Med Erik Marks von Würtemberg er en af Nordens rankeste og ædleste Skikkelser gaaet bort. For de Danske, der er kommet i Berøring med svensk Retsliv, stod han som Føreren indenfor sit Slægtled. Deltagerne i de nordiske Juristmøder kunde ikke undgaa at faa et Indtryk af hans Personlighed og hans enestaaende Position blandt Sveriges Jurister. Men størst blev han for dem, der fik den Lykke at komme i nærmere Berøring med ham. Den bedste Lejlighed hertil gav det fælles nordiske Lovgivningsarbejde, som han har virket med til i den Grad, at han stod som Personifikationen af dette Samarbejdes gode Traditioner. Det er svært at afgøre, hvad man mest maatte beundre hos ham: den ubestikkelige Retsindighed, den stærke Pligtfølelse, der drev ham, hans sjældne Evner og den i Nutiden helt enestaaende Alsidighed, hvormed han beherskede og interesserede sig for de mest forskellige Sider af Tilværelsen — eller hans personlige Fordringsløshed og den Hjertelighed, hvormed han mødte sine Medarbejdere fra Nordens andre Lande. Han satte hele sin fænomenale Energi ind paa at trænge til Bunds i Spørgsmaalene. Selv paa sine gamle Dage gav han sig ufortrøden i Kast med de vanskeligste teoretiske Problemer, som Lovarbejdet lagde paa hans Vej. Men som Mester viste han sig især, naar Lovteksterne skulde affattes. Han havde et sikkert Blik for de praktiske Muligheder, og det faldt ham let at forme en Regel, som paa een Gang blev klar og fik den Stil, som vi andre beundrer den svenske Lovgivningstradition for. Der er derfor ingen Tvivl om, at hans Indsats har haft meget stor Betydning for de nordiske Lovarbejder.
Personlig regner jeg det for en af mine bedste Oplevelser, at jeg fik Lov at arbejde sammen med ham i en Aarrække og blev optaget i hans Venskab.
Henry Ussing.