AUGUST GOLL 70 AAR.

 

Det var undertegnede, der for nogle Aar siden — efter Kraks den blaa allerede i 1925 — formaaede, for ikke at sige tvang, den daværende Civildommer i Landets største Embede August Goll til at lade sig udnævne til Rigsadvokat, og det er undertegnede, der nu ved hans Tilbagetræden paany fungerer som Justitsminister uden at have tilstrækkelig Magt til at formaa for ikke at sige tvinge ham til at fortsætte sin betydningsfulde Embedsgerning, den for hvis Videreudfoldelse alene Lovens 70-Aars-Grænse sætter Bom.
    Det er derfor ogsaa — grundet paa det nys omtalte Lune af Forsynet og Statsministeren — desværre for Tilhørerne, mig, i denne Relation uværdige, som man ikke har ment at kunne komme udenom som Festens Hovedtaler, skønt alle, derunder Hædersgæsten, ja, endogsaa jeg selv, er enige i, at Rigsadvokaten havde fortjent en baade sagligt dygtigere, formelt heldigere, personlig mere tiltalende og først og fremmest en aandfuldere Fortolker ved dette Opgør over den nu afsluttede rige Embedsvirksomhed m. v. fra 1887 til Dato. De filosofiske eller biologiske Betragtninger, som den sig samtidig indfindende 70-Aars Fødselsdag eventuelt maatte give Anledning til med Henblik paa Privatpersonen Goll: hans Ungdommelighed, Aandskraft og Charme vil jeg altsaa ganske overlade bedre kvalificerede lysthavende og alene holde mig til det, der var: den nu afsluttede ualmindelige og mindeværdige Livsgerning i det offentliges Tjeneste.
    Imidlertid kan man naturligvis ikke skille en Mands Embedsgerning fra hans Personlighed, for saa vidt han da har nogen, hvilket en Betragtning over Embedsgerninger i Almindelighed efter manges Mening modsiger Nødvendigheden af, men for Golls Vedkommende har der jo heldigvis aldrig hos nogen kun-

 

Högtidstal för Rigsadvokat Aug. Goll vid en fest i den Kgl. Skydebane i Köpenhamn på Golls 70-årsdag den 31 augusti 1936 av justitsminister K. K. Steincke.

26 — Svensk Juristtidning 1936.

net være nogen Tvivl herom tilstede, og derfor maa jeg, før jeg dvæler lidt ved den humane Embedsmand, den moderne Kriminalist og den særprægede Forfatter indlede med 2 Ord om Personen Goll, Forudsætningen for de 3 andre nævnte Goller.
    Nu er imidlertid denne Personlighed saa nøje kendt, ikke mindst i denne Kreds, at en Analyse synes — ikke alene overflødig, men næsten fornærmelig. Vi kender alle de rige Gaver, hvormed Moder Natur har udrustet vor Hædersgæst: en udpræget og original Begavelse, en klar og koncis Tænkeevne, et fremragende praktisk juridisk judicium, en vaagen Sans for Værdien af Sammenspillet mellem Liv og Norm, en straalende Indfølingsevne, en sjælden intuitiv Kraft, en modig Uafhængighed af Magten og Autoriteterne, der har vist sig, lige fra Kampen mod Albertis Pryglelov til de haanende Ord forleden, altsaa faa Dagefør Festtalen, om de tilfældige Justitsministres Trang til Bessermachen — og endelig en straalende Appetit paa Livet, i første Række overfor dets aandelige Værdier, men ogsaa overfor dem, som ikke just Møl og Rust, men en stærk, vaagen og blodrig Dansker med Glæde fortærer. Vi kender alle dette, sagde jeg! Men vi kender ikke alle, i hvilken Grad disse Evner og Egenskaber har samarbejdet til Støbningen af Personligheden Goll, og —overfor dem han har skullet samarbejde med, har udkrystalliseret sig i saa værdifulde sociale, ja samfundsdannende Elementer som Trofasthed, Tillid og Loyalitet, forbundet med Humor, Lune, Hurtighed, Præcision og Glæden ved Samarbejde og Forstaaelsen. Jeg sagde engang i en af mine saakaldte Aforismer, at der ofte ikke var nogen større Forskel paa en Kontorstol og en Domstol. Goll er Begrebet Stol saare fjern! Han er ogsaa som Embedsmand Liv og Menneske, ikke Stol eller Papir, og, hvadmere er, Aarene har intet ændret heri og vil intet ændre heri i Kraft af hans sprudlende Vitalitet. —
    Naar vi herefter vender os til den afsluttede Embedsgerning, dvæler vi først ved Rigsadvokatens hele humane Indstilling, der ikke blot har vist sig gennem hans Praksis, men ogsaa er funderet i solide og indgaaende teoretiske Betragtninger, der intet lader tilbage i Klarhed og Tydelighed. For det første i hans almindelig socialpolitiske Syn, der lyser frem forskellige Steder i hans Forfatterskab, saaledes i »Forbrydelse og Straf», hvor det bl. a. hedder: » -- -- -- alt, hvad der paa denne og mange andre Maader (Sociale Reformer og det folkelige Oplysningsarbejde) kan

gøres for at hjælpe og gavne de smaa i Samfundet — det er ikke alene Arbejde i Menneskelighedens Tjeneste, det er ogsaa Arbejde i Retssikkerhedens Tjeneste», eller et andet Sted i samme Værk: »Straffeloven kræver altid Straf over Forbryderen ...I Modsætning hertil lyder Kravet til Samfundet som til dets enkelte Medlemmer: Tøv saa længe som muligt med at straffe. Husk, at Straffen altid gør Fortræd, anretter Ulykker, stempleret Menneske, brændemærker en Familie, følges i Kølvandet af Jammer og Taarer, altfor ofte af Sult og Nød», en Betragtningsmaade, der suppleres gennem et andet Citat: »Gennem Politiforbud moraliseres Samfundet kun i ringe Grad. Det er ikke ved ydre Magt, men ved indre Vækst hos Borgeren selv, at Modstanden skal skabes ved Fristelsernes Angreb.»
    Og hele dette humane Grundsynspunkt er ikke Udtryk for følelsesbetonede Stemninger eller humanistisk Pladderfilosofi, men for grundige historiske Studier over Samfund, Menneskevæsen og Forbrydelse! Som naar det hedder i Indledningen til »Forbrydertyper hos Shakespeare»: »Og dog har Samfundet gennem Aarhundreder lige til den nyeste Tid tumlet med Forbryderen, uden for Alvor at gøre sig den Ulejlighed at trænge indenfor Handlingens Skal og finde Vejen til hans Sjæl. For Folket var han Faren, der skulde skyes, for Juristen Forbrydelsen, der skulde straffes, for Fængselsmanden Synden, der skulde angres— for ingen Mennesket, der skulde kendes.»
    Denne Trang til at kende Mennesket bag Forbryderen og i Sammenhæng dermed Aarsagerne til Forbrydelsen har gjort Goll til den moderne — baade i Ud- og Indland — ansete Kriminalist, han er og altid har været. Dette viser allerede de foregaaende Citater om Samfundsforholdenes Indflydelse, om Tilbageholdenhed overfor Straf og om Specialisering af Samfundets Reaktion, men det fremgaar yderligere af de 2 følgende Udtalelser, der ligger over 30 Aar tilbage i Tiden, da den almindelige Betragtningsmaade overfor Forbrydelse og Straf endnu var yderst reaktionær. Omtrent samtidig med Albertis Pryglelov skrev Goll følgende i en af sine Bøger: »Det Sværd, der bruges til Brændehugning, svigter paa Kampens Dag. Ligesom det enkelte Menneske kan vænne sig til den stærkeste Gift ved stadig at indtage smaa Portioner af den — jfr. hans egen Tyggen paa Cigaren — saaledes er der Fare for, at Staten ved alle sine Smaastraffe ligefrem vænner det hele Samfundslegeme til at taale

Straffen.» Eller: »Først naar Straffen bevidst lægger an paa at løse sine forskellige Opgaver paa den for hver enkelt Forbryder bedst egnede Maade, kan tilfredsstillende Resultater ventes», den moderne Kriminalists typiske Grundbetragtning, der omsider har faaet Udtryk i den nye Straffelov, og for disse Synspunkter har Goll kæmpet ikke alene i forskellige Kommissioner, men tillige for Offentligheden i Tidsskrifter samt i en Række Kroniker, der har prydet de halvnazistiske Zeitunger, hvori de mærkeligt nokhar set Dagens Lys — i Aftenudgaverne.
    Det er disse Grundssynspunkter i Forbindelse med hans logiske Stringens og intuitive Evne, der har gjort ham til Kriminalpsykologen par excellence, der har faaet ham til, som han selvskriver » -- -- -- at stige ned fra det Dommersæde, som Bedsteborgeren almindeligvis sætter sig paa, saa snart Talen bliver om den, der har forbrudt sig mod Samfundets Lov, og stille (os) sig overfor denne vor Medskabning som Forskeren, der ikke dømmer, men undersøger», thi kun, som det hedder i »Forbrydelseog Straf» »gennem Kendskab til Forbryderen gaar Vejen til at finde Midler til hans Bekæmpelse og Overvindelse. Naar vi stræber efter at forstaa ham som Menneske, er det ikke fordi vi, efter at være naaet til at forstaa alt, vil tilgive alt, men fordi vi som Lægen først maa kende Sygdommens Art og Omfang, før vi kan haabe at helbrede den» — hvad vi, tør jeg maaske tilføje, sjældent kan, men det samme gælder jo Lægen. Goll har dog i saa Henseende været den udprægede Optimist, idet han endog »tror fuldt og fast, at det vil vise sig muligt ved at omplante selv et Barn med udpræget daarlige Anlæg, ja selv et stærkt degenereret Barn til Omgivelser, hvor de gode Anlæg vil kunne vokse stærkt». Dette skrev han i 1905, men om han ogsaa efter den moderne Arvelighedsforsknings senere Resultater tør fastholde en saa frodig Optimisme, ved jeg ikke; dog tror jeg, han vilde have vaklet, hvis han i 6—7 Aar havde været Socialminister.
    Men det var Kriminalpsykologen, vi kom fra, og i saa Henseende har han jo præsteret det ypperlige, ikke alene gennem forskellige Artikler, men navnlig gennem »Forbrydertyper hos Shakespeare» og »Romeo og Julie og andre Shakespearestudier».— — — »Igennem Lidenskabens Flamme skuer vi ind i Menneskets Kærne, ind i den store Esse og ser de bevægende Kræfters Spil. Den, der er ræd for at staa Ansigt til Ansigt med Naturkraften, han blive udenfor paa Vulkanens smilende Skraaning.

Den, der vil forstaa, han vove sig op til Kraterets Rand og stige med ned i dets Dybder» (Romeo og Julie).
    Ikke mindst gennem dette sidste Citat mindes vi tillige om Goll som den Sprogets Mester, han er, han som gennem sin logiske Sans, sin billeddannende Evne og sin særlige personlige Stil med legende Lethed tumler med de vanskeligste Problemer og gør dem letforstaaelige, interessante og levende for enhver, —vi mindes hele denne omfattende og dybtgaaende Vitalitet, som vel til syvende og sidst har været den afgørende Hindring for den Æresdoktorgrad, som han burde have haft, men trods nærmere Overvejelser ikke fik. Naa, for den, der foretrækker Vitalitet for Fakultet, er der jo ingen Grund til at kondolere i den Anledning.
    Kære Rigsadvokat! De skriver i Macbeth: »Livet er jo nu engang et Spil, og det er vor Fremtid, som er Indsatsen. Der kommer en Tid, da Spillet er sluttet, vundet eller tabt, og hvor Kvietismens Sindsligevægt præger os.» Idet vi, der her har ønsket at fejre Dem, alle glæder os over, at De selv vandt Spillet, men samtidig protesterer paa det voldsomste imod enhver Antydning af Begrebet Kvietisme i Forbindelse med Dem, hæver vi vort Glas, takker Dem for alt, hvad De har gjort og betydet og ønsker Dem endnu mange lykkelige Aar, et Ønske vi giver Udtryk for i et:
    Rigsadvokat Goll længe leve.

K. K. Steincke.