OM DE SIDSTE FORANDRINGER I DENNORSKE CIVILPROCES.

 

AV

 

PROFESSOR JON SKEIE.

 

    I. Naar jeg, efter Redaktionens opfordring, skal gi en kort fremstilling og vurdering af forandringerne, maa jeg, av hensyn til sammenhængen, först nævne grundtrækkene i reformverket av 1915.
    Dette aar blev der, efter langvarige forberedelser, vedtat en lov om domstolene, en lov om rettergangsmaaten for tvistemaal og en lov om tvangsfuldbyrdelse. I 1917 blev der git en særegen rettergangslov om skjön, ekspropriationssaker og odelslösning. Og ved en lov av 14. 8. 1918 blev det bestemt, at disse lover skulde træde i kraft den 1 januar 1923.
    Bevisförslen angaaende sakens realitet er i principet umiddelbar saavel i underretten som i appell-instansen, og hovedforhandlingen mundtlig. Parterne selv skal avhöres.
    Forliksraadet, som bestaar av tre lægmænd, valgt av kommunestyret for tre aar om gangen, er obligatorisk mæglingsinstans i de fleste saker. Det har ogsaa en begrænset adgang til at avgjöre en tvist, naar en part begjærer det.
    Herreds- og byretten er den ordinære underret. Den bestaar i regelen bare av en embedsdommer. Men to domsmænd skal tilkaldes i saker som behandles ved fast eiendoms verneting (det vilförst og fremst si: saker angaaende eiendomsgrænser, servituter og skade paa fast eiendom), i sjöretssaker og i andre saker, naar en av parterne kræver det eller embedsdommeren finder det önskelig, dog ikke i vekselsaker som behandles efter de særlige forskrifterom saadanne saker, og heller ikke i saker som anlægges for at faa fuldbyrdelsesdom paa grundlag av en utenlandsk retsavgjörelse eller et utenlandsk offentlig forlik.
    Lagmandsretten er överste instans i bevisspörsmaal angaaende sakens realitet. Dens domme kan appelleres til höiesteret paa

 

39—Svensk Juristtidning 1937.

grund av feil i retsanvendelsen eller saksbehandlingen. Til retsanvendelsen skal ogsaa henregnes fortolkningen av viljeserklæringer; likesaa bedömmelsen av sedvaners tilværelse og indhold, naar en kjendsgjernings retslige betydning avhænger derav. Lagmandsretten bestaar som regel av lagmanden og to andre embedsdommere. Fire domsmænd skal tilkaldes i de samme tilfælde hvor domsmænd skal delta i en herreds- eller byret. — Parterne kan enes om at indbringe en sak for lagmandsretten som förste instans. Dette gjælder dog ikke, naar den angaar: (1) eiendomsgrænser, en servitut eller erstatning for skade paa fast eiendom; (2) eller et formueskrav, som ikke er over 250 kr. (se tvistemaalslovens § 4).
    For anke fra forliksraad til herreds- eller byret gjælder ingen mindsteværdi. En anke til lagmandsret mot en herreds- eller byretsdom maa gjælde over 250 kr., en anke til höiesteret mot en lagmandsretsdom over 1,000 kr. Er ankegjenstanden mindre, kan lagmanden tillate anke til lagmandsret og höiesterets kjæremaals utvalg anke til höiesteret, naar avgjörelsen har betydning utenfor den foreliggende sak eller væsentlig betydning for appellanten ut over formuesværdien. Saker om eiendomsgrænser eller servituter kan paa-ankes til lagmansret uten hensyn til værdi. Og i saker om andet end ökonomiske krav gjælder ingen appelrestriktion.
    II. Rettergangsreformen var planlagt i normale tider. Halvorsens regjering gjorde et loyalt forsök paa at sætte den i verk. Den sökte i proposition nr. 99 for 1921 stortingets samtykke til organisationen av de lagmandsretter som ansaaes nödvendige. Dette samtykke blev ogsaa git. Men i 1922 blev gjennemförelsen av reformen utsat et aar efter forslag fra stortingets justiskomité, væsentlig fordi man ikke hadde de nödvendige retslokaler og boliger i Oslo og Bergen. Dersom anförslen herom var noget andet end paaskud, indeholder den jo indirekte den grove anklage, at administrationen enten ikke hadde tænkt sig muligheten av at man behövet lokaler og boliger, eller at den hele tiden fra 1918 hadde saboteret reformen. I 1923 og 1924 blev ny utsættelse besluttet, nu av finansielle grunde, hver gang ett aar. Under og straks efter krigen hadde staten raad til det utroligste. Saa maatte man nu til gjengjæld undgaa omkostninger til retsreformer.
    For at spare utgifterne ved oprettelse av lagmandsretter for civile saker foreslog regjeringen 31. 3. 1925 (odelstingsproposition nr. 37), at de gamle melleminstanser, overretterne (i Oslo, Bergen

og Trondheim), midlertidig (indtil 1 januar 1929) skulde utföre lagmandsretternes funktion. Forövrig skulde rettergangslovene av 1915 (men endnu ikke loven av 1. 6. 1917 om skjön m. v.) træde i kraft paa den senest fastsatte tid, 1 januar 1926. Der findes i propositionen ingen antydning om, at justisdepartementet (statsraad PAAL BERG) hadde til hensigt at gjöre nogen principforandring i reformen av 1915. Men forslaget om at overretterne midlertidig skulde gjöre tjeneste som överste instans i bevisspörsmaal blev et enestaaende grundlag for en kamp mot det nye princip: at bevisumiddelbarheten skulde gjennemföres ogsaa i appelinstansen, og at höiesterets kompetence derfor av praktiske hensyn maatte begrænses til saksbehandlingen og retsanvendelsen. Behandlingen i overretten skulde være den gamle: middelbar bevisförsel og skriftlig procedure. De gamle overretter var ikke skikket til at löse den nye opgave. Dommerstillingerne her hadde i lang tid (over 30 aar) været besat ved konstitution, og lönningerne hadde været noksaa lave. Saalænge disse retter skulde fungere som appelinstans var der ingen retslig grund til at begrænse höiesterets kompetence; alle maatte være enige om, at denne domstol gav en helt anden garanti end overretterne for en rigtig bevisvurdering. Der var saaledes i virkeligheten bare valg mellem tre alternativer: (1) at gjennemföre reformen av 1915 helt ut, (2) at utsætte den paanyt (3) eller at indföre den nye rettergangsmaate i forliksraad og underret, men beholde det gamle ankesystem, med höisteret som överste bevisinstans (i större saker). Resultatet blev det sidstnævnte alternativ: Ved lov nr. 6 av 17. 7. 1925 blev det bestemt, at de nye rettergangslover av 1915 skulde sættes i kraft fra. 1. 7. 1927; og ved en midlertidig lov (nr. 13) av samme dag blev det foreskrevet, at en anke fra herreds- eller byret gaar til overretten, medmindre saken gjælder en formuesværdi over 5,000 kr.; i sidstnævnte tilfælde gaar anken direkte til höiesteret. Den sidste regel var ny (efter ældre ret var den direkte anke begrænset til de byjurisdiktioner, som hadde kollegiale underretter, og ellers til enkelte arter av saker). Videre anke fra overret til höiesteret er betinget av samtykke fra höiesterets kjæremaalsutvalg (ogsaa i saker om andet end formueskrav). Bevisförslen i overretten og höiesteret skal som för være middelbar. Proceduren i overretten erskriftlig, i höiesteret dels skriftlig, dels mundtlig. For mange av dem, som gik med paa den her angivne ordning, var det nok avgjörende, at man ellers maatte frygte en længere utsættelse av

reformen idethele. Under behandlingen av den midlertidige lov uttalte höire-repræsentanten advokat GETZ, at den »dolket ned» de principer, som reformen av 1915 var bygget paa. Ordningen kunde efter min opfatning forsvares som en kortvarig overgang. Men det skulde vise sig, at den fik de varige fölger som Getz angav.
    III. Loven av 1925 satte ingen grænse for midlertidigheten. I en indstilling fra justiskomitéen, dat. 24. 4. 1934, om enkelte forandringer i rettergangslovene heter det: »Komitéens flertal, FOR MANNEN, BJÖRNSON, BONNEVIE, SMEBY, STENSAKER, STRAY og AAKRE vil allerede nu uttale at den finner at den nuværende midlertidige anke-ordning (lov av 17 juli 1925) bör avlöses av en anke-ordning med mundtlighet og bevisumiddelbarhet i anke-instansen som oprindelig forutsatt. Komitéen er dog opmerksom paa at ökonomiske hensyn kan tilsi modifikationer og forenklinger i forskjellige henseender». Minoriteten, statsadvokat FJALSTAD, fandt ikke grund til at uttale sig om saken, för den var utredet av departementet. Formannen (ANTON JENSSEN), BONNEVIE (komitéens ordförer i saken), AAKRE og SMEBY tilhörer arbeiderpartiet, BJÖRNSON bondepartiet, STENSAKER og FJALSTAD höire, STRAY venstre. Justisdepartementet hadde paa denne tid opnævnt en komité til behandling av en varig anke-ordning. Den bestod av höiesteretsjustitiarius PAAL BERG, höiesteretsdommer F. SCHJELDERUP (som i 1925 var drivkraften i kampen for den da vedtagne ordning og mot anke-ordningen av 1915), sorenskriver SOLEM, bureauchef HARBEK og advokat JOHAN CAPPELEN. Det var vistnok efter höiesteretsdommer SCHJELDERUPS initiativ komitéen blev opnævnt. Da den ovenfor nævnte indstilling fra justiskomitéen 14 mai 1934 kom under behandling i odelstinget, blev der fört en længere debat om principerne for en fremtidig anke-ordning. Komitéens ordförer sorenskriver BONNEVIE, repræsentant fra Nord-Norge, mindet i sit indledningsforedrag bl. a. om daværende höiesteretsdommer HAGERUP BULL'S erklæring under behandlingen av reformverket i 1915: at man maa godta det hele eller forkaste det hele. Og han stillet det krav at der nu maa bli »en helstöpt forandring som i anke-instansen gjennemförer mundtlighet og bevisumiddelbarhet». Komitéens sekretær, advokat CHR. STRAY, repræsentant fra Sörlandet (Aust-Agder), uttalte bl. a.: » De nuværende overretter bygger ... på en så lite tilfredsstillende ordning at vi iallfall på de kanter av landet hvor jeg er kjent, regelmessig må fraråde

folk å innbringe saker for overrettene.» Han fremhævet videre den sterke kritik som var reist mot den under den midlertidige ordning anvendte regel: at bevisoptagelse til bruk i en ankesak (for overret eller höiesteret) skal administreres av den samme underdommer, som har avsagt den angrepne dom. Og han fandt, at den komité, departementet hadde opnævnt, ikke var betryggende sammensat: »Det er et Oslo-utvalg, tör jeg si, som vi har sett så mange av för ..., og vi har ingen garanti for — jeg stoler ikke på — at vor landsdels interesser blir varetat. Jeg for mitt vedkommende må derfor si, at jeg fra förste öieblikk vil möte innstillingen fra dette utvalg med avgjort mistillit, hvis dets sammensetning ikke blir forandret.» Justisministeren gav i sit svar til Bonnevie og Stray anvisning paa den forbedring, at loven foreskriver mundtlig saksbehandling ved overretterne som det principale. Derimot uttalte han sig mot bevisumiddelbarhet i ankeinstanserne. Han nævnte for det förste »de ökonomiske vanskeligheter som gjorde sig gjeldende i 1925 og som ikke med mindre styrke gjör sig gjeldende idag.» Men den egentlige grund var dog visselig den som især höiesteretsdommer SCHJELDERUP hadde været talsmand for i 1925, at man ikke bör kræve bevisumiddelbarhet i anke-instansen fordi dette princip praktisk talt vil före til en begrænsning i höiesterets kompetence, og han mente at kunne forsvare principbruddet ved at citere en avhandling, somet andet medlem av den opnævnte komité, sorenskriver SOLEM, netop hadde indleveret til »Norsk Retstidende». Forfatteren sökte at vise, at man ikke kan stole paa en gjentat parts- eller vidneforklaring. »Den er», heter det, »meget ofte i virkeligheten resultatet av adskillig selvsuggesjon og bevisst eller ubevisst påvirkning ved prat med forskjellige folk.» Justisministeren indrömmet, at den komité, han hadde nedsat, var »noget ensidig»; den var opnævnt med »det begrensede mandat at revidere den nuværende ordning». Han erklærte sig villig til at imötekomme justiskomitéflertallet ved at gi den departementale komité i opdrag at »utrede også de spörsmål som er reist av komitéens flertal»; og han fandt det nu rigtig og naturlig at den blev »suppleret med folk som repræsenterer den anden opfatning». Han kunde oplyse, at »vi» (antagelig han og den opnævnte komités medlemmer) allerede för justiskomitéen avgav sin indstilling »hadde under overveielse å supplere den med representanter for Sörlandet og Nord-Norge». Det var jo et tydelig tilsagn om at Stray og Bonnevie skulde bli

med i komitéen. Men begge talte haardnakket videre om saken. »Vi er redde for», ytret BONNEVIE, »særlig med den sammensetning komitéen har fått at vi kan få en utredning ... som går på tvers av den utvikling vi önsker, istedet for at fremme den.» Og STRAY uttalte bl. a.:

    »Jeg syntes ikke statsråden var så svært velvillig like overfor den tanke som justiskomitéens flertall her kommer med. Der har alltid — og det samme gjorde statsråden nu — vært stablet op mange vanskeligheter, når vi skal gjennemföre den ordning at de enkelte distrikter skal få sine ankedomstoler, og nu hörte vi blandt annet det argument, at det blev så kostbart, når det var så mange parter og vidner som kanskje skulde reise til lagmannsretten og der möte og gi sin forklaring. Jeg gad vite hvad der blir mest kostbart, enten å möte for ankedomstol ute i distriktet i nærheten av der hvor vedkommende bor, eller å engasjere en advokat i Oslo og prosedere herinne og betale ut kanskje tusener av kroner i salærer — jeg gad vite, hvad der blir mest kostbart! Nei, vi har i distriktene utenfor Oslo alltid mött en mur av motstand, når det gjaldt å få dyktige jurister ute i distriktene som ankedommere, og den mur står vi også ovenfor idag. Det var den som justiskomitéensflertall forsökte å skyte en bresche ved å si, at den mener, at det som nu skal utredes, er å få ankedomstolene ute i distriktene.»

 

    Han hadde indtryk av »at her står andre krefter bak som skal stanse det arbeid, justiskomitéen her har tat op».

    »Det er viktig for hver eneste mann utover landet dette spörsmål, det er ikke bare et spörsmål som vi jurister slåss om. Civilprosessreformen blev endevendt bare på nogen måneder her i Stortinget, efter at Oslo-advokatene hadde tatt op arbeidet for å bevare Höiesterett som det veldige apparat det nu er, en höieste domstol som skal sitte og bedömme ethvert fille-bevisspörsmål, til tross for at alle bevisspörsmål bedre kunde avgjöres der hvor saken hörer hjemme.»

 

    Komitéen blev suppleret, med BONNEVIE, STRAY og höiesteretsdommer ALTEN. Den gav 12. 12. 1934 utkast til forandringer i rettergangslovene. Proposition overensstemmende med utkastet blev fremsat 8. 3. 1935. Stortingets justiskomité bad i brev av 28. s. m. om höiesterets uttalelse angaaende hovedpunkterne i lovutkastet. Rettens svar blev git allerede 6 april. Det begynder saaledes: »Da komitéen har önsket Höiesteretts uttalelse avgitt snarest mulig, har Höiesterett ikke hatt anledning til å dröfte eller ta standpunkt til enkelthetene i den foreliggende proposisjon.» Der blev ikke git nogen begrundelse for rettens svar paa de tre hovedspörsmaal som var stillet: 1. om höiesterets kompetence bör være som efter propositionen eller som angit i civilprocesreformen av

1915, (2) om overretterne bör avlöses av lagmandsretter og (3) om höiesterets kjæremaalsutvalg bör ha den kompetence som var angit i propositionen. Bare én av höiesteretsdommerne, EINAR HANSSEN, stemte for opretholdelse av anke-ordningen i loven av 1915. Han gav 29. s. m. en indgaaende begrundelse for sit standpunkt (den blev trykt som stortingsdokument nr. 19).
    Da justiskomitéens indstilling om propositionen kom til behandling i odelstinget 13. juni, foreslog sorenskriver PEERSEN utsættelse til næste aar, idet han uttalte: »Nu vet vi alle at innstillingen först blev færdig for et par dager siden.» Komitéens ordförer i saken svarte hertil, at indstillingen er dateret 31 mai og blev omdelt »nogen dager senere» (uten at han kunde si naar). For utsættelse talte bl. a. höiesteretsdommer K. F. DAHL (som ikke hadde deltat i höiesterets behandling av justiskomitéens forespörsel). Utsættelsesforslaget blev imidlertid forkastet med 62 stemmer. Tempoet har varieret som man ser.
    IV. Propositionen (d. v. s. den departementale komités utkast) blev med visse modifikationer vedtat i lov av 21. 6. 1935. Den blev en art kompromis mellem det system, som den oprindelige departementale komité (ifölge justisministerens uttalelse i odelstinget 14. mai 1934) vilde ha foreslaat, og reformen av 1915, som justiskomitéflertallet hadde krævet gjennemfört. Det eralene som kompromis, ikke efter indre grunder, vor nugjældende anke-ordning idethele kan forklares. Det er derfor jeg har fundet det nödvendig at skissere dens historie.

    1. Reformen av 1915 blev opretholdt forsaavidt at der blir organiseret civile lagmandsretter istedenfor de gamle overretter (disses funktion skulde ophöre 30. 6. 1936). Nu hadde beregningen, merkværdig nok, git det resultat, at denne forandring ikke vilde medföre nogen væsentlig ökning i statens utgifter. — Men det blev lagmandsretter av en anden art end de, som var foreskrevet og forutsat i loven av 1915.
    a. De blev sterkt reduceret i selve loven.
    For det förste derved at paabudet om tilkaldelse av domsmænd i visse arter av saker blev ströket, mens det blev opretholdt for herreds- og byretterne. Den departementale komité foreslog ogsaa ophævelse av den bestemmelse, at retten selv kan tilkalde domsmænd, naar den finder det önskelig. Det skulde være overlatt til parterne at begjære tilkaldelse; og komitéutkastet gav anvisning paa, at parterne bör kunne nöie sig med to, mens loven

av 1915 foreskriver fire. Efter justiskomitéens indstilling fik dog loven den regel, at retten kan tilkalde domsmænd, naar den »av hensyn til sakens art anser det nödvendig» (i loven av 1915 heter det: »önskelig»). Forskriften om at domsmænd skal tilkaldes i visse saker blev derimot ophævet. Og loven har nu den besynderlige ordning, at der efter rettens initiativ bare kan tilkaldes to, mens antallet er fire, naar tilkaldelse sker efter begjæring av en part, medmindre han og motparten er enige om at begrænse antallet til to.
    En anden reduktion av lagmandsretten ligger deri, at loven gir adgang til at sammensætte underretten av tre embedsdommere for en enkelt sak — praktisk talt med den fölge, at lagmandsretten blir sat utenfor som appel-instans. Domstolsloven bestemmer nu i § 21, 3 ledd: »I tvistemaal kan det efter begjæring av en part besluttes at herreds- eller byretten under hovedforhandlingen skal settes med tre dommere, når saken er særlig viktig eller vanskelig og retten ikke settes med domsmenn. Beslutningen treffes av lagmannen efter innstilling fra domstolens formann. Har retten ikke tre dommere, opnevner lagmannen de andre dommere blandt de faste dommere i lagdömmet. Lagmannens beslutning kan ikke angripes ved kjæremål eller anke.» Det er i regelen parternes sakförere, som avgjör, om domsmænd skal tilkaldes. Naar ens akförer har det syn paa lægdommere, at deres deltagelse er overflödig eller skadelig, og han derfor undlater at begjære tilkaldelse, faar m. a. o. den anden part adgang til isteden at begjære underretten sammensat av tre jurister. Og den regel, at lagmanden avgjör en saadan begjæring med endelig virkning, er meget uheldig. Ofte maa en ærekjær lagmand opfatte begjæringen som en inkompetence-erklæring, rettet mot ham personlig eller (og) mot lagmandsrettens övrige embedsdommere. I andre tilfælde kan den være ham meget beleilig: En indvilgelse sparer ham jo for arbeide paa en vanskelig og brysom sak.
    Jeg nævnte, at valget av en kollegial underret praktisk talt vil bety at lagmandsretten blir sat utenfor som ankedomstol i saken. Det er imidlertid ikke bare i dette tilfælde, loven gir anvisning paa en saadan degradation. Tvistemaalsloven bestemmer nu, efter ændringen av 21. 6. 1935, i § 6, 2 ledd, at en herreds- eller byretsdom kan »bringes direkte inn for Höiesterett, når avgjörelsen har betydning utenfor den foreliggende sak eller saken er pådömt av tre rettskyndige dommere eller med fagkyndige

domsmenn, og likeså når det av særlige grunner er meget om å gjöre av hensyn til en parts kår eller for å få saken hurtig avgjort». Hertil kræves rigtignok samtykke av höiesterets kjæremaalsutvalg, og samtykke skal nektes, heter det, naar anken eller en »motanke av hensyn til bevisförslen bör behandles ved lagmannsret». Men det avhænger jo helt av de tre höiesteretsdommere, som danner utvalget, om der er noget saadant hensyn at ta. Har disse dommere den opfatning, som ifölge justisministerens ytringer under odelstingsdebatten i mai 1934 var raadende i den oprindelige departementale komité (og som nærmest synesat ligge til grund for höiesteretsflertallets svar av 6 april 1935), den opfatning nemlig, at bevisumiddelbarhet i appel-instansen idethele ikke er paakrævet, blir det efter deres synsmaate en unödig omvei og en uforsvarlig ekstraomkostning man paalægger appellanten, om man nekter ham adgangen til direktehöiesteretsanke. Det har, efter hvad jeg har grund til tro, vist sig, at kjæremaalsutvalget i forholdsvis stor utstrækning har git samtykke til direkte anke fra herreds- eller byret til höiesteret. — Under odelstingsdebatten om den nye bestemmelse i domstolslovens § 21, 3 ledd, foreslog advokat STRAY, at dette ledd skulde gaa ut. Han hadde i dette spörsmaalet to meningsfæller i justiskomitéen, nemlig BJÖRNSON og AAKRE. Og han fik tilslutning under debatten av arbeiderpartirepræsentanten, höiesteretsdommer K. F. DAHL, som bl. a. uttalte: »Jeg mener, som jeg fremholdt tidligere, at det vesentlige ved denne reform er organisasjonen av de nye lagmannsretter, og jeg vil ikke være med på nogen bestemmelse som på nogen måte kan svekke eller undergrave lagmannsrettens prestige». Bestemmelsen blev vedtat mot 27 stemmer. Da forslaget til den nye regel i tvistemaalslovens § 6, 2 ledd om instansrækken senere kom under behandling, foreslog STRAY (sammen med BJÖRNSON og AAKRE), at der ikke skulde være adgang til at gaa lagmandsretten forbi av den grund, at underretten har været sammensat av tre jurister. Men han blev da mött med denne bemerkning fra statsraad LIE: » Jeg hadde ikke ventet mig, at hr. Stray vilde optatt sin dissens under § 6, for den er i realiteten avgjort under § 21 i den forrige lov. Hele hensikten med denne tremannsdommerinstitusjon av juridiske dommere er den, at en anke skal kunne gå direkte til Höiesterett for at man skal kunne få en rask og en billig avgjörelse.» »Ja, nu begynner jo konturene å bli noget klarere»,

erklærte da STRAY. »Nu heter det at hensikten med disse tremanns-domstoler er at man skal kunne komme direkte til Höiesterett, altså utenom lagmannsrettene.» Hans forslag blev forkastet mot 17 stemmer.
    Ogsaa en fjerde lovændring bör nævnes i denne sammenhæng. Bestemmelsen i tvistemaalslovens § 4, at en sak kan bringes indfor lagmandsretten som förste instans, naar parterne er enige om det, blev ophævet. Som begrundelse herfor anförte den departementale komité bl. a.: »Ordningen i tvistemålslovens § 4 kan lede til at herreds- og byrettene synker i anseelse og at de på samme måte som i Tyskland og Danmark synker ned til bagatelldomstoler. Det må antas at dette vil virke skadelig på rekrutteringen til dommerembedene ved disse retter.» For reduktionen i lagmandsrettens autoritet var man ikke saa ömfindtlig. Faren for en svækkelse av herreds- og byrettens anseelse kunde man selvsagt ha avverget paa den enkle maate, at man hadde sat et meget höiere minimum end det, som var angit i loven av 1915 (kr. 250), for adgangen til at avtale, at lagmandsretten skal være förste instans; man kunde f. eks. ha sat dette minimum til 3,000 eller 5,000 kr. I de fleste landsjurisdiktioner og i de byer, som ligger langt fra lagmandsrettens kontor eller et andet fast retssted, vilde adgangen til at söke lagmandsretten som förste instans neppe være blit synderlig benyttet, selv om mindstesummen i loven av 1915 var blit staaende. I sin henvisning til underretternes stilling i Tyskland og Danmark nævner komitéen ikke at loven i disse land har henlagt en stor del av de viktigste saker til den höiere instans, mens vor lov av 1915 bare gav parterne en adgang til at vedta den. De fleste av Stortingets medlemmar hadde neppe kjendskap til denne meget væsentlige forskjel. — Det var efter min opfatningen meget god regel, at parterne har adgang til at vælge lagmandsretten som förste instans i vigtigere saker. Den sparer baade tid og omkostninger; den sparer tillike parterne for meget av de lidelser eller ialfald ubehageligheter, som en langvarig og gjentagen rettergang kan medföre ogsaa i visse civile saker. Og netop de, som har den tro, at en part, et vidne eller en sakkyndig bare én gang sier sin egen oprigtige mening, skulde jo ha en særlig opfordring til at ordne rettergangen saa, at det er dommeren i den avgjörende, sidste bevisinstans, som faar höre förstegangsforklaringen.

    b. Da reformverket av 1915 blev vedtat, var det forutsætningen, at man skulde söke at faa dommerembedene i lagmandsretterne besat med landets bedste jurister (som vil gaa ind i statstjenesten). Denne forudsætning er ikke blit opretholdt. Paa grund av den planlöshet, som raadet like til 1935, blev der ikke sörget for en overgang til andre stillinger for de dommere, som efterhvert var konstitueret i de gamle overretter. Resultatet blev derfor, at de fleste av disse uten konkurrence blev flyttet over til lagmandsretterne. Det var vel denne ordning, justisministeren hadde for öie, da han under lagtingsdebatten om loven av 1935 uttalte: »De förste ankedomstoler, overrettene, blir lagmannsretter.» Det blev forsaavidt det samme paa en anden maate; de gamle retter fik et nyt navn. Overretsdommerne var visselig meget habile for sin stilling. Men det var jo ikke med tanke paa en overgang til lagmandsretsdommere, de var blit konstitueret. Og de hadde fra overretterne bare erfaring i skriftlig ankebehandling.
    2. Tilsyneladende blev justiskomitéflertallets krav paa bevisumiddelbarhet i överste anke-instans delvis imötekommet. Bestemmelsen i loven av 1915 § 357, at anke til höiesteret bare kan grundes paa feil i saksbehandlingen eller retsanvendelsen, blev ganske visst ophævet. Men lovens nye § 373, 3 ledd bestemmer: »Kjæremålsutvalget kan efter å ha gitt den ankende part adgang til å uttale sig nekte å fremme anken helt eller for en del, når det enstemmig 1. finner det klart, at anken ikke vil före frem, 2. eller finner at anken ikke vil kunne gis medhold uten at Höiesterett fraviker den påankede avgjörelse i et punkt hvor det antas å ha vært av vesentlig betydning, at retten har hatt höve til umiddelbart å höre forklaringer av parter eller vidner eller til å foreta en granskning, som ikke kan foretas av Höiesterett, 3. eller finner, at den ankende part ikke har sannsynliggjort, at det er uten hans skyld at nye påberopte beviser som underpunkt 2 nevnt ikke har vært fört umiddelbart for den rett som har dömt i saken.» Nr. 3 blev tilföiet i stortingets justiskomité. Nr. 1 gir, som vi ser, utvalget myndighet til at forkaste en anke uten hensyn til bevisets art.
    I nöie sammenhæng med anke-ordningen staar reglerne om protokollation av parters, vidners og sakkyndiges utsagn. Den oprindelige tvistemaalslov bestemmer herom i §§ 127 og 128: Naar de blir avgit i retsmöte utenfor hovedforhandlingen, skal

de indföres i retsboken og efterhvert læses op til vedtagelse (hvis ikke andet er bestemt); tilföielser og rettelser, som blir gjort ved oplæsningen, föres ind; »indrömmelser og andra særdeles vigtige uttalelser bör gjengives ordret» (§ 127). Under hovedforhandlingen kan retten beslutte, at en forklaring skal protokolleres paa den i § 127 angivne maate: »1. når det viser sig, at hovedforhandlingen må utsettes så lenge, at ellers ny avhöring vil kunne bli nödvendig; 2. når retten antar, at ny avhöring i tilfelle av anke derved kan undgåes, og innföringen kan foregå uten vesentlig å forstyrre forhandlingens gang; 3. når den antar, at forklaringen i tilfelle av anke ikke mer vilde kunne erholdes, eller at ny avhöring måtte foregå utenfor hovedforhandlingen;4. når ellers særlige grunner gjör det önskelig, og navnlig når det kommer an på ordlyden» (§ 128, 1 led). — Den departementale komités flertal foreslog, at en saaledes kontrolleret protokollation (efter reglerne i § 127) under hovedforhandlingen bare skalforetages i tilfælde, hvor »der er grund til at frygte for at forklaringene ikke kan bli gjentat under senere hovedforhandling eller ankeforhandling». Paa den anden side foreslog komitéens flertal i § 128, 2 ledd, en summarisk og ikke verificeret protokollation: »Ellers skal hovedinnholdet av forklaringene föres inn i rettsboken i den utstrekning rettens formann finner det påkrevet av hensyn till domsavsigelsen eller fordi det kan ha betydning for en senere avhöring. Det samme skal gjöres når derved ny avhöring kanspares i tilfelle av anke, fordi det efter innholdet av forklaringen ikke kan være nödvendig eller rimelig å gå til avhöring umiddelbart for ankedomstolen.» STRAY dissenterte, med den begrundelse at en saadan regel kunde före til det resultat, »at den umiddelbare bevisförsel for lagmannsretten mere og mere faller bort», og saaledes gir »lettere adgang til direkte anke til Höiesterett med forbigåelse av lagmannsrettene». I propositionen blevder (i anledning av indvendninger fra byretten i Oslo og Bergen) gjort den reservation, at den foreskrevne protokollation ikke maa foretages, naar den medförer »vesentlig ulempe for forhandlingene». — Efter regjeringsskiftet erklærte justisdepartementet först, at der ikke burde gjöres nogen forandring i detidligere protokollationsregler. I en skrivelse, som er dateret 29 mai 1935, foreslog departementet en ny § 128 saalydende: »Under hovedforhandling bestemmer rettens formann om og i hvilken utstrekning forklaringer som blir avgitt av parter, vidner og sakkyndige skal innföres i rettsboken.» Om verifikation er intet

sagt i lovteksten. Men departementets korte begrundelse synes at vise, at der ingen oplæsning og vedtagelse skulde finde sted. —Efter justiskomitéens indstilling skal den oprindelige § 128 bli staaende, men der skal tilföies dette nye led: »Retten kan i de her nevnte tilfelle også beslutte, at bare hovedinnholdet av forklaringen eller en enkelt del av forklaringene skal föres inn i rettsboken og leses op til vedtagelse.» Om dette forslag uttalte höiesteretsdommer K. F. DAHL under odelstingsdebatten: »Det anser jeg for å være en overmåte farlig bestemmelse. Protokollasjonen vil jo få sin vesentlige betydning, når den skal brukes ved ankedomstolene, og da mener jeg at det er ganske uriktig å overlate det til dommerens subjektive skjönn å protokollere bare det som han efter sin personlige opfatning finner er det vesentlige. Det kan være meget delte meninger om hvad der er vesentlig og hvad der ikke er vesentlig ved en parts- eller vidneforklaring. Skal det först protokolleres, mener jeg at protokollasjonen bör være fullstendig, således som det er foreskrevet i § 127. Det vil före ut på et risikabelt skråplan, hvis man her åpner adgang for dommeren til å begrense protokollasjonen efter sitt subjektive syn på saken.» Forslaget blev imidlertid vedtat mot 14 stemmer. Der blev m. a. o. adgang til en summarisk protokollation; men den skal kontrolleres av deponenten og den maa besluttes av retten (ikke bare av formanden). Denne bestemmelse er selvsagt en væsentlig forbedring i sammenligning med den departementale komités utkast og med justisdepartementets forslag av 29 mai 1935. Men den er, som DAHL fremhævet, meget farlig. Ogsaa den summariske protokollation skal jo ifölge det nye led ha samme formaal som den fuldstændige efter det gamle förste led nr. 2: nemlig at spare ny avhöring i tilfælde av anke. Naar en saadan summarisk protokollation er foretat, vil ankedomstolen kunne negte ny avhöring. Det blir da i virkeligheten underdommeren som avgjör, hvad appel-retten skal faa kundskap om av en forklarings indhold. Og vel at merke: paa et stadium, da han, efter saksforberedelsen eller gjennem den allerede foretagne bevisförsel under hovedforhandlingen, i mange tilfælde allerede har tat sit standpunkt i tvisten. I den omstændighet, at et vidne har godkjendt protokollationen som resumé betragtet, ligger selvsagt ingen tilstrækkelig garanti for, at det juridisk væsentlige er kommet med. Bestemmelsen utvider paa den ene side i höi grad adgangen til middelbar bevisförsel allerede i lagmandsretten, og reducerer tilsvarande garantien for,

at det sekundære bevismiddel er fuldstændig, det vil si: rigtig. — Og den utvider adgangen til avgjörelse efter bare middelbar bevisförsel i sidste instans, nemlig i höiesteret. Er der ikke git andre utsagn direkte til lagmandsretten, er jo veien helt aapen til fortsat appel. Og om nogen vidner er fört umiddelbart, vil kjæremaalsutvalget ræsonnere som saa: Naar ett eller flere prover fremlagt i referat, kan vel den direkte bevisförsel i det hele ikke ha været nödvendig.
    Kjæremaalsutvalget har, som man vil se, idethele faat hals og haand over hele anke-ordningen. Om dette system kan jeg nöie mig med at citere et avsnit av höiesteretsdommer K. F. DAHLS tale i odelstinget:

»De opgaver, som efter komitéens innstilling er tildelt kjæremålsutvalget, er overmåte viktige, vidtrekkende og av inngripende betydning for mange menneskers vitale interesser. Utvalget kan for det förste nekte å fremme en ankesak når det, efter å ha innhentet den ankendeparts uttalelse, enstemmig finner det klart at anken ikke vil före frem. Utvalget treffer her en realitetsavgjörelse, ens betydende med stadfestelse av den påankede dom, en avgjörelse så viktig og så ansvarsfull, atden hittil bare har kunnet treffes av den samlede Höiesterett, og bare når retten har vært enstemmig. Dernest skal utvalget kunne nekte fremme av anken, hvis bevisumiddelbarheten antas å ha vært av vesentlig betydning for den på ankede avgjörelse. Hvorvidt dette er tilfelle, vil i mange tilfelle, antaglig i de aller fleste, være gjenstand foret skjönn som åpenbart må fremby store vanskeligheter. Ankesakene kan i denne forbindelse deles i 3 grupper. For det förste saker som er avgjort bare på grunnlag av parts- og vidneforklaringer. Efter lovutkastet skal disse anker nektes fremme, forsåvidt angår den faktiske bevisbedömmelse. For det annet saker som er avgjort bare på grunnlag av dokumentbevis. Her vil anken regelmessig i sin helhet bli fremmet til Höiesterett. For disse grupper er lösningen klar, men desto större vanskeligheter vil fremkomme når vi kommer til den tredje gruppe, som formodentlig vil komme til å telle de aller fleste anker, nemlig de saker, hvis avgjörelse er truffet på grunnlag av et bevismateriale som omfatter både skriftstykker og parts- og vidneforklaringer. I så fall vil det i særdeles mange tilfelle være forbundet med store vanskeligheter å bedömme hvorvidt de muntlige forklaringer for den underordnede rett har vært av vesentlig betydning for den påankede avgjörelse. De underordnede retters domsgrunner vil neppe ofte gi klar eller tilstrekkelig beskjed herom og utvalget vid da være henvist til et skjönn uten sikre holdepunkter, nærmest en gjetning, som vil gi anledning til megen vilkårlighet. For å kunne treffe en riktig avgjörelse i slike tilfelle tror jeg at man, slik som det blev uttalt av höiesterettsdommer Hanssen på Dommerforeningens möte, nærmest må være i besiddelse av den sjette sans, og det er en sans som neppe kan påregnes å være til stede i synderlig utstrekning innenfor Höiesterett. — Er nu kjæremålsutvalget

 

disse meget krevende opgaver voksen? Efter min beste overbevisning vil utvalget ikke kunne makte lösningen av disse opgaver på forsvarlig måte. Selv om det regnes med at det civile kjæremålsutvalg bare besettes med faste höisterettdommere vil det allikevel være lite betryggende å tildele utvalget så betydningsfulle opgaver, fordi disse med utvalgets stadig skiftende sammensetning vil bære preget av usikkerhet, vilkårlighet og de tilfeldige utvalgsmedlemmers personlige syn på verdien av bevisumiddelbarheten og verdien av legdommerelementets medvirkning i rettergangsordningen. Hertil kommer at kjæremålsutvalget også av den grunn er en relativt svak domstol, som man skal være meget varsom med å sette i Höiesteretts sted, at utvalget treffer sine avgjörelser ikke bare uten kontradiktorisk forhandling, men uten den offentlige kontroll som våre övrige domstoler regelmessig er underlagt. Jeg vil derfor föle mig langt mere betrygget, om de avgjörelser, som efter innstillingen er tildelt kjæremålsutvalget, blir henlagt til den samlede Höiesterett, som ialfall vil gi langt större garanti enn utvalget for sammenheng, system og faste linjer i de skjönnsmessige avgjörelser.»

    Savidt jeg vet er det særdeles faa saker, hvori kjæremaalsutvalget hittil har nektet at fremme anken i henhold til lovens § 373, 3. led (nr. 1—3). Konturerne vil antagelig ogsaa i spörsmaalet om bevisumiddelbarheten snart bli klarere for dem, som mente at opnaa noget i den retning ved kompromisset av 1935.
    V. Et flertal i civilproceskommissionen av 1891 (som avgav sin indstilling 1907) hadde foreslaat, at höiesteret skulde være överste instans i bevisspörsmaal. Men bevisförslen skulde være umiddelbar ogsaa der. Retten skulde selv avhöre baade parter, vidner og sakkyndige i den utstrækning, hvori dette er mulig og kunde ansees paakrævet.
    Den anke-ordning, som blev vedtat i 1915, var anbefalet av höiesteret med stort flertal (10 mot 3). Og det efter en meget grundig dröftelse. Justisdepartementet anmodet om rettens uttalelse i skrivelse av 11 mai 1908. Retten opnævnte straks (16s. m.) et utvalg paa tre medlemmer. Det avgav en grundlig indstilling, dateret 19 november 1908. Utvalgets flertal uttalte: »At bringe bevisbedömmelsen fra lagmandsretten, som har hat direkte adgang til at höre parters og vidners forklaringer, ind for höiesteret, naar denne domstol ikke har samme adgang, er der for at bringe saken fra en bedre stillet til en slettere stillet domstol. » Indstillingen forelaa til studium for rettens övrige medlemmer i 31/2 maaned. Den samlede rets erklæring blev avgit 4 mars 1909. Det heter her bl. a.: »Et overveiende flertal av rettens medlemmer slutter sig her — under tiltrædelse i alt væsentlig av utvalgsflertallets begrundelse — til dettes stand-

punkt, forsaavidt det gaar ut paa bestemt at fraraade den av proceslovkommissionens flertal foreslaatte ordning med adgang til at faa prövet en sak i dens helhet, altsaa ogsaa dens faktiske grundlag, av höiesteret. Man mener, at der bör tillægges denne ret alene prövelsen av retsspörsmaal og saksbehandlingen vedlagmandsretten.»
    Den norske sakförerforening opnævnte en komité paa 5 medlemmer (deriblandt advokat STANG LUND) som enstemmig sluttet sig till höiesteretsflertallets erklæring om anke-ordningen.
    Det samme gjorde den revisionskomité, som justisdepartementet hadde opnævnt 4 mai 1908 og hvor bl. a. senere höiesteretsjustitiarius dr. SCHEEL og advokat JOHAN BREDAL var medlemmer.
    Der er under den senere diskussion om anke-ordningen i virkeligheten intet nyt fremfört.
    VI. Ti lægmænd, lagretten, avgjör (efter raadslagning i enrum) med endelig virkning, om en tiltalt har foretat den handling, han er anklaget for. Frifinder de ham, er der intet fastslaaet (officielt) angaaende faktum; en anke til höiesteret over lovanvendelsen blir da kun mulig i tilfælde, hvor lagmanden har git en protokolleret retsbelæring, som kan ha fremkaldt frifindelsen, og som anken kan rettes mot. Videre gir lagretten inappelable svar paa spörsmaal om præmisser for mange av de avgjörelser, som de juridiske dommere skal træffe, först i lagmandsretten, senere i höiesteret: angaaende forældelse, straffens utmaaling eller hel fritagelse for straf og angaaende anvendelseav sikkerhetsforholdsregler.
    Alt i alt tror jeg man faar si, at vi har gjort gode erfaringer i Norge om lægmænds lösning av de vigtige opgaver, som straffeprocessloven paalægger dem. Men det kan neppe bestrides, at et samarbeide mellem lægmænd og embedsdommere har sine fordeler fremfor jury-ordningen. Det var dette samarbeide loven av 1915 dels foreskrev, dels gav anvisning paa i civilprocessens överste bevisinstans. Loven av 1935 har i virkeligheten gjenindfört den gamle regel om middelbar bevisförsel i höieste instans. Skulde der være nogen sammenhæng i det judicielle system, maatte konsekvensen være, at lovgiverne ogsaa i straffesaker nu vender tilbake til den gamle ordning, d. v. s. gjör höiesteret til överste bevisdomstol. Der er jo nemlig hverken i bevisernes eller de retslige subsumtioners art nogen forskjel mellem de to processer, som kan begrunde helt differente regler.