Dansk lovgivning 1937/38. For at bringe ægteskabslovens bestemmelser om sindssyge og aandssvage personers og epileptikeres adgang til at indgaa ægteskab i overensstemmelse med de racehygiejniske bestræbelser, der danner grundlaget for sterilisationslovgivningen, jfr SvJT 1935 s. 179 og 1936 s. 129, er ved lov af 13. april 1938 det hidtidige forbud i ægteskabsloven af 1922 mod ægteskab for sindssyge og aandssvage i højere grad blevet udvidet til at omfatte sindssyge, aandssvage, psykopater i højere grad og kroniske alkoholister samt epileptikere med jævnlige anfald eller med udtalte psykiske forandringer. Dispensation fra forbudet kan meddeles af justitsministeriet, saafremt det efter indhentet erklæring fra retslægeraadet skønnes, at det under hensyn til lidelsens art, den ringe fare for overførelse paa afkommet samt partens evne til at bedømme ægteskabets betydning maa anses for forsvarligt, at ægteskabet indgaas. Dispensationen kan betinges af, at den paagældende underkaster sig sterilisation. Samtidig er der aabnet adgang for det offentlige til at anlægge sag til omstødelse af ægteskaber, der maatte være indgaaet i strid med forbudet, naar det ikke skønnes forsvarligt at lade ægteskabet blive bestaaende, ligesom ogsaa saavel den syge ægtefælle som den sunde har en nærmere begrænset adgang til at paastaa ægteskabet omstødt.
    I SvJT 1935 s. 179 er omtalt en lov af 16. maj 1934 vedrørende aandssvage personers indlæggelse paa og udskrivning fra anstalter. Denne lov har faaet en naturlig pendant ved lov af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold, hvis grundlag er den af familieretskommissionen i 1927 udarbejdede betænkning. Lovens bestemmelser angaar behandling af sindssygdomme paa stats- og kommunale hospitaler eller paa private helbredelsesanstalter, som af justitsministeriet er autoriseret til at modtage sindssyge til behandling. — Udenfor de til-

 

fælde, hvor en sindssyg person selv undergiver sig fornøden lægebehandling, paahviler det hans nærmeste, naar de skønner, at han er saa sindssyg, at behandling er paakrævet, at tilkalde en læge. Finder lægen, at den paagældende er sindssyg og bør indlægges paa et sindssygehospital, er de nærmeste berettigede til at iværksætte de fornødne foranstaltninger. Finder lægen, at det vil være uforsvarligt, at den syge ikke indlægges til behandling, fordi den syge er farlig for sig selv eller andre, er de nærmeste pligtige at foretage det videre til indlæggelsens gennemførelse. Tilsvarende pligt paahviler ligeledes de nærmeste, naar den tilkaldte læge finder det uforsvarligt at undlade indlæggelse, fordi udsigterne til den syges helbredelse væsenlig vil forringes, hvis indlæggelse ikke finder sted, og lægens skon godkendes af den stedlige øverste embedslæge. I de to sidstnævnte grupper af tilfælde paahviler det politiet paa begæring at yde bistand til indlæggelsens iværksættelse.— Ved en persons nærmeste förstaas de, hvem forsorgen for personen retlig eller faktisk paahviler, saasom indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge, ægtefælle, myndige børn, forældre, andre nære slægtninge eller de, hos hvem personen har til huse, eller hvem det ifølge de foreliggende omstændigheder paahviler at drage omsorg for personen. For saavidt ikke andre drager omsorg forden syge, paahviler det politiet at træde til. — Indlæggelse til behandling af sindssyge kan i almindelighed kun finde sted paa grundlag afen Iægeerklæring, som hviler paa en indenfor de sidste 4 uger for indlæggelsen foretagen undersøgelse. Overlægen paa hospitalet træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bor modtages til behandling for sin sygdom.
    I de tilfælde, hvor en sindssyg er tvangsindlagt ved politiets bistand, bliver der beskikket ham en tilsynsværge, som skal holde sig underrettet om den syges tilstand og drage omsorg for, at hospitalsopholdet ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Naar patienten er helbredet, skal han udskrives. — Naar den behandlende læge skønner, at en udskrivning vil være uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sigselv eller andre, eller for di udskrivning væsentlig vil forringe udsigterne for helbredelse, skal udskrivning nægtes. Udenfor disse tilfælde maa lægen ikke nægte at efterkomme en anmodning om udskrivning, medmindre den maa antages at ville medføre væsenlige ulemper for patienten selv, og justitsministeren tiltræder nægtelsen. Afslaas en begæring om udskrivning, kan sagen kræves forelagt justitsministeren til afgørelse. — Loven finder ogsaa anvendelse paa sjælelig abnorme epileptikere.
    Den siden 1851 gældende lov om pressens brug er blevet afløst af en ny lov af 13. april 1938. Loven indledes med bestemmelser om, at bogtrykkerens navn og trykkestedet skal anføres saavel paa skrifter, trykt i Danmark, som paa skrifter, trykt i udlandet, naar disse sidste gøres til genstand for forretningsmæssig indførsel eller offenlig udbredelse i Danmark. Paa periodiske skrifter, der udkommer i Danmark, skal redaktøren angive sig som saadan. — Forsaavidt angaar ikke periodiske

 

skrifter, kommer de almindelige ansvarsbestemmelser til anvendelse. Med hensyn til periodiske skrifter er hovedreglen, at strafansvar kun kan paalægges redaktøren og den navngivne forfatter; redaktøren er dog — med visse undtagelser — ikke ansvarlig for den del af skriftets indhold, der hidrører fra navngivne forfattere, og den unavngivne forfatter bliver som hovedregel kun ansvarlig, naar redaktøren ikke kan drages til ansvar. Redaktørens ansvar er ikke betinget af skyld, men alle andre bliver kun ansvarlige efter straffelovens almindelige regler. Erstatningsansvaret følger i hovedsagen de samme regler, som gælder for straffeansvaret. — Ny er reglen om, at løbesedler, plakater eller opslag ikke maa indeholde udtalelser, der ved deres form eller indhold utilbørlig forulemper personer eller virksomheder; denne regel omfatter ikke bladforetagenders løbesedler og lign., som anses som bestanddele af det paagældende blad. — Endvidere er der givet udførligere regler end hidtil om pligt til at optage berigtigelse af meddelelser, som skriftet har indeholdt med hensyn til oplysninger af faktisk karakter, naar dette begæres af nogen, hvem den paagældende meddelelse er egnet til at paaføre en ikke uvæsenlig skade i økonomisk henseende eller i offenlighedens omdømme. Til at afgøre med endelig gyldighed krav om optagelse af berigtigelser er der oprettet et berigtigelsesnævn, bestaaende af en højesteretsdommer som formand og to repræsentanter for pressen. — I domme, hvorved redaktøren eller forfatteren findes skyldig til straf for indholdet af et periodisk skrift, bliver det efter begæring af den forurettede at bestemme, at dommen i et af retten nærmere fastsat omfang vil være at optage i skriftet. — Justitsministeren kan paalægge anklagemyndigheden at begære nedlagt forbud mod udbredelse i Danmark af skrifter, trykt i udlandet, naar det findes, at skriftet er af strafbart indhold. Endvidere er der givet regler om straf for forhandling og anden udbredelse af skrifter, naar offenlig bekendtgørelse om en ved dom eller foreløbig retskendelse besluttet beslaglæggelse eller et forbud har fundet sted.
    Det skandinaviske samarbejde paa civillovgivningens omraade har sat en ny frugt ved loven av 13. april 1938, om gœldsbreve, jfr. SvJT 1936 s. 1. I tilslutning til denne lov vedtoges en lov om mortifikation af gældsbreve. Af disse love med tillægslove er udkommet en fortræffelig kommentar ved professor, dr. juris H. USSING og sparekassedirektør C. C. DYBDAL.
    Den i SvJT 1934 s. 303 omtalte lov om biografteatre er blevet afløst af en lov af 13. april 1938, som i store træk følger reglerne i den tidligere lov. Bevilling kan kun gives til kommuner og enkeltpersoner samt i særlige tilfælde til et i Danmark hjemmehørende selskab for produktion af films eller til landsorganisationer, hvis virksomhed er af samfundsnyttig og folkeopdragende karakter. Bevillingen bortfalder ved bevillingshaverens død, men har han drevet biografteater i mindst ti aar, og kan hans enke ikke opnaa bevilling til teatret, tilkommer der hende pension. Nye er ogsaa bestemmelserne om filmsudlejning og om oprettelse af en filmscentral — denne har til opgave at fremskaffe

 

og udleje skolefilms og films, der tjener til oplysningens fremme, hvorhos den skal bidrage til udviklingen af filmsforevisningen i Danmark ved indkøb og udleje af kulturelt og kunstnerisk værdifulde films. — Reglerne om censur og tilsyn svarer til de hidtidige. Der oprettes et filmsraad, der skal være raadgivende for myndighederne og de forskellige grene indenfor filmserhvervet; raadet skal følge udviklingen af filmsforholdene i udlandet og navnlig have opmærksomheden henvendt paa, hvilke films der produceres i de enkelte lande og disses værdi i kulturel og kunstnerisk henseende, ligesom det skal bidrage til, at filmsforevisningen bliver af en saa høj kunstnerisk og kulturel kvalitet som mulig. Endvidere oprettes en filmsfond dels med det formaal at virke til fremme af filmens udnyttelse i undervisningsmæssig, kulturel og kunstnerisk henseende, dels med den opgave at virke til støtte for forskellige almennyttige formaal, særlig dansk teater og dansk idræt.
    Af de sociale love i rigsdagssamlingens lovhøst skal særlig fremhæves lov af 13. april 1938 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer i private erhvervsvirksomheder, ved hvilken der gives udførlige regler for rettigheder og pligter i det nævnte forhold, f. ex. med hensyn til opsigelsesvarsel, organisering m. m., og lov af s. d. om ferie med løn, der indfører en ret til ferie for enhver arbejder, funktionær eller medhjælper. I denne sammenhæng kan ogsaa nævnes to love af s. d. om opførelse og udleje af arbejderboliger m. m. paa landet og om laan til boligbyggeri og huslejenedsættelse for mindrebemidlede børnerige familier. Hovedformaalet med den første af disse love er gennem ydelse af billige statslaan at tilvejebringe bedre boligforhold for landarbejdere og dermed bidrage til at fastholde saa stor en del af befolkningen som mulig paa landet.
    Atter i rigsdagssamlingen 1937/38 greb lovgivningsmagten ind i arbejdsforholdene og forhindrede en truende konflikt, jfr. senest SvJT 1938 s. 414, og den 1. c. nævnte lov om beskæftigelse af arbejdsløse er blevet fornyet med visse ændringer.
    Ved lov af 29. april 1938 er det foreskrevet, at der for købstadskommuner og større bymæssige bebyggelser skal tilvejebringes en byplan for at sikre en hensigtsmæssig og tilfredsstillende ordning af de fremtidige vej- og bebyggelsesforhold. Til planens gennemførelse er der givet adgang til expropriation.

Johannes Faurholt.