Den danske Svangerskabslov af 1937. Det i SvJT 1936:648 omtalte danske Regeringsforslag til Lov om Foranstaltninger i Anledning af Svangerskab er nu med visse Ændringer blevet vedtaget som Lov Nr. 163 af 18. Maj 1937, der træder i Kraft den 1. April 1938.
    Hovedlinierne i Forslaget er bevaret. Rigsdagen har med ganske overvejende Flertal sluttet sig til Justitsminister K. K. STEINCKE'S Forkastelse af de af Svangerskabskommissionen anerkendte sociale og humanitære Indikationer. De i Forslaget indeholdte Principper med Hensyn til Lægernes Bistand til Svangerskabsafbrydelse samt Indretningen af Seksualklinikker er ligeledes i alt væsentligt blevet godkendt af Rigsdagen.
    Som Punkter, hvorved Loven afviger fra Regeringsforslagets oprindelige Indhold, skal fremhæves følgende:
    1) Ifølge Forslagets § 1 skulde Svangerskabsafbrydelse tillades, naar den var nødvendig for at afværge en i »Sygdom eller andre Forhold »begrundet Fare for Kvindens Liv eller Helbred. Denne Formulering, tilsigtede en væsentlig Indskrænkning i Forhold til Svangerskabskommissionens Legalisering af dels rent medicinske Indikationer (»en paa Grund af Sygdom tilstedeværende Fare for Kvindens Liv eller for en varig og betydelig Forringelse af hendes Helbredstilstand»), dels socialthumanitære Indikationer (»naar Svangerskabet eller Barnets Fødsel medfører Fare for en varig og betydelig Forringelse af Kvindens personlige, familie- eller samfundsmæssige Stilling, og denne Fare ikke findes at kunne afværges paa anden Maade»). Den fra juridisk Side,navlig af Svangerskabskommissionens Formand, nu afdøde Rigsadvokat AUG. GOLL, fremsatte Kritik har imidlertid vendt sig skarpt mod den i

872 STEPHAN HURWITZ.Udtrykket »eller andre Forhold» liggende Uklarhed, der efter Omstændighederne vilde kunne legalisere et endnu videre Omraade for Svangerskabsafbrydelser end af Kommissionen foreslaaet. Som en Imødekommelse af Kritiken er nu Lovteksten blevet omredigeret saaledes, at det afgørende Kriterium bliver, om Svangerskabets Afbrydelse er »nødvendig for at afværge alvorlig Fare for Kvindens Liv eller Helbred». Det har ikke været Meningen hermed at skabe nogen Indskrænkning eller Udvidelse med Hensyn til Bestemmelsens reelle Indhold i Forhold til Justitsministerens oprindelige Forslag, men kun en større Klarhed med Hensyn til dette. Det ses dog ikke, at den nye Formulering er klarere end den ældre. Ved Lovens Anvendelse i Praksis maa For tolkningen støtte sig til Lovens Forarbejder. Det fremgaar formentlig af disse, at den citerede Bestemmelse ikke blot skal omfatte medicinsk Indikation i snæver Forstand, d. v. s. en i Patientens Helbredstilstand Sygdom») begrundet Fare for Liv eller Helbred, men ogsaa en udvidet medicinsk Indikation, der medtager Tilfælde, hvor alvorlig Fare for Kvindens Liv eller Helbred er indiceret gennem en legemlig Svækkelsestilstand, navnlig Udslidthed paa Grund af mange Barnefødsler eller Undernæring, eller gennem svær psykisk Depression. Tilfælde, hvor Kvindens Liv eller Helbred trues af en udefra kommende Fare i Forbindelse med Svangerskabet, f. Eks. Overfald fra Ægtemandens Side, kan vel rent sprogligt omfattes af Ordene, men er sikkert ikke tænkt indbefattet under Definitionen. Saadanne Tilfælde vilde ogsaa være i høj Grad uegnede for en specifik lægelig Bedømmelse. Fra Lægeforeningen er der endog under Lovforslagets Behandling protesteret imod, at der paabyrdes Lægerne Afgørelser, som gaar udover Bedømmelsen af den ovenfor angivne medicinske Indikation i snævreste Forstand. Efter den Stilling, Lægerne har indtaget, er der Grund til at antage, at Loven i Praksis fra lægelig Side vil blive undergivet en ret snæver Fortolkning. Alt i alt vil man — bortset fra etiske og eugeniske Indikationer — næppe i den nuværende Formulering af Loven finde Hjemmel for Svangerskabsafbrydelse i videre Omfang end anerkendt ud fra nødretlige Betragtninger allerede i Henhold til hidtil gældende Lovgivning og Praksis.
    2) Medens Forslaget lige saa lidt som Kommissionsudkastet krævede nogen Politiundersøgelse som Forudsætning for Svangerskabsafbrydelse paa etisk Indikation (Blodskam, Kønsfrihedsforbrydelser), er der i Loven § 1, 3. Stk., indsat en Bestemmelse om, at Afbrydelse af Svangerskab, der begrundes ved en Række nærmere betegnede Kønsfrihedsforbrydelser (Voldtægt, Misbrug af bevidstløse Kvinder, m. v.) ikke maa ske, medmindre der er foretaget Anmeldelse til Politiet om Forbrydelsen, og Anmeldelsen efter stedfunden Politiundersøgelse ikke er afvist som urigtig.
    3) Ligesom efter hidtil gældende Lov, men i Modsætning til Forslaget, har Loven optaget en Bestemmelse om, at Strafansvaret for den besvangrede Kvinde under særlig formildende Omstændigheder kan bortfalde (§ 6, 1. Stk.).

DEN DANSKE SVANGERSKABSLOV AF 1937. 873    4) Loven har dernæst optaget en vigtig ny Straffebestemmelse i § 6, 2. Stk. Herefter kan den, der har besvangret Kvinden, straffes (med Fængsel indtil 1 Aar, under formildende Omstændigheder med Hæfte), »saafremt det godtgøres, at han trods Henvendelse fra Kvindens Side om Støtte af personlig eller økonomisk Art har undladt at yde hende en efter Forholdene rimelig Støtte og Bistand, og denne Undladelse har været af afgørende Betydning for hendes Beslutning om at afbryde Svangerskabet». Det er dog en Betingelse, at de Oplysninger, der fastslaar Faderskabet, er fremkommet under en Sag, der er rejst til Straf for ulovlig Svangerskabsafbrydelse eller Forsøg derpaa mod en udenfor Ægteskab besvangret Kvinde eller hendes Medhjælpere. Omend denne Betingelse i nogen Grad er egnet til at dæmme op for Misbrug af Bestemmelsen til Pengeafpresning, kan det ikke nægtes, at den i denne Retning — som stærkt fremhævet paa Rigsdagen af Generalauditør VICTOR PÜRSCHEL — frembyder særlige Betænkeligheder. Disse Betænkeligheder forekommer dog alt i alt underordnede i Forhold til Reglens positive Værdier. Bestemmelsen vil, rigtigt praktiseret, kunne ramme Adfærd, der efter almindelig Opfattelse er i særlig Grad forkastelig og skæbnesvanger, og som grænser nær op til den i § 7 kriminaliserede direkte Tvang til Afbrydelse af Svangerskab. I Klasse med de i Forslaget til denne Bestemmelse omhandlede Tvangs- og Truselsmidler er forøvrigt nu stillet Løfte om Beløning til den svangre Kvinde for at formaa hende til Afbrydelse af Svangerskabet. —

 

    Ved Bedømmelsen af Loven og dens Retsvirkninger i Forhold til hidtil gældende Ret maa man i flere Henseender være opmærksom paa Forhold, der ligger udenfor selve Svangerskabsloven.
    For det første maa understreges, at der i Forbindelse med Loven finder en Omlægning Sted af den processuelle Behandling af Fosterdrabssager, jfr. Lov Nr. 161 af 18. Maj 1937 om Ophævelse af Straffelovens § 242 og dermed af den i Retsplejelovens § 687 indeholdte Regel om at Fosterdrabssager er Nævningesager. Fremtidig (fra 1. April 1938) vil disse Sager blive behandlet som Straffesager i Almindelighed, d. v. s. normalt ved de ordinære Domsmandsretter. Denne processuelle Omlægning vil maaske faa større praktiske Konsekvenser end hele den materielretlige Fiksering af de lovlige Indikationer. Hvad man end vil mene om Lovens Stilling til disse, maa det fra juridisk Side hilses med Glæde, at der søges skabt en ensartet Retsanvendelse indenfor Lovens Rammer.
    Dernæst maa den endelige Bedømmelse af Lovens sociale Forudsætninger og Konsekvenser udsættes, indtil Lovgivningsmagten paa Grundlag af den endnu arbejdende Befolkningskommissions Betænkning har gennemført Forslag til Fremme af den positive Side af det Befolkningsproblem, som Svangerskabslovens Straffebestemmelser kun negativt tager Stilling til. Dette Synspunkt er Gang paa Gang fremhævet af Justitsminister STEINCKE under de bevægede Forhandlinger om Loven. Det sene Tidspunkt for dens Ikrafttræden er fastsat under Hensyn til,

 

56—Svensk Juristtidning 1937.

874 DEN DANSKE SVANGERSKABSLOV AF 1937.at der inden dette Tidspunkt skal være gennemført positive sociale Foranstaltninger til Betryggelse af de fødende Kvinder. Den nu gennemførte Straffelov skal efter Ministerens Forsikringer være som en Løftestang for Gennemførelsen af de økonomiske Opofrelser, som denne sociale Lovgivning vil kræve.

Stephan Hurwitz.