UNIVERSITETET OG DEN JURIDISKESTAND.

 

AF

 

PROFESSOR VINDING KRUSE.

 

Festskrift i Anledning af Tohundrede Aars Dagen for Indførelsen af Juridisk Eksamen ved Københavns Universitet. Udgivet af Juristforbundet under Redaktion af ERIK REITZEL-NIELSEN og CARL POPP-MADSEN. Tilegnet det rets- og statsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. København 1936. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. 534 Sider. Kr. 15.50.

 

Det er fortjenstfuldt, at det unge, energisk arbejdende Juristforbund, der udgiver det nye danske juridiske Tidsskrift: Juristen, har taget Initiativet til og faaet gennemført den smukke Plan at fejre Tohundredeaars Dagen for den første juridiske Eksamens Indførelse ved Københavns Universitet gennem Forordningen af 10 Febr. 1736 ved et Festskrift for denne Forordning; og det maa meget paaskønnes, at to af vore videnskabelige Fond, Carlsbergfondet og Det Finneske Legat ved deres Tilskud har gjort det økonomisk muligt at udgive et saa omfattende og betydeligt Kildeskrift, tilmed i et saa stateligt og smukt Udstyr. For dette sidste, dets fine Bogteknik og skønne Tryk, fortjener ogsaa særlig Forlæggeren Arnold Busck og Bogtrykkeren Nordlunde at fremhæves.
    Det er lykkedes Udgiverne af Festskriftet REITZEL-NIELSEN og POPP-MADSEN at redigere Festskriftets Indhold paa en saadan Maade, at praktisk talt alle Sider af Emnet foreligger fyldig og indgaaende belyst, og deres Valg af Bidragyderne, Forfatterne til de forskellige Afhandlinger, der er Festskriftets Indhold, har været fortrinligt. Professor POUL JOHS JØRGENSEN har skrevet om: Retsundervisningen og Retsvidenskaben ved Københavns Universitet fra 1537 til 1736, altsaa Tiden, der gik forud for den nævnte Eksamensforordnings Udgivelse, S 11—114; Professor FRANTZ DAHL har skrevet om: Hovedpunkter af den danske Retsvidenskabs Historie i det 18 og 19 Aarhundrede, S 117—255. Retspræsident KAI FR. HAMMERICH har skrevet om: Juristerne og Embedslivet, S 259—307. Hovedarkivar H. HJORTH-NIELSEN har skrevet om: Af den danske Sagførerstands Historie, 1736—1936, S 311—411, og Professor VIGGO BENTZON om: Juridisk Studium og Eksamen i nyere Tid, nærmere bestemt fra 1879 til Dato, S 415—488.

For den, der vil søge Kilderne, giver et fyldigt Notestof orienterende Oplysninger, S 491—532.
    Som et fælles Indtryk, som en rød Traad, der gaar igennem alle Festskriftets nævnte Afhandlinger, melder sig uvilkaarligt og stærkt — saa meget stærkere, som Afhandlingerne er udarbejdede uafhængig af hinanden — den mægtige Betydning, Retsvidenskaben og Universitetet har haft for hele vor juridiske Stands Udvikling og Højnelse. Uden Retsvidenskaben og Universitetet vilde den danske Sagførerstand. Dommerstand og Embedsstand overhovedet ikke indtage det høje kulturelle Stade, den indtager i Dag, til Gavn for det danske Samfund. Der kan siges mange slemme Ting om Universiteterne. Det er saaledes ikke altid, at de mest fremragende Videnskabsmænd knyttes til et Universitet; vi har selv i den store Jurist ANDERS SANDØE ØRSTED et sørgeligt og for vort Universitet beskæmmende Vidnesbyrd herom. En anden Side af denne Sag er ligesaa alvorlig for Retsvidenskaben og Universitetet: Ørsted var sikkert aldrig blevet den fremragende og banebrydende Videnskabsmand, han blev, hvis han var blevet Professor ved Universitetet, ti derved var han blevet afskaaret fra: den rige og mægtige Erfaringens Kilde, som han fandt i sin Dommervirksomhed og administrative Embedsvirksomhed. Og derfor opstaar det besynderlige Forhold, at man paa Videnskabens Vegne i en vis Forstand maaglæde sig over, at han blev udelukket fra Universitetet, saaledes som Retsvidenskaben nu en Gang traditionelt er ved Universiteterne. Men dette synes at vise, at der nok kunde trænges til en fornyende Grundforandring i dette Forhold. Det eneste naturlige vilde formentlig være, at ligesom de medicinske Professorer samtidig med at virke i deres Universitetsgerning indtager ledende Overlægestillinger, burde de juridiske Professorer i et vist Omfang indtage ledende Dommerstillinger. Der vilde i saa Fald sikkert ikke blive skrevet saa mange Bøger som nu, men det gør intet, ti der skrives nu altfor mange Bøger og altfor meget; men til Gengæld vilde de færre Bøger utvivlsomt blive kvalitativt bedre. Der kan siges andre slemme Ting om Universiteterne: heller ikke ved disse Anstalter er det Klikevæsen ukendt, der under tiden holder værdifulde Kræfter ude; selv i Videnskabens hellige Haller hænder det nu og da, at Stræberne med gode Albuer har Chancer, o. s. v.
    Men, trods alle vitterlige Ufuldkommenheder, kan det dog samtidig med Rette siges om Universitetet, ihvertfald i de nordiske Lande, og ogsaa om vort eget, at det gennem mange dygtige og solide Videnskabsmænds trofaste Arbejde indenfor Juraen i de sidste 200 Aar er lykkedes at oparbejde en videnskabelig og alment kulturel Standard hos vore praktiske Jurister, i vor Dommer- og Sagførerstand og i vor Embedsstand, der har været af største Betydning for den retslige og moralske Højnelse af hele vort Samfund. Herom bærer det foreliggende Festskrift, gennem samtlige dets Afhandlinger i Forening, et overvældende Vidnesbyrd.
    POUL JOHS JØRGENSENS og FRANTZ DAHLS grundige og indgaaende

Afhandlinger, der er de to første i Festskriftet, og som i Forening udgør Halvdelen af dettes Indhold (c 250 Sider), giver i Virkeligheden tilsammen en fortrinlig Oversigt over den danske Retsvidenskabs og Retsundervisnings Historie fra dens Fødsel i Begyndelsen af det 16 Aarhundrede og til Begyndelsen af det 20 Aarhundrede, idet POUL JOHS JØRGENSEN behandler dette Emne for Tiden: det 16 og 17 Aarhundrede og til henimod Midten af det 18 Aarhundrede, medens FRANTZ DAHL behandler Emnet fra sidstnævnte Tid til Begyndelsen af det 20 Aarhundrede, idet han med fuld Ret har holdt sidstnævnte Aarhundredes Litteratur ude fra Bedømmelsen. Ogsaa Frantz Dahl giver, samtidig med Oversigten over Retsvidenskabens Historie, faktisk tillige vigtige Bidrag til Retsundervisningens Historie, idet han overalt omtaler og vurderer de forskellige Videnskabsmænds Indsats i Retsundervisningen. Disse to Afhandlinger i Forening giver saaledes en orienterende Fremstilling af den danske Retsvidenskabs og Retsundervisnings Historie, der hidtil har været savnet, ikke blot af Jurister i Almindelighed, men hvad der er særlig vigtigt i denne Forbindelse, ganske særlig af de juridiske Studerende; og de to Forfatteres Fremstilling burde egenlig, naar de blev trykt i en særlig Bog, paa billigt Papir og Tryk, og med Bidrag af et Fond, uddeles gratis eller megetbillig til enhver dansk juridisk Studerende, som en orienterende Indledning til Retsstudiet og til Oplysning under hele dette, særlig under hans Møde med Fortidens Store indenfor hans Videnskab, et Møde, der selvsagt i Lærebøgerne kun kan være meget ufuldstændigt.
    POUL JOHS JØRGENSENS Afhandling viser denne Forfatters betydelige Evne til at meddele et stort historisk Stof, der paa Forhaand kunde synes tørt og tungt, paa en ikke blot klar og kort, men særlig levende Maade. Man faar gennem hans Skildringer virkelig Interesse for dette Fortids-Universitet og dets Udvikling. Og man aner et videre Perspektiv. Som den aandelige Udvikling ved dette Universitet har formet sig, har den sikkert formet sig ved adskillige andre Universiteter i Europa paa hin Tid. Det gælder naturligvis ganske særlig ved de store aandelige Strømninger, der skiftede og efter hinanden vandt Herredømmet. Det maa meget paaskønnes, at Forf. søger at skildre disse almene europæiske Aandsstrømninger som Baggrund for Udviklingen af Retsvidenskaben indenfor vort Universitet, S 33 ff, 52 ff. Ganske særlig interessant er Forf.s Skildring af Naturrettens Fremtrængen og Sejr over den ensidige Dyrken af Romerretten og den vaagnende Interesse for den nationale Ret; begge Strømninger virke defrigørende overfor Romerretten og den før herskende, ofte aandløse Eksegese af dennes Tekster. Fra Begyndelsen af det 18 Aarhundrede vides der at være holdt Forelæsninger baade over Naturretten og den ved Chr V's Lov kodificerede nationale Ret. Men først ved Universitetsfundatsen af 1732 og ved den store juridiske Eksamensreform gennem Fr 10 Febr 1736 blev disse to for vor senere Retsudvikling saa vigtige Fag programmatisk stillet i Forgrunden og Romerretten i anden Række, omend naturligvis stadig som et meget vigtigt Fag. POUL

JOHS JØRGENSEN har endelig gennem sin indgaaende Udredning af Forarbejderne til Forordningen af 1736 paa flere Punkter kastet nyt Lys over denne Forordnings Tilblivelse. ANDREAS HØJERS Andel i denne Forordning turde nu foreligge saa vidt belyst, som det overhovedet er muligt paa Grundlag af det forhaandenværende Kildemateriale. Højer har sikkert baade deltaget i de Overvejelser hos Regeringen, der gik forud for Ordren om Forordningens Affattelse, og været den væsenligste Kraft ved Affattelsen af selve Forordningen og dens Enkeltheder, Forf 84 ff. Om Frantz Dahls Arbejde se nedenfor.
    KAI HAMMERICH har i Forvejen en værdifuld og interessant historisk Produktion om dansk Embedsstand og Embedsstyre bag sig, hvoraf ganske særlig maa fremhæves hans Bog om den danske Dommerstand under Enevælden. De gode Egenskaber, der udmærker sidstnævnte Bog, karakteriserer ogsaa fuldtud hans Afhandling i Festskriftet om Juristerne og Embedslivet. HAMMERICH har en sjælden Evne til i store Træk og paa en levende Maade at opridse Hovedlinjerne i en historisk Udvikling; og man føler sig overalt tryg ved hans Fremstilling, der slaar ned paa de reelt og praktisk vigtigste Faktorer. Baade i hansfor nævnte og hans nærværende Skrift læser man saaledes med denstørste Interesse og Udbytte hans klare og nøgterne Paavisning af, hvor længe Forordningen af 1736 med dens nye Krav til Dommeres og Sagføreres Uddannelse var om at trænge ud i Livet, hvor lidt ideale Krav i saa Henseende formaar at udrette, naar man ikke samtidig fra Statsmændenes Side sørger for, at de økonomiske Kaar højnes for Udøverne af Juristens Kald, S 287 ff. Samtidig forstaar HAMMERICH ogsaa at belyse sin Fremstilling med livfulde og tankevækkende Enkeltheder. Saaledes er det et højst interessant og meget vægtigt Vidnesbyrd om Frederik den VI's umulige selvraadige Kabinetsstyre i Aarene 1807—14, HAMMERICH fremdrager i Statsminister CHR. DITLEV REVENTLOWS mandige og frimodige Brev til denne Konge i 1814, hvor denne fremragende Statsmand med skarpe Ord fælder Dommen om dette Styre, S 297. — Af ganske særlig Interesse er Forf.s Skildring af Juristernes stærkt vekslende Indflydelse i de sidste 200 Aar. Medens Juristernes Indflydelse paa alle Statsstyrelsens Omraader er i stadig og stærk Vækst i sidste Halvdel af det 18 og første Halvdel af det 19 Aarhundred, er deres Indflydelse i det offenlige Liv efter den frie Forfatnings Indførelse i 1849 i stadig Nedgang; og ganske særlig gælder dette Deltagelsen i det politiske Liv gennem den parlamentariske Forsamling, Rigsdagen. Medens Juristerne i de andre europæiske Lande ellers i Almindelighed gør sig stærkt gældende i Parlamenterne, er det etyderst ringe Tal af danske Jurister, der i de sidste Menneske aldre overhovedet har søgt Sæde i Rigsdagen. Jeg er ikke helt enig med Forf. i at beklage dette. Dansk Partipolitik, ganske særlig i de sidste halvt Hundrede Aar, har gennemgaaende budt de saglige Kræfter saa vanskelige Arbejdsvilkaar, og navnlig saa stort et Tidsspilde, at det er fuldt forstaaeligt, at disse Kræfter holder sig borte herfra. Kun en Ændring af Forfatningen kan i Virkeligheden raade Bod paa dette Onde. Og

jeg tror ikke, som Forf., at den juridiske videnskabelige Uddannelses Art har nogen Indflydelse paa dette Spørgsmaal. Men ganske uanset, at man saaledes nu og da kan være uenig med HAMMERICH om visse Enkeltheder, læser man helt igennem med den største Interesse og Tilfredsstillelse hans grundlige Fremstilling af Emnet med dens friske Syn paa og dens inciterende Behandling af Problemerne.
    HJORTH-NIELSEN har ogsaa i Forvejen i sin Produktion gode Forudsætninger for at skrive om sit Emne, Sagførerstandens Historie i Tiden fra 1736 til 1936 (S 311—411), i det han for et Par Aar siden har udgivet det omfattende biografiske Værk: Danske Prokuratorer med kgl. Bevilling, 1660—1869. De Forventninger, dette Værk vækker i saa Henseende, indfrier han ogsaa fuldt ud i den foreliggende Afhandling. Interessant er hans Paavisning af, hvorledes den danske Sagførerstand fra at være en højst foragtet Stand i det 17 og en stor Del af det 18 Aarhundrede efterhaanden, lidt efter lidt hæver sig i Løbet af de næste 200 Aar, saaledes, at den nu ved det 20 Aarhundredes Begyndelse staar som en almindelig agtet og anset Stand — uanset de, forøvrig relativt faa, sorte Faar, som den har haft i dette Aarhundrede. Der er ingen Tvivl om, at i denne Højnelse af Sagførerstanden har Statsstyrelsen en meget væsenlig Andel ved sin stærke Indgriben, dels ved sine efterhaanden skarpere og skarpere Krav til Sagførernes faglige, videnskabelige Kvalifikationer, der begynder at virke med Eksamensforordningen af 1736 og naar sin Kulmination ved Eksamensordningen af 1931, der fra 1936 afskaffer den tidligere mindre Prøve (den saakaldte danske juridiske Eksamen) og fremtidig forlanger juridisk Kandidateksamen som Betingelse for Udøvelsen af denne vigtige Gerning i Samfundet, og dels ved sine stigende Krav til Standens moralske Kvalitet. Det maa i saa Henseende meget paaskønnes, at Forf. giver en indgaaende Skildring af vor store Statsmand og Lovgiver CHRISTIAN COLBJØRNSENS Indgriben ved hans Forordning om Retsplejen af 3 Juni 1796, S 356 ff (»Om Rettens vedbørlige Pleje»), hvis særlige Bestemmelser om Prokuratorernes Kvalifikationer ikke blot fordrer faglig Uddannelse og Eksamen, men tillige stiller strenge moralske Krav. Men det maa forøvrig fra Udviklingen i nyeste Tid ogsaa fremhæves, at Sagførernes egne faglige Organisationer gennem deres disciplinære Myndighed, udøvet af Kolleger, har virketstærkt højnende paa Standens Krav til sig selv, S 402 ff. HJORTH NIELSENS Fremstilling oplives forøvrig i høj Grad ved det Lys, denkaster over adskillige Sagføreres personlige Løbebane og Skæbne.
    VIGGO BENTZONS Behandling af Juridisk Studium og Eksamen i det sidste halve Aarhundrede er i høj Grad tankevækkende; og hvad enten man er enig eller uenig med ham, maa det erkendes, at han har trukket Linjerne i de herhen hørende vigtige Problemer klart og skarpt op. Der er dernæst en Friskhed og et Liv over hans Fremstilling og hans Forslag til Reformer, at man, hvis man ikke vidste, at denne Afhandling var skrevet af en ældre Professor emeritus, vilde tro, at den var skrevet af en ung, himmelstormende Candidatus juris. Det eneste,

hvorpaa man mærker den ældre, er det gode Træk: den rige, mange aarige Erfaring, hvorom den klart bærer Vidnesbyrd. Ogsaa her maa man nu med Vemod tænke paa, at denne Kraft ikke virker længere blandt os.
    I mangt og meget er jeg enig med BENTZON. Det har saaledes glædet mig meget, at han anser Eksamensreformerne af 1918 og 1931 for at være betydelige Fremskridt. Taget under ét betyder disse to Reformer: Afskaffelsen af de saakaldte Specialeopgaver, af skriftlige Referat opgaver i det hele og store, deres Erstatning af de nuværende: almindelige Opgaver, der med deres spredte konkrete og abstrakte Opgaver er vel egnet til at prøve baade Kandidatens Modenhed og Kundskaber, Tredelingen af Eksamen m. m. Men man maa sikkert ogsaa give BENTZON Ret i, at selv efter disse Reformer er den nuværende Ordning behæftet med flere Mangler, som Erfaringen har vist i de senere Aar. BENTZON har saaledes Ret i, at den nuværende Aarsfrist mellem 2 og 3 Del bør afskaffes, idet den bl. a. fører til et forceret, forjaget Studium i den sidste, netop meget betydningsfulde Tid før den endelige Eksamen, ligesom den medfører betydelige administrative Ulæmper ved en Dispensationsadgang, der under en Frist som denne ikke kan undværes. Ligeledes maa man sikkert ogsaa være enig med BENTZON i, at det vilde være en bedre Fagfordeling, om Person-, Arve- og Familieret laa sammen med den øvrige Privatret (Ejendoms-, Obligations- og Selskabsret o l), idet mange Problemer strækker sig gennem hele Civilretten, medens omvendt Retsplejen burde ligge sammen med Strafferetten. Blandt flere Fordele ved denne Ordning kan saaledes nævnes, at Strafferetten og Strafferetsplejen herved vilde blive lært paa samme Stadium.
    Paa to andre væsenlige Punkter er jeg ogsaa enig med BENTZON; og det er, at det positive Hukommelsesstof i Lærebøgerne gennem de senere Aar er svulmet saa stærkt op, at en Begrænsning af dette Stof er bydende nødvendig, og at paa den anden Side Metodelæren eller almindelig Retslære bør indtage en betydelig mere fremskudt Plads i Studiet end den i den sidste Menneskealder har gjort. Men paa dette Punkt vil der forøvrig ske en væsenlig Forandring denne Retning i den nærmeste Fremtid.
    Paa enkelte Punkter kan jeg derimod ikke være enig med BENTZON. Navnlig gælder dette hans Forslag om at afskaffe Karaktererne med Pointsantal og afløse dem af Karakteren: bestaaet eller ikke bestaaet. Denne sidste Ordning kan efter min Opfattelse vel være rigtig ved visse Fag — saaledes som vi eksempelvis kender den ved Bogholderiprøven — ; men som almindelig Ordning er den, saa vidt jeg kan se, ikke heldig. Ganske særlig maa anføres, at den Spore for Eliten af de studerende, der ligger i Karakterer med Points — og det er nu en Gangde Dygtiges Natur at ville udmærke sig — nødig skulde savnes i Studiet og Eksaminerne. Eksamen turde ved denne Ordning være i Overensstemmelse med Livet, Livet selv udmærker jo dog ogsaa paaforskellig Maade de Dygtige.

    FRANTZ DAHLS store Afhandling er en Nydannelse og en meget værdifuld Nydannelse i vor Litteratur, idet der her for første Gang i dansk Retslitteratur gives en samlende Oversigt over Hovedpunkter i den danske Retsvidenskabs Historie, som vi hidtil har savnet. Naar man kender Frantz Dahls yderst samvittighedsfulde og pinlig nøjagtige Arbejde med alle Enkeltheder, maa man i høj Grad beundre, at det erlykkedes ham i dette Værk ikke blot at faa en Mængde værdifulde Enkelttræk med af denne vor Videnskabs Udvikling gennem det 18 og 19 Aarhundrede, men samtidig at give et virkeligt Overblik, en Skildring af Hovedlinjerne i denne betydningsfulde Udvikling. Der kan ingen Tvivl være om, at FRANTZ DAHLS mangeaarige og indgaaende Studium af de forskellige Videnskabsmænds Indsats og hele Virke i høj Grad har opmuret Fundamentet under dette Arbejde. Og han vilde næppe førnu, hvor han behersker alle Detaillerne, kunne have givet en saa moden og afklaret Fremstilling, der ligelig giver Overblikket og Enkeltheder, hvad der hver især tilkommer dem, som han har ydet i den foreliggende Fremstilling.
    Denne Afklarethed, Forstaaelse og Modenhed præger ogsaa hans Vurderinger af de enkelte Videnskabsmænd. Taget i det Hele og Store, forekommer det mig, at FRANTZ DAHL har givet et alsidigt, retfærdigt Billede af de Enkeltes Indsats, med en ligelig Fordeling af Lys og Skygge. At man, hvor det som her drejer sig om en Vurdering, hvor individuelle Momenter nødvendigvis til en vis Grad maa spille ind, nu og da ikke kan være helt enig med ham, er en Sag for sig, der ikke paa nogen Maade berører ens Anerkendelse af hans Værk.
    For det 18 Aar hundredes Vedkommende er det en Glæde at læse hans fyldige og værdifulde Karakteristik af KOFOD ANCHER, S 125 ff, hvis store Fortjenester af dansk Retsvidenskab her trækkes klart op, hvad der er paakrævet, i en sen Eftertid, for hvem disse Fortjenester naturlig let gaar i Glemme eller udviskes. Kofod Ancher var utvivlsomt paa flere Punkter forud for sin Tid. Ogsaa Forf.s Skildring af denanden store Jurist fra det 18 Aarhundrede, HENRIK STAMPE er i det hele og store træffende. Til fuldstændig Karakteristik af Stampe kunde dog maaske her have været inddraget det nyeste historiske Arbejde, HANS JENSENS interessante Afhandling om de danske Landboreformer (»Dansk Jordpolitik 1757—1919. 1 Del 1757—1810», 1936), der kaster nyt Lys over STAMPES Indsats i disse. Til Forf.s Karakteristik af Stampe som Personlighed, S 134, hvor hans Humanitet og Elskværdighed fremhæves, burde vistnok ogsaa være tilføjet den Egenskab, som efter den skarpsindige Iagttager REVERDILS Erindringer og andres hermed overensstemmende Vidnesbyrd var ret fremherskende hos Stampe, nemligat han i visse Maader var en svag Mand, navnlig overfor Statens Magthavere i flere, ret afgørende Situationer.

    For det 19 Aarhundredes Vedkommende samler Hovedinteressen sig naturligt om dette Aarhundredes store Skikkelser, særlig ØRSTED og Goos, S 156—170, 203—212. At Forf. giver begejstrede Udtryk for sin Beundring for ØRSTED, vil kun vække Glæde og Tilslutning hos alle os,

der med Taknemmelighed og Varme tænker paa dennes fremragende Indsats som Videnskabsmand og hans Finhed og Ridderlighed som Karakter. Der gælder idethele i høj Grad om FRANTZ DAHLS Karakteristikker de Ord, som HØFFDING i vor Ungdom gav os som Motto: kun at være begejstret for det Store og at være trofast i det Smaa. Kun det virkelig Store yder Forf. i sin Fremstilling en uforbeholden Beundring; det gælder ganske særlig Personligheder som Ørsted og Goos. Iøvrig er han en overordenlig nøgtern og kritisk Vurderer af videnskabelig Indsats. I det hele og store kan jeg dele Forf.s Vurdering af Ørsted, ogsaa naar det gælder Træk, som man fra nogle Sider har fremhævet som Svagheder. At Ørsted ingensinde fik frembragt noget stort Systemværk, kan saaledes næppe forekastes ham, ti, som Forf. med Føje fremhæver, skyldes dette, at man ikke gennem en videnskabelig Stilling gav Ørsted den rette Tid og idethele de rette Arbejdsvilkaar hertil, Forf. S 163. I denne Forbindelse kunde det forøvrigt efter min Opfattelse have haft sin Interesse at anføre, at den samme Skribent, som fremhæver nævnte Forhold som en Mangel hos Ørsted som Videnskabsmand, nemlig Nationaløkonomen MARCUS RUBIN, ogsaa giver den ejendommelige Karakteristik af Ørsted som Lovgiver (ligeledes i Rubins, af Frantz Dahl anførte, store, iøvrig højst fortjenstfulde Værk om Frederik den VI's Tid), at ØRSTED var den store Conceptskriver i Enevældens Tjeneste. I denne Rubins Karakteristik ligger der efter min Opfattelse en Uretfærdighed og en Overdrivelse. Vel maatte Ørsted som Cancelliembedsmand nu og da udarbejde Lovregler, der helt eller delvis ikke stemmede med hans egne Anskuelser; og i den teknisk lovaffattende Virksomhed havde han en særlig Styrke. Ligeledes maatte han som kgl Kommissarius ofte offenlig overfor Stænderforsamlingerne forsvare Lovforslag (Udkast til Forordninger), som han indenfor Regeringen havde bekæmpet. Men, som de for nylig fremkomne meget indgaaende historiske Undersøgelser af de danske Stænderforsamlingers Historie¹ viser, skyldtes dette den usvigelige Loyalitet, der var et af Ørsteds smukkeste Karaktertræk. Ligeledes kan man jo nok synes, at da den enevældige Konge, Frederik den VI og den bag ved ham staaende, Ørsted fjendtlig stemte Statsminister KAAS, bød Ørsted Valget mellem at opgive sin Skribentvirksomhed eller sin Embedsvirksomhed, og han valgte denne sidste, viste dette ikke nogen udpræget stærk Karakter. Paa den anden Side viser netop de nævnte, nylig offenliggjorte historiske Undersøgelser om Stænderforsamlingerne, at Ørsted i alt Fald i den senere Periode af sit Liv havde vundet den Karakterens Fasthed og den urokkelige Saglighedens Linje, der tidligere et Øjeblik svigtede ham i det nævnte kritiske Tilfælde i hans Liv. Idethele giver Stænderforsamlingernes Historie det smukkeste Billede af Ørsted og hans Virksomhed som Lovgiver. Denne Historie viser ogsaa, at der indenfor Regeringen ofte var stærke saglige Modsætninger mellem ØRSTED og

 

    ¹ De danske Provinsialstænders Historie, udgivet i Anledning af Hundredaaret for deres Indførelse, ved Foranstaltning af den danske Rigsdag, i 2 Bind ved Hans Jensen.

STEEMANN, og at Ørsted ved flere vigtige Lejligheder formaaede at trænge igennem med sin Overbevisning eller ialtfald at opnaa en Mellemløsning, ligesom Ørsted havde en ret stor Indflydelse hos Kristian den VIII, der jo idetheletaget var betydelig mere begavet end Frederik den VI. Og som Lovgiver i 30^erne og 40^erne var Ørsted alt andet end den store Conceptskriver; han var i en Række af de vigtigste saglige Love den egentlige Leder. I Stænderforsamlingerne, der talte mange indsigtsfulde og sagkyndige Mænd, kunde Ørsted idetheletaget, med sin store Viden og saglige praktiske Erfaring, gøre sig stærkt gældende, ligesom det omvendt er forstaaeligt, at han maatte komme til kort i den senere Rigsdag, hvor Agitatorerne og Folketalerne førte det store Ord, hvad der i det nationale Spørgsmaal førte til Rigets Fordærv.
    ØRSTED var imidlertid i Videnskaben de begrænsede Emners og i Lovgivningen de begrænsede Reformers Mand. De største Samfundsproblemer gav han sig ikke af med, hverken videnskabeligt eller lovgivningsmæssigt. Det var i Personrets- og Arveretslovgivning, Strafferetslovgivning om særlige Afsnit o l, at han blev den fremragende Vejleder. De sociale Landboforhold og Bynæringsforhold, derunder Lavsforholdene, og Problemet om dybtgaaende Reformer paa disse Omraader laa det ikke for hans Natur at tage op til Løsning; og paa disse Omraader var han ret stærkt konservativ. I de sociale Problemer var hans store juridiske Forgænger, CHR. COLBJØRNSEN, som Lovgiver af større Format. Men det tjener Juraen til Ære, at hele den bedste Del af vor Lovgivning i det 18 og 19 Aarhundrede, baade den sociale og den privatretlige, den, vi i vidt Omfang bygger paa den Dag i Dag, skyldes disse to Juristers COLBJØRNSENS og ØRSTEDS Lovgivervirksomhed og Statsmandsgerning i Forening.
    Af den anden store Skikkelse i det 19 Aarhundrede, Goos, giver FRANTZ DAHL ogsaa en særdeles instruktiv og levende Karakteristik, S 203—212. Goos kan dog, hvor betydelig han end er, ikke ligestilles med Ørsted, hverken som Videnskabsmand eller som Lovgiver; dette er sikkert heller ikke Frantz Dahls Mening, omend han bruger stærke Udtryk for sin Beundring for Goos, og jeg ikke altid kan være helt enig med ham. Goos gennemførte baade i sin Almindelige Retslære og i sin Strafferet (den specielle Del) en abstrakt Systematik, som formentlig ikke gengiver den naturlige Sammenhæng i Livets Realiteter. Som Retsfilosof var han i Retslivets Grundproblemer ikke synderlig selvstændig; han støttede sig nærmest paa BENTHAM og STUART MILL. Idetheletaget synes hans Kendskab til den filosofiske Litteratur at væreret begrænset. Han havde ihvertfald ikke det flere Aars indtrængende Studium af Filosofiens Grundproblemer og af de betydelige Filosoffers Værker, som Ørsted havde bag sig. Derimod er Goos' Undersøgelser i den almindelige Retslære af den daværende Formuerets vigtigste privatretlige Spørgsmaal og hans sammesteds og i Strafferetten ydede Bidrag til Retsbrudslæren, som FRANTZ DAHL med Føje stærkt fremhæver, overordenlig værdifulde, ligesom hans skarpsindige og paa de omhyggeligste og grundligste Studier af Domspraksis byggede Fortolkninger og Ud-

 

32—Svensk Juristtidning 1937.

redninger af Straffeloven 1866's Regler hører til det ypperste, nordisk Retsvidenskab overhovedet har ydet paa Strafferettens Omraade. Idetheletaget besad Goos paa de særlig juridiske Omraader en overordenlig Tankekraft, der formaaede at bore dybt ned baade i Retsbruds- og Retshandelslæren og i Strafferettens vigtigste Problemer. Goos' Karakter var for den, der formaaede at se bag hans noget mærkelige, ret utilgængelige ydre Form, af en sjælden fin menneskelig Støbning; han var Tænkeren, Grubleren, uden nogensomhelst smaalig Selvhævdelse; og han var i sin Meningsudvikling overfor Modstandere helt igennem ridderlig.
    Overfor et saa righoldigt Galleri af videnskabelige Typer, som FRANTZ DAHL med stor Retfærdighedssans og Omhu gør Rede for, er det naturligvis umuligt i en Anmeldelse at komme ind paa alle Enkeltheder. Af den følgende Fremstilling vil jeg særlig fremhæve hans skarpsindige Karakteristik af JULIUS LASSEN og TORP. Jeg tror saaledes, at han i det Billede, han tegner af Torps Forfatterpersonlighed, har truffet psykologisk centralt ved at fremhæve som hans Hovedevne og Hoved tilbøjelighed Ræsonnørens, der paa en interessant og elegant Maade giver pro' et contra'ernes vekslende Spil. Hvad Karakteren angaar, vilde jeg personlig mene, at det med Varme fortjener at fremhæves, at TORP forenede de gamle Tiders smukke hensynsfulde Form med et menneskeligt dybt følende Sind.
    Ganske uanset, at man, som i det foregaaende berørt, naturligvis nu og da kan være uenig om Enkeltheder, maa man i det hele og store af Hjærtet ønske FRANTZ DAHL til Lykke med Fuldendelsen af dette store Arbejde, der ved sin indtrængende og levende Karakteristik af Fortidens danske Retsvidenskabsmænd utvivlsomt betyder en Indsats af blivende Værdi.