Dansk lovgivning 1938 39. Det i SvJT 1939 (s. 374) omtalte grundlovsforslag blev efter at være vedtaget i rigsdagen (i landstinget med 43 stemmer mod 32 og i folketinget med 88 mod 29) forelagt vælgerne ved en folkeafstemning, som imidlertid ikke gav den nødvendige majoritet for forslagets vedtagelse som grundlov, og forslaget bortfaldt derved. Til ikrafttræden samtidig med den nye grundlov var d. 15 marts 1939 stadfæstet dels en lov om ministrenes ansvarlighed, dels en lov om rigsretten; den første af disse love var en nydannelse i dansk ret, medens den sidste skulde afløse loven af 3. marts 1852. Uagtet disse love er bortfaldet sammen med grundlovsforslaget, kan en omtale af reglerne i ministeransvarlighedsloven paaregne interesse. Med hensyn til betingelserne for indtrædelse af strafansvar bestemtes, at ministrene skulde være ansvarlige for regeringens førelse efter de i grundloven og i ministeransvarlighedsloven fastsatte regler og skulde endvidere, hvor sidstnævnte lov intet andet bestemmer, være ansvarlige efter den almindelige tjenestemandslovgivning. For skriftlig udfærdigede beslutninger, der var underskrevet af kongen, og som vedrørte lovgivningen eller regeringen, var den minister, der havde underskrevet beslutningen, ansvarlig; iøvrigt blev en minister ansvarlig for en regeringshandling, der var foretaget af kongen, naar ministeren enten havde tilraadet den eller deltaget i dens udførelse, eller han, forsaavidt beslutningen vedrørte et forhold, der henhørte under hans forretningsomraade, havde været vidende om den og ikke modsat sig dens udførelse. For beslutninger, der var truffet i statsraadet eller i ministerraad, var enhver minister, der havde været til stede i det paagældende møde, ansvarlig, naar han ved forslag, raad eller stemme havde medvirket til beslutningen. Endvidere foreskreves straf for undladelse af at udfore en regeringshandling og gaves regler om, i hvilket omfang der

JOHANNES FAURHOLT. 743skulde paahvile ansvar for de underordnedes handlinger og undladelser. Derefter opregnedes de forhold, for hvilke ansvar ifølge loven paalagde sministrene, saasom opkrævning af statsskatter og afholdelse af statsudgifter, for hvilke der ikke foreligger den fornødne hjemmel, udstedelse af foreløbige love i tilfælde, hvor betingelserne herfor ikke er til stede, og udfærdigelse af en retsforskrift, som klart henhører under lovgivningsmagtens eller domstolenes omraade. Endvidere foreskreves straf, saafremt en minister handlede i strid med de ham paahvilende pligter med hensyn til regeringens forfatningsmæssige førelse, og for overtrædelse af de ham ifølge grundloven eller almindelig lov paahvilende tjenestepligter. Endelig paadrog en minister sig ansvar efterloven, hvis han, selv om han ikke har overskredet sin myndighedsgrænser, begik aabenbart misbrug af sin myndighed. Overtrædelserstraffedes med bøder, hæfte eller fængsel indtil 2 aar. Forældelsesfristen var 2 aar; forældelse indtraadte dog ikke, før nyt almindeligt valg til rigsdagen havde fundet sted, og der var forløbet 3 maaneder efter den nyvalgte rigsdags sammentræden, og havde en nyvalgt rigsdagtruffet beslutning om, at strafansvar ikke skulde gøres gældende, kunde paatale ikke senere finde sted. Havde en minister handlet med forsæt eller havde han gjort sig skyldig i grov tilsidesættelse af sine embedspligter, ifaldt han erstatningsansvar overfor statskassen; ansvaret skulde dog bortfalde, saafremt »den forenede rigsdag» havde godkendtdet aarlige statsregn skab uden at tage forbehold med hensyn til det beløb, hvis erstatning der var tale om, med mindre der senere maatte fremkomme særlige nye oplysninger. Til disse forfatningsretlige love sluttede sig desuden en valglov, som lige saa lidt som de øvrige nævnte love er traadt i kraft.
    Den ved lov af 15. marts 1939 (tillæg til retsplejeloven) oprettede særlige klageret er allerede omtalt i SvJT 1939 s. 494. Et andet tillæg til retsplejeloven af 15. maj 1939 giver nye regler om retsmøders offentlighed, om ransagning m.m. Adgangen til at lukke dørene, naar dette kræves af statens forhold til fremmede magter, er udvidet til at gælde, naar »særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det». Endvidere er adgangen til undtagelsesvis at lukke dørene i straffesager, naar særegne omstændigheder giver grund til at antage, at retsmødets offentlighed vil paa afgørende maade være til hinder for sagens oplysning, blevet noget udvidet. — Det formaal, der tilsigtes opnaa et ved reglerne om lukning af dørene under retsmøder under offentlige undersøgelser, harvist sig ikke fuldt ud at kunne fyldestgøres, saafremt der er ubegrænset adgang for pressen eller for den private, der er kommet til kundskab om forhold vedrørende politiets undersøgelser, til at bringe sin viden videre. Derfor er det nu foreskrevet, at saafremt hensynet til fremmede magter gør det paakrævet, at der ikke offentlig sker omtale af et forhold, der er genstand for offentlig undersøgelse, kan politiet begærerettens kendelse om, at offentlig omtale af sagen helt eller for vissedeles vedkommende er forbudt. I tilfælde, hvor hensynet til fremmede magter eller til opklaring af alvorlige forbrydelser gør det ønskeligt, kan det endvidere paalægges et vidne ikke at omtale til nogen, der

744 JOHANNES FAURHOLT.ikke i embeds medfør beskæftiger sig med sagen, hvad han er blevet afhørt om af politiet eller i et lukket retsmøde, eller hvad han iøvrigt under afgivelsen af sin forklaring maatte blive bekendt med omsagen. Er forklaringen afgivet til politiet, kan paalæget meddeles afdette under rekurs til retten, og er forklaringen afgivet i retten, kan denne meddele paalæget. — Med hensyn til ransagning er adgangen til at foretage en saadan, naar der er øjensynlig fare for, at øjemedet vilde forspildes, blevet noget udvidet, ligesom reglerne om fremgangsmaaden (fjernelse af sigtede og af andre personer) er blevet noget udvidet.
    Ved to love af 15. marts 1939 er der foretaget en række ændringer i og tilføjelser til straffeloven. Igennem mange aar har lovgivningen tillagt dom for en i den offentlige mening vanærende handling retsvirkning, saaledes at den dømte blev udelukket fra at nyde visse rettigheder, som ellers tilkom borgerne i almindelighed. Det var dog ikke i lovgivningen fastsat, hvilke handlinger der skulde anses for vanærende i den offentlige mening. Afgørelsen heraf blev truffet af de administrative myndigheder. Straffelovens ordning, hvorefter de borgerlige rettigheder skulde frakendes ved dommen, virkede dog heller ikke tilfredsstillende; ved frakendelsen bortfaldt retten 1) til offentlige tjenester og hverv, 2) til at stemme og vælges ved offentlige valg, 3) til at varetageen række stillinger og hverv eller virke ifølge næringsadkomst, hvisopnaaelse eller udøvelse i lovgivningen er betinget af hæderlig vandel, 4) til pension eller understøttelse af det offentlige, hvis opnaaelse eller nydelse i lovgivningen er betinget af, at vedkommende ikke ved domer fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling. Hensynene til at beskytte samfundsfunktionerne mod skade fra daarligeelementer og at værne samfundsmoralen skulde kunne varetages udenen saadan samlet frakendelse af de borgerlige rettigheder derved, at der for hver af de enkelte rettigheder blev truffet bestemmelse om, hvilkevandelsbetingelser der kræves opfyldt for rettighedens udøvelse. Der er derfor foretaget en gennemgang af lovgivningen og udarbejdet ændrede formuleringer af alle de bestemmelser, der knytter retsvirkning tilbegrebet en i den offentlige mening vanærende handling eller til frakendelse af de borgerlige rettigheder. Straffelovens bestemmelse (§ 79) er derefter ændret derhen, at enhver, der paa strafbar maade har forsetsig i udøvelse af kald eller er hverv og derved vist sig uskikket til atudøve kaldet eller hvervet eller uværdig til den for dette fornødnetillid, kan frakendes retten til at udøve det enten for bestandig ellerfor en tid af fra 1 til 5 aar.
    I den anden tillægslov til straffeloven gives bl. a. nye regler ombøders fastsættelse, i det dagbodssystemet gennemføres. Bøder, deridømmes eller vedtages i retten for overtrædelse af straffeloven, skal fastsættes i dagbøder, og disses antal skal bestemmes under hensyn til lovovertrædelsens beskaffenhed og de almindelige regler om strafudmaaling, dog saaledes at antallet mindst skal være 1 og højst kan være 60. Størrelsen af den enkelte dagbod skal fastsættes til et beløb svarende til den paagældendes gennemsnitlige dagsindtægt, men der bør

DANSK LOVGIVNING 1938/39. 745ved beløbets fastsættelse tages hensyn til hans livsvilkaar, herunder hans formue, forsørgerpligter og andre forhold, der indvirker paa betalingsevnen. Dagbøder kan ikke fastsættes til et lavere beløb end 2 kr. Almindelig bødestraf kan anvendes, naar en bøde skal fastsættes for en forseelse, hvorved den paa gældende har opnaaet eller tilsigtet atopnaa betydelig økonomisk vinding for sig selv eller andre, og anvendelse af dagbøder vilde medføre, at bødebeløbet skulde ansættes væsentlig lavere end rimeligt under hensyn til størrelsen af den fortjeneste, der er eller kunde være opnaa et ved lovovertrædelsen. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang reglerne om dagbøder vil være atbringe til anvendelse ved fastsættelse af bøder for overtrædelse afandre love end straffeloven. Forsaavidt angaar love, hvor spørgsmaaletom dagbøders anvendelse er af mindre væsentlig betydning, kan dagbodssystemet dog indføres ved kgl. anordning. Betales bøden ikke, er hovedreglen for forvandlingsstraffen, at een dags hæfte eller fængselskal svare til een dagbod. — I loven gives nye og skærpede regler om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed (f. ex. spioneri), mod den offentlige myndighed og den offentlige orden og fred. Ny er reglen om straf for den, der offentliggør bevidst usande gengivelsereller falske citater af meddelelser om faktiske forhold, fremsat i retsmøder eller givet i rigsdagens, kommunale eller offentlige raads eller myndigheders møder, og for den, der bevidst usandfærdig offentligtillægger en offentlig myndighed handlinger, som den ikke har foretaget, naar dette er egnet til at skade landets interesser i forhold til udlandet. Til de tidligere bestemmelser vedrørende freds- og æreskrænkelserer føjet en bestemmelse om straf for den, der skaffer sig adgang tilfremmed hus eller husrum, her under offentlige og private kontorer, forretninger, fabrikker og lign. med det formaal at tilegne sig dokumenter, forretningsbøger og lign. eller at gøre sig bekendt med disses indhold. Endvidere fastsættes straf for den, der offentlig fremsætterudtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk, samt for den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldningerforfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning paa grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold. Reglerne om ærefornærmelser er paa forskellige punkter skærpede; ændringerneskyldes specielle danske forhold.
    En d. 29. marts 1939 stadfæstet byggelov for København, som afløseren lov fra 1889, indeholder bl. a. en regel om, at expropriation kan anvendes, hvis det er nødvendigt til opnaa else af tilfredsstillende bebyggelses- eller gadeforhold eller til tilvejebringelse eller udvidelse af kommunale institutioner eller virksomheder eller af anlæg, der tjeneret for staden almennyttigt formaal. En generel lov af 31. maj 1939 giver en lang række regler om boligtilsyn og sanering af usunde bydele. Loven indledes med regler om boligers indretning og tilstand, hvorefterder følger bestemmelser om de myndigheder, som skal overvaage reglernes overholdelse. Disse myndigheder kan nedlægge forbud mod benyttelse af usunde boliger og opholdsrum; forbudet tinglyses paa ejendommens blad i tingbogen med den retsvirkning, at der indtræder

746 DANSK LOVGIVNING 1938/39.en væsentlig begrænsning i adgangen til at prioritere eller omprioritere ejendommen. Naar en kommunalbestyrelse med boligtilsynsraadets godkendelse skønner, at en bedre ordning af bebyggelsesforholdene indenfor et, af en eller flere ejendomme bestaaende, usundt eller brandfarligt omraade er paakrævet, kan den fordre afstaaelse mod erstatning afde til ordningens gennemførelse fornødne grunde og bygninger, naar disse frembyder vægtige betænkeligheder af sundhedsmæssig eller brandteknisk art. Den samme fordring om afstaaelse kan stilles med hensyntil ejendomme, der er saaledes beliggende i forhold til de nævnte ejendomme, at det er nødvendigt at raade over dem af hensyn til en tilfredstillende gennemførelse af den tilsigtede ordning af bebyggelsesforholdene. Sluttelig giver loven en del finansieringsbestemmelser.
    Under forhandlingerne om loven om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. m. (SvJT 1936 s. 648 og 1937 s. 871) var det en forudsætning, at der inden lovens ikrafttræden blev iværksat en række foranstaltninger til hjælp og støtte for kvinder til gennemførelse af svangerskabet og i anledning af fødslen. Denne forudsætning har fundetudtryk i en lov af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner. Disse institutioner, som oprettes ved det offentliges foranstaltning, har til formaal at give svangre kvinder personlig, social og juridisk bistand, raad og vejledning med hensyn til deres svangerskab, derunder om den hjælp af økonomisk og lægelig art, der under svangerskabet og efterfødslen staar til raadighed for dem selv eller til hjælp ved forsørgelseaf det ventede barn. I forbindelse hermed bør der i fornødent omfang være adgang til at lade kvinder, der søger mødrehjælpsinstitutionerne, underkaste sig regelmæssig helbredskontrol under og efter svangerskabet. Det paahviler institutionerne at organisere hjælp af hygiejniskog social art; for enligstillede mødre bør der saaledes være adgang tilophold — eventuelt i forbindelse med arbejdsydelse — før og efterfødslen paa svangre- eller mødrehjem eller hos private. De skal derhosud folde bestræbelser for, at der bliver givet almen oplysning om moderskabets betydning og om opgaver vedrørende moderskabet af pædagogisk og sundhedsmæssig art. —Mødrehjælpsinstitutionerne overtager en del af de opgaver, som i svangerskabsloven var tillagt seksualklinikkerne, jfr. SvJT 1936 s. 649, i form af mødrehjælp, medens klinikkernes øvrige opgaver er henlagt til andre autoriteter. — Mødrehjælpsinstitutionerne kan desuden paatage sig forskellige opgaver, der tjener til at forbedre mødrenes stilling, saasom tilvejebringelse af en betryggende ordning vedrørende barselpleje og hushjælp linder barselperioden, rekreationsophold efter fødslen, ydelse af hjælp til anskaffelse af børnetøj, udlæg af forskud paa underholdsbidrag fra det offentlige eller andre opgaver, udviklingen maatte føre med sig. — Loven indeholder end videre en række bestemmelser om organisationen og om udgifternesfordeling.
    Ligesom i tidligere aar har lovgivningsmagten grebet ind i og af værget konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdere, jfr. senest SvJT1939 s. 600, og har gennemført forskellige love til støtte for landbruget.

Johannes Faurholt.