Den særlige Klageret. Den 1. Juli d. A. træder den danske Lov Nr. 113 af 15 Marts 1939 om  Ændringer i og Tilføjelser til Lov om Rettens Pleje af 11. April 1916 (Oprettelse af en særlig Klageret) i Kraft, og et Forslag, der ved sin første Fremsættelse, se herom SvJT 1937 S. 874, vakte endog ualmindeligt Røre saavel blandt Jurister¹ som i videre Kredse, føres dermed, om end i noget ændret Skikkelse,² ud i Livet. Som det fremgaar af Lovens Titel, indføres herved en ny Domstol udenfor den almindelige Instansfølge og med en særligt afgrænset Virkekreds, omfattende dels saadanne Disciplinærforseelser fra en Dommers Side, der paa den ene Side ikke rammes af Straffeloven —saa er de almindelige Domstole kompetente — og paa den anden Sideikke kan afgøres i Stilhed ved en Advarsel fra vedkommende Retspræsident, dels Begæringer om Genoptagelse (resning) af en Straffesag.

    I den endelige Udformning³ bestaar Klageretten af 3 ordentlige Med-

 

¹ Om Indsigelserne mod Forslaget i dets oprindelige Form kan foruden til Skrivelser fra det staaende Retsplejeudvalg og Den danske Dommerforening, der er aftrykt i Rigsdagstidende 1937—38 Tillæg A. Sp. 2665 ff. og Tillæg B. Sp. 2061 ff. og Sp. 2070, særlig henvises til Ugeskrift for Retsvæsen 1937 S. 361—62 (Højesteretspræsident Dr. TROELS G. JØRGENSEN), 362—64 (Overretssagfører KUND JARNER), 1938 S. 17 ff. (Professor, Dr. POUL ANDERSEN) og S. 221 —22 (Medlemmerne af Det juridiske Fakultet i København); Juristen 1938 S. 181 ff. (Højesteretspræsidenten) og S. 517—18 (50 praktiserende Sagførere); men herimod Justitsminister K. K. STEINCKE i Juristen 1938 S. 1 ff. og (tildels) Professor, Dr. CARL RASTING sammesteds S. 25 ff.

² Foruden det nedenfor behandlede Spørgsmaal om de materielle Betingelser for Genoptagelse af Straffesager er det Rettens Sammensætning og Reglerne om Adgang til Appel til Højesteret af dens Afgørelser i Disciplinærsager, som ændringerne særligt angaar, se Note 3.

³ Forslaget fremsattes første Gang af Justitsministeren i Folketinget den 19. Nov. 1937. Retten (Appelretten, som den da hed) skulde derefter bestaa af 5 Medlemmer beskikkede paa 8 Aar ad Gangen, nemlig en Højesteretsdommer, en Landsdommer og en Underretsdommer, en praktiserende Sagfører og en af Ministeren frit udpeget Person, der — ligesom Sagføreren — dog skulde opfylde Betingelserne for at blive Landsdommer. Rettens Afgørelser var endelige; under Behandlingen i Folketinget ændredes dette saaledes, at der vel stadigt i hver Sag medvirkede 5 Medlemmer, nu beskikkede paa 10 Aar uden Adgang til Genbeskikkelse, og saaledes at de to var henholdsvis en Højesteretsdommer og en anden fast Dommer, men iøvrigt sondredes der: i Disciplinærsager var de tre resterende 

lemmer, der efter Indstilling af Justitsministeren beskikkes af Kongen paa 10 Aar uden Adgang til Genbeskikkelse; disse tre Medlemmer skal være henholdsvis Højesteretsdommer, Landsdommer og Underretsdommer, og udtages, tilligemed en Suppleant for hvert Medlem, blandt 4 Personer, der til hver af Stillingerne bringes i Forslag af Højesteret, de to Landsretter i Forening og Den danske Dommerforening (der forøvrigt blandt sine Medlemmer ogsaa har Dommerne i de overordnede Retter); den beskikkede Højesteretsdommer er Klagerettens Præsident. I Disciplinærsager beklædes Retten alene af disse ordentlige Medlemmer, og man regner derved, i Forbindelse med Reglen i Lovens § 9, næstsidste Stykke, om Adgang til at indbringe samtlige Klageretsafgørelser i disse Sager for Højesteret, med at vøre kommet endelig ud over den Indvending, jfr. Note 1, at Henlæggelse af Sager om Afskedaf en Dommer til et særligt Organ vilde være stridende mod den danske Grundlovs § 71, hvorefter ingen Dommer kan afsættes uden ved Dom, hvorved skulde underforstaas: af ordinære uafhængige Domstole; og samtidigt har man ved Rettens Sammensætning sikret den Indsigt i de forskelligartede Vilkaar, hvorunder Dommergerning udøves, som nødvendigvis findes at burde være til Stede.
    Om Proceduren i Disciplinærsager kan iøvrigt i det hele blot henvises til Fremstillingen i SvJT 1937 S. 874; det er sikkert om Reglerne om Genoptagelse, at Opmærksomheden — i hvert Fald uden for Danmark — særligt vil samle sig.
    I hidtil gældende dansk Ret, hvor Reglerne om »Genoptagelse» af Straffesager findes i Kapitel 86 i Loven om Rettens Pleje, behandles under det nævnte Rubrum to forskellige Situationer: dels den, jfr § 987, at en udebleven Tiltalt er blevet domfældt ved Landsretten i en Nævningesag uden at have samtykket i, at Sagen blev fremmet i hans Fraværelse, eller ved Underret, uden at Adgang til Anke staar ham aaben, dels den, jfr §§ 976 ff., at en Sag, der paa processuelt behørig Maade er afgjort ved en Dom, der efter almindelige Regler har faaet formel Retskraft, begæres foretaget paany; dette sidste har i og for sig kunnet ske saavel til Skade som til Fordel for Tiltalte, men det har været en ufravigelig Betingelse for, at en Begæring om Genoptagelse har kunnet tages til Følge, at der er fremkommet nye Momenter (nova reperta). I begge de to Grupper af Tilfælde skulde Begæring om Genoptagelse derhos fremsættes for den Ret, der havde paakendt Sagen, dog med en vis Adgang til at indbringe dennes Afgørelse for højere (ordinær) Ret.
    Loven af 1939 opretholder Reglen i Rpl. § 987 med den Ændring, at

 

Medlemmer en Sagfører og to Lægmænd, udpeget blandt Personer, der havde medvirket som Domsmænd ved en af Landsretterne; i Sager om Genoptagelse indtraadte derimod: to Sagførere og en Jurist med særlig videnskabelig Uddannelse; Domme om Afsættelse af en Dommer kunde paaankes til Højesteret. I denne Form vedtoges Forslaget af Folketinget den 9. April 1938 og oversendtes til Landstinget, hvor det p. Gr. a. Samlingens Slutning ikke naaede at blive færdigbehandlet. Den 23. November 1938 fremsatte Justitsministeren paany Forslaget i Landstinget i alt væsentligt i den Form, hvori det nu er blevet Lov. 

Nægtelse af Genoptagelse fremtidigt vil være at indbringe for den særlige Klageret efter Reglerne om Kære til Højesteret; i de egentlige Genoptagelsestilfælde bliver derimod Begæringen at fremsætte direkte for den særlige Klageret, Lovens § 15, hvis Kendelse, hvorved Genoptagelse tilstaas eller nægtes, er endelig og upaaankelig, § 17.
    I alle Sager om Genoptagelse beklædes Klageretten foruden af de fornævnte tre ordentlige Dommere tillige af endnu 2 Medlemmer, beskikkede efter samme Regler som de øvrige; det ene af disse Medlemmer skal være i Virksomhed som Sagforer og udpeges — tilligemed Suppleanten — blandt fire Personer, der hertil bringes i Forslag af Sagførrerraadet, medens det andet skal være en beskikket Universitetslærer i Retsvidenskab eller en anden Jurist med særlig videnskabelig Uddannelse.
    Selve den Tanke at henlægge Afgørelsen af Genoptagelsesspørgsmaal til en anden Ret end den, der tidligere har befattet sig med Sagen, vel særlig for derigennem at sikre disse Spørgsmaal en aldeles uhildet Behandling, er jo ingenlunde ny; det er tværtimod det almindelige i de romanske Lande; men medens det her er selve den højeste Domstol, Kassationsretten, der er kompetent - jfr herved ogsaa den svenske Processlagberednings Förslag till Rättegångsbalk (1938) 58. Kap. 4 §: »Vill någon söka resning, skall han hos högsta domstolen göra skriftlig ansökan därom» — har Lovgivningsmagten i Danmark fundet, at netop Ønsket om paa Forhaand at udelukke enhver Mulighed for at paaskyde, at uvedkommende — f. Ex. kollegiale — Hensyn har influeret paa Afgørelsen, maatte føre til at henlægge denne til et særpræget Organ, der paa den anden Side maa forudsættes at raade over den fornødne saglige Indsigt.¹
    Men ogsaa paa et andet Punkt bringer Loven af 1939 en interessant Nydannelse, nemlig med Hensyn til de materielle Betingelser for Genoptagelsen.
    I Justitsministerens oprindelige Forslag af 19. November 1937, jfr ovenfor Note 3, indeholdtes ingen Bestemmelser herom, men under dets forste Behandling i Folketinget fremkom i Ugeskrift for Retsvæsen for den 22. Januar 1938 (S. 24—38) en dybtgaaende Undersøgelse af Genoptagelsesproblemet fra Professor, Dr. Stephan Hurwitz's Haand; det fremhævedes her med Styrke, at en virkelig Reform af de gældende Regler maatte sigte ogsaa mod selve Grundlaget for Begæringen om fornyet Foretagelse, mod Spørgsmaalet om, hvorvidt det for at imødekomme den virkeligt skulde være fornødent, at nyt Processtof var tilvejebragt; der henvistes til, at tidligere østrigsk Ret kendte en Adgang til »ausserordentliche Wiederaufnahme durch den Kassationshof», naar blot »erhebliche Bedenken (sich) gegen die Richtigkeit der dem Urteile zugrunde gelegten Tatsachen ergeben», Strafprozessordnung § 362, at der i tysk Teori har hævet sig Røster (SCHWINGE) for at tillade Genoptagelse, saafremt der bestaar »ernste Bedenken gegen die Rich

 

¹ Som Parallel kan henvises til det i SvJT 1937 S. 246 ff. omtalte LUNDSTEDT'SKE Forslag. 

tigkeit der dem Urteile zugrunde gelegten tatsächlichen Feststellungen»,¹ og at der i Sverige af Professor ÅKE HASSLER og Advokat GEORG STJERNSTEDT var stillet Forslag om Adgang til »extraordinärt återbrytande» af en retskraftig Dom, uden »nya skäl», naar blot det findes, at »skäl därtill är». Støttet hertil og til sine egne Erfaringer gik Prof. Hurwitz ind for, at man overvejede en Regel om, at Højesteret eller en særlig Afdeling af denne, skulde kunne tillade Genoptagelse til Fordel for en Domfældt, naar »særlige Grunde taler derfor» — altsaa uden nova!
    Denne sidste Tanke blev strax taget op af Socialdemokratiets Ordfører i Folketinget, Landsretssagfører Fr. DALGAARD,² og under Udvalgsbehandlingen blev der saa med Ministerens fulde Tilslutning indsat en Regel, der nu findes i Lovens § 14, og hvorefter Klageretten - ikke som af Prof. HURWITZ foreslaaet Højesteret eller en Afdeling heraf — foruden i de hidtil kendte Tilfælde kan tilstede Genoptagelse paa Begæring af Domfældte, »naar der iøvrigt foreligger særlige Omstændigheder, der gør det overvejende sandsynligt, at de foreliggende Bevisligheder ikke har været rigtigt bedømt».
    Man har imidlertid fuldt ud været opmærksom paa de Vanskeligheder, der her, under en mundtlig og umiddelbar Procesmaade, hvor Protokollationen er reduceret til et Minimum, vil gøre sig gældende ved Rekonstruktionen af det oprindelige Domsgrundlag, og dette har givet Anledning til de to nye Bestemmelser i Lovens §§ 13 og 15; i den første udtales den almindelige »Programregel» i kriminelle Sager, at »hvor Retten efter Sagens Beskaffenhed og Bevisets Stilling finder det paakrævet, bliver saa meget af Bevisførelsen at medtage (ved Protokollationen), som er fornødent for, at den Ret, for hvilken Sagen senere maatte blive indbragt, kan danne sig en begrundet Opfattelse af, paa hvilket Grundlag Afgørelsen er truffet»; og i § 15 indføres en hurtig Forældelse af den extraordinære Genoptagelsesadgang, der iøvrigt, jfr § 20, ogsaa staar aaben i Sager, der er paadømt inden den nye Lovs Ikrafttræden: Begæringen maa fremsættes inden 5 Aar efter den tidligere Doms Afsigelse, dog at det, saafremt Domfældte i Medfør af Dommen har været underkastet Frihedsberøvelse, altid er tilstrækkeligt, at Begæringen fremsættes indtil 2 Aar efter hans Løsladelse.
    Jeg skulde tro, at man i Danmark paa dette Grundlag fortrøstningsfuldt tør se Fremtiden i Møde, og interessant bliver det at se, om der ogsaa paa dette Omraade skulde være Grundlag for en Tilnærmelse mellem de nordiske Landes Ret, saaledes at Tankerne fra den danske Lov ved den forestaaende svenske Procesreform maaske i nogen Grad kunde for Alvor fæste Rod i den Jordbund, hvor de tildels fra først af er spiret frem.

C. Popp-Madsen.