation vil være gavnlig for den aandssvage selv, idet sterilisation vil gøre det forsvarligt at undlade inddragelse under forsorg eller vil muliggøre udskrivning eller anbringelse under en friere forsorg. Til at afgøre sager om sterilisation af aandssvage er der nedsat et særligt nævn.
    Paa linie med den i SvJT 1934 s. 304 nævnte lov om forbud mod at bære uniform er lov af 28. april 1934 om forbud mod visse sammenslutninger, hvorefter sammenslutninger eller korps, som har til hensigt ved ulovlig magtanvendelse at øve indflydelse paa politiske eller offentlige anliggender, er forbudt og vil være at opløse. Ved loven indføres desuden en straffebestemmelse for deltagere i slagsmaal eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden paa offentlig sted, hvorfor straf ikke efter strengere bestemmelser i lovgivningen maatte være forskyldt — en bestemmelse, som snarere hører hjemme i en straffelov. Samtidig med denne "urolov" vedtoges en lov om handel med samt tilvirkning og besiddelse af vaaben m. v.

 

    Af de øvrige love, som er gennemfort i rigsdagssamlingen 1933—34, maa sluttelig ogsaa nævnes lov af 27. marts 1934 om invaliderente m. v. til tilskadekomne militære værnepligtige og to love af 2. maj 1934 vedrørende udvandring og om visse spare- og udlaansvirksomheder. Ved den sidste lov er indført kontrolbestemmelser med en i den seneste tid opstaaet række nye foretagender, som har optaget en sparevirksomhed af betydeligt omfang under former, der falder udenfor de i sparekasse- og banklovene samt i livsforsikringsloven fastsatte regler og kontrolbestemmelser. Af 2. maj 1934 er ogsaa en lov, der fastsætter nærmere regler for og kontrol med skadesforsikringsvirksomhed.

Johannes Faurholt.